Rurrenabaque

---

Da vi steg af bussen i Rurrenabaque, sitrede mine ben under mig, og jeg følte mig svimmel. Efter 20 timers rystetur på et sæde, som næsten ikke kunne lænes tilbage, og hvor man kunne mærke samtlige skruer i bagdelen, virkede Rurre virkelig som det Paradis, vi så hårdt havde prøvet at nå i flere døgn.
Vi kørte med to motorcykeltaxaer de fem minutter, det tog at komme ’ind til byen’. En egentlig by var der ikke tale om, for Rurre er bare en lille landsby, hvor man møder alle dem, man kender, mindst tre gange om dagen.
Og så tjekkede vi ind på hotel Santa Ana. Bag dets hvidkalkede mure var der en frodig have af tropiske planter og blomster i alverdens farver. Firben pilede rundt, og værelserne havde høje lofter, store senge, store spejle, træmøbler og en stor ventilator i loftet. Bruseren havde kun én hane, den kolde, men det var rigtigt nok, at man ikke havde brug for varmt vand. I Rurre var der tropisk varmt, lige tilpas. Vi skiftede til sommertøj, og jeg lagde min uldtrøje og halstørklæde nederst i rygsækken.

Matt, den fyr, der i første omgang havde været grunden til, at vi overhovedet tog til Bolivia, ham, der havde set på os med et Lonely Planet-blik hen over en øl og overbevist os om, at Bolivia var verdens bedste idé, havde også givet os instrukser om Rurrenabaque. Han havde anvist det eneste sted i ’byen’, hvor man kunne leje firehjulede motorcykler. Manden bag udlejningen var en skrupskør græker, der engang for mange år siden var kommet til Rurre. Og som var blevet.
Da vi kom for at leje en motorcykel, talte han en masse om, at han godt kunne lide sympatiske mennesker, og sådan nogle var vi jo. Og derfor skulle vi have det helt specielle kort over området. Kortet så ud som en forsimplet sorthvid kopi af et børnekort.
- Her er Butterfly Pool, sagde han og pegede på kortet.
Han talte om den berømte swimmingpool, der skulle ligge oppe på toppen af en bakke og efter sigende have en meget smuk udsigt over byen, dalen og floden, som vi havde hørt om fra både Matt og flere andre. Vi nikkede med forventningens glæde.
- Og hér er der et område, hvor der lever kannibaler, sagde han uden at fortrække en mine.
Vi grinte af den uventede joke, men han så stadig alvorlig ud.
- Det er altså rigtigt, sagde han.
Vi lagde ansigterne i passende seriøse folder og opgav emnet. Så kørte vi op mod Butterfly Pool, som jeg havde set frem til i snart flere uger. Vejen derop var en sti omkranset af regnskovsagtige planter og træer, temperaturen var himmelsk, og jeg tog mig selv i at blive begejstret over enhver lille sommerfugl, der flagrede forbi. Da vi nåede poolen, var udsigten lige så fantastisk, som jeg havde forestillet mig. Under os bugtede Beni-floden sig ind fra det fjerne og bredte sig nede i den tropiske dal. Hele den gruppe af israelere, der havde skændtes med ”jeg-kunne-ikke-være-mere-ligeglad”-damen i La Paz var der også.
Vi købte paraplydrinks og lænede os tilbage i chaiselongerne.

VACCINE MOD HUNDEGALSKAB

Vi havde fra La Paz købt en såkaldt Pampas Tour. En flodtur på tre dage ned ad Beni-floden, hvor man kunne opleve dyrelivet i Amazones på tæt hold. Aftenen før vi skulle af sted, var jeg på internetcafé, og da jeg kom tilbage til hotellet, var det en noget betuttet Mathias, der sad ude i haven.
- Skat, ved du, hvad der er sket, sagde han lavmælt. Jeg er blevet bidt af en hund.
Jeg fik meget ondt af ham med det samme og omfavnede ham. Han var kommet gående ned ad en mørk gyde, da to hunde havde passet ham op og knurret og gøet. Og det var endt med, at den ene havde bidt ham to-tre gange. Biddene var i sig selv kun et par skrammer, men hunden havde alligevel fået bidt igennem, og jeg fik pludselig en masse flashbacks til Seruminstituttets oplysninger om, at hundegalskab er temmelig udbredt i Sydamerika.
- Du skal have en vaccine, sagde jeg.
- Jeg skal fandeme ikke have nogen vaccine, sagde Mathias.
Vi diskuterede i et stykke tid. Så gik vi på internetcafé og læste om hundegalskab. Om dødeligheden, der er på intet mindre end 100 % og de frygtelige symptomer. Så blev vi enige om, at en vaccine ville være en god idé.

Vi gik over på den lille klinik på den anden side af vejen. Den unge sygeplejerske, der havde vagt, vaskede sårene grundigt med desinficerende sæbe og sagde, at det var rigeligt. Om det var den hvide hund på hjørnet, der havde bidt ham, spurgte hun. Det troede Mathias nok, men det havde jo været mørkt, så det var ikke til at sige med sikkerhed.
- Det er sikkert den, for der bor der en, som er ond og bidsk. Den har bidt rigtig mange her i byen, sagde hun.
Hun kunne oplyse, at der lige var blevet gennemført et vaccinationsprogram for hunde, så alle hundene i Rurre var blevet vaccineret mod hundegalskab. Efter flere uger i Bolivia kunne jeg fornemme på det hele, at det, det i virkeligheden handlede om var, at klinikken ikke havde den rigtige vaccine. Vi opgav hende.

På hotellet kunne natportieren berette, at også han var blevet bidt af den samme hund. Og han havde ikke fået nogen vaccine.
- Men du lever jo og har det godt, ikke?, sagde vi lidt tvivlende.
- Jo, men det der vaccinationsprogram for hunde er ikke nået til denne her del af byen endnu, sagde han.
-
I La Paz havde vi tilfældigt mødt en dansk fyr, der hed Hans og var medicinstuderende og frivillig på hospitalet i Rurrenabaque. Han havde givet os sin emailadresse og sagt, at vi kunne skrive, når vi kom til Rurrenabaque. Jeg mente, det var et temmelig passende tidspunkt at opsøge ham på.
Vi kørte ud til hospitalet med motorcykeltaxaer. Det tog kun ti minutter. På hospitalet var der tomt, og vi bad den vagthavende om at tale med ’den danske fyr’. Heldet var med os, for Hans var faktisk på arbejde den aften.
Han var meget overrasket over, at vi havde fundet ham, og sammen med hans danske kollega, Mette, gik de i gang med at overbevise den vagthavende læge om, at vi godt kunne tænke os, at Mathias fik den vaccination. Lægen indvilgede lidt modstræbende og sagde, at der ikke var grund til den helt store hast, så Mathias kunne starte på vaccinationsprogrammet, når vi kom tilbage fra flodturen.

Vaccinationen indebar en sprøjte i maven hver dag i ti dage. Det betød, at Mathias var tvangsindlagt til at blive i Rurre næsten hele den tid, jeg skulle være væk i Danmark. Planen havde ellers været, at han skulle have rejst gennem Bolivia, og vi skulle være mødtes ved Iguazu-vandfaldene i Argentina, når jeg kom tilbage. Den plan blev der ændret på nu. Hvad vi ikke vidste på det tidspunkt var, at vaccinationerne også ville indebære snyd og humbug fra lægens side, som siden hen ville forsøge at få mange flere penge ud af Mathias, end det kostede. Vi vidste heller ikke, at de midt i det hele ville ændre proceduren til, at Mathias skulle have sprøjten hver anden dag, så hans ophold i Rurre blev endnu længere. Vi vidste heller ikke, at alt ville endte godt og kun komme til at koste 70 kr.
Den aften var vi frustrerede, men der var ikke andet at gøre end at tage af sted på flodturen næste morgen og lade vacciner være vacciner.


THE PAPMPAS TOUR

Vi var otte i vores gruppe. James og Bernard fra England var to fyre i slutningen af tyverne eller starten af trediverne. James havde oven i købet en dansk stedfar og havde derfor tilbragt store dele af sin barndom og ungdom i Danmark. Det havde vist ikke altid været nemt at være James, i hvert fald ikke, hvis man forestiller sig, hvordan det var at være ’en fremmed’ rødhåret knægt fra England, når man gik på Herlufsholm. Men hvis James havde fået traumer, var det ikke til at mærke, for han var underholdende ud over det sædvanlige med sin tørre britiske humor, sin Mr. Bean mimik og sin evne til at komme med platte kommentarer på de helt rigtige tidspunkter. Bernard var den stille af de to, britisk høflig, sød og rar. På det, de fortalte om deres fælles oplevelser gennem tiden, kunne man høre, at de havde været venner i en evighed. Faktisk lige siden de havde været helt små. Og man kunne ikke lade være med at blive rørt over den måde, de omtalte deres venskab og deres fælles fortid på. Det var et solidt mandevenskab, hvor de altid havde holdt sammen og taget sig af hinanden, kunne man mærke.

Så var der Helen fra New Zealand, som nægtede at afsløre sin alder. ”Oh, I’m very old,” sagde hun og kunne være alt mellem 35 og 45. Der var en slags meditativ aura omkring hende, hun var lidt i sin egen verden, lidt i vores, meget sin egen, men venligheden selv. Kort sagt var hun utrolig behageligt og interessant selskab. Der var stort set ikke det sted i verden, hvor Helen ikke havde boet eller arbejdet. Australien, Jerusalem, Asien, Jylland og København, bare for at nævne nogle få. Hun fortalte, at mens hun boede i Jylland, var hendes eneste ven en tolvårig dreng, der vist selv var ret ensom og derfor kom og besøgte hende hver dag. Af ham lærte hun det danske, hun kan i dag. Så flyttede hun til København.
- Og dér ville folk gerne snakke med mig, men kun på engelsk. Og mest når de var fulde. Når de var ædru, var det lidt som om, de glemte, at vi kendte hinanden, men næste gang, der var fest, var vi venner igen, fortalte hun.
Og vi måtte rødme på Danmarks vegne og sige, at det måske var fordi, det var mange år siden, og at det måske har ændret sig lidt nu. Men Helen bar absolut ikke nag. Det lå slet ikke til hendes natur. Hun havde haft en dejlig tid i Danmark, sagde hun, og hun ville klart gerne aflægge Danmark endnu et besøg engang.

Maeve var fra Irland. Hun havde vildt og krøllet rødt hår, grønne øjne og en sindstilstand, der var så meditativ, at Helen fremstod som utroligt tilstedeværende og vågen. Maeve var 25 og havde arbejdet i Spanien de sidste tre år. Hun rejste sammen med to israelere, som hun havde mødt i Peru, Noa og Eyal.

Noa var en pige på 20 og næsten lige færdig med gymnasiet. Hun havde knoklet med to jobs på samme tid i et halvt år for at spare sammen til rejsen, der var startet i Peru to måneder tidligere og skulle slutte i New York om fire måneder, hvor hun ville prøve at få et job og tjene flere penge til den næste rejse, der skulle gå til Indien. Noa havde meget store smukke brune øjne og en hebræisk accent, der var så tyk, at det ofte ikke gjorde nogen forskel, om hun talte hebræisk eller engelsk. Hun var sød og rar, men hun var også meget ung og havde ikke så meget situationsfornemmelse, at hun kunne mærke, hvornår det var passende at diskutere højlydt på hebræisk eller engelsk. Hun fornemmede heller ikke, at det ikke var passende at sidde forrest i båden på en fortryllende sejltur ned ad floden og råbe noget om sin iPod på hebræisk til Eyal, der sad flere pladser bag hende.

Eyal var hendes rejsekammerat. De havde mødt hinanden gennem en rejsehjemmeside i Israel, hvor man finder rejsepartnere, og ”de var IKKE er par!!!”, understregede de. For det troede de fleste. I starten troede Mathias og jeg det også. Vi troede, de var et af den slags par, der småhakker på hinanden for hyggens skyld. For de to småskændtes nemlig konstant om alt muligt praktisk, han bar hendes ting i sin rygsæk, når vi skulle på ture, og hun irettesatte ham. Eyal var 23 år, godheden og sorgløsheden selv. Intet i verden kunne bringe ham ud af balance - heller ikke hans lille romance med Maeve, der - som vi med tiden blev klar over - mest gik ud på, at Eyal var lidt pjattet med Maeve, mens Maeve enten ikke havde hjerte, tilstedeværelse eller energi til at melde klart ud, at hun ikke gengældte hans følelser. Men det så ikke ud til at genere Eyal, og alt i alt udgjorde den irsk-israelske treenighed en lille skør, men lykkelig familie.

DUS MED KROKODILLERNE

Vores guide hed for en gangs skyld ikke José, men Chori, og var en energisk naturkender og en rar og lattermild mand. Den første dag gik mest med at sejle i vores båd, der var smal og lang og forsynet med stole, så man sad i gåsegang, behageligt tilbagelænet. Det eneste, man skulle præstere, var at iagttage dyrelivet, der gled forbi. Og der var nok at se på. Oppe i træerne var der fyldt med alskens fugle - Paradisfugle, små tranelignende hvide fugle med spidse næb, en enkel tukan og en hel masse andre, hvis navne jeg har glemt.
Lige under vandoverfladen flød krokodillerne, hvis øjne og snuder stak op af vandet som ubådskikkerter. De lå også oppe på flodbredden med halvåbne munde, der afslørede et tandsæt, man straks fik respekt for, og missede med øjnene i solen, mens de fulgte os med deres glasagtige blik. Skildpadderne lå lag på lag oven i hinanden, og verdens største gnavere, Capivaraerne, der ligner et kæmpemæssigt marsvin i kalvestørrelse på lange tynde ben, kom ned til vandet med deres små unger for at slukke tørsten.
I trækronerne svang aberne sig fra den ene gren til den anden, og da vi gjorde hold, og Chori hev bananer frem, kom de én efter én ned fra træerne, gik oprejst på bagbenene som små lilleputmennesker og kom helt hen til båden for at snuppe bananstykkerne ud af hånden på Chori til alles begejstring.
Luften var fugtig og varm, der duftede af jungle. Båden vuggede blidt på floden, og det hele var surrealistisk, som om nogen havde placeret krokodillerne ved flodbredden med vilje og sat aberne ud i det fri for vores skyld.

Efter tre-fire timer holdt vi op med at råbe og pege, hver eneste gang vi fik øje på en krokodille, og hen på eftermiddagen nåede vi frem til lejren, hvor vi skulle overnatte de følgende dage - en slags stenhus med bliktag, der indeni var delt op i to sovesale med simple træsenge, der var dækket over af myggenet. Toiletterne var to skure udenfor og af den slags, man undersøger for edderkopper og andet kravl, før man tager dem i brug.

Da mørket var faldet på den aften, tog Chori os ud på en natlig sejltur. Båden gled stille gennem det stille vand, og mørket sitrede af cikadesang, fugleskrig og de pludselige plaskende lyde, når båden rørte ved en af de slumrende krokodiller, som forskrækket sprang til siden og fik båden til gynge og os andre til at hvine som små børn, der får fortalt spøgelseshistorier.
Når man kiggede hen over vandspejlet og ud i sivene, opdagede man, at der over det hele var små rødlige lys, der forsvandt og kom igen. Det var krokodilleøjne, der lyste, når de blev ramt af skæret fra vores lommelygter, forklarede Chori.
Pludseligt sejlede han båden ind til flodbredden og holdt stille. ”Schhh,” sagde han gådefuldt og løftede pegefingeren. Så steg han ud, rodede lidt i det høje græs og løftede en lille bitte krokodilleunge op. Den var mindre, end jeg har forestillet mig, en krokodilleunge ville være. Lille og bange. Den peb og sagde klagende lyde, der slet ikke virkede passende for en krokodille. Chori holdt blidt dens kæber sammen, og den blinkede hjælpeløst med sine store forskræmte øjne.
- Den kalder på sin mama. Hun ligger lige derovre, sagde han og pegede ud idet mørke vand.
Det var en mærkelig følelse at være så tæt på krokodillerne. Hele ens liv har man set film og udsendelser om de ’farlige dræbere’, og pludselig var vi på en enkelt dag blevet så vant til dem, at de ikke længere virkede ret meget farligere end de aber, der hoppede rundt i træerne.
Krokodillerne hørte til her, og de var mere bange for os, end vi for dem. Også de store. Så bange, at en krokodille-mor ikke engang vovede at komme sin unge til undsætning, når den peb.
Chori slap den lille løs, og den pilede tilbage til sit skjul. Vi sejlede videre ned ad Beni-floden, gennem junglen, der var fyldt med lyden af det mystiske natlige Amazones.


JAGTEN PÅ EN ANAKONDA OG LYSERØDE FLODDELFINER

Næste morgen blev vi alle beordret gummistøvler på, for nu satte anakonda-ekspeditionen ind. Vi blev gennemblødte af regnen, der var begyndt at sile ned, mens vi gik gennem højt græs, forbi træer med knudrede rødder og gennem vandhuller i vores søgen på de sky anakondaer, og det var kun Chori, der vidste, hvor de kunne gemme sig.

Mens vi gik, mærkede jeg pludselig en sviende smerte i min langemand. Smerten tog til og bredte sig til hele højre hånd. Jeg kiggede ned og så, at et sort hvepselignende kræ havde bidt sig fast i min finger. Kræet ville ikke give slip, selv om jeg forsøgte at knipse det væk, og da jeg endelig var sluppet af med det, var min finger svulmet op til dobbelt størrelse, og jeg kunne ikke mærke min hånd ned til det sted, hvor armbåndsuret sidder. De andre stimlede sammen, fordi de havde hørt mig hvine, og Chori pillede broddet ud og forklarede, at denne junglehveps lever alene i en rede og angriber, så snart nogen for eksempel træder på en gren, der ligger hen over reden, som jeg sandsynligvis var kommet til.

Anakonda-guderne var ikke med os den dag, for slangerne havde gemt sig godt, og vi måtte tage hjem tomhændede.

Efter frokosten sejlede vi ud for at svømme med lyserøde floddelfiner, der er Beni-flodens konger. Krokodillerne kunne aldrig fine på at røre os, for det er ikke krokodiller, men kaimaner, der er de aggressive af slagsen, forsikrede Chori. Kaimaner, der er meget større end krokodillerne og har en helt anderledes hovedform, kunne godt finde på at angribe mennesker, sagde Chori, men dem havde han kun set nogle ganske få af på denne strækning af floden. På grund af deres størrelse var de nemlig nødt til at leve et sted, hvor der var større bytte end de fisk, som krokodillerne levede af.

Luften var lun, og regnen lavede ringe på vandet. Indimellem kom der store plask, og man kunne se snuden og ryggen af en grålig floddelfin, der dukkede op og forsvandt hurtigere, end man kunne få ordentligt øje på den. Jeg afstod fra at bade, fordi vandrehistorierne om flodparasitter, der bosætter sig i mennesker, havde gjort for stort indtryk. De andre hoppe i og grinte og skreg og gejlede hinannden op.
- Oh my God, råbte James, jeg tør sværge på, at noget stort lige har rørt ved min fod!
- Aaah, skreg Maeve, der er også noget, der har rørt ved mit ben!
De plaskede alle rundt og grinte, og floddelfinerne dukkede op alle de forkerte steder, så en egentlig badetur med delfiner, blev det ikke. Men de var der et sted, disse mystiske flodkonger.

Da vi kom tilbage til vores lejr, sad Bobby ved flodbredden og ventede. Bobby var en hund, der engang var kommet tilbage sammen med en af grupperne og var blevet boende. Den var blind på det ene øje og ekstremt interesseret i krokodillen, som altid holdt til i vandkanten, der, hvor bådene sejlede ind. Krokodillen var også blevet tam med tiden. Når Chori plaskede i vandet med hånden eller slog på mudderet i vandkansten, kom den store krokodille svømmende som en veltrænet hund. Chori agede den på snuden, den åbnede gabet dovent, men virkede ikke truende. De legede lidt sammen. Han forklarede, at folkene fra lejren plejede at slå på grydelåg, inden de fodrede krokodillen. Derfor blev den vant til, at bankelyde var lig med mad og bosatte sig ved lejren. Senere fodrede også vi krokodillen med en stor luns kød, der var blevet til overs. Det var betagende at stå en meter fra det store bæst og mærke, at det ikke havde nogen som helst grund til at angribe. Krokodillen og Bobby tilbragte det meste af dagene med at stirre på hinanden. Bobby sad som regel midt på skråningen og stirrede intenst på krokodillen med sit ene seende øje, mens dens ben sitrede under den. Krokodillen lå i vandet, med kun del af snuden oppe over overfladen og stirrede tilbage. Det var deres vante positioner, og måske fandt de begge to en tryghed i det.

PIRATFISK PÅ KROGEN

Den anden dag om aftenen ankom en ny gruppe. Og de havde anakondajagt på programmet på vores tredje dag. Vejret var anderledes solrigt, og de havde været heldige, for de kom tilbage til lejren samme morgen slæbende på en to meter lang anakondaslange. Den virkede rolig og lidt forskræmt, da alle skulle prøve at holde den og mærke dens silkeglatte skind. Den snoede sig rundt om ens arme og hals og strammede let til. Ikke så det gjorde ondt, men man kunne tydeligt mærke, at den havde mange flere kræfter, end man lige skulle tro.
Slangen var blind på det tidspunkt, forklarede Chori, for lige inden anakondaer skifter ham, har de skind over det hele - også hen over øjnene. Det kunne man få bekræftet ved selvsyn, når man kiggede på dens øjne, der rigtignok var overtrukket med en fin hinde af skind. Til sidst slap vi den løs mellem træerne, og den flygtede langsomt og søgende, mens vi sørgede for at holde Bobby på afstand, så den ikke gjorde skade på slangen.

Så var tiden kommet til, at vi skulle ud at fiske. Jeg var utroligt nok den første, der fik en på krogen, og det var intet mindre end en piratfisk på størrelse med en tekop. Den sprællede og de andre skreg, at jeg skulle slå den ihjel. Og egentlig havde jeg allermest lyst til at smide den tilbage i vandet, for jeg har aldrig fisket før og aldrig slået noget større end insekter ihjel, og tanken om at slutte et lidt, bare sådan, med mine egne hænder, virkede lidt bestialsk. Men de andre råbte hver sit, og jeg slog fiskens hoved ned i kanten af båden, men den sprællede bare videre. Jeg gjorde det igen, og den sprællede stadig. Tredje gang lå den lidt mere stille, men var stadig i live. De andre råbte, at jeg skulle skære hovedet af. Jeg tog fat i den store dolk og følte som Bubber i ’Bubber og BS’. En del af mig havde lyst til at smide fisken i vandet, en anden del af mig sagde, at den ikke ville kunne overleve nu, og det ville være bedre at lade den lide så lidt som muligt, en tredje del af mig følte mig til grin og ville bevise, at jeg ikke var en tøsetøs. Jeg skar hovedet af med dolken og kom til at smide det i vandet.
- Hvorfor gjorde du det?!, råbte de andre. Nu føltes det som at være med i ’Fluernes Herre’.
Jeg var lidt stolt af, at jeg havde fanget min første fisk, men jeg var også glad for, at jeg havde solbriller på. Under de mørke brilleglas, havde jeg nemlig tårer i øjnene.

Derfra gik det slag i slag. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg hev den ene fisk op efter den anden. Små piratfisk og sardiner. De fleste af dem slap jeg fri igen. Mens jeg gjorde det, bed den ene piratfisk mig i fingeren. Jeg havde set tænderne på piratfiskene i vores akvarium derhjemme, men jeg havde nok ikke helt forestillet mig, at det ville begynde at bløde, når de bed. Det gjorde det. Måske var det hævn for dens store familiemedlem. De andre fangede også mange fisk, men jeg var den uovertrufne vinder, indtil Mathias fik en ’hundefisk’ på krogen. Den var helt anderledes fra alle de andre og lignede en stor sugemalle. Derfor gav den mange point.

---

Photos

Manden, der sælger banankage fra sin lille bil, er en amerikaner, der kom til Rurre for mange år siden og blev.
Han mener, at HIV er en virus, som verden med overlæg er blevet inficeret med. På USA's bestilling. Læg mærke til bannerne op hans bil, bl.a. "Davinci Mysteriet er latterligt".

Bidehullet, som hunden, der bed Mathias, efterlod i hans bukser.
The hole in Mathias' pants left by the teeth of the dog that bit him.

Billedet taler vist for sig selv.
Do I need to comment?

En plads under solen.
A place under the sun.

Smil, det er skjult kamera!
Smile it's candid camera!

Da aberne kom ned fra træerne..
.. for at blive håndfodret med bananer.
When the monkeys came down from the trees to be handfed with banana.

Vores gruppe på sejltur.
Our tour group sailing down the Beni River in Bolivia.

Verdens største gnaver - capivara.
The world's biggest rodent - the capivara.

Capivaraer.
Capivaras.

En capivara-mor slukker tørsten med sit yngel.
A capivara mother drinking water with her babies.

En fugl hvis navn jeg har glemt.
A bird the name of which I've forgotten.

Paradisfugle
Paradise birds.

På anakonda-jagt.
Seaching for anacondas - without succes. It was a rainy day and I got stinged by some kind of tropical wasp that made my hand grow dobble size. But it was fun anyway.

Vores guide med lejrens tamme krokodille.
Our guide Chori with the camp's crocodile.

Mig og lejrens tamme krokodille.
Me and the tame crocodile from the camp.

Bobby og krokodillen.
Bobby and the crocodile. They used to spend most of the day staring at each other.