Vores første oplevelser i Riget i Midten

---

Udfyldning af arrival cards, et stempel, og så var vi i den hidtil største by på vores rejse. En grænseby ved navn Shenzen vi ikke havde læst om, med et indbyggertal på små 14 milioner.
Det første der mødte os var en mand i uniform, der spurgte, ud af den blå luft, om vi skulle til Guilin. Dette var den by som man tager til, for at komme Yangshuo hvor vi havde en reservation over det kinesiske nytår. Lettere overrumplede sagde vi ja, hvormed han pegede i en retning og begyndte at løbe afsted samme vej. Han stoppede ikke længere end 40 m. væk, ved en bod der tilsyneladende solgte busbilletter. Vi slæbte os derhen og sagde tak til manden i uniformen der luntede tilbage til Kinas indgang. 2 herrer bag disken virkede også lidt overrumplede, og de kunne ihvertfald ikke tale engelsk, så de hævede deres hænder og trak på skuldrene, skævt smilende. Så vi begav os videre i håb om at finde andre der kunne hjælpe os med at komme til Guilin, da skiltene ikke havde spor af engelsk. En kvinde pegede mod nogle billetluger, der tilsyneladende havde tilknytning til det offentlige busvæsen, og efter besvær og en enkelt translatør kom vi frem til at der var en plads på toget samme dag, og 2 pladser den følgende dag. Da Shenzen var en tilsyneladende grå og kedelig by, og da vi havde en reservation, ville vi videre samme dag. Til gene for os havde vi valgt at rejse i den vigtigste ferie for kineserne, en ferie der ommobiliserer millioner af kinesere, og får Den Lange March til at ligne en søndagsudflugt. Mens vi grublede over vores begrænsede muligheder henvendte en gut sig til os, og med sit sparsomme engelsk tilbød 2 billetter i en liggebus til Yangshuo. En tredje part, en forretningsmand på vej hjem til familien for ferien, oversatte for os. Til sidst sagde han dog at vi skulle være varsomme omkring at købe billetter på gaden da der var mange løgnhalse og snydere iblandt dem. Det virkede som om at han viste oprigtig bekymring for et par unge rejsende, og vi takkede ham meget, men endte alligevel med at købe billetterne af gadesælgeren. Denne førte os et godt stykke væk til et tredje billetkontor, hvor vi fik billetterne og kun skulle vente 2 timer på at komme afsted.
Efter mange og trange bustimer, der startede med at bussens gæster blev filmet med et videokamera af busselskabet, hvorefter bussen blev proppet med mennesker fra gaden, kom bussen til Yangshuo, 7 timer for sent. Klokken var halv 6 om morgenen, Yangshuos varemærke; limestone bjergene, stod som sorte silhuetter mod nattens mørkeblå himmel, og vi befandt os på en benzinstation. Byens turistfængere stod og røg under en ensom gadelygte, og prøvede at bilde os ind at vi befandt os flere kilometre fra centrum. Men i stedet for at lytte på deres salgstale, lod vi som om, at vi vidste, hvad vi gjorde, og gik afsted langs en af vejene i en vilkårlig retning. Vi fandt et kort over byen ved en udstationeret politimands skur, og kom til at vække ham, da vi prøvede at finde ud af, hvor vi var. Efter lidt besvær pegede han et sted ud på kortet, og vi gik selvsikkert afsted. Vi nåede dog ikke langt, da politimanden kom løbende efter os med et andet kort, og udpegede et nyt sted for, hvor vi befandt os. Han talte ikke engelsk, så da vi prøvede at spørge om vi måtte låne hans telefon, ringede han i stedet til en person, der præsenterede sig selv som "Translator" for os. Han kunne desværre heller ikke engelsk, men den venlige politibetjent havde ikke i sinde at give op, og fulgte os i stedet til et hotel med en engelsktalende mand. Her lånte vi en telefon, og vores hotel lovede at hente os. I mellemtiden blev vi inviteret på varmt vand i politimandens skur, hvilket næsten er en delikatesse et sted, hvor temperaturen balancerer på de 0 grader. Da solen viste den første del af sit ansigt kom vores hotelmand Wei, og kørte os kun ca. 200 meter hen til sit hostel. Amalie faldt i søvn lige så snart hun så værelset, og den første dag slappede vi bare af. Dagene over nytåret brugte vi på at leje cykler, og udforskede områdets natur som bød på spektakulære bjergformationer og stille floder. Vi fandt også en god bogcafe, i en ellers næsten lukket turistby. Her skrev vi dagbøger og planlagde rejsen gennem riget i midten, mens vi nød de varme drikke med lidt mere smag end det varme vand. Måltiderne var med i prisen for vores overnatning, og det var rart at vide at maden blev serveret på et bestemt tidspunkt, og så skulle man ikke selv bruge tid på at vælge. Her blev vi introduceret til det cantonesiske køkken med deres skikke, hvor specielt den stegte Egg Plant faldt i god jord.
Nytåret fejres mere stille og roligt end det nytår vi fejrer i Danmark. Der er ikke meget fyrværkeri, til gengæld er der en enkel specifik slags rød fyrværkeri som alle familier fyrer af lige ude foran deres dør, og som giver gevaldigt genlyd i hele byen. Det bliver affyret alle feriens dage, og de første gange vi hørte det på vores cykelturer troede vi, at et helt lager var brudt i brand, så højt gav det genlyd i de smalle bjerge. Temperaturen i Yangshuo havde ikke afskræmt os, så vi besluttede af rejse op i regionens (Guangxi) bjerge, for at se nogle risterrasser, som var blevet anbefalet af det polske par i Hong Kong. Vi ankom til bjergene, og chaufføren i minibussen udpegede en dreng med en bærestol til at følge os op til de små byer i området. Vi gik med en større gruppe, og passerede flere hyggelige byer bestående af mørkebrune træhuse fæstnet til de skrå bjergsider. Men det var først efter halvanden time op af bjeget, af trappetrin lavet af sten, at vores guide holdt ind. Stedet var lige på frostgrænsen, og viste sig at være et af de utallige hoteller som vi var stødt på under vores optur. De havde intet varmt vand, og heller ikke varme på værelset, så vi slentrede ned til det nærmeste hotel, og med vores nyerhvervede ordbog fandt vi frem til at de havde varmt vand, og at de havde varme på værelset i form at et elektrisk tæppe som man ligger i sengen. Trods det at det træk ind gennem den utætte trævæg, valgte vi at blive. Maden på stedet var god, og da vi var gået op for at læse på værelset samme aften, kom vores værtinde op med ekstra tæpper, som hun fint puttede os med. Vi valgte at blive på bjerget 2 nætter, og dette tiltrods for frost og tåge der gjorde rismarkerne svære at skimte. Vi fortsatte videre til en anden lille bjergby i træ, hvor de havde nogle meget interessante broer samt en interressant kultur som minoritetsfolk. Vi blev der kun en enkelt nat, da vi skulle videre til en af regionens større byer; Guilin, hvor vi havde en aftale om Couchsurfing. For dem der ikke ved hvad dette er, skal det siges at det er interaktivt fælleskab på internettet, hvor personer fra hele verden tilbyder rejsende en sofa at sove på i nogle nætter. Man søger på den by man gerne vil til, og så sender man en mail til den eller de personer, man gerne vil bo hos, og hvis de har tid og lyst kan man bo hos dem. Vores første møde med en couchsurfer var altså en kinesisk pige i Guilin, der havde studeret mere engelsk end de fleste, så sprogbarrieren dermed var brudt.Efter at have ventet i 5 timer på en busstation i en kedelig gennemfartsby kom vi endelig med bussen til Guilin, hvorfra vi ringede til vores værtinde. Men trods vores engelsk, var vi ikke i stand til at udtale vejnavnene, så i stedet rakte vi telefonen til en forbipasserende, der meget behjælpeligt fortalte hvor vi befandt os, og snart var vores værtinde Fangqi hos os. Efter formaliteterne fulgte hun os hjem, hvor hendes mor havde lavet lækker nytårsmad, der var klart da vi ankom. I stedet for sofaen havde de et helt gæsteværelse ledigt til os, og der var endda lavet et rygende varmt japansk mineralvandskarbad klart til os. Så efter god snak og god opvartning faldt vi omkuld ved 1 tiden. Amalie vågnede op til sin fødselsdag frisk og udhvilet i den bedste seng efter vores forældres besøg i Vietnam. Hun startede dagen ud med at smage den lokale nuddelmorgenmadssuppe 'Guilin Noodles' og fortsatte til en park, hvor hun fik sin første is i lang tid. I parken gik der ældre mænd rundt og skrev kinesiske tegn på asfalten, der stille og roligt fordampede. Selv ikke den lokale pige Fangqi vidste, hvad det gik ud på. Da det jo var en fødseldag tog vi også ud for at finde den bedste kagebutik, så fødselaren kunne få sin fødselsdagskage. Vi gik direkte fra fødselsdagskage til fødselsdags running sushi, og vi kunne næsten ikke klemme mere ned, da vi gik derfra for at finde Fangqis arbejdesplads. Arbejdspladsen var en cafe, og da vi ankom fik vi serveret varmt vand, og Fangqi lavede sin egen fødselsdagskage til Amalie. Da vi omsider vente hjem til Fangqis lejlighed, var moderen gået i seng, men inden da havde hun lavet aftensmad til os. Vi havde det så dårligt over ikke at kunne klemme mere ned, at vi aftalte at spise det til morgenmad. I stedet gav vi os til at snakke om livet i Kina, og Fangqi lærte os det kendte kinesiske brætspil Mah Jong mens vi nød lidt mere chokolade og kager, for det var jo ikke hvilken som helst dag. Aftensmad til morgenmad, køb af togbilletter, og så skulle vi da lige på lokal restaurant for at smage egnens and serveret med karamelliserede taro (sød kartoffel). Og selvom vi i forvejen var yderst mætte var det en dejlig tidsrejse at spise noget der mindede om dansk julemad. Pga. det mindre gode vejr besluttede vi at bruge eftermiddagen på en tur i biografen for at se Mission Impossible, som vi næsten kunne følge med i, på nær når der blev snakket russisk, og underteksterne var på kinesisk. Som foregående aften mødtes vi med Fangqi på hendes cafe, men udover os kom 12 af hendes venner også, og så spillede vi Mah Jong og spiste HotPot som afslutning på vores første couchsurfing-oplevelse. Vi sagde farvel til Fangqi og tog toget til vores næste værter, som bor i Beihai, en 'lille' strandby med kun 1 million indbyggere. Byens Silver Beach siges at være den bedste fastlandsstrand i Kina. Togturen varede 9 timer og vi havde valgt hårde sæder. Bænkene var beregnet til 3 personer, men vores sidemakker havde fået sin datter med på sit sæde, så vi sad ret så klemt. Vi prøvede at sove så timerne ville flyve hurtigere, men nogle smarte sælgere havde opdaget, at togets passagerer var tvangsindlagt til at følge med i, hvad der skete omkring dem. Det udnyttede sælgerne til fulde, ved at stille sig op midt i vognen og bræge om alle deres varer, bl.a. en meget irreterende blinkende bold, der spillede en dårlig version af Aqua's "Barbie Girl". En ældre kvinde på den anden side af mellemgangen havde tilsyneladende fået et par højtalere til sin mobil over nytårsferien, og ville meget gerne overdøve Aqua med sine kinesiske popsange. Alt dette fik kvinden over for os til at tale ind i sin konstant rødglødende mobil med en endnu højere stemmeføring. Så sovet det fik vi ikke, men en oplevelse det var det. Noget som tilgengæld er smart i de kinesiske toge er at alle vågnene var udstyret med Cookere (Kogende vandhaner), så alle kineserne havde taget teblade med i deres termokrus, så de kunne drikke te mens de spiste deres Instant Noodles.Da vi omsider trillede ind på endestationen Beihai, valgte vi, at købe vores videre billetter til Kunming. Det var dog lettere sagt end gjort da billetdamerne ikke talte engelsk og vi ikke talte kinesisk. Efter en halv times kropssprog stod vi med de rigtige billetter til den rigtige destination på den rigtige dag, og vi kunne tage ud for at møde vores nye couchsurfere i en noget varmere temperatur end den vi var kommet fra. Igen var det en seng vi blev tilbudt, og denne gang var det hos et brasiliansk par; Eliza og Diego. Diego arbejdede med software i byen, og Eliza var uddannet tandlæge, men arbejde ikke, mens de var i Beihai. De var 25 og derover, og det var lidt specielt ikke at bo med nogle jævnaldrene, selvom det ikke virkede som om at de behandlede os anderledes fordi vi var yngre. Samme aften tog de os med til deres ynglingsrestaurant, der desværre var udgået for fisk, og bagefter tog de os med til baren, hvor vesterlændingene i byen tog hen om aftenen. Her mødte vi 2 andre couchsurfere som vi også havde skrevet til, og det var sjovt at møde denne gruppe af vesterlændinge der levede som minoritetsgruppe i byen. Dagen efter blev vi dog ikke snydt for havets godter og nød frisk lokal seafood sammen med Eliza og en af hendes kinesiske veninder. Trods stranden var byen ikke særlig vant til vesterlændige da det mest var kinesiske turister der kom til byen. Derfor var vi i større grad udsat for måbende kinesere på vores vej, og hvis vi satte os på en bænk eller ved et gadekøkken var der mange der tog billeder af os. Nogle blev generte når vi opdagede det, andre virkede ligeglade med om vi så det eller ej. Vi kom også med på flere familiefotos, da det var en stor dille af få et billede med familien i selskab med udlændige. Dagene i Beihai brugte vi på at snakke med det brasilianske par om livet og situationen i Brasilien. Vi var da også ude og se stranden, byen og dens parker, og så fik vi lov til at låne Eliza og Diegos køkken til at lave vores egen mad, noget man kommer til at savne, når man rejser i så lang tid. Til morgenmad lavede vi Arme Æble Riddere som aldrig har smagt så godt. Grundene til at vi tog til Beihai, var varmen, havet og mad med fisk, men efter et par dage med dette sagde vi farvel og tak til Eliza og Diego og hoppede på toget først mod Nanning hvor vi skiftede til et nattog mod Kunming i Yunnan stadig på hårde sæder. Rejsende hilsner, Amalie og Mathias

---

Photos

Frostgraensen
I Longji Terraced Fields naaede temperaturen ned under frysepunktet, og pga. den fugtige luft forvandledes naturen til et krystalhav.

Yangshuo
En af vores cykelture ud i det maleriske landskab.

The year of the Dragon
Saadan blev det nye kinesiske aar skudt igang om morgenen d. 23. januar. Pga. forstyrrelsen gik bilalarmen af paa bilen paa billedet.

Moon Hill
En vandring op af et af de stejle bjerge foerte os op til et af Yangshuos kendemaerker.

The Wind And Rain Bridge
En smuk gammel bro i en by vi boede i uden for Sanjiang, Guangxi.

Amalies foedselsdag
Aftenen blev fejret med Mah Jong, kage og de lys som Amalies familie havde givet Mathias med til dagen.

Arme Aeble Riddere
Vi fik lov at laane Eliza og Diegos koekken til vores danske bagekunst.