Rejse i Mid-Semester Ferie

---

---

Fredag 24. august

Vi nød vores første fridag fra skolen i Auckland Zoologiske have. Vejret var fantastisk den dag, så vi gik ud til dyreparken, som var omkring en times gang herhjemmefra. Vi brugt hele dagen i dyreparken. Vi var begge mest optaget af de New Zealandske dyr heriblandt Kiwien, som er en ret stor fugl (på størrelse med Tiger – Nicolais forældres hund) uden vinger. Da vi var for at se den mødte vi dyrepasseren som lige havde stukket mad ned i jorden til den, fordi kiwien finder sin mad ved at stikke sit lange næb ned i jorden. Dyrepasseren var meget glad for at fortælle om kiwien og vi fik en lang snak med hende. Vi så også mange andre dyr heriblandt aber, giraffer, løver, elefanter og røde pandaer, som Christina var helt vilde med.
Om aften lavede vi mad sammen med Shenise vores canadiske veninde.

Lørdag 25. august

Lørdag morgen stod vi tidelig op, da vi skulle ud på åben vand og have vores første dykkerundervisning – inden da havde vi været 3 gange i swimmingpool for at dykke. Vi skulle mødes med vores instruktør kl. 9 halvanden times kørsel fra Auckland. Tahi, vores new zealandske ven, havde lånt en bil som vi kunne fylde op med mennesker og dermed sparer lidt penge på benzin. Da vi havde fået alt dykkerudstyret klar tog vi ud i en gummibåd med 115 hestekræfter og fløj ellers afsted over alle bølgerne til vi nåede frem til stedet hvor vi skulle dykke. Vandet var rigtig koldt men fordi vi havde våddragter på gik det okay. Vi lavede vores første dyk på ca. 40 minutter under vand hvor vi så en stor rokke, en slags hummer og mange små fisk. Det var en speciel følelse at svømme så langt under vandet, da det er meget svært at orientere sig og finde tilbage til skibet, men det er derfor vi lærer at bruge et kompas og har instruktører med. Efter det første dyk skulle vi sejle tilbage til hvor vi parkerede bilen for at skifte vores tanke ud, så vi havde nok ilt til næste dyk, men desværre var der sket noget med båden så vi blev nødt til at stoppe flere gange på vejen tilbage, og vores instruktør turde derfor ikke tage med os ud igen på andet dyk. For at få dykkercertifikatet skal vi have lavet 4 dyk på åben vand og mangler derfor stadig 3 dyk. Det var lidt surt at køre så langt kun for et dyk, men det var der ikke noget at gøre ved. Vi kommer ud på de sidste 3 dyk senere. Om aften skulle vi ind og se en rugby kamp som er nationalsporten her i New Zealand. De går op i den sport med liv og sjæl. Det new zealandske landshold ”All Blacks” skulle spille mod det australske landshold ”Wollabees”. Der var en fan parade igennem hele byen som tog os ud til stedet hvor de skulle spille, som vi fulgte og hele vejen var der musik og glade mennesker. Da vi kom frem og fandt vores pladser var vi så heldige at komme til at sidde ved siden af en sød new zealænder der var meget optaget af spillet, men samtidig gerne ville snakke. Han fortalte os om alle reglerne og så snart der blev dømt noget forklarede han hvad der skete. Det var en kæmpe oplevelse at mærke atmosfæren og stemningen, men specielt det new zealandske holds åbningsdans ”haka” var en stor oplevelse. Det er kun det new zealandske team der laver en åbningsdans som bliver kaldt en haka. Dansen stammer fra den Maoriske kultur (New Zealands oprindelige befolkning). De brugte haka dansen inden de gik i krig for at skræmme modstanderne væk, og rugby teamet bruger dermed også hakaen i traditionens tro for at skræmme sine modstandere væk. Dansen er meget voldsom hvor de bruger alle kroppens dele til at skræmme med, selv deres øjne og tunge bliver brugt. Kampen endte 22-0 til New Zealand så det var ikke fordi det var den mest spændende kamp, men vi nød oplevelsen alligevel.

Søndag 26. august

Fordi båden var gået i stykker kunne vi heller ikke komme ud og dykke om søndagen som ellers var planen, men det betød jo bare at vi kunne komme tidligere afsted på vores lille rejse rundt på Nordøen. Søndag fik vi pakket og ordnet en masse praktiske ting inden vi tog bussen ud til ”Lis” som var parkeret hos vores tyske ven. Vi fik pakket Lis og begav os ellers syd på mod Hamilton. Inden vi nåde til Hamilton var det blevet mørkt, men vi stoppede alligevel for at gå en tur langs floden som går igennem byen. Det var en dejlig gå tur med hyggelig belysning hele vejen. Derefter satte vi os ind på en cafe for at få en kop kakao inden vi ville finde et sted at sove. Vi kørte lidt længere sydpå, da vi havde aftalt at mødes ved Waitomo Caves med vores engelske venner, Jack og Lucie, mandag kl. 12. Vi overnattede ved noget der hed Kiwi House som mere eller minde bare var en zoologiskhave med kiwier. Da vi lagde os til at sove kunne vi høre flagremusene i træerne, frøen ved vandet og kiwierne i den zoologiske have. Det var rigtig hyggeligt og vi var meget spændt på hvad vi skulle opleve de næste to uger.

Mandag 27. august

Mandag morgen kørte vi fra Kiwi House til Waitomo Caves efter morgenmaden, hvor vi skulle mødes med Jack og Lucie inden vi skulle på en guidet tur i tre huler. Da Jack og Lucie var lidt forsinket spiste vi selv vores frokost mens vi planlagde resten af vores tur i løse træk. Jack og Lucie nåde lige præcis at komme til den første guidet tur vi havde booket os på til Ruakuri Cave, som var en drypstems hule med en flod igennem og derfor havde hulen også ”glowworms”. Vi kom ind af en indgang lavet af ingenører, da man ellers kun kan komme ind i hulen via floden. Det var en lang og flot tur igennem hulen hvor vi bl.a. hørte at tilbage i tiden havde briterne lavet en lov om at enhver grundejer ejede alt på og under jorden på nær guld og sølv, hvilket også betød at da hulerne blev funder var det landmændene der skulle prøve at dele hulerne mellem sig. Staten fandt i stedet for ud af at de kunne indføre en ”hule-skat”, men det betyder at hulerne den dag i dag er privat ejet og kun lejet ud til dem der laver guidet ture i hulerne. Vi fik også fortalt hvordan regnvandet reagere med Co2 og laver syreregn og dermed ætser klippen og efterlader mineralerne som danner de flotte drypsten. Det tager 100.000 år for at lave 1 cm³.
Efter Ruakuri Cave var vi Aranui Cave som udelukkende er en drypstenshule uden ”glowworms”. Hulen havde ekstreme flotte formationer som vi nød på den guidede tur igennem hulen.
Til sidst skulle vi i Waitomo Glowworm Cave, hvor vi hørte den gode akustik mellem drypstenene og dernæst kom på en båd der tog os ud under en fantastisk ”stjerne himmel” af glowworms. Guiden bankede ned i båden, hvilket fik larverne til al lyse endnu mere og klarer. Vi fik fortalt om glowworms, som er en larve, hvis hale lyser når den spiser mad. Den fanger maden ved hjælp af sine ”fisketråde” som den laver ud af munden, og spiser som spagetti når den mærker at den har fanget et insekt. Larven er i huler med floder da det fugtige miljø trækker små insekter, som fluer og myg til, men de kan ikke lide mørke og flyver derfor opad når de kommer ind i hulen, og bliver tiltrukket af lyset fra larverne og fanget i en af larvernes tråde. Larverne lever i 9-9,5 måneder, hvorefter den går i en kuppe og bliver til et insekt, som lever i 3-4 dage, hvor den skal formere sig eller bliver fanget i en larves tråd. Kvinden lægger 120-200 æg og dør af udmattelse. Hun lægger æggene i bunker af ca. 20, da den første larve, der udklækker, skal have noget mad for at begynde at lyse og dermed spiser nogle af sine brødre og søstre.
Efter den sidste tur kørte vi længere syd på til en gratis camping plads, som vi dog kun kunne komme til ved at køre 13 km på grusvej, hvilket føltes som 100 år. Langt om længe nåde vi frem og kunne se at to jægere havde slået lejr. Da det var ved at være sent, fik vi lavet spagetti med tomat sauce og gik i seng.

Tirsdag 28. august

Næste dags morgen stod vi op kl. 6.30 da vi ville længere sydpå til Tongariro, som er området hvor vulkanudbruddet havde været. Men vi faldt i snak med jægerne og de fortalte om hvordan de gik på jagt med deres 6 hunde på hver deres ATV, som er en stor crosser. De havde fanget vildsvin og rådyr, som vi så hang over i skoven bagved. Jagten foregår udelukkende med hunde der finder og holder vildsvinet nede til jægerne ankommer. Efter snakken begav vi os tilbage af de 13 km grusvej for at komme længere syd på. Vi ankommer til Tongariro, hvor 3 flotte vulkaner venter os. Den ene Tongariro er den aktive vulkan der har været i udbrud. Vi kan se røgen fra vulkanen. Vi vandrer i bjergene og nyder det flotte syn. Vi campere for foden af bjerget, men vi er stadig forholdsvis højt over vandoverfladen og vi vågner i Lis med is på indvendigside af vinduerne.

Onsdag 29. august

Glade for at have overlevet en kold nat bevæger vi os mod Taupo. Taupo har en kæmpe sø, som er dannet af krateret af en supervulkan. Søen er super flot og vejret er skønt. Vi befinder os snart i information kontoret og inden længe har vi booket et faldskærmudspring. Vi køre mod lufthavnen og det begynder at gå op for os hvad vi har købt. Vi bliver mødt af vores instruktører der skal guide os igennem vores tandemspring. De har begge haft langt over 10.000 spring og er søde og rare. Før vi ved af det letter vi mod himlen. Nervøsiteten kan mærkes i maven men den flotte udsigt på den skyfrie dag fra 3.658 meter s højde fjerner opmærksomheden fra, hvad der skal ske. Før vi ved af det vælter vi ud af flyvemaskinen og drøner mod jorden. Det er en super oplevelse og vi kan se til begge kyster og røgen fra Tongariro mens vi suser af sted. Vi lander begge med et smil på læben. Vi sprang sammen med to piger fra Canada som havde valgt at købe en kameramand, så vi har en video hvor I kan se vores landing og de to pigers tandemspring, som viser samme udsigt som vi havde. Vi bruger resten af dagen i Taupo på at bade i en varmvandsflod tæt på et stort vandfald ved navn Huka falls.

Torsdag 30. august

Vi bevæger os mod lugten af råddent æg i Rotorua, byen der er kendt for sin termiske aktivitet med mudder pools, gejsere og svovl dampe. På vejen stopper vi i Orakei Korako en park med termisk aktivitet her går vi rundt på gå stier over millimeter tyndt jordoverflade. Jordoverfladen er så tynd at det er for farligt at gå på, man ville højst sandsynligt falde igennem overfladen og ned i det 90 grader varme vand og synke langt til jordens indre. Vi ser underlige aktivitet med kogende vand og boblende mudder og vi bliver bekræftet i, hvor kraftfuld jordens indre kan være. Vi ankommer til Rotorua og besøger Maori bygninger og deres kulture. Vi ser blandt andet en gammel kirke, hvor kristendom og Maori kulture er flettet sammen til en meget mærkelig kirke. Vi ser deres gravsten, der er hævet over jorden fordi de ikke kan grave i jorden uden at støde på det underjordiske varme vand. Det damper overalt i byen fra kloaker og små vandløb. Vi er ved at vende os til lugten og besøger byens marked om aften. Vi camperer ved en stor sø og spiser spaghetti med ketchup til aftensmad med vores engelske kammerater i læ af en toiletbygning.

Fredag 31. august

Vi har booket en guided tur til byen "Te Whakarewarewatanga O Te Ope Taua A Wahiao" som betyder "The uprising of the warriors (war party) of Wahiao". Byen kan også kaldes Whaka i kort version. Vi møder en sød guide og det er kun os 4 der er på den tidlige tur så vi får en privat rundtur i den lille Maori byen. Byen er speciel fordi det er den eneste by der bor midt i den termiske aktivitet. Her bygger de deres huse på de klippesatser der er og har veje rundt om diverse varmvandspools. Guiden fortæller om hvordan Maorierne har udnyttet den termiske aktivitet. De laver mad i dampkasser under jorden med dampen fra det varme vand. De har lavet bade hvor vandet køres gennem kanaler og køles ned af luften så det ikke er brændende varmt og de har ikke brug for varme i husene, da et bad i varmvandsbassinerne kan holde dem varme i flere timer. Vi kan mærke varmen fra jorden igennem vores støvler. Byen har været et sted for turister i mere end 100 år og kendte personer som præsident Einshower’s kone og dronning Elisabeth af England har været gæster. Hovedattraktioner er den store gejser der sprøjtede vand op til 40 meter op i luften i en halv times tid. Vi spiste noget af deres mad, som bliver kaldt Hangi, lavet i deres underjordiske dampovne. Vi fik en tærte og majskolber. Vi sluttede turen med en optræden af Maori dans og sang. Vi så blandt andet Haka’en igen denne gang tæt på og det var lidt skræmmende. Vi sagde farvel til vores engelsk kammerater og satte kursen mod Waikite Valley, hvor vi havde fået anbefalet et godt sted med nogle gode ”hot pools”. Vi bruge aftenen og den følgende morgen i 40 graders varme pools med en flot udsigt. Det var velfortjent afslapning, hvor vi kunne hygge os og tænke på alle de ting vi havde oplevet end til videre.

Lørdag 1. september

Efter vores morgenbad i de dejlige varmvandsbassin kører vi tilbage mod Rotorua, hvor vi besøger en skov der er plantet til af den californiske redwood, som er den træsort i verden, der kan bliver allerstørst. Skoven er kun lidt over 100 år gamle, men træerne er stadig imponerende. Vi nyder nogle gode udsigter og godt vejr. Vi brugte natten på en cafe, hvor vi spillede kort og hyggede os. Vi camperede for sidste nat i Rotorua området.

Søndag 2. september

Vi sætter kursen mod de mindre kendte destinationer. Det første stop var Whaketane, som skulle være New Zealands mest solrige by. Vi var heldige at være i byen en dag med lokalt marked, hvor vi smagte de bedste popcorn, som var en blanding af søde og sure. Whaketane var stedet, hvor tre af Maoriernes 7 kanoer først landede i New Zealand. Stammerne var opdelt efter hvilken kano deres forfædre havde landet i. I denne by så vi ”huset der vendte hjem” som var et Maori bygget mesterværk af et hus. Det var oprindelig bygget i 1900 tallet for at huse et eventuelt besøg af den britiske kongefamilie som skulle komme forbi efter Maorierne og englænderne havde sluttet fred. Det var et pragt eksemplar af Maori kulturen. Bygningen blev dog mod Maoriernes vilje sejlet til Australien og senere England og diverse museum udstillinger på det britiske kongehus befaling. Huset var vendt hjem til Whaketane i 1996 og havde fået en meget tiltrængt renovering til vi ankom. Dernæst så vi Maori kanoer, huler, pa sites – som blev brugt til at holde øje med fjender, og ”pigen på klippen”, som symboliserede den meget modige pige i en af kanoerne der svømmede ud efter en kano der havde ravet sig løs og var ved at sejle væk, mens alle mændene var oppe og tjekke landet for fjender.

Mandag 3. september

Vi sætter kursen mod Tauranga en af feriebyerne i New Zealand med flotte strande og godt vejr. Vejret var dog ikke hvad vi havde forventet - det styrt regnede, hvilket mere eller mindre gjorde det umuligt at se nogle ting. Vi besluttede os for at bruge dagen i en svømmehal i stedet for. Da vi mere eller mindre havde rynket hud over hele kroppen efter at havde boblet i vand en hel dag tog vi ud for at lave vores aftensmad og efterfølgende fandt vi en hyggelig bar ved stranden i Tauranga, hvor vi sad og læste lidt mens vi hørte på dejligt live musik. Vi gik en tur op igennem byen som var helt død og en smule uhyggelig en mandag aften. Derefter ville vi prøve at finde et sted og sove, hvilket viste sig at være meget besværligt. Vi fandt et sted ude ved havnen hvor autocampere måtte parkere, men da Lis ikke har et toilet, kan hun desværre ikke gå ind under kategorien autocampere. Nicolai mente godt vi kunne sove i området alligevel, men Christinas lovlydighed var ikke helt med på den. Vi prøvede at sove men det var helt umuligt, da Christina var bange for hver eneste lyd der var. Kl. 11.30 sagde Christina at vi blev nødt til at finde et andet sted og sove, da hun ikke var tryg der. Men lige denne nat var hun ikke rigtig tryg nogen steder. Vi fandt et sted hvor vi kunne parkere, men vidste at det ikke var okay at campere. Den nat fik ingen af os noget søvn og vi var oppe ved solopgang næst dags morgen, hvor vi havde besluttet os for at sove på en rigtig campingplads om natten.

Tirsdag 4. september

Vejret var heldigvis meget bedre denne dag og vi startede morgen ud med at gå en tur rundt om Mount Maunganui som var en meget smuk tur og tydeligvis også brugt af alle de lokale. Efter vi havde gået rundt om den gamle vulkan var vejret stadigvæk fantastisk og vi besluttede os at gå til toppen af vulkanen også, hvorfra vi havde en smukkest udsigt udover hele ”Bay of Plenty” som en del af østkysten hedder. Efter vores gåtur tog vi tilbage ind til Tauranga by for at se om byen var mere charmerende om dagen, hvilket den bestemt var. Vi gik en tur inde i byen og sluttede af med et besøg på kunst museet. Til sidst kunne vi slet ikke mere efter den meget dårlige natsøvn, så vi tog ud og handlede ind og fandt så den campingplads vi ville sove på, hvor der var både tv-stue, køkken, toiletter og bad. Vi hyggede os i tv-stuen resten af dagen og aften.

Onsdag 5. september

Vi nød vores bad om morgen og tog derefter ud til Mount Maunganui igen, da vi havde aftalt at mødes med vores canadiske veninde Shenise og hende kæreste. Sammen med dem gik vi endnu engang den smukke tur rundt om vulkanen og fandt derefter et sted hvor vi fik frokost. Det var hyggeligt at hilse på Chris, hendes kæreste som var på besøg her i ferien, og vi aftalte at vi måtte komme og besøge dem en dag i Canada. Efter mødet med de to canadier tog vi videre til Waihi Beach, som skulle være en fantastisk dejlig strand, men da vejret var overskyet og blæsende synes vi ikke rigtig at vi ville ligge på stranden, så efter et kort visit, blev vi enige om at vende næsen tilbage mod Auckland. Vi synes begge vi havde set hvad vi ville i de områder vi havde været og ville tage hjem og hygge os et par dage i Auckland inden skolen kaldte igen. Om aften gik vi trætte i seng efter de mange dejlige oplevelser vi havde fået den sidste halvanden uge.

---

Photos

Klar parat start
Oppakningen som skulle med ud til Lis

Vulkanen der var i udbrud
På billedet ses det hvordan gasserne stadigvæk slipper ud fra vulkanen.

To meget glade tandemspringer
Billedet er taget lige efter vi er kommet ned