Familiebesoeg

---

Hvis man har læst den tredje Harry Potter bog - 'Fangen Fra Azkaban' eller set filmen, så vil man i sin hukommelse måske kunne genkalde sig stemningen, da Hogwarts Ekspressen slukker sin motorer og bliver gennemsøgt af dementorer. Der bliver meget stille i toget, og skygger bevæger sig forbi på ydersiden af de tilregnede og tilduggede ruder, der kun ligner sorte silhuetter i nattens mørke. Sådan føltes det da vi ankom til grænsen mellem Vietnam og Laos i et bjergpas midt om natten i vores sovebus.
Selve det at passerer grænsen kan beskrives med en anden film - "No Mans Land". Tågen lå stadigt tykt, som den også gør i starten af denne film, og vi befandt os på land ikke ejet af nogen. Visumet i passet for Laos var stemplet "Departure", og vi gik nu mod et sted, hvor vores visum for Vietnam kunne få stemplet "Arrived". Men pga. den tygge tåge kunne man kun se grusen på vejen foran sig, og planter i vejkanten trykket i jorden af den stille regn. Nogle gange kom mørke spøgelser flyvende forbi, og før man vidste af det var de dødet hen i alt det grå bag ved en.
At få stemplerne tog sin tid, men efter at have været forbi de to paskontorer og frosset lidt i tågeregnen så var vi i Vietnam.
Den første kontakt med vietnamesisk kultur var da bussen holdt ind for morgenmad (kl. 12.30!). Her forsøgte vi at bestille mad på en lille cafe, men blev ignoreret fuldstændigt. Så i stedet måtte vi på markedet for at finde lidt sparet føde. Vi lagde det bag os, og fortsatte til endestationen Vinh, kun 2 timer forsinkede, og var ganske tilfredse. Efter lidt spørgen hist og her fandt vi stationen, og afgangen vi ville med. Men da vi forsøgte at betale for billetten vagte vi stor fornøjelse da vi prøvede at betale med udløbne sedler, værdi; 180.000 vnd. Vi havde heldigvis nok til billetterne, og efterfølgende hævede vi nok til at få 2 portioner ris til aftensmaden. Og så stod den på endnu en nat på farten, denne gang mindre komfortabelt på sidepladser i toget, men med visheden om at vågne op i Hanoi.
Kl 3.45 ankom vi så til en mørk banegård, som vietnameserne omkring os påstod var Ga Hanoi, en time for tidligt i forhold til køreplanen. Vi havde ikke lyst til at bevæge os ud i den hanoikanske nat, så vi blev på stationen til lyset brød frem. I de mørke gader fandt vi et hyggeligt, billigt hotel, hvorfra vi kunne høre munke der messede og bedeklokker der ringede samt dufte den liflige aroma af røgelse. Efter en knap så mættende morgenmad gik vi ud og udforskede den scooter-spækkede vietnamesiske hovedstad. Byen kendt for at have erhvervsopdelte gader, der hver har sine specifikke købsgenstande. Den vi brugte mest tid i var gaden med julemandens værksteder. En gade der kunne den mest juleudpyntede newyorkikanske gade til at blegne. Trods det relativt varme klima, og det fåtal af vietnamesere der fejre jul, kunne man få alt fra gavebånd til pladtickjulestræer og oppusteligt snemænd på højde med 1. sal. Med vores mangel på juleoppyntning og julehumør var det en fryd at komme ind i disse små butikker og bare suge til sig. Men da vi samtidig var meget trætte efter at have rejst i to dage fik Charlotte og Amalie lokket Mathias med ind og se den nye Twilight-film. Lyden var elendig, men prisen var tilgengæld en tredjedel af hvad den ville have været derhjemme. Efter at have været tvangsindlagt til hovedpine måtte Mathias have en pause ved den fredfyldte sø midt i Hanoi. Her blev vi opsøgt af to unge vietnamesiske fyre, som gerne ville øve deres engelske sprogkundskaber. Så i aftenens skumring sad vi ved skilpadesøens bred og talte om alt fra Niklas Bendtner til myten om den heroiske vietnamesiske konge der jog kineserne ud af landet med sit magiske sværd.
Dagen vi havde set frem til næsten lige så snart at vi havde sat os i flyet i Kastrup var kommet, vi skulle hente vores forældre i Hanois lufthavn. Vi sørgede for at være der nogle timer i forskud, og her mødte vi en jakkesæts klædt svenskhåret dreng der kendte os, og vidste sig at værd Gabriel med nyt tøj og længere hår. Vi samlede op på det forsømte og satte os til at vente. Det var dejligt at se familien igen, og efter at være kommet over de udseendesmæssige forandringer føltes det som om at det var i går vi sidst havde været sammen. Fra dette punkt var det slut med at forhandle transportpriser med flabede Tuk Tuk chaufførerer og vandre sålerne flade i jagten på det billigste Guest House. En guide med et skilt stod klar ved ankomsten og førte os til vores bus som satte os af foran hotellet. Det var sjovt at se og høre vores familiers forbavselse over måden indbyggerne kørte på scooter, hvor fattige de syntes at mange af indbyggerne så ud og husenes forfaldenhed, da vi selv mente at Hanoi måtte være den mest civiliserede by på denne rejse, som vi hidtil havde sat vores fod i. Vi brugte en dag familierne hver for sig for at indhente det forsømte i den sladder der nu måtte have været, før vi mødtes til fælles afgang mod Sapa. En lille bjergby indhegnet af terrasseopdelte rismarker for foden af indokinas højeste bjerg Fansipan. Turen derop var i liggevogn over natten, og her var vi nogle der måske satte en rekord i hvor mange personer man kan være i en sovekupe, da vi formåede at presse 11 personer ind i en 4-personers kupe til hygge og rødvinsdrikning.
Det første vi så da vi ankom med toget var Kina, eller rettere en grænsebro over til Kina, der åbnede da vi ankom og hurtigt fyldtes med handlende vietnamesere der bogstaveligt talt løb over broen for at være de første til at betræde Kina denne dag. Herefter blev vi i sovevogn kørt til et farverigt marked betrådt af Flower H'mong'er der søgte til markedet for at handle farverigt tøj, madvarer og bøfler som drengebørnenes forældre måtte købe for at give i kompensation til pigens forældre når pigen blev giftet væk. Flower H'mong'er er klædt i farverigt tøj, deraf flower, og er en del af en stor gruppe forskellige minoritetsfolk der lever i og omkring Sapa.
Selve Sapa var utroligt koldt da vi ankom, og vi blev nødt til at varme vores værelse op med nogle radiatorer forklædt som norske brændeovne, med næsten levende ild og røg. Heldigvis var det ikke værelset vi opholdt os mest på, og i løbet af dagene i Sapa var vi bl.a. på stammetur hvor vi mødte Black H'mong'er der næsten overfaldt os da vi steg af bussen i deres kamp for at sælge os deres hjemmestrikkede godter, og øve deres engelsk. Vi mødte også de nissehuebeklædte Dzao folk der havde lige så meget at sælge og lige så meget at snakke om, og som ikke havde nissehuer på, men nogle meget flotte røde huer, nænsomt dekoreret og med en hvid kant. Vores guide viste os også hvordan man lavede farven indigoblå og hvordan de lokales specielle vandkraftdrevne kornmalingssystem fungerede. Sapa bød også på flere naturparker med bl.a den europæiske have, orkidehaven, stenskoven og Cat Cat reservatet med sine vandfald, parker der alle var en hyggeligt kotrast til det tempofyldte Hanoi, og tilbage i toget på vej mod Halong Vay var vi ladet op til julefestligheder på båden.
På vej fra togstationen til båden holdt vores chauffør ind for morgenmad i en industribygning hvor man kunne købe alt fra silketørklæder til springvand som kun Kronborg har plads til, og som alt sammen kunne blive shippet hjem til Danmark for en net sum.
Da vi ankom til den regnvejrsgrå kaj, måtte vi så vente 2-3 timer før kaptajnen dukkede op og sejlede os ud til hans skib. Her blev vi så til gengæld budt velkommen med en syvretters fiskefrokost, hvor vi bl.a. spiste havskildpadde. Efter dette lækre måltid var vi ude os se Halong Bays største drypstenshule, hvor vores guide udpegede mange sjove figurer og formationer i de imponerende stalamitter og stalakitter. På vej mod nattens soveplads stoppede skibet ved en lille vandpassage igennem et bjerg, som en mindre båd sejlede os igennem. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle inde i denne fredlige runding, men stilheden var enorm og det var rart bare at nyde det smukke landskab. Pludselig sagde vores guide "uiuu uiuu" - han kaldte på nogle aber som åbenbart levede der. Straks de danske turister hørte de skulle kigge efter aber, spejdede de alle op af de skovklædte bjerge, men så kun et par skygger hoppe højt oppe fra træ til træ. Så fik de øje på hinanden og følte straks at nu havde de set hvad de skulle.
Om aftenen var det lillejuleaften, hvilket blev fejret med en families overraskelse: Julestjerne-producering. Alle og enhver deltog aktivt, nogen med større held end andre. Selv vores guide var med på legen og fik med Amalies hjælp lavet en stjerne, som dagen efter skulle bruges som borddekoration. Mens der blev foldet og klippet så sveden dryppede blev nougat og marcipan nydt i stor stil til ægte juletoner, indtil man blev enige om at smutte til køjs, da det var vigtigt, at man var frisk til dagen derpå, som skulle byde på utraditionelle oplevelser for flere af skibets gæster.
Juleaftensdag startede tidligt med morgenmad kl 8, hvorefter vi blev sendt to og to ud i kajakker, for at udforske området og se ting man kun kan se til kajaks. Afsted det gik hårdere for nogle end for andre, men flere med nissehuer på til trods for den fare der ventede. Nogle mente det galdt om at komme først, nogle trak flere liter ind, mens andre nød korallerne og søpindsvinene under vandoverfladen - men en ting er sikkert; alle havde en fantastisk oplevelse. Turen bød på stærk modvind og -strøm og på et tidspunkt måtte vi kæmpe os igennem en smal viadukt med kraftig strøm, hvilket desværre vakte meget besvær for den ene guide, som dog også var den eneste der sejlede solo. Efter et par timers sejlads havde vi nydt landskabet og solen var kommet frem, så vi gik ombord på skibet igen og fik da også solet lidt juleaftensdag. Senere da vi havde indtaget dagens fiskefrokost var vi på perlefarm for at se hvordan man laver perler. Her kom vi til at spekulere over hvordan østers mon får børn. Hvis nogen der læser denne ydmyge blog har en sådan viden er de mere end velkomne til at skrive en kommentar, da spørgsmålet endu står ubesvaret.
Alle mente de havde klaret julegaveindkøbene, så ingen købte noget og vi sejlede videre.
Vi ankom til en strand, lige i tide til at bestige et af de tusindvis af bjerge, og se solen gå ned bag resten. Her var udendørsaktiviteterne dog ikke slut endnu på denne juleaften, ihvertfald ikke for børnene. For da båden lagde til anker for nattens festivitas og mørket så småt var kravlet op over relingen var det tid for juleaftensbadning ved at hoppe fra båden ned i det lune vand, nogle af os med nissehuer på.
Så skulle pigerne lige bruge et par timer til at smukkeserer sig, og så var det juleaften.
Det blev en juleaften med leg, for efter de 7 retters fisk stod den på familiernes overraskelser, og her havde to af dem uafhængigt af hinanden valgt pakkeleg som deres input, så vi havde en dejlig masse gaver at slås om, til stor fornøjelse for de to guider der havde fået lov til at være med. Efter endt slåskamp om gaver var det den nyudklækkede guides tur til at introducere en leg som galt om at gætte hvad der lå inde i en papkasse kun ved at bruge fingrene. Tvistet ved legen var, at der var indtil flere eksotiske frugter i papkassen som vi i Danmark aldrig havde set før. Og guiden havde endnu en leg, hvis mening vi aldrig helt forstod, men var en blanding af stopdans, pakkeleg, hit-med-sangen og bezzerwizzer. En leg der vakte stor morskab, taget i betragtning at de første jule-gin'n'tonic's var blevet konsumeret.
En juleaften er aldrig helt perfekt før man har danset om juletræet, og til trods for at vi var i Vietnam og på en båd, så var der et fint juletræ, stort nok til at have gaver under. Så danset og sunget det blev der, afsluttet med den obligatoriske "Nu Det Jul Igen" rundt på skibet, til forskræmt forbavselse for det sovende personale i deres kahytter. Nu måtte der åbnes julegaver, og dette akompanieret af pebernødder og julekager samt traditionel vietnamesisk julekage, sidstnævnte dog ikke værd at skrive hjem om. Aftenen sluttede først langt ud på natten, og bliver en af de sneløse juleaftener som man nok aldrig glemmer.
Dagen derpå sejlede vi forbi en flydende fiskeby, der bød på masser af fisk, og så var det tilbage mod Hanoi. ABBA er ikke noget man i første omgang forbinder med Hanoi, men efter at have været der et par dage ved man, at ethvert måltid og enhver af verdens billigste øl i denne by bliver akompagneret af ABBA's greatest hits. Hvorfor fandt vi aldrig ud af. Udover ABBA byder byen på flere serværdigheder, som selvfølgelig skal nås nu man aligevel er der. En af dem er en død mand der nogle gange sendes til Rusland for at smukkeseres: Ho Chi Minh. En anden er en død skilpadde: udstoppet og lagt til pynt. Der er også nogle meget døde dukker der lever i vand, og bliver betjent af mennesker i vadders, til tonerne af næsten uddøde instrumenter. Kulinariske oplevelser er der også nok af, da det jo er en storby. Et af stederne tog vi alle hen og spiste en aften. Maden var yderst delikat og lavet af unge som har det svært. Desværre havde de kun ca. 2 af hver ret, hvilket kniber lidt når danskerne læser om retten med rødvinssauce.
Sidste stop på den familiearrangerede rundrejse i Vietnam var UNESCO verdensarven Hoi An, byen hvor vi også skulle fejre nytår. Byen er præget af den fineste franske arkitektur med gule villaer i to etager langs hjemveens flod. Der er masser af kinesiske templer og forsamlingshuse, samt en japansk bro lavet i abens år. 80% af byens befolkning lever af turisme, og vi blev da også taget godt imod. Første aften slentrede vi fra hotellet ned til flodens bred, og hoppede ind på den første og bedste bar der serverede 2 mojitoer for en's pris. Vi startede med at bestille 10, og lidt tid efter kom de med 10 mere, så vi besluttede at det var det rette sted at bestille aftensmad. Første dag i byen tog vi cyklerne og slæbte os til stranden, hvor der var liggestole og bølger til alle. Og sol var der også, hvilket alle kunne mærke dagen derpå, hvor det da heldigvis også var overskyet. Dette passede pigerne godt, for så kunne de jo få syet alt det tøj de manglede i deres klædeskab. Det skræddersyede tøj og sko fik så hatten passede, og til sidst endte det da også med, at Amalie blev tildelt sit eget værksted med syerske, og blev kørt derud, så det hele kunne nå at blive færdigt til tiden, og sendt med forældrene hjem. Lidt overvægt må der have været i de kufferter.
Nytårsaften var ankommet, 6 timer hurtigere end forventet, og alligevel proppet til bristepunktet med begivenheder. Fejringen foregik på hotellets tagterrasse hvor der var dækket op til 170. Før maden blev der budt på drinks, appetizers og andet festivitas. Noget bestående af ældinger i æg, lige som vi kunne huske det fra Cambodia, andet var udsendelse af fyrfadslys i både, eller man kunne få en spådom, og et kinesisk skrift-maleri til at lægge under puden så budskabet gik i opfyldelse. Middagen var kæmpe buffet med grill af eget valg mens der på scenen foregik ninjatrummeri og konkurrencer. Det skulle hurtigt vise sig at være danskernes aften, da både vinderne af årets par, lodtrækningen, tøjkæden og øldrikningskonkurrencen skulle findes mellem vikingerne. Vi fik også sprunget ned fra stolene og sprunget balloner da klokken slog 12, det eneste der manglede var fyrværkeriet, da dette er ulovligt i Vietnam. Det hindrede os dog ikke i at feste videre, og dette selvom resten af gæsterne og personalet havde trukket sig tilbage.
Med dette knald af en afslutning sluttede familierejsen. Afskeden blev svær, og hårdere end afskeden i Kastrup, men sådan er det jo med afskeder, og vi kunne ihvertfald se tilbage på endnu et vellykket afsnit på Asienturen. Rejsende hilsner fra Amalie og Mathias

---

Photos

Mor med barn
Karakteristisk udsmykning for en af de farverige stammer omkring Sapa.

Aeldre kvinde
Endnu en dame fra en af Sapas mange forskellige stammer.

Nissernes hovedbeklaedning
Et billede af den relativt store og tunge hovedbeklaedning som Dzao folkene baerer.

Julestjernelavningshygge
Vores guide var bedst til at spise nougat og marcipan.

Kajak
Soeens folk morer sig til havs.

Juleaften
Soeren imponerer selskabet med sine vietnamesiske sprogegenskaber i komponi med en vidunderlig sangstemme.

Scooterfragt
Hanoi er en pulserende by med fart over feltet.

Hoi An
Lysene flyder stille forbi paa hjemveens flod, mens vi nyder mojitos paa en lille cafe.

Comments

[Jørgen A]

Hej Østers formerer sig vel som andre muslinger: Muslingen formerer sig om foråret ved, at hanner og hunner gyder æg og sæd i vandet. Når æggene klækkes, sætter larverne sig på alle tænkelige faste underlag og bliver derefter til små muslinger.

[Amalie Mathias Gabriel og Charlottes tur til asien]

Tak!
Arhh, selvfoelgelig! Tak for svaret, det er vigtigt at laere paa alle tidspunkter :)