Yunnan - Backpackers' Paradise

---

Uden søvn ankom vi til provinsen Yunnan's største by Kunming. Nattens mørke lå stadig over byen, da hele Kina kører efter Beijing tid. Alligevel myldrede det med liv, og allerede inden vi steg ombord på bussen ind mod centrum havde vi fået morgenmad ved at købe hist og her ved de transportable gadeboder. Trods det at vi ikke så en eneste vesterlandsk turist når vi forlod vores hostel, var selve hostellet fuld af udlændige døgnet rundt, hvilket var ret skægt da Ho Chi Minh City var sidste gang vi havde set mange turister på samme sted.

Første morgen kom vi afsted mens solen stod op, og det lovede til at blive en varm dag, da himlen var blå, så langt øjet rakte. Vi fandt en vidunderlig kinesisk park, som vi hurtigt faldt pladask for, hvilket siger ikke så lidt, efter at vi har siddet på bænke i utroligt mange forskellige haver og parker rundt omkring i Asien. Mågefodder var til salg rundt langs kanten af parken, og så kunne man ellers håndmade de morgensultne måger. Parken havde mere vand end land, og i en af de små søer svømmede et sort svanepar med røde næb under de blomstrende træers skygge. Tai Chi blev trænet af de ældre ved siden af danselektioner og balancetræning. Den eneste revne i idyllen var lettere kapitalistiske munke der gik rundt og gav os armbånd, og så lige som man troede at det var en gave, forlangte de penge af en, mens de fortalte hvor gode deres armbånd var - på kinesisk selvfølgelig.


Kunming havde andet end parken at byde på, og vi tog blandt andet en af de lettilgængelige offentlige busser ud til Kunmings gamle bydel, hvor gamle mænd med blå Mao-huer spankulerede rundt i gågaderne med deres stokke. Der var kinesisk sang og musik i de små parker, men vi fandt også et roligt sted, hvor vi kunne læse vores bøger i eftermiddagssolen. At vi kunne være i fred var lidt af et under, da det virkede som om at flere af kineserne var taget til den gamle bydel for at tage billeder af udlændige, og da vi tilsyneladende var de eneste af slagsen, var der ellers konstant rettet kameralinser mod os.

Over The Bridge Noodles var en madspecialitet i Kunming. Historien hed sig at en studerende havde valgt en rolig ø til at læse sine bøger, og hver dag kom moderen over broen til øen med den studerendes nuddelsuppe. Men hver dag når hun kom frem var suppen kold. En dag fandt hun ud af at hvis hun kogte vandet og hældte det i skålen med varm olie som 'låg' og medbragte grøntsager, nudler og kødet ved siden af, kunne hun lave varm nuddelsuppe, når hun kom frem. Dette smagte vi selvfølgelig blandt andre kinesiske retter.

Til morgenmad spiste vi flere af dagene dim sum, som minder om de nepalesiske momo's, som igen minder om en polsk ret. Der fandtes endda en slags bagere i byen der specialiserede sig i at lave forskellige slags dim sum, hos hvem man så kunne vælge fra en slags buffet. Snacksene i byen var tofu, som man kunne købe som kage, som grillspyd eller som små firkanter, alle godt krydrede. Meget krydret mad fik vi også en af dagene, hvor vi havde besluttet at købe mad på kinesisk. At købe mad på kinesisk består i at man køber nogle ris, og dertil flere sideretter, som man deler. Stegt egg plant (aubergine) var vi blevet ret glade for, så det købte vi, og tofu skal der også til, så det blev anden ret. Som tredje ret så vi nogle lækre bønner, men da Mathias som den første satte tænderne i 'bønnerne' stod der ild ud af ørerne, vand ud af øjnene og 11-taller ud af næsen. Det viste sig at være grønne chili, og Mathias hævdede at han ingenting kunne smage resten af middagen. Amalie syntes det var synd at vi ikke spiste den tredje ret, så hun spiste sig igennem nogle stykker, før også hun måtte opgive. Dette resulterede i, at hun ikke havde det så godt næste dag.

At bestille mad på kinesisk går dog ikke altid lige så dårligt. En anden gang, hvor vi tog på restaurant fik vi en kinesisk menu og en kinesisk ekspedient. Så frem med den lille røde ordbog. Mens vi forsøgte at bestille maden kom der først en af de andre gæster hen til os med sin tallerken mad, for at vise hvad det var, som ekspedienten spurgte os, om vi ville have. Dernæst begyndte et yngre par ved sidebordet at tale engelsk til os, da ekspedienten spurgte om noget nyt. I dette tilfælde lykkedes det at inddrage hele restauranten og dermed få bestilt to forskellige retter hvoraf den ene skulle være vegetarisk, hvilket er næsten umuligt, når vi spiser i Kina.

Vores hostel i Kunming var første sted på vores rejse, hvor vi sov i sovesal. 8-mands mix uden eget bad. Det gik faktisk meget godt, og man fik et skab med lås, hvor der var plads til hele den store rygsæk. Den eneste ubehagelighed vi oplevede ved denne boform var en ældre franskmand, der var lidt muggen over at nogen havde brugt af hans shampoo. Ellers var det et hyggeligt sted med både billiard, bordtennis og DVD-afspiller.

Liggevognen trillede ind på perronen mens det stadigt var mørkt. Heldigvis havde vores couchsurfer sagt ja til at stå tidligt op og hente os, og udover det havde vi sovet rigtigt godt da vi denne gang havde haft senge på togturen. Det var hårde senge med 6 i hvert rum, men man kunne ligge ned og det var det vigtigste. 'Rummene' var snarere båse uden døre, så den mindste støj på gangen kunne forstyrre ens nattesøvn, og man blev nødt til at ligge oven på ens værdier for at sikre sig, at de ikke blev stjålet.

Vores nye værtinde hed Yingqi og boede i Dali New Town, som er en bustur fra Dali Old Town, der er den spændende del af byen. Hun boede sammen med sin mor og dennes nye mand. Dette betød at hun, til forskel fra de fleste kinesere, havde en søster på næsten samme alder som hende. De var begge to hjemme over ferien, da de ellers boede på deres universiteter i to forskellige byer. Pga. af ferien havde de også deres kusine boende, så der var masser af liv i den lille lejlighed. En lejlighed hvor de havde et muret fiskeakvarium i gulvet lavet af sten, de selv havde hentet ned fra de omkringliggende bjerge. Udover de 18 år gamle guldfisk bestod husdyrsstanden også af to undulater. Sofaen denne gang var arbejdsværelsets gæsteseng samt en madras på gulvet - gæt hvem der fik lov til at sove hvor...

I den nye by var der ikke rigtigt noget at se, så efter at have snakket lidt med familien tog vi en bus til den gamle by, med den mest overfyldte kinesiske bus vi hidtil har kørt med, dog ikke oppe på Nepal-standarder. Den gamle by er klemt inde mellem en kæmpe sø, kaldet Øre Søen, og et kæmpe klippemasiv med sne på toppen. Da der var cirka 2000 m. højdeforskel på søen og bjerget var der kraftige vinde om morgenen og om aftenen, mens der i løbet af dagen var stort set vindstille. Byen bestod af nogle ret imponerende byporte, samt fin akitektur lavet af de farverige Bai minioriteter. Og så bød byen på mere eller mindre vesterlandsk moderigtigt tøj til en god penge. Desværre for Mathias var det næste udelukkende tøj til kvinder, så han måtte være bæredyr for Amalies frakker og tasker, men solen skinnede og gaderne var hyggelige, så han var godt tilfreds. Hos Yingqi prøvede vi meget forskelligt mad, specielt morgenmaden var interessant, her fik vi blendede bønner, der før de blev blendet med vand var blevet opvarmet, og inden servering blev blev siet i en skål, hvorfra man drak det. Bortset fra indholdet mindede det lidt om kaffedrikkeri på vandretur. Vi fik også pærer, der havde ligget i et vand- og saltbassin i et par måneder, og dermed smagte af både salt og sødt, ikke noget der kan anbefales.

Yingqi var en kineser der skildte sig ud fra den jævne kineser. Til forskel fra de andre unge kinesere på vores alder vi havde snakket med, var det reglen snarere end undtagelsen af de kun havde rejst inden i deres egen provins. Yingqi derimod var blevet inviteret til Finland for at fremvise en stol hun havde opfundet på sit universitet. På turen havde hun også lige været forbi Sverige. Hun ville gerne have besøgt Danmark, 'The Fairytale Kingdom' som hun kaldte det, fordi hun havde hørt om H. C. Andersens 'The Little Fish', men hun havde ikke haft nok tid. Da vi spurgte lidt ind til hvorfor hun kaldte havfruen for fisk viste det sig at hun godt vidste at det var en havfrue, men at hun aldrig havde kendt den engelske oversættelse. Hun havde rent faktisk set Den Lille Fisk da den var på verdensudstillingen i Shanghai, men hun var overbevist om at det var en kopi fordi statuen var så lille. Det viste sig dog at det ikke er helt let for kinesere at rejse til Danmark, og ikke kun økonomisk, men også fordi at de skal inviteres af en virksomhed for at få lov til at besøge landet.

Efter dagene med Yingqi tog vi bussen til en endnu mindre by ved navn Shaxi på vej nordpå mod den større turistby Lijiang. I Shaxi var der behageligt stille, det virkede som om at indbyggertallet lå omkring de 30 stykker, og der var ingen biler i de brolagte gader. Vi var også taget hertil for at komme væk fra andre turister og gøglere. Der vandrede gamle koner rundt i gaderne med smukke dragter der hørte til deres minioritet, kun forstyrret af nogle legesyge hunde der levede i hvad der lignede idyl.
Vi fandt vores logi i et guesthouse anbefalet af Lonely Planet, som var en levende model af hvordan en mur kan beskytte 3 gårdspladser, hvilket var karakteristisk for byens oldgamle arkitektur.

Vi ankom om aftenen så vi tog hurtigt ud og spise og valgte den eneste restaurant omkring den centrale plads, hvor det så ud som om, at der bare var en smule liv. For overblikkets skyld skal det siges, at restauranten bestod af et enkelt rum, med et bord og 2 vindueskarme, hver med et par stole foran, samt køkkenet, der befandt sig i samme rum. Det eneste der ikke passede ind var en ovn, og det vidste sig, at den befandt sig der fordi det var en amerikaner der med sin kinesiske kone havde købt huset for at lave det til restaurant og guesthouse, og manden havde en forkærlighed for brød. I køkkenet stod konen og kokkererede, mens manden sad i en lænestol, og ved det ene bord sad et par amerikanere der var i Shaxi for at bygge svævebaner i en nærtliggende skov. Ved en vindueskarm sad en swheizisk amerikaner, der studerede kinesisk, og uden for samme vindue stod et australsk ægtepar, der var på gennemrejse. Alle virkede som om at de kendte alle, og det varede ikke længe før vi var indraget i snakken om hvorvidt kronprinsesse Mary var god til at lære det danske sprog og om Obama snart ville gå i krig med Iran. Alt dette snakkede vi om mens vi nød det nybagte fuldkornsbrød i en tunsandwich til vores lokale øl, serveret mens lyset forsvandt udenfor og de autentiske gadelamper tændte ganske langsomt, en efter en, som om at den mindste uforsigtighed ville knække glødetråden.

Det var i Shaxi at Mathias var ude og løbe i sit hippe sommerløbetøj en morgen, mens solen stadig var gemt bag dalens bjerge, og rimfrosten stadig lå på de trætte marker, og han nær havde fået en lungebetændelse. I byen var der også en enkelt cafe, der havde en enkelt servitrice, med et enkelt drengebarn og en enkelt portion hjemmelavet yoghurt som vi nød efter en enkelt lille gåtur op i bakkerne til en nærtliggende og meget enkel by.
For at krydre det 'enkle' var byen indehaver af det sidste fungerende fredagsmarked på 'Heste- og Teruten', der fungerede som vigtig handelsrute i smukkere tider. Der kom stadig bønder fra byerne over de omkringliggende marker, og når de forsvandt med ryggen mod markedet, gående over terasserne der udgjorde den gunstige landjord, holdt de fast på hestens spænder på samme måde som de forsøgte at holde fast i mindet om områdets storhedstid.
Alt i alt var livet enkelt i dalen, og efter at vi havde spist den eneste enkle yoghurtportion, og restauranten med brødet havde lukket, drog vi afsted fra byen, som nok aldrig igen bliver fundet på den måde, som vi fandt den.

UNESCO World Heritage stemplet har byen Lijiang fået, og med det følger en ekstrem masse af tyktflydende kinesiske turister. Vi havde en anelse om dette og havde derfor bestilt overnatning på backpackerstedet, hvor de turister, der som regel tog til og fra Tiger Leaping Gorge, logerede.
Det var som en skattejagt uden kort, at finde stedet, men knap havde vi fundet det før vi blev budt på lækker kinesisk aftensmad. Her sad alle gæsterne ved samme bord og spiste de samme retter, mens de talte om Tiger Leaping Gorge.

Den følgende dag cyklede vi til en lille hyggelig by uden for Lijiang, kaldet Baisha. Her fik vi en gratis rundvisning af den flinke underdirektør for en traditionel skole for broderi, der eftersigende skulle være Kinas bedste. De broderede billeder var også til salg for godt 30.000 dk. kr. I byen mødte vi en svensker og begyndte straks at tale vores respektive modersmål med hinanden, men vi blev dog hurtigt nødt til at slå over i engelsk da det viste sig at han var fra Stockholm.

Vi havde knap set selve Lijiang, før vi med 10 andre fra Mama Naxi's Guesthouse besluttede at tage på en 2-dags vandretur i Tiger Leaping Gorge. Mama Naxi ordnede transporten, og efter 3 timers kørsel den næste morgen ankom vi til den gorge der skal siges at være den stejleste kløft i hele Asien med et fald på 4000 meter. Afsted det gik, Mathias med vandretaske og Amalie med kamerataske. Efter 2 timer mente vi at det var frokosttid, men gruppen vi gik med ville gerne have det næste stykke overstået, og vi valgte at følge trop. Det næste stykke var bare lige 3 timer OP og skulle siges at være det hårdeste stykke på hele turen med en stigning på 700 højdemeter, som primært samlede sig på den midterste halvanden time. Da vi endelig nåede næste hytte, skyndte vi os at bestille en velfortjent frokost i eftermiddagssolens stråler. De sidste to timer var hurtigt gået pta. maveproblemer og øjenbetændelse. Udsigten selv fra toilettet var ubeskrivelig smuk og badet dejlig varmt, så vi var rigtigt glade for at vi ikke gav op. Aftensmaden var traditionel kinesisk mad og efter dette gik vi ud som to lys og faldt hurtigt i søvn.

Det sidste stykke var hurtigt gået i det smukke vejr den følgende dag, desværre fandt vi ud af at bussen hjem først kørte kl 16 og besluttede derfor at gå ned til Tiger Leaping stenen, hvilket betød 45 min meget stejlt ned og derefter op af den samme stejle vej! Det var en udfordrende, men sjov tur og det var dejligt at sidde på den kølige sten (som vi måtte betale 5 penge for at kravle rundt på) og se på den vilde, brusende flod. Turen op gav os varmen, og på toppen nød vi en dejlig frokost med vores nye canadiske og amerikanske venner. Busturen hjem blev snakket væk og hos Mama Naxi var der dejlig kinesisk middag, varme bade og bløde senge.

Lår, knæ og hofter værkede gevaldigt den følgende dag, så vi slappede bare og gik en tur langs kanalen i solskin inden vi til vores store ærgelse kun kunne få ståpladser på den 12-timer lange nattogstur vi skulle på den følgende dag. Vi havde så ondt af os selv at vi købte dyr vesterlandsk mad med masser af ost.
Før solen steg op gik vi igennem de mørke gader til busstationen og efter 7 timers bustur i smukke bjergomgivelser var vi fremme i Panzhihua, hvor vi straks lagde vinterjakkerne til side og nød solen og det varme vejr. Efter stor kaffe på cafe, bød cafeen os på gratis te, da vi tilsyneladende tiltrak kunder, fordi denne by stort set aldrig blev besøgt af vesterlændinge.
Da dagen gik på hæld steg vi noget skeptiske ombord på toget, da det desværre ikke var lykkedes os at få byttet vores billetter. Ombord blev vi placeret i restauranten på platikstole, hvor vi gjorde os det så behageligt som muligt inden vi forsøgte at falde i søvn, hvilket var svært da rummet blev brugt som rygerum for togets passagerer og vi konstant blev forstyrret af kinesere der kom og gik. Lidt søvn blev det dog til og næste dag ved frokosttid rullede toget ind på Chengdus togstation.

Rejsende hilsner fra
Mathias og Amalie

---

Photos

Dim Sum
En sikker morgenmadsfarvorit helt paa hoejde med morgennudlerne i Cambodia - ihvertfald for Mathias' vedkommende

Kaeledyr til salg
eller middag...

Naaet maalet
Men traette efter to dages vandring...