Den sidste blog: Morfar på eventyr

---

Denne vores formentlig sidste blog-entry fra vores store USA-eventyr vil nok være præget en del af Morfars besøg herovre. Uha, det har været sjov at have ham med på eventyr - og han er bare parat til at få 'en på opleveren'. At menneskene er søde, maden er rigtig god, og at der er rigeligt af den, gør heller ikke oplevelsen ringere.

Morfar, Niels, blev hentet på behørig vis - med flag og afsyngning af den danske nationalsang...hm måske er den en erindringsforskydelse; i hvert fald var stemningen og forventningen i top, da vores lille familie stod og ventede i lufthavnen i Seattle. Ret hurtigt tilpassede Niels sig pacific time, der er 9 timer tidligere end i DK, og allerede dagen efter ventede det første store eventyr i form af besøg på vulkanen Mt. Sct. Helens. Den mistede toppen i et kæmpeudbrud i 1980; en begivenhed alle herovre husker - også den kustode, som Niels omgående kom i snak med. Han oplevede udbruddet fra sit stuevindue og betroede os, at han aldrig ønsker at se noget lignende igen. Enorme muddermasser, vand og lava væltede udover et kæmpeareal og efterlod sig væltede træer og hele landskabsformationer ændredes drastisk. Det meste af staten henlå i askegrå og dag blev til nat. Vi så vulkanen i 1992 og i løbet af den tid har meget ændret sig. Nye træer er kommet og den golde lavalandskab er blevet mere grønt. I selve krateret er der siden 1996 vokset en kuppel af lava op fra bjergets indre. Alt bliver fremvist professionelt og imponerende i virkeligt smukke omgivelser.

Portland - lokal sightseeing
Hvad der var vigtigst for Niels dagen efter sammen med John og Karen er svært at bedømme: Vi sigthseede (eller sightså?) i Portland og her så vi Rosenparken, den japanske have, spiste frokost på en mexicansk restaurant - Niels ku ikke li bønnerne! og gik herefter i Sigbjørn favoritboghandel, verdens størtste vist nok, Powell's Bookstore. Om det sidste betog Niels mest - han sagde 'ØJ' rigtig mange gange, eller om det var, at vi faktisk fandt kernefyldt rugbrød i en butik med eksotiske varer, ved jeg ikke. Hjem kom vi fyldte med oplevelser, for nogen af os for første gang. Indrømmet, første gang man går mellem højhuse, ser store floder med motorvejsbroer henover, et utal af sjovere og større biler, så er man temmelig henrykket. Morfar Niels lægger dog mærke til helt specielle ting, såsom sikkerheden på højhusbyggerierne, bilernes motorkraft og ikke mindst togene. Så det er hyleskægt at opleve sammen med ham. Hans engelske begrænser til 'thank you' og 'virkelig nice' og så en skralderlatter, som smitter helt over på den amerikanske vestkyst. Den går man ikke fejl af. På hovedet bæres stolt en kasket med det danske flag, og alene det bryder isen i det fremmede igen og igen.

Kæmpegåsen på nært hold.
På Zach's fødselsdag tog på fly- og rumfartsmuseum. Amerikanerne viser stolt deres historie frem, og vi er lette at imponere! Det blev til mange "ØJ'er" den dag. Især vakte Sprouse Goose stor beundring. Millionæren Howard Hughes' enorme prestige projekt af en flyver, jeg her ikke skal forsøge at beskrive størrelsen af. Og så bygget i træ og færdig og næsten flyveklar i 1947. Se filmen The Aviator og få hele historien med!

Mødet med Den store Depression
Naturen er overvældende i Oregon, og vi bliver aldrig trætte af at indsnuse den. Oregon er klart valgt som favoritstaten, og vi har efterhånden set en del af staten gennem de sidste 16 år. Sjældent med så godt vejr som denne gang dog. Vi har altid udsigt til Mt. Hood øst for Portland, og dagen efter var dette enormt smukke bjerg målet for vores tur. Vi allierede os med Josh og Julie, der har arbejdet på Rudehøj, og som laver ture for grupper på bjerget og på floderne omkring. De bor på bjerget, har ekspertisen og grejet og sammen med dem og deres to drenge tog vi op til Timberline Lodge tæt ved bjergets sneklædte top. Her mødte vi skiløbere en masse. Bjerget er et af de få steder i USA, hvor man kan stå på ski hele året. Josh har selvfølgelig klatret op på toppen flere gange og hans far, Ed, holdt op med at tælle, da han nåede 50 gange på toppen. Timberline Lodge er et mesterværk af et hotel og opholdssted for skiløbere. Det ligger meget højt oppe, opført i træstammer fra bjerget og alt er håndlavet, dvs. udskæringer, stenarbejde og stålarbejde. Imponerende opført af Staten under den store depression i 30'erne, hvor præsidenten satte en lang række anlægsarbejder i gang for at få gang i økonomien. Hundredevis af arbejdere blev derfor dirrigeret højt op på det uvejsomme bjerg for at lave lodgen. Andre anlagde veje og dæmninger, og faktisk fik det sat gang i økonomien her i USA's nordvestlige hjørne, hvor der ikke var ret meget andet end tømmer - og vel at mærke tømmer, man ikke sådan lige kunne transportere østover Rocky Mountains. Spændende at høre de 'hjørner' af historien, man ikke lige hører, når de store linier i den amerikanske historie fortælles og spændende at se og røre den også! Senere så vi oddere i aktion rigtig tæt på, da vi passerede i kano på en smuk bjergsø. Det har jeg alligevel aldrig set, siger Sigbjørn. Aftenen gik med grill på terassen hos Josh' forældre, flere historier og dejlige s'Mores - en sammentrækning af ordene 'some more' og forstås af alle indfødte som den velsmagende kombination af stegte marshmellows (skumfiduser) klemt sammen mellem to grahamskiks med chokolade....uhm...

Columbia Gorge og Karens Blixens fodspor
Grænsen mellem Oregon og Washington følger Columbia River. Det er en meget stor flod, hvis vandmængder og vandfald har voldt mange nybyggere problemer. Den har gnavet sig ned i landskabet og skabt en såkaldt Gorge. Og er den bare smuk!!?? Det var langs dens forløb John og Sigbjørn hikede for et par uger siden, og forleden tog vi turen langs den sydlige kyst. Her er flot udsigt og mange vandfald. Jeg vedlægger et par billeder og bruger i stedet pladsen på at fortælle om, hvor vi indtog frokosten. Det var helt unikt! En gammel kro er blevet restaureret og fremstår i dag meget smukt med udsigt over gorgen, smuk have, indrettet med gamle herskabelige møbler og med de skønneste værelser ovenover. Maden var kulinarisk i top. Der skulle være bryllup den dag, så personalet var på tæerne. Selve vielsen foregår i haven med udsigt og hele muletjavsen. Pigerne var ellevilde! Og var vi ikke gift, så var vi tæt på at blive set igen, fornemmede Sigbjørn og John. Tjeneren fortalte at samtlige weekender indtil oktober var besat med bryllupper - nogle lørdage hel to! Det er sådan en oplevelse, der lige rejser sig lidt over alt det almindelige. Godt, at de ikke er der hele tiden, for så kunne man ikke sætte pris på dem, når de kom. Historien emmede på kroen, hvor Karen Blixen selvfølgelig også har været. Vi købte iøvrigt Karen Blixen til Zach. Han elsker klassiskere, og vi syntes noget dansk var passende. Samme dag begyndte Julie og Emilys ungdomslejr - også i Gorgen, og dem venter vi hjem i morgen onsdag.

Dobbelt velsignelser
Hele to gudstjenester blev det til søndag, hvor Niels udover at skulle opleve den lokale også skulle se en sort gospelgudstjeneste i et af Portlands mere socialt belastede kvarterer. Vældigt smukt kvarter dog. Vi kom dog til en lukket kirke og fandt lidt senere en anden, som John og Sigbjørn tidligere har besøgt. Her var der også gang i den og vi kørte hjem søndag aften med håret strittende i alle retninger af den lidt højrøstede prædikant og ikke mindst af den skønne musik.

Bailing hay
Nogen i vores familie har købt nidkært ind under vores rejse, og behovet for ekstra bagageplads blev mødt under et besøg i Niels' favoritbutik Fred Meyer. Her kan man stort set finde alt. Niels og Sigbjørn blev ordentlig ekviperet, og større kufferter indkøbt og således godt rustet til pakningen af alt vores gear inden hjemrejsen søndag fra Seattle. Sigbjørn og Niels fortsatte med bus og tog til Portland. Også her skabtes varme venskaber med de indfødte, som står på ryggen af hinanden for at hjælpe to tilsyneladende totalt fortabte sjæle midt i den hede myldretid - hvor hyggeligt! Turen forkortedes dog markant af det lange indkøbsmareridt, busturen og det faktum, at vi om aftenen var inviteret på middag hos Johns søster - mod den lille ydelse, at vi - sammen med en stor del af Tetersklanen - skulle køre hø ind. Vi snuppede et par allergipiller og gik til opgaven med oprejst pande. Det var bare kultur, americana og hele gøjemøget! Mette kørte truck, Signe fejede på høloftet i takt med ballerne blev smidt op, Jeppe legede med sine nye venner i høet og resten stakkede hø på de til lejligheden inviterede pick-up trucks. En fra '79 og andre nye, men fælles, at de besidder en ordentlig røvfuld hestekræfter under motorhjelmen. Her var der også hyggeligt gensyn med gamle venner fra Johns familie. Vi var meget glade for at få den oplevelse med! Johns forældre er oppe i årene og bor det meste af året i Mexico. Det hele foregik i den smukke dal, hvor John er opvokset, og hvor flere af hans søskende i dag bor.

Cascadia - gammel kærlighed ruster aldrig
Vi er lige kommet hjem fra Cascadia. Det er en lejrplads i bjergene, hvor Johns familie har tradition for at mødes, og hvor vi var med i 1992. Julie sad dengang i vandkanten med Emily og minderne var mange, da vi kørte ind på pladsen i dag. Vi tilbragte dagen ved flodbrinken i de medbragte folde-ud stole. Vi læste bøger, ungerne legede uafbrudt og fra tid til anden kom de voksne ud den den brusende flod, hvor vandet stadig er dejligt køligt. Sigbjørn blev udfordret som udspringer, men måtte desværre opgive. Han turde simpelthen ikke springe de godt 7 meter ned i det mørke vand, selvom opbakningen fra familie og venner var i orden. John hoppede selvfølgelig i et par gange og ligeledes de lokale drenge. Jeppe kaldte sin far 'bangebuks' og mistede i den brøkdel af et sekund retten til mange års solid indtjening af lommepenge, men lige lidt hjalp det. Sigbjørn måtte kravle ned igen, og kameraerne måtte skuffet slette fem minutters top tunet peptalk fra John.

I morgen har Sigbjørn og Mette 20 års bryllupsdag. Vi finder os nok et passende spisested og fejrer det behørigt. Vi skal fortsat se nogle steder sammen med Niels, men ellers kommer den sidste tid til at gå med at besøge venner og måske en enkelt tur til Stillehavet. Og da dette nok er den sidste gang, der bliver skrevet blog på denne tur vil vi benytte anledningen til at takke vore trofaste læsere. Et eller andet sted gør det ud for en masse psotkort, hvor man uophørligt gentager sig selv, men ikke mindst hjælper det os med at fastholde vore minder fra en absolut forrygende fantastisk tid her i det amerikanske. Og med det: Tak for nu og på gensyn!

---

Photos

Powells Bookstore
John stiller sig modigt op

Rumfartsmuseum
Den her har taget turen gennem atmosfæren

Sprouse Goose
Gigantflyveren, Howard Hughes fremstillede i 1947

Columbia Gorge
abggrunden ses staten Washington

Larch Mountain
Forrygende udsigt til ikke mindre end fem bjergtoppe

View Point Inn
Absolut nydeligt!!!

View Point Inn
Værelserne er acceptable

Columbia Gorge
En dobbeltdækker flyvemaskine smuttede lige forbi

Multnomah Falls
De største og smukkeste i Oregon

Multnomah Falls
Vi hikede til toppen - dt gik opad bakke hele vejen!

Comments

[Marit]

Tak for ferie-deling!
Aloha for formentlig sidste gang da. Fornøjelsen har været på vor- i hvert fald min- side, så tak for hyggelig deling af jeres oplevelser. Godt og grundigt verbalt og visuelt formuleret. høhø. Og det er da sjovt, far, at sidde og se DIG nu på billederne, hvor vi to før sad og så på fam. Sørensen... God rejse hjem og endnu engang: Hils the Teters!! Kh Marit