Advertisement
Published: January 28th 2007
Engelskundervisning
Her sidder jeg blandt mine små elever. Læg mærke til stolene med skriveplade.Efter at Mads tog flyet tilbage til Danmark fra La Paz, ville jeg til Sucre i Bolivia, for at undervise i engelsk. Vi havde været der før, så jeg gad ikke tage bussen igen, og når jeg nu var i lufthavnen var det oplagt at flyve. Da jeg stillede mig op i køen for at købe billetten var der kun 1/2 time til afgang, men jeg blev forsikret om, at de tog alle med som stod i kø. Da det endelig blev min tur (jeg var den sidste) var der kun 10 min til afgang og skærmen havde i lang tid vist, at der var lukket for boarding. Nå, men efter at være blevet sendt lidt frem og tilbage fik jeg købt en billet, checket bagage ind og så skulle jeg løbe sammen med en medarbejder hen og betale lufthavnsskat og igennem et meget hurtigt sikkerhedscheck og ud på landingsbanen hvor flyet ventede og piloten stod og grinede af mig.
I Sucre arbejdede jeg som frivillig på en skole, hvor jeg hjalp til med undervisningen i engelsk. Skolen er en non-profit organisation. De tilbyder spansk undervisning til turister, og pengene bruger de til at finansere engelskundervisningen, således har de kunnet
Sucre
Sucre har UNESCO's status af World Heritage. Byen kaldes den hvide by, fordi de mange kolonihuse er hvide. halvere priserne og endda tilbyde gratis underving til de allerfattigste børn, dvs.
skopudserdrenge, forældreløse m.m. Undervisningen foregår om eftermiddagen og aftenen, når eleverne er færdige med alm. skole og job.
Som ventet var undervisningen meget anderledes der. Jeg hjalp til i to forskellige klasser. Den ene klasse bestod af 8 små elever, ca 8 år gamle. Her var læreren ikke særlig kvalificeret, hverken til engelsk eller til at undervise, men hun gjorde sit bedste. Undervisningen gik mest ud på at lære navnene på fx. dyrene, kropsdelene eller andre ting udenad ved at gentage efter læreren. De sagde slet ikke sætninger. Det prøvede jeg dog at få dem til,fx. "en elefant er grå" eller "jeg har to øjne".
Jeg følte mig virkelig henvist til den gamle skole, for i starten af timen, når eleverne havde fundet deres pladser, rejste de sig og sagde i kor: "Good afternoon teacher". Læreren svarede så "Good afternoon
students" og eleverne sagde "Thank you" og satte sig!!! Når de sagde farvel til os, gav de os et kindkys:-)
Den anden klasse var nogle teenagere, som alle var bange for at sige noget på engelsk. Her var læreren meget dygtig til engelsk. Elerverne sagde dog ikke
ret meget, allerhøjest en sætning en gang i mellem, og deres udtale var ret dårlig og de lyttede ikke efter, når de blev rettet. Læreren oversatte alt hun sagde til dem, selv små komandoer, hvilket gjorde at eleverne ikke gad høre efter det engelske.
Det har dog været meget spændende og lærerigt at undervise. Jeg har fået indblik i den bolivianske undervisningspædagogik, og jeg forstår nu endnu bedre hvorfor de ikke kan tale engelsk, på trods af de faktisk bruger meget tid på engelsk i skolen. Jeg kan ikke sige, at jeg har oplevet noget som jeg vil tage med til den danske folkeskole, men omvendt ved jeg i hvert tilfælde hvordan jeg aldrig vil gøre.
Mens jeg var i Sucre, lavede jeg selvfølgeligt andet end at undervise. Jeg var bl.a. på flere museer og ture udenfor byen.
En af turene gik til et lokalområde udenfor Sucre sammen med en tysk pige. Her besøgte vi først nogle lokale familier, som boede i de typiske hjemmelavede lerstenshuse, som man finder overalt her.
Den første familie bestod af seks personer, tradtitionen tro boede sønnen hos sine forældre med sin kone og børn. Bedstemoderen var på vej ud for at
Vejarbejde
Vejarbejde er en arbejdskrævende proces i Bolivia. Først skal man hugge den gamle cement væk. Så skal man støbe kantsten ved at sætte brædder ned med mellemrum og hælde cement derned. Derefter pudses de glatte. Til fortovene lægger man fine runde sten fra floden pænt på række og i niveau, og når det tunge arbejde er overstået hælder man cement på og glatter efter. passe sine får da vi kom, og hun havde ten og uld med til at spinde ude i marken. Den unge kvinde passede børn og husholdning. I mellemtiden vævede hun også, og hun viste os processen. I dette område væver de nogle meget komplicerede og tidskrævende tekstiler, som de bruger til deres
traditionelle klædedragt. Kvinden var iklædt denne, mange bruger dem hver dag. Det mest specielle ved tøjet er hattene. Ugifte kvinder går med en slags kalot, de har to; en til hverdag og en til fest. Festhatten er dekoreret med mange perler og de laver dem selv. Gifte kvinder går med en slags læderhjelm, som de også selv laver, den minder meget om den mændene også bruger. Den er dog dyr at lave, så nogle gifte kvinder bærer stadig de ugiftes hat.
Der var forskellige bygninger rundt om en lille patio. I bygningerne var der udover senge også opbevaring af redskaber og afgrøder. Dekoration var der ikke meget af, men familierne bruger også al deres tid på at arbejde. Udenfor huset var der nogle får i en indhegning af sten og nogle høns. På vej tværs over markerne mødte vi manden i huset. Han var ved at pløje
Vejarbejde
Vejarbejderne på en hårdt tiltrænt frokostpause. Nogle gange ser man dem også ligge og sove i pausen. Bolivianere kan sove overalt, selvom ovenpå hårde sten. marken med to okser.
Som alle andre på landet talte familien quechua, som er det gamle
inkasprog. Bedstemoderen talte slet ikke spansk, men det unge par talte noget spansk.
Som afsked gav vi familien gaver. De fik en pose pasta og en klase bananer. Simple gaver, men meget brugbare. Vi tog også nogle fotos, som vi har fået fremkaldt, og som vores guide vil tage med tilbage til familien.
Senere besøgte vi et projekt som familierne i området har lavet. De har lavet hytter turister kan bo i og en meget flot spisesal med
panoramaudsigt over markerne. Her så vi nogle kvinder væve med forskellige teknikker, og vi drak chicha (traditionel drik brygget på majs eller hvede). Herudover så vi den lokale kirke, som er bygget som de gamle kirker var det, af sten og ler. Her bad vi fadervor på quechua.
Halvdelen af de penge vi havde betalt for turen gik til dette projekt.
Dagen efter var det søndag og vi tog til det store og berømte marked i en nærliggende by, Tarabuco. Vi ankom i god tid, før turistmarkedet åbnede. Efter at min nye tyske bekendte havde spist morgenmad (grøntsagsuppe!) i en meget lokal
Japanske biler
Nogle biler importeres billigt fra Japan. Derfor ser man mange biler og busser med japanske skrifttegn.
Et problem er dog at i Japan kører man i venstre side af vejen. derfor skal rat og speeder, bremser og kobling flyttes. Man gider dog ikke ofre penge på at flytte instrumentbrættet, så man kan komme ud for som passager i en taxa at man har instrumentbrættet foran sig. Det betyder dog ikke noget, da folk alligevel ikke bruger instrumentbrættet til noget. biks, gik vi ned til det lokale marked. Det fandt sted i en stor hal, og den var pakket med mennesker. Det var et fantastisk skue. Der var frugter og grøntsager i alle regnbuens farver og de lokale indianere var iklædt deres fine dragter. Her var utrolig mange mænd i røde ponchoer, og det er bestemt ikke noget vi har set mange steder hernede, for det er normalt kun kvinder der går i traditionelt tøj. Både kvinder og mænd havde deres hatte og "læderhjelme" på.
Selve turistmarkedet var ikke noget særligt. Vi kunne ikke forstå hvorfor det var så særligt, de solgte det samme som sælges overalt hernede.
Derudover har jeg været i Sucres fine katedral. Det mest specielle ved den er, at de har et maleri af Guadelupe, en spansk helgen. Kun ansigtet og hænderne af det oprindelige maleri er synligt. Resten af hendes dragt er beklædt med funklende æelsten. De er doneret af taknemmelige mennesker, som mener at Guadelupe har lavet mirakler for dem. Der bliver derfor hele tiden tilføjet ædelsten til hendes dragt.
Efter Sucre tog jeg til Potosi og dagen efter ville jeg videre til Uyuni, for herfra kører toget til Argentina.
Mads og
jeg havde allerede taget turen fra Sucre til Uyuni og det var en barsk tur på en dårlig vej, hvor bussen gentagne gange brød sammen.
Denne gang var det ikke spor bedre. Faktisk var det meget meget værre. Det lovede ellers så godt, det havde ikke regnet i et par dage, så grusvejen ville være fin at køre på. En halv time forsinket kørte vi af sted, men allerede efter en lille times kørsel brød bussen sammen, men det blev dog repareret og for at være helt sikre på at bussen havde det godt, blev der ofret en masse øl og cacablade, som blev hældt på bussen og jorden. Det hjalp dog ikke, for efter en lille times kørsel igen, brød bussen sammen igen. Denne gang mere alvorligt og vi kom til at vente i over 4 timer på en vej blandt lamaer og æsler. De sendte billetdrengen af sted for at skaffe en bus fra en nærliggende landsby. Jeg ville dog gerne videre, men bussemanden ville ikke tage min taske ned fra taget, hvor den var surret sammen med andres tasker. Derfor kunne jeg ikke tage en af de busser der kom forbi, men de var iøvrigt også
Slagter i Sucre
Hvad med nogle grisetæer til frokost? fulde.
Den lovede bus kom aldrig, så da bussen var blevet repareret kørte vi langsomt tilbage til landsbyen. Her ankom vi ved 19-tiden og jeg var nu blevet træt af det hele og gad det slet ikke mere, så sammen med en amerikaner lykkedes det os efter noget tid at finde en taxa som kørte os de 1,5 time tilbage til udgangspunktet i Potosi. Her ankom vi kl. 21. 11 timer efter vi var taget af sted, meget trætte, øre i hovedet og sure på os selv over at vi ikke noget før havde taget bagagen ned og sure over at vi troede på, at en anden bus ville komme.
Dagen efter tog jeg så en anden bus til Uyuni, denne tur foregik uden problemer, men turen var lang, støvet og vi hoppede af sted på den dårlige grusvej (220 km på 5 timer!).
I Uyuni måtte jeg vente to dage på toget, og jeg brugte ventetiden på at tage på endnu en salar-tur, denne gang dog kun en en-dages tur, hvor vi kun så salaren. Den lignede sig selv, men der var noget mere vand på den denne gang.
I Uyuni brugte jeg meget tid (over
Slagter i Sucre
Eller hvad med en komule? tre timer af to omgange) på at købe en togbillet. Man ser åbenbart ikke noget forkert i at sige til folk, der har ventet en time på at billetkontoret skal åbne, at de skal komme igen om eftermiddagen. Om eftermiddagen kom jeg næsten to timer før åbningstid, men jeg var slet ikke den første. Problemet var at vejene sydover er ekstem dårlige og folk vil derfor hellere tage tog end bus. Desværre var et tog blevet aflyst og derfor var der slet ikke nok billetter, og for at være sikker på en billet, måtte man møde tidligt op.
Toget kørte kl. 2.30 om natten! og vi var mange der sad på stationen og ventede fra tidlig aften. Der var kun en klasse på toget, selv om der normalt er flere klasser. Derfor sad jeg meget trangt i toget på 3. klasse. I den ene side af toget sad vi tre på hver sæde og de tre overfor sad meget tæt på. I den anden side sad de to på hver sæde, og togene er altså ikke bredere end vores. Det blev ikke bedre af, at der var to kvinder på den anden side af gangen, der havde tre større
børn med uden billet. De lå i mellemgangen og sov, så der kunne man heller ikke stikke sine ben ud og få lidt plads. Toget afgik en time forsinket, og det var svært at sove, så jeg var meget glad, da vi 5 timer senere kom til Tupiza (kun 200 km sydpå, men så lang tid tager ting her).
Her i Tupiza, hvor jeg er nu, bor jeg på et dejligt hotel med
svimmingpool. Det er ganske rart, for her er ret varmt.
I går var jeg på en arrangeret endagstur rundt i området. Jeg var af sted med en australier, og vi kørte både på cykel, red på heste og kørte i jeep. Det var en utrolig tur, hvor vi så det fantastisk flotte landskab, der er heromkring. Klipperne er næsten alle i forskellige røde nuancer, og mange af den har specielle former. Noget af cykelturen gik ned af bakke fra et højt bjerg, ret luksusagtigt, bare at trille ned og nyde
landskabet. Vi spiste frokost ved et næsten tørt flodleje under nogle flotte og skyggefulde hængepile. Rideturen gik også godt, selvom jeg langt fra er erfaren i det. Australieren havde aldrig siddet på en hest, så vi
Marked i Sucre
I disse små enkle madboder spiser mange mennesker billig mad. tog det meget langsomt.
Det er faktisk også heromkring at Butch Cassedy og Sundance Kid røvede pengetransporter, og det var også her de mødte deres skæbne
Tupiza er mit sidste stop i Bolivia. Herfra går turen de sidste 100 km til grænsen med tog i morgen, og herefter videre sydover i Argentina. Det glæder jeg mig til, for jeg er ret træt af de dårlige bolivianske veje, og de argentinske skulle være noget bedre.
Advertisement
Tot: 0.186s; Tpl: 0.018s; cc: 8; qc: 61; dbt: 0.0766s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.2mb
