Advertisement
Published: December 4th 2007
Allerede fra begyndelsen startede det skævt. Vi havde købt flybilletter fra La Paz til Rurrenabaque - efter sigende et velsignet sted, hvor der var rigtig sommervarmt, og man kunne tage på flodture på Beni-floden. Billetterne havde kun kostet omkring 350 kr., og vi glædede os over at kunne slippe for den 20 timer lange bustur med lokal bus uden toilet på bolivianske veje.
Vi skulle flyve med TAM, som vistnok stod for ’Transporte Aereo Militar’, flyselskabet, der bruger Bolivias militærfly til også at transportere almindelige passagerer. ”Langt det sikreste valg,” ifølge damen fra Victoria Travels, der havde solgt os billetterne.
Victoria, hvis det altså var hende, der hed Victoria, havde flere gange understreget, at selv om TAMs fly normalt afgik fra militærlufthavnen i La Paz, var netop vores fly mod sædvane sat til at flyve fra den internationale lufthavn. Og uanset - hun lagde tryk på uanset - hvad alle andre ville sige, skulle vi insistere på, at vi altså skulle flyve fra den internationale. Derfor fortalte vi pligtskyldigt både den forundrede natportier og taxachaufføren, der begge var sikre på, at vi skulle ud til militærlufthavnen, at vi havde fået udtrykkelige instrukser på at gøre det modsatte.
Da vi ankom
til den internationale lufthavn klokken seks om morgenen, havde de aldrig hørt om nogen som helst afgang, der lignede vores.
- Men I kan ringe til rejsebureauet og høre dem ad, sagde den unge mand i lufthavnens informationsskranke.
Han havde vandkæmmet hår og et ansigtsudtryk, der sagde: ”jeg kunne simpelthen ikke være mere ligeglad.”
- Men rejsebureauet har sjovt nok lukket klokken seks om morgenen, indvendte vi.
Han trak på skuldrene.
- Her er nummeret ud til militærlufthavnen, sagde han. I kan gå over til betalingstelefonerne derover og prøve at ringe.
- Kunne du måske ringe for os? Det er lidt svært for os at tale spansk i telefonen, sagde vi med begyndende desperation i stemmen.
- Nej, det kan jeg ikke.
- Hvorfor ikke?
- Jeg kan ikke ringe ud, herfra hvor jeg sidder, sagde han.
- Du kan altså fra lufthavnens hovedinformationsskranke ikke foretage telefonopkald, der rækker ud over denne lufthavn?
- Nej, det kan jeg ikke.
- Kunne du så måske gå med os over til betalingstelefonerne og hjælpe os med at ringe derfra? Vi vil gerne betale, det er ikke pengene, der er et problem, det er bare, fordi det er svært at snakke spansk i
telefonen, og vi vil meget gerne nå vores fly.
- Det kan jeg ikke, sagde han.
- Hvorfor ikke?
- Jeg kan ikke komme ud herfra.
Vi kiggede på den glasboks, han sad i.
- Du siger, at du simpelthen ikke kan komme ud af din boks?
Han sukkede og rejste sig og gik med os over til betalingstelefonerne. Og forsøgte at ringe militærlufthavnen op tre-fire gange.
- De tager ikke telefonen, konkluderede han.
- Jamen, hvad skal vi så gøre?, spurgte vi.
- Det ved jeg ikke, sagde han, trak på skuldrene og sjoskede tilbage til sin boks.
Vi fulgte efter ham.
- Kan du måske slå vores billet op i jeres system, der er jo en elektronisk billet, prøvede vi.
- Nej, vi har ikke noget computersystem, svarede han.
Vi var nået tilbage til hans skranke med en dominerende computerskærm i midten.
- I har simpelthen ikke noget elektronisk system her?
- Nej.
Vi opgav ham og løb ud til taxaerne. En chauffør greb vores tasker og proppede dem i bagagerummet.
- Vi skal ud til den internationale lufthavn, sagde vi forpustet.
- Det skal vi nok nå, det er kun ti minutter herfra, sagde han.
- Hvad
koster det?
- 50 bolivianos.
- 50 bolivianos?!! Det var det, vi gav for at komme herud hele vejen inde fra byen, sagde vi forarget.
- Jamen, det koster det altså, når man kører mellem lufthavnene.
Vi opgav også ham og satte os ind i taxaen.
Da vi var kommet ud til den militære lufthavn, var den fyldt med ventende backpackere, der også skulle til Rurrenabaque. Også de to spanske kvinder fra Uyuni-turen, Amparo og Ines, der var kommet til La Paz samtidig med os, var der. Sådan er det med backpackere i Bolivia. Alle rejser ad de samme ruter og ofte på samme tid.
Vi faldt til ro og gav os til at vente. Men roen varede kun indtil, vi begyndte at tale med folk. Det viste sig, at det var tredje dag i træk nogle af dem var der. De havde efterhånden udviklet en fast rutine med at tage ind til lufthavnen, gå ombord på flyet, vente på at lette for så at få at vide, at vejret i Rurrenabaque var for dårligt til, at flyet kunne lande, hvorefter de måtte tage tilbage til La Paz, checke ind på et hotel og prøve lykken dagen efter. Vi
Udsigten fra flyet, når eller hvis man flyver fra La Paz til Rurrenabaque.
The view while or IF flying from La Paz to Rurrenabaque (another destination in Bolivia).følte os spændte på den dårlige måde.
Støjniveauet tog til, da en stor gruppe israelere begyndte at skændes med en boliviansk dame med et ”jeg kunne ikke være mere ligeglad”-ansigtsudtryk.
- Vi skriver skilte på hebræisk med dårlig omtale af jeres rejsebureau, og vi skriver det på vores israelske rejsehjemmesider!, næsten råbte en ophidset pige til ”jeg kunne ikke være mere ligeglad”-damen.
Damen talte om det dårlige vejr.
- Jamen det er jo ikke vejret. I går kunne vi ikke komme af sted på grund af vejret, men i dag er det, fordi du har glemt at genbekræfte vores fly, sagde en anden pige pædagogisk.
Hun havde taget over, fordi den anden var ved at hidse sig for meget op. ”Jeg kunne ikke være mere ligeglad”-damen blev ved med at forklare noget med en stille upåvirket stemme.
Vi begyndte at boarde. To irske piger, som var der for tredje dag i træk kom igen ikke med, fordi deres bureau også havde lavet rod i genbekræftelsen, som ingen af dem havde fået noget at vide om. Irerne smilede opgivende, men selvbehersket. Den ene gik ud på toilettet for at kaste op på grund af den madforgiftning, hun havde været
plaget af de sidste to dage. Jeg tænkte, at hvis jeg havde været i deres sted, ville jeg få lyst til at slå på nogen.
Nogle minutter senere lettede vi. Vi følte os ekstremt heldige. Vi lænede os tilbage og satte musik i ørerne. En halv time forude ventede Rurrenabaque, som var et varmt sted, hvor man kunne trække vejret, fordi det ikke lå oppe i højderne, og hvor man ikke behøvede vente spændt på varmt vand i bruseren, for i Rurre - som bolivianerne kærligt omtalte stedet - var der ikke brug for varmt vand. Med andre ord: forude ventede Paradis.
Luftturbulensen rykkede og flåede i flyet. Min mave trak sig ubehageligt sammen, jeg lukkede øjnene og tænkte på det beskidte toilet for enden af flyet. ”Vent med at kaste op,” sagde jeg til mig selv, ”you can do it. Om 20 minutter er vi i Paradis.”
Længere fremme sad en ung pige med en baby på skødet og kastede beskedent op i en plasticpose. Det var der også flere andre, der gjorde.
”Det gør ikke noget, der er kun ti minutter tilbage,” tænkte jeg i det øjeblik, da stewardessen stillede sig op i midtergangen og med et
tandpastasmil venligt meddelte, at flyet ikke kunne lande i Rurrenabaque grundet dårligt vejr, og at flyet derfor ville vende om og flyve os tilbage til La Paz. Der gik en chokbølge gennem rækkerne.
- No f… way!” udbrød alle de engelsktalende ombord.
Jeg puffede til Mathias, der ikke havde hørt beskeden. Han hev høretelefonerne ud.
- Du tror, det er løgn, men vi bliver altså fløjet tilbage til La Paz, sagde jeg med en stemme, hvis volumen jeg ikke helt kunne styre.
I det øjeblik kunne jeg nemt have erstattet ’La Paz’ med ’Helvede’.
- Det mener de simpelthen ikke!, sagde han med store øjne, NEJ, nej, nej, det er bare løgn!
De bolivianske passagerer lænede sig tilbage, lukkede øjnene, og nogle af dem kastede mere op.
Da vi landede, blev lufthavnen forvandlet til et kaos. Israelerne, der ikke var kommet med ombord, da vi lettede, var på en måde tilfredse med retfærdigheden i, at vi andre var blevet fløjet tilbage. De var stadig i gang med at skændes med ”jeg kunne ikke være mere ligeglad”-damen, som nu ikke var ligeglad mere og faktisk viste tegn på en vis sindsbevægelse.
- Vi vil have vores penge tilbage!, råbte
israelerne.
- Mumle, mumle, mumle, sagde damen oprørt og gestikulerede.
- Jamen, vi VIL have vores penge tilbage!
Jeg nærmede mig kogepunktet og satte kurs mod skranken skarpt forfulgt af en flok engelske piger og to andre israelere, der alle af uransaglige årsager havde udråbt mig til at være god til spansk og dermed deres tolk. Underligt nok gav raseriet mig hidtil uanede sproglige ressourcer.
- Vi vil gerne have vores penge, sagde jeg.
- Det kan I ikke få her, sagde damen og manden bag skranken. I skal henvende jer hos jeres rejsebureau.
Den besked havde jeg regnet med.
- Så… vi vil gerne have papir om, at fly kommer tilbage til La Paz, fordi dårligt vejr, sagde jeg.
De engelske piger nikkede og kiggede venligt ud af deres blå øjne. De havde nemlig bedt mig om at spørge efter sådan et papir, som de ville sende ind til deres forsikringsselskab.
- Det kan vi ikke skrive her, sagde damen og manden bag skranken.
- Hvorfor ikke?
- Det gør vi ikke.
Amparo, der havde parkeret Ines sammen med Mathias og al vores bagage, kom hen til skranken og gik i aktion. Hun havde tydeligvis et dobbelt forspring
En boliviansk pilot og en embedsmand.
A Bolivian pilot and a Bolivian official. i forhold til mig: hun var spanier - og spaniere er det spansktalende folk, der taler allerhurtigst og kan derfor snakke alle, deriblandt spansktalende et øre af - og hun havde tålmodighed til at charme den lille tykke mand fra skranken, der nød den sikkert uvante kvindelige opmærksomhed.
Efter en del smilen og fnisen indvilligede han i at skrive et papir til os og forsvandt i et kvarter. Han kom tilbage med en brochure om TAM. På forsiden havde han skrevet nogle linier og kronet hele sit værk med et rundt grønt stempel og en underskift. Amparo takkede, og jeg indvendte, at vi sådan set alle godt kunne tænke os sådan et papir, da det jo kun var nogle af os, der rejste sammen. Dét synes den lille tykke mand var for meget at forlange, men Amparo, der var godt tilfreds med sit eget udbytte, var allerede på vej væk. I det øjeblik nåede jeg over kogepunktet og kom op på et stadie, hvor det, der syntes som næsten fejlfrie sætninger på spansk væltede ud af min mund.
- Por favor, det er en meget lille ting! For dette lands turisme, jeg tror, at ja!, sagde jeg.
Mathias kiggede i
min retning med et undrende blik. Manden måtte have syntes, at jeg råbte, for han tyssede på mig.
- Ok, sagde han med himmelvendte øjne, hvor mange af jer skal bruge sådan et papir?
De engelske piger rejste i tre grupper, og med Mathias og mig skulle vi altså bruge fire stykker, for de to israelere havde for længst sluttet sig til den gruppe, der skændtes med ”jeg kunne ikke være mere ligeglad”-damen.
Et kvarter senere holdt de engelske piger og jeg de forjættede papirer i hånden. Og så fik Amparo arrangeret, at vi kunne få pengene fra lufthavnsskatten, som vi havde betalt inden afgang, tilbage. Vi stillede os op på en lang række og afleverede alle den lille snip, vi havde tilbage af vores boardingpas, og modtog til gengæld de 20 kr. pr. mand, som det drejede sig om. Det var ikke et beløb, der kunne vælte budgettet, men når man tænkte på, hvor meget lufthavnen ville tjene på alle de passagerer, der havde betalt lufthavnsskat hver dag og aldrig var kommet af sted, så virkede det kun rimeligt, at lufthavnen ikke skulle beholde pengene.
Sammen med Amparo og Ines gik Mathias og jeg ud til taxaerne for
at tage tilbage til La Paz og Victoria Travels. Vi ville have vores penge tilbage, og så ville vi tage bussen til Rurrenabaque. 20 timer i boliviansk bus virkede pludseligt som det rene vand i forhold til at skulle tvangsindlægges til samme cirkus i vejrguderne måtte vide hvor mange dage endnu.
Victoria Travels havde heldigvis åbent, da vi kom tilbage.
- Hola, sagde Mathias, hvis elles beundringsværdige tålmodighed var begyndt at blive lidt slidt.
- Vi er kommet tilbage, fordi vores fly lettede, men ikke kunne lande i Rurrenabaque på grund af tåge, og derfor blev vi fløjet tilbage til La Paz, og i øvrigt var vores fly sat til at flyve fra militærlufthavnen og ikke fra den internationale, som du havde sagt, så vi har i alt brugt 150 bolivianos på taxaer, og derfor vil vi nu gerne have vores penge tilbage, sagde han til Victoria, hvis øjenbryn klatrede højere og højere op i hendes pande.
Hun sagde noget med, at hold da op, og det var da noget værre noget og gav sig til at kigge i vores flybilletter, som på det tidspunkt kun bestod af omslaget, eftersom vores boardingpas jo var blevet taget, da vi boardede,
Dette er den vej, som bussen til Rurrenabaque kører ad.
This is the road to Rurrenabaque if you choose or is being forced to take the bus. og den sidste lille snip havde jeg afleveret, da vi alle generobrede pengene fra lufthavnsskatten.
Ude på gaden kørte en taxa forbi. De to israelere fra vores fly hang ud af vinduet. De vinkede og råbte: ”Vi tager bussen til Rurrenabaque nu, skal I med?” Vi rystede på hovedet.
- Ingen problemer, sagde Victoria, jeg ringer til lufthavnen, for I er jo i deres system.
Da hun havde talt med lufthavnen, skrev hun en pædagogisk lille seddel til os. Vi skulle gå ned på TAMs hovedkontor, der lå nogle gader væk fra Victoria Travels, vi skulle sige til dem, at damen fra Victoria Travels havde talt med subordinante Sanchez i lufthavnen. Subordinante Sanchez havde sagt, at alt var i orden, og at vi skulle henvende os til subordinante et-eller-andet hos TAM.
TAMs hovedkontor var et stort lyst lokale med utallige reklamebannere for flyselskabet.
”Siente la seguridad, comodidad y confort de volar en nuestro Jet,” stod der på det ene af dem - ”Mærk sikkerheden, behaget og komforten ved at flyve med vores Jet”.
Vi trak et nummer, og efter 20 minutter blev det vores tur. Vi forklarede situationen. Damen på den anden side af skranken kiggede så udtryksløst på os, at vi i et øjeblik blev i tvivl om, hvorvidt der overhovedet ville ske noget, men så sagde hun:
- Jeg skal bruge kopier af jeres pas.
Vi rakte hende beredvilligt passene.
- I skal selv gå ud og finde en copyshop og tage to kopier af hvert pas, sagde den udtryksløse dame.
- Kan du ikke bare lige tage to kopier omme bag ved?, spurgte Mathias.
- Nej, vi har ikke nogen kopimaskine her, sagde hun.
- I er altså et af Bolivias to største flyselskaber, der ikke har en kopimaskine, sagde Mathias.
- Vi har ikke nogen kopimaskiner, bekræftede hun.
Mathias gik udenfor for at få lavet kopierne. Den udtryksløse dame forsvandt omme i baglokalet, hvor hun tilbragte yderligere et kvarter, efter at Mathias var kommet tilbage. Så indtog hun sin plads foran skærmen og efter en del tasten, sagde hun:
- Jeg kan ikke udbetale jeres penge, for I har jo ikke nogen billet, og jeg kan ikke finde jer i mit system, så jeg kan ikke se, hvor meget I har betalt for billetten.
Vi trak vejret dybt.
- Jamen, det er også derfor, Victoria Travels har talt med lufthavnen, som har sagt god for det. Du skal bare ringe til lufthavnen og tale med subordinante Sanchez, sagde jeg på engelsk.
Hun ringede til Victoria Travels og talte længe med Victoria. Da hun havde lagt på, havde situationen ikke ændret sig.
- Du skal ringe til lufthavnen, til subordinante Sanchez, sagde jeg igen.
- Det har jeg gjort, sagte hun uanfægtet.
- Nej, du har ikke, du har talt med Victoria Travels, sagde jeg.
Hun trak på skuldrene.
- Jamen, hvorfor ringer du ikke ud til lufthavnen?, spurgte jeg.
- Jeg kan ikke udbetale jeres penge, for I har ikke nogen billet, og I har ikke betalt for billetten her, men hos Victoria Travels.
- Det er også derfor, du skal tale med lufthavnen, de har os i deres system og kan bekræfte, hvad vi har betalt for billetten, sagde jeg.
- Jeg kan jo ikke udbetale nogen penge, I ikke har lagt her, sagde hun. Hvis I havde købt billetten her, havde det været en anden sag. Det er jeres problem, det er ikke min skyld, at I ikke har nogen billet, sagde hun med samme udtryksløse stemme.
Og sådan blev det ved et stykke tid, hvor Mathias og jeg på skift argumenterede for den indlysende sandhed, at hun skulle ringe til lufthavnen. Skiftevist på spansk og engelsk. Der skete ingenting.
Hvis tålmodighed var strenge på en violin eller en guitar, så havde min guitar ikke flere strenge at spille på. Faktisk var den sidste sprunget. Jeg rejste mig op, lænede mig frem, henover den udtryksløse dames skrivebord, og råbte:
- Jamen, jeg FORSTÅR ikke, hvorfor det er så svært at ringe til lufthavnen, når det nu er dem, der ved, hvad det her handler om. Du siger, det ikke er dit problem, men det er det. Det er i hvert fald ikke vores. Det er meget muligt, det ikke er din skyld, men nu er det jeres problem, for vi købte billetterne gennem jeres selskab, og afgangen var aflyst, og det er derfor vores ret at få vores penge tilbage, og det er ikke mit problem, hvordan det sker, men vi går ikke herfra uden vores penge!
Mens jeg råbte, forventede jeg hele tiden at en hånd i gorillastørrelse lige om lidt ville lægge sig på min skulder, fordi jeg havde lagt mærke til dørmanden, der stod ved indgangen, og jeg var sikker på, at han ville ekskortere mig ud af butikken med det samme. Men der skete ingenting. Den udtryksløse dame fortrak heller ikke en mine. Hun svarede ikke igen, hun hævede ikke stemmen, hun gik ikke sin vej. Mens jeg råbte, skete der absolut ingenting. Til sidst måtte jeg holde en pause for at trække vejret, og fordi Mathias hev lidt i mit ærme for at få mig til at sætte mig ned.
Og så pludselig skete der noget alligevel: To mænd med et vigtigt og officielt udseende kom ud fra baglokalet og spurgte, hvad der foregik. Og det gav mig fornyet energi. Denne gang blev min ordstrøm dog ikke så lang, for den udtryksløse dame supplerede min beretning på spansk, og de sagde ”et øjeblik” og en masse andet, vi ikke forstod, og forsvandt omme i baglokalet, hvor de blev i en halv time.
Til sidst kom en af dem ud med et papir, hvor der var skrevet nogle linier på computer, og hele herligheden var skrevet under og stemplet med et rundt grønt stempel.
- Han går med jer over til Victoria Travel, og han overværer, at I får udbetalt jeres penge, sagde en af de vigtige mænd og pegede på sin kollega.
Victoria så noget overrasket ud, da vi tre troppede op. Hun lavede en del papirarbejde og udbetale vores penge.
- Og egentlig mener vi også, at du burde betale vores taxa, for det var dig, der sendte os til den forkerte lufthavn, sagde Mathias.
- Mig?!!, spurgte hun forundret, hvorfor skal jeg dog betale jeres taxa?
- Fordi det er din opgave at have styr på den slags informationer, sagde en synligt oprevet Mathias.
- Jamen, jeg blev misinformeret af TAM, det kan jeg da virkelig ikke gøre for, sagde hun ophidset.
Hendes lunte var tilsyneladende en hel del kortere end den udtryksløse dames.
- Men det er din opgave at sende dine kunder til de rigtige lufthavne!, sagde Mathias.
- Det er ikke min skyld, at jeg får forkerte oplysninger af TAM!, snerrede hun.
Vi kiggede alle tre på TAMs udsendte, der trak på skuldrene. Så takkede vi ham og gik.
Ude på gaden skældte Mathias lidt videre ud på Victoria på dansk. Vi checkede ind på vores gamle hotel. ”Aldrig aldrig mere TAM,” sagde vi til hinanden. Bussen til Rurrenabaque den dag var allerede kørt, men vi kunne tage den dagen efter.
Rundt regnet to døgn forude ventede Paradis stadig.
Advertisement
Tot: 0.104s; Tpl: 0.015s; cc: 9; qc: 47; dbt: 0.0753s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.2mb
