En franskmand, en kristen sekt og en kineser med en kat

---

Det altid grå Chengdu har 4,2 millioner indbyggere, så får danskere er det en meget stor by. Sammen med det faktum at engelsktalende kinesere i den grad er en sjælenhed, betød at det tog os halvanden time at finde vores nye couchsurfers lejlighed. Da vi så endelig var 5 min fra målet, ringede vores kommende ven og sagde at han lige skulle ordne nogle ting før vi kunne mødes. Vi besluttede at bruge ventetiden på at indtage en sen frokost og gik til den nærmeste åbne restaurant. Her havde de noget der lignede dejlige forårsruller. Det var det bare ikke, i stedet var det noget der smagte af ren wasabi og dermed var uspiseligt. Anden ret vi bestilte viste sig at være en gris, og den sidste ret var så spækket med sichuan-krydderi at vores tunger begyndte at boble på en meget mystisk måde. Alt i alt en mindre heldig start på vores tid i Sichuan-provinsen der skulle være kendt for deres køkken.

Vores couchsurfer Alexis var franskmand og havde brugt et halvt år i Chengdu på at lære kinesisk. Han delte lejlighed med Andrew fra Indonesien, og de var begge kæderygere. Desværre var Andrew syg de dage vi overnattede, så vi fik ikke snakket så meget med ham. Som modstykke til vores uheldige frokost tog Alexis os med til en restaurant, med en rødvin under armen som vi havde givet som værtsgave, og bestilte kanin til os. Og som dem der har smagt det ved, smager det rigtigt godt, og rødvin ødelægger det bestemt ikke. Aften blev brugt på diskussioner om revolutioner, franske som danske som europæiske, og det var dejligt lige at få genopfrisket historietimerne. Couch'ene denne gang var rent faktisk rigtige sofaer, men vi sov nu meget god på dem - måske tildels pga. den 36 timers lange rejse fra Lijiang de forgangne dage.

Den følgende dag for vi lidt vild med busserne men endte tilsidst ved det tibetanske hjørne, der er en bydel stærkt bemandet med politi. Alexis havde, pga. af sit tilhørsforhold til skolen en del udenlandske bekendte, og den anden aften i byen blev vi inviteret på engelsk pub med 3 af hans japanske venner. Det vidste sig at den ene var på vej tilbage til Japan og derfor gerne ville sige farvel til Alexis. Efter pubben tog vi til "den gamle bydel" som var en masse luksuriøse udenlandske restauranter i kinesisk arkitektur. Vi endte da også aftenen på en italiensk restaurant med ægte parmesan til vores spaghetti. Inden vi sagde farvel inviterede japaneren der skulle rejse, Tomoko, os på KTV den følgende dag. KTV er det asiatiske Karaoke, hvor man lejer et rum for sig selv og sine venner, og så er der ellers nogle sofaer og et kæmpe plasma TV hvor man så selv kan vælge sine sange. Så lidt nervøse faldt vi i søvn den aften.
Chengdu er byen hvor verdens første pengesedler blev trygt, men det gjorde ikke tingene i byen billigere, heldigvis var der studierabatter, og det brugte vi bl.a. på at se en kejsers mausoleum, med 24 unikke danserinder og musikere i sten.

Inden vi drog mod KTV lavede vi pandekager a la crepes til aftensmad, til stor beundring for Alexis der vidst ikke brugte sit køkken særligt ofte. I alt var vi 12 i vores lille private rum, og de 10 nye bekendtskaber røg alle, så derfor røg vores øjne i vand meget hurtigt, da stedet ikke brugte ventilation, hvilket fik os til at spekulere over hvorfor det i Danmark er i de små lokaler at man gerne må ryge, og ikke omvendt.
På playlisten havde de en enkelt dansk sang, som vi selvfølgelig fik lov at opføre, og gæt engang hvilken sang; 'Barbie Girl'. Det var en sjov sammenkomst i det lille rum, her var japanere, tyskere, franskmænd, amerikanere, kinesere, indonesere, australiere, sri lankaniere og danskere i en aldersgruppe fra 19 til 40, og det lod ikke til at påvirke nogen. Det gjorde alkoholen tilgengæld, og vi var først hjemme ved 4-tiden, og sov længe allesammen, til trods for at de to drenge havde normal skoledag. Næste morgen tog vi det stille og roligt, og lavede nogle flere pandekager. Vi havde fået små gaver af Tomoko, som det er skik i Japan, og var lidt ærgelige over ikke at have købt noget til hende.
Efter pandekagerne bestilte vi billetter til Sichuan-operaen samme aften, der er kendt for sin skifte-maske-kunst. Ellers brugte vi dagen i en tropisk bambuspark med 152 forskellige arter, og til middag spiste vi delikat muslimsk mad. Dette skulle indtages i en fart, da vi havde en kinøjser til at samle os op. Denne kørte os direkte til operaen og fulgte os endda til vores pladser. Selve salen lignede mest af alt en mindre udgave af Folketeatret med fine røde sæder. Der var ikke meget opera i løbet af næste time, men akrobater, knivkastere og endda en enkelt klovn samt en god historie blev vist på scenen med et flot kulisse-, musik- og lysshow. En autentisk oplevelse da det hele naturligvis foregik på kinesisk dog med lettere forvrængede engelske undertekster på tv-skærme sat op til samme formål.



Næste dag var det tid til at forlade Chengdu, så vi tog mod en af de mange togstationer i håbet om at det var den rigtige for at købe togbilletter videre. Men da vi først nævnte navnet på vores destination på billetkontoret fik vi blot at vide at det første tog kørte om 4 dage og det på trods af at vi ikke skulle mere end ca. 2 timer væk fra Chengdu. Til sidst måtte vi pege på et kort for at vise hvor vi ville hen, og da dette gik op for de anstte der efterhånden var stimlet sammen på den anden side af ruden, slog de en høj latter op, da vores udtale tilsyneladende havde været helt henne i vejret. På dejlige bløde sæder blev vi placeret og kørt til Nanchong - en by der ligesom Chengdu aldrig ser solens lys pga. forurening. I Nanchong er der ikke rigtig nogen turistattraktioner, vi tog udelukkende derhen for at besøge to amerikanere og en canadier som vi var blevet venner med da vi trekkede i Tiger Leaping Gorge. Disse er medlemmer af en kristen sekt og er udstationeret i Nanchong for at udbrede det engelske sprog til kineserne. Sammen med dem tilbragte vi tre dage med at spille pingpong, se film, diskutere Kina, USA, Canada og Danmark og selvfølgelig spise god mad. Vi lavede endda pandekager og arme æbleriddere til dem! Derudover fik vi endelig smagt hotpot, der er Sichuans mest kendte ret. Det kan være alt man føler for som f.eks. ko-mave eller grise-blod, men det kan også være grøntsager, svampe eller tofu der koges i en kæmpe gryde midt på bordet, hvori der er en krydret blanding af årstidens smage og altid det berømte Sichuan peber og chili. Det kan være utrolig stærkt, så derfor fik vi en mindre gryde i midten af den store gryde uden peber og chili. Det er en hyggelig måde at spise på, men det var utrolig stærkt særligt pga. Sichuan peberet, som får ens tunge til at vibrere! Derudover fik vi smagt lækre dumplings, muslimske nudler og de lokale morgenmadsnudler - sidstnævnte var dog langt fra så lækkert de to første retter. Den sidste aften blev vi inviteret hjem til den ene amerikaners værtsfamilie, hvor vi fik lækker kinesisk middag. Her fik vi blandt andet smagt peking and for første gang, hvilket var meget delikat. Desværre var andehovedet (med næb og det hele!) og særligt hjernen ifølge de tilstedeværende kinesere det bedste og derfor skulle gæsterne naturligvis have dette. Da det er en fornærmelse mod værten at sige nej tak til hvad man bliver budt gav vi os i kast med andehovedet. Næbet var sejt, hovedet fyldt med knogler og hjernen smagte meget mystisk! Amalie fik dog alligevel spist det hele, mens Mathias måtte give op og i stedet forsøgte at imponere ved at spise peanuts med spisepinde.

Den sidste dag før vores bus kørte, nåede vi da også at få shoppet lidt i en lækker kinesisk genbrugsbutik inden vi sagde farvel til vores venner og kørte mod Chongqing - Verdens største by målt i kvadratkilometer. Byen var meget overvældende at ankomme til. Først og fremmest føltes det som om at vi kørte i en storby hele vejen dertil. For det anden ankom vi et sted, hvor veje og Light Rail baner fløj højt over vores hoveder mellem de svimlende højhuse. Byen føltes meget futuristisk, som en fremtidsfilm om en by i rummet, med mindsket tyngdekraft og dermed flyvende biler og toge over ens hoveder. En storby i Kina som vi havde håbet at finde den.

Vi skulle møde vores nye couchsurfer Faith i centrum af centrum - The liberation monument. Her mødte vi dog først to andre couchsurfere, som var venner af Faith. De fortalte at de havde planer om at vi 5 plus en 6. couchsurfer skulle spise middag sammen, på en af deres yndlingsrestauranter. Så efter at have afleveret taskerne i Faiths lejlighed, fik vi serveret bl.a. kastanjer mens vi delte vores historier. I Kina er det skik at man taler mens man spiser, og når man er færdig fortsætter samtalen ikke ved bordet, i stedet fortsætter gruppen til en ny destination. Vores destination var en bar i nærheden. Her lærte vi bl.a. at hvis 2 enebørn
blive gift, så har de ret til at få 2 børn, og at der er ikke er begrænsninger hvis man er en del af de nogle og 50 minioritetsgrupper der findes i Kina. Det blev så sent at vi brugte natten på et hotel, fordi nogen havde fået lidt for meget og desuden viste det sig at Faith havde forlagt sine nøgler. Næste dag fandt hun dem i sin håndtaske, så vi kunne få lov til at sove på den sofa vi havde set frem til. Udover Faith boede der også katten Tian Tian (Kat Kat, på kinesisk), som var meget opmærksomhedskrævende og meget talende. Den var specielt interesseret i computeren, hvor den i flere minutter af gangen kunne følge pilen på skærmen med øjnene.

Chongqing siges ifølge kinesiske mål, at være verdens største by med omkring 40 mio. indbyggere. Dette er fordi at byen fungerer som provinskontor, og dermed meddeler direkte til Beijing som en by, og ikke som en provins. Og dette selvom der er små byer omkring selve centrum af byen. Da det var en så stor by, besluttede vi at blive der 4 nætter. Højdepunkterne i byen bestod af forlystelsesparken 'Foreign Street', Old Town, Three Gorges Museum, Hongadong og Yangzi River Cabel Car-tur.

Foreign Street var en morsom oplevelse, først og fremmest fordi at bussen derud havde et nr. som den delte med en anden bus. Altså 2 busser der ikke kørte det samme sted hen. Og selvfølgelig valgte vi den forkerte. Da vi endelig kom derud, var stedet næsten øde, på nær de folk der arbejdede der. Det første vi så var en UFO i 1:1 størrelse med to rumvæsener i. Vi fandt, at det stemte meget godt overens med den almene forståelse der er af udlændige i store dele af Kina. Udover UFO'en havde parken forsøgt at lave bygninger fra den verden der er uden om Kina. Det beskrev omverdenen lige så godt som den kinesiske bygning i Tivoli beskriver Kina. Vi havde meget sjovt ved at gå rundt og kigge på bygninger, og fandt endda nogle bornholmske røgerier, det er ihvertfald hvad vi associerede til. Dog var hovedårsagen til at vi tog dertil forlystelsesparken, at de havde verdens største toilet. Det viste sig dog også at være verdens tommeste, da vi var de eneste der brugte det.

Old Town, bygget under Ming-dynastiet, besøgte vi med Faith, og den lignede mange af de renoverede turistbyer a la Dali og Lijiang som vi allerede havde besøgt. Dog var den ikke mere turistet end at de kinesiske turister spurgte om de måtte tage et billede sammen med os. Højdepunktet her var den fiske-hotpot som Faith kendte. Her fik man fisken rå, i papirstynde strimler, og fik så selv lov til at koge den, til den fik den konsistens, man personligt ønskede.

Three Gorges Museum var gratis, og det var en af hovedårsagerne til at vi tog derhen. En anden grund var chancen for at prøve Chongqings Light Rail bane, som kørte rundt højt over jorden mellem højhusene, hvor man kom meget tæt på vinduer i 10. sals højde. Vi var også lidt kede af at fravælge selve dæmningen, og kompenserede derved ved at se museet.

Hongyadong var en gammel bygning i Chongqing tæt ved centrum, på den meget stejle skrænt ned til Jialing floden. Den var blevet restoreret i en sådan grad at det ikke gik op for os at det var en genopførelse af den gamle bygning. På toppen ved siden af Stabucks balancerede et sørøverskib i 1:1 størrelse med det meste af skroget dinglende ud over resten af bebyggelsen. Stedet havde en overvældende mængde af steder der serverede forskellig slags mad, og alligevel var det eneste vi købte sojabønnemælk og dårlig cappuccino. Hver sine lyster.

Den sidste store udflugt byen kunne byde på, var en Yangzi River Cabel Car tur over floden, og dette var næsten ved at gå galt, da Amalie kom i tanke om sin ekstreme fobi for højder og menneskemængder da vi hang ude i den frie luft. Vejen tilbage havde hun det dog bedre, da der ikke var nær så mange mennesker der skulle med over.

Mens vi boede hos Faith, havde Amalie også en begyndende tandpine, og den skulle selvfølgelig undersøges. Ved hjælp af forsikringsselskabet fandt vi frem til nogle klinikker med engelsktalende tandlæger. Da vi ringede dem op, viste det sig dog at sekretærerne de forskellige steder ikke evnede kunsten at tale engelsk. Heldigvis var vores meget venlige vært Faith så flink at tage sig tid til at ringe til forskellige tandlæger mens vi fulgte hende på arbejde, og til sidst fik hun fat i en der havde tid hvis vi kom med det samme. Faith var endda så flink at instruere en taxi i, hvor tandlægen havde klinik henne. Vi kom også til så snart vi ankom, og tandlægen var bedre end os til engelsk, så da vi først havde lært ordene for over- og undermund på engelsk, var det nemt at forklare hende om omstændighederne. At gå til lægen i Kina er en kollektiv begivenhed. Rødderne for denne tradition går så vidt vi ved tilbage til de gamle landbrugsbyer, hvor det var vigtigt at vide hvad naboer og bekendte fejlede, så byerne nemmere kun skanse sig mod de sygdomme der var i omløb. Tandlægerne i denne millionby var bestemt ingen undtagelse, og klinikkerne har gerne panoramavinduer, så tandlægestolene har front mod gaden. Selve klinikken er et stort rum så man kan følge med i de andre patienters munde. Dette var en lidt stor mundfuld for de sky og private danskere, men det var en spændende oplevelse. Heldigvis var der ikke noget galt, hvilket vi fejrede ved at købe en masse chokolade til frokost.

Efter dagene hos Faith havde vi et tog videre mod Xi'an i Shaanxi provinsen hvor vi havde lavet en reserering da vi ville ankomme sent om aftenen. Vi var nemlig blevet nødsaget til at købe Hard Sleeper for en togtur der startede kl. 9 om morgenen og var fremme kl. 21 om aftenen. Faith sagde hvilken bus vi skulle med, og at vi bare skulle stige af på endestationen. Så det gjorde vi. Endestationen var en motorvej, og der var ingen togstation at skue nogen steder. Vi søgte mod de altid tilstedeværende turistagenter, Politiet, for at få hjælp. Der var heldigvis en der kunne lidt engelsk, og han fulgte os til et stoppested der havde 2 busser med samme nummer som det vi havde taget, og sagde at vi skulle tage den anden til togstationen. Denne kørte til togstationen, og vi var meget taknemmelige for hjælpen.

I toget havde vi fået pladser i hver vores sovekupe, men da kupeerne ikke har døre kunne vi tale med hinanden selvom vi ikke kunne se hinanden. Der var forskellige madvogne der kørte gennem toget, men de stoppede aldrig, og det tog os et par forsøg at forstå at man skulle tage peanuts'ene op af vognen før den stoppede, og man først da kunne få lov at købe dem. Selvom vi rejste i løbet af dagen, var sengene lidt for fristende, og vi fik sovet flere af etaperne.

Rejsende hilsner,

Amalie og Mathias



Ps. Vi har desvaerre ikke uploaded nogen billeder fra Chengdu, og heller ikke mere end et fra Nanchong, da vejret ikke var til at tage billeder. Graavejr to uger i traek.

---

Photos

Hotpot i Nanchong
Her er de 2 amerikanere og den ene canadier, som underviste i Nanchong og deres kinesiske veninde sammen med os ude og spise hotpot.

The Liberation Monument
Stedet hvor vi moedtes med Faith og de andre couchsurfere den foerste dag vi ankom til Chongqing.

Soeroeverskib i Chongqing
Det svaevende skib over den renoverede bygning.

People's Hall
En ny bygning der er bygget saa det ligner, at den var bygget under et af de klassiske kinesiske dynastier. Det skulle vaere en stor udgave af et tempel i Beijing.

Foreign Street
Forlystelsesparken var fuld af dejlige skilte som dette.

Kina har et job til alle!
Selv naar det regner skal gaderne holdes rene, og saa er der jo mulighed for at lufte ens nye hat.

Faith vores couchsurfer
Dette var en doer i Chongqing's gamle bydel, som Faith tidligere havde banket paa, hvorefter ejeren kom og lukkede op. Vi forstod aldrig helt den dybere mening.

Fortjent opmaerksomhed
Chongqings gamle bydel.

Comments

[gitte Hornbeck]

Hej Mathias. TILLYKKE MED FØDSELSDAGEN! fra faster, der rejser til Australien på fredag! Også knus til Amalie!