Weekend opdateringer

---

Vi tager på riverrafting tur til Tongariro floden med kajak klubben fra universitet. Vi skal riverrafte både lørdag og søndag og har meldt os til sammen med Lucie, Jack og Victor. Vi bliver hentet af Charles som skulle køre os derned. Han var en rar midaldrende mand i 30’erne der elskede at rafte. Han er vist det ældste medlem af klubben. Charles fortalte historier hele vejen, idet han var gammel politimand. Hernede bærer politiet sjældent våben og det fleste problemer blev løst med næverne. Vi fik en masse tips om at rejse og det skulle vise sig at han skulle være vores rafting instruktør lørdag. Vi ankommer til en hyggelig camping plads fredag aften, hvor vi får en meget lille hytte. Lørdag bliver dæmningen åbnet så der kommer mere vand i floden. Det sker kun et par gange om året og det er årsagen til vi er kommet. Vi suser ned af floden, hvor vi er sat sammen med Charles i en af de fire både. Det er med højt humør og store smil vi arbejder sammen om at holde os inde i båden. Den største fare ved river rafting, forklarer Charles os er når hvis vi rammer en væg og den ene side af båden bliver presset op af væg siden (så den anden tager vand ind). Vi øver os derfor i at kaste os fra den ene side af båden til den anden for at flytte vægten. Vi synes turen er lidt vildt og en af vores kammerater Billy ryger i vandet. Vi får ham hurtigt reddet op. Det sker et par gange at vi sider fast på sten og må ryste og hoppe for at komme fri. Om aftenen nyder vi rugby og kolde øl på den lokale og fortsætter festen om aftenen. Skyerne trækker til og det begynder at regne kraftigt. Næste morgen er der heftig aktivitet blandt lederne for turen. De er ikke helt sikre på om de kan få alle ned af floden denne dag. Så de tilbyder rabat til dem der ikke vil af sted. Vi vælger at tage med, nu når vi er taget hele vejen herned. Vi ser effekten og mærker seriøsiteten efter regnvejret. Vandstanden er steget og det regner stadig. Vi får en ny instruktør Obi, han er også en af de rigtig rutineret river rafting guide, idet han har arbejdet som netop det i USA på Colorado river. Han lever i dag af at være kamera mand for diverse natur programmer, hvor han skal fotografer vilde dyr, såsom løver og andet godt i blandt andet Afrika. Vi spurgte ham, hvor tæt han havde været på en løve og han løftet bukseben og pegede på et ar. Det er fra sidste år sagde han og grinte. Han var en rigtig hyggelig gut med ligeså mange historie som Charles og meget eventyrlysten. Vi starter riverrafting turen og vi kan hurtigt mærke floden er meget hurtigere. I det første sving styre vi lige mod en klippeside og vi rammer den hårdt. Båden begynder og løfte sig og vi flyver mod den anden side og undgår en kold dukkert. Linjen er lagt fra starten, dette bliver ikke helt den samme tur som lørdag. Vi fyldes med adrenalin og vi kæmper hårdt som et hold for at undgå flere klippesider. Obi styrer os som en sand professional og vi har valgt at følge efter et andet hold så de kan være vores forsøgskaniner. Det varede ikke længe før vi så dem blive suget ned i et vandhul, hvor de langsomt tager vand ind. Det sker for øjnene af os og Obi skriger at vi skal ro. Vi roer for alle kræfter og kommer uden om hulet. Det varer ikke længe før vi ser Charles falde i vandet fra hans båd. Vi ser de hjælpeløse roer, der følger den sidste kommando for de har tilsyneladende ikke opfattet, at de mangler deres kaptajn. De styrer mod en stor sten og vi ser hvordan de bliver kastet ud af båden. Det flyder med mennesker, nogle hænger fast i træstammer og andre flyder hurtigt videre ned af floden. De erfarende kajakker kommer Charles og hans hold til hjælp og de får reddet hinanden op. Vi er langt længere henne nu og vi venter på de andre. Vi bliver nervøse og vi venter og venter. Vi holder humøret oppe på hinanden, vi er nu 2 både ud af 4. De 2 andre både skæbne er uvis. Efter hvad der synes en evighed kommer de og alle er ved god behold. Der er en pige der har slået benet og vi sætter hende af sammen med en hjælper til hende ved en flodbred der tilhører et lokalt fængsel. Hun ser lidt utryg ud ved situationen og vi andre kan godt forstå hende. Det er nu vores tur til at være forsøgs kaniner, da vi er de eneste der har klaret turen uden nogle uheld. Vi kæmper os frem og vi ønsker nu blot at komme helskindet i land. Vi flyver mod klippesider for blot at undvige dem med få centimeter. Vi får masse vis af vand og sommetider grene i ansigtet, men vi er fokuseret og hårdt arbejdende med alt den adrenalin i kroppen. Vi rammer en kæmpe strømning og vi flyver rundt. Det er svært at orientere sig med vand i hovedet. I flyveturen rammer Lucie sig selv med sin åre. Vi kigger på hende og ser blod der fosser ned i hendes mund. Vi er rystet og er bange for hun har slået en tand ud. Vi kan se hun er hvid i hovedet i bekymring og vi andre er endnu mere opsat på at komme sikkert hjem. Det viser sig at hun kun har slået hul på læben, da vi ankommer 3-4 timer for sent til endestationen. De andre der har ventet på os, har ringet til politiet for at starte en eftersøgning. Det viser sig, at vandstanden er steget fra 80 centimeter til 2 meter og 40 centimeter i løbet af vores tur. Flere både har mistet deres åre og en kajak er ødelagt. Vi er glade og tilfredse og har fået nok river rafting for et stykke tid.







Næste weekend. Vi skal have gennemført vores sidste dyk for at få vores certifikat. Vi kører med Tahi, vores gode kiwi ven og ankommer til dykkerinstruktørens Neil’s hjem. Vi begiver os mod havet. Det blæser og bølgerne går højt. Vi sejler i en stor gummibåd med en kraftig motor og vi må holde godt fast, når den rider på bølgerne. Vi vælger at dykke et sted med læ for bølgerne. Det betyder dog, at sigtbarheden er ringe. Vi kan kun se to tre meter frem. De første 2 dyk følger vi anker linjen ned og laver en masse øvelser. Det er en mærkelig oplevelse at være under vandet og næsten ikke kun se noget. Vi gennemgår sikkerheds øvelse, hvor vi blandt andet deler ilt med hinanden. Det sidste dyk skal vi selv navigerer. Det ender med at vi alle sammen bliver væk fra hinanden. Det er svært at finde hinanden igen under vand og hver gang vi når overfladen og finder hinanden bliver vi væk igen på ny. Oplevelsen lære os dog at vi skal holde øje med hinanden når vi skal dykke. Vi slutter af med at spise muslinger og hoppe i boble bad hjemme ved Neil. Desværre bliver Christina syg og den næste weekend går med lægebesøg og at ligge vandret. Vi får deltaget i en masse sociale arrangementer og vi har mødt mange spændende mennesker med forskellige baggrunde. Vi møder blandt andet en anden Kiwi Tom, som vi håber vi kan besøge i Christchurch, hvor hans familie bor.



Næste weekend igen drager vi imod Piha en meget kendt strand der ligger vest for Auckland. Vi tager af sted sammen med Victor fra sverige og Shenise fra Cannada. Vi vandre op af Lion Rock og nyder udsigten og det gode vejr med hinanden. Dernæst vandre vi op mod Kitekite falls, et vandfald der falder med seks fald. Christina og Victor bader i det kolde vand for foden af vandfaldet, imens Shenise og Nicolai ryster på deres hoveder og finder kameraet frem. Vi vandrer til vandfaldet top, hvor vi klatre et fald ned af det første vandfald og vi sider og nyder udsigten over et smukt natur reservat. Den følgende aften havde vi booket en hytte i midten af skoven og vi havde fået at vide det var en 20 minuters gåtur. Vi ankommer og vi vælger at bringe en masse ting med. Vi er hårdt lastet og begiver os ind i skoven. Vi går gennem mudder og det bliver mørkere og mørkere. Vi kan ikke finde hytten og solen er gået ned. Vi bevarer vores humør og vender om. Vi vandre mod bilen igen og er meget trætte og irriteret over situationen. Vi har ikke længe før det bliver tusmørke så vi skynder os og det står op med mudder om ørerne på os. Vi kom aldrig til hytten men havde en hyggelig aften på en teltplads.

---

Photos

Klar til Riverrafting
Fra venstre: Lucie, Victor, Nicolai, Billy og Charles