Rejsen mod nord

---

Da bussen stoppede blev vi placeret i en båd og sejlede ud mellem de 4000 øer i måneskin og stjerneskær sammen med et dusin andre søvnige turister. Og de samme turister vandrede vi rundt med på Don Det's enlige hovedgade som var en smal grussti. Det lykkedes os dog at finde en perle hos en storgrinende laosikansk kone der havde nogle hytter med eget toilet, uden toiletdør, bygget ude over Mekong på nogle ikke helt sikre bjælker, så man skulle passe på ikke at tabe noget ned i floden. Og til de 4 rum som stedet bød på, var der 20 hængekøjer, med udsigt over floden og de 4000 øer. Så vi følte os godt tilpas, og var klar til bare at slappe af de næste par dage.
Da vi havde ligget på langs længe nok, lejede vi nogle cykler og besøgte vandfald i nærområdet, mens vi indsnusede det lokale liv, hvilket bød på spåning om tidspunktet for vores bryllup af en marijuanarygende bonde.
Pakse var næste destination - en by, hvor der ikke rigtig er noget at lave. Vi valgte derfor at tage ud i naturen til et vandfald, hvor vi fik kølet vores middagsvarme kroppe og desuden fik solet lidt.
Videre nordpå med en meget langsom bus, der i stedet for 5 timer tog 11, men til sidst kom vi da frem til Tha khaek. Her mødte vi en newzealænder Oliver 'Olly' og en englænder Emma 'Watson', som vi delte værelse med. Begge var taget til Tha Khaek for at tage det sagnomspunde loop. "The loop" er en rundtur på omkring 350 km, hvor man undervejs stopper ved forskellige huler; ikke mindst den 7,5 km lange Kong Lo Cave, som man sejler igennem. Som distancen på loopet indikerer er det ikke for gåben eller cykler, men for scootere (uden danskkendte fartregulerede motorydeevnebegrænsninger). Ingen af os fire har prøvet at køre tohjulede motordrevne transportmidler før, men i Laos kører alle aldre på scootere, og hvis de kan så kan vi vel også!
Det tager 3-4 dage, hvor man overnatter i små byer, hvor engelsk er ubrugeligt og hvor der kun tales laosikansk og gebrokkent fransk til husbehov, hvis man er heldig. Heldigvis fik vi et hjemmelavet A4-papirstort skattekort, samt et par vigtige laosikanske gloser på bagsiden (så som "", hvilket betyder "I'm the villagechief") udleveret sammen med vores kinesiske bikes, som var meget billige og de sidste der var tilbage. Efter et par prøveture rundt om et blomsterbed, syntes vi, at vi havde lært nok om hvordan man skiftede gear og brugte bremsen til at vi sikkert kunne begive os afsted ud i bjergene.
Første dag stoppede vi for at se et par huler, men ellers kørte vi bare derud af og prøvede at vænne os til denne nye måde at komme rundt på, mens vi nød det fantastisk flotte landskab. Anden dag bød på 70 km grussti, hvilket krævede lidt mere koncentration. Tredje dag sejlede vi igennem Kong Lo Cave. Det var skræmmende at se lyset forsvinde bag os og kun være overladt til skæret fra vores to bådmænds pandelamper. Da øjnene havde vænnet sig til mørket, kunne vi ane de mest utrolige klipper, der var udformet i alverdens former. Flere gange måtte vi ud af den faretruende lave båd, fordi der var lavvande og vi måtte slæbe os igennem den modsatrettede understrøm. Tilbage i den virkelige verden var kl blevet mange og vi havde lang vej hjem, så vi sprang frokosten over. Indtil videre havde vi kun fået overfladiske skrammer, men scooterne var tilgengæld brudt sammen flere gange. Slutningen på sidste dag blev ikke helt som forventet, da en af de to vi fulgtes med faldt og slog sit knæ, og derfor måtte forbi et hospital. Vi andre tilbragte natten på et guest house med tilknyttet diskotek, hvilket er et match som kan spås stort gennembrud, hvis det introduceres til det danske natteliv. Dagen derpå da alle var sikkert tilbage i Tha Khaek og scooterne var afleveret, var vi alle seks enige om at vi aldrig ville glemme de sidste tre dage. Om aftenen tog vi den lokale natbus til Vientiane - hovedstaden. Vi ankom ved solopgang og styrtede direkte mod det skandinaviske bageri som desværre ikke havde frøsnappere, da det var mere svensk end noget andet, men dog havde bagermad. I løbet af dagen fandt vi ud af hvor kedelig en by Vientiane er, men desværre også at vi blev nødt til at blive der to dage fordi vores visum til Vietnam ikke var klar før. De to dage gik primært med at slappe af og spise. Et af stederne vi spiste, var en udendørs-køkken-gril restaurant, hvor man kunne vælge sin egen mad fra grillen. Det lå på en grund midt i hovedstaden, hvor der engang havde ligget et større hus. Nu var der kun en masse murbrokker stablet i små bunker rundt omkring. Der var også en meget ensom vandhane der bare stak op af jorden et malplaceret sted, og lyset kom fra en endnu mere ensom pære spændt ud mellem to høje pinde. Et eller andet ledte tankerne hen på Lady og Vagabonden, om det var den mønstrede plastikdug, der matchede plastikstolene, eller måneskæret over maden, er svært at bestemme. Maden var dejlig frisk, hvilket vi erfarede, da vi havde bestilt og så småt var begyndt at tiltrække de første andre nysgerrige turister, og dem med næsen længst fremme næsten fik en af de let grillede fisk i hovedet, da den pludselig valgte at spjætte en meters penge op i luften. I Vientiane fik vi også tid til lidt bowling, som er det eneste, der har åbent efter kl 22. D. 5 december tog vi så en minivan til Vang Vieng. Det var en ægte laosikansk tur, der først tog afsted en time for sent delvist fordi den punkterede efter 20 meter, og som pga. forsinkelsen kørte som fyr og flamme i bjergenes hårnålesving, hvor en overhæling uden udsyn snarere er reglen end undtagelsen. Lykkelige over at have overlevet dette djævleræs fandt vi hurtigt et guest house og gik derefter ud og spiste på en af byens mange 'Friends' restauranter, som viser 'Friends' hele dagen.
I Vang Vieng kan man tube, se 'Friends' og gå på bar, det er, hvad der er at lave. Tubing er en svømmetur i en oppustet slange fra et traktordæk ned af en flod hvor der på brederne ligger barer. Så det brugte vi 3 dage på, og blev helt firkantede i hovederne af al det 'Friends' vi så.
Fra Vang Vieng splittede vi op, fordi Gab gerne ville flyve ind i Hanoi på dagen hvor vores forældre også lander, og dermed spare penge på sit visum. Gab drog tilbage til Vientiane for at få et fly til Bangkok, og vi andre 3 tog bussen til Luang Prabang som er en Unesco World Heritage Site. Det er en utrolig smuk by med blandet fransk og laosikansk arkitektur, og nogle meget gamle bygninger der ikke må rives ned. Og så ligger den klemt inde bag bjerge og floder, hvoraf den ene er Mekong floden. Busturen til Luang Prabang var næsten værre end den til Vang Vieng, og ikke fordi man frygtede for sit liv, men fordi bussen kæmpede sig forbi bjergkæder på nogle meget svimlende veje. Turen gav os mindre lyst til at bevæge os videre op igennem Laos, og derfor i stedet lyst til at tilbringe nogle dage i denne tilbagelænede, franske, world heritage pyrenær-provinsby. I byen virker det som om at tiden står stille. Den ligner ikke nogen anden asiatisk by vi endnu har besøgt, og i gaderne under blomsterrige træer holder gamle citroen'er og mercedes'er, som man ellers kun har set på museer. Og kun i denne by virker de ikke malplacerede. Der er ensrettede veje langs flodbrederne, og spækket med små, krogede cafeer. Der er ikke meget at lave her, byen indbyder mere en til at sove længe, slentre ned til en morgennuddelsuppe på det søvnige marked, før man vælger at gå en lille omvej til bogcafeen, så man lige kan få en snært af efteråretsdufte i de stille sidegader, hvor hanerne stadig sover.
Vi tog en slowboat op ad Mekongfloden til en hule, der bliver brugt som kirkegård for uønskede buddharelieffer. Vi nåede lige hjem til byen, da solen besluttede at gemme sin glans bag de udstrakte tæpper af bløde bjerge og floder, og det mindede os om, at det igen var tid til at runde markedet for at spise ved en af de mange buffetter med rækker af helstægt mekongfisk og nuddler ad libitum. Efter et solidt middagsmåltid valgte vi at spadsere mætheden af på vej til aftenens filmvisning på en bogcafe.
Udover dette kunne Luang Prabang og omegn ogsaa byde paa bjoerneresevat og indigoblaat vand. Turen derop var haasblaasende, men helt klart det vaerd, da vi ankom til et smukt vandfald, som faldt fra niveau til niveau i eftermiddagens gyldne lysskaer. Det var noget af det sidste vi oplevede inden vi hoppede paa en sovebus som i loebet af 22 timer skulle tage os til Vietnam. Efter at have nyt de sidste laosikanske foraarsruller i vores bloede saeder, lagde vi ryglaenet tilbage i vandret position, og med tankerne om alle vores oplevelser i Laos vuggede vi ind i droemmene.

Berejste hilsner fra Gabriel, Charlotte, Amalie og Mathias

P.S. Flere billeder foelger, hvis vi bliver venner med Mathias' kamera.

P.P.S. For dem, der undrer sig; Cow Eater Language = ko-spiser-sprog = engelsk

---

Photos

Marihuana-rygende bonde
Dette var den bonde, der stoppede os paa vores cykeltur og fortalte os om vores fremtid. I dette sekund beretter han om kaerlighed.

Kong Lo Cave
Det sidste lys forsvinder foer en time med moerke som en bjoerns...

Stilladsarbejde i Vientiane
Skyggen man kan ane oeverst er en mand, der holder et staalgitter mens andre fastgoer det.

Aftensmad pa lokal restaurant
Den omtalte restaurant med den levende fisk.

Solnedgang
En enkelt scooter og en ensom tub'er proever at naa hjem inden moerket falder paa.