Tilbage i Argentina

---

VELKOMMEN TIL MINI-BOLIVIA

Så er jeg tilbage i Argentina. Jeg landede i Buenos Aires klokken syv i morges, og da jeg havde opgivet at vente på den offentlige transport, tog jeg en taxa ud til busstationen Retiro, som ifølge Lonely Planet er det eneste sted, hvorfra der kører udenbys busser.
- Du ved godt, der er strejke, ikke?, sagde taxachaufføren på halvvejen.
- Mierda!, kom jeg til at sige. Nå, men kør mig ud til Retiro alligevel, por favor, så jeg i det mindste kan købe en billet.
- Det nytter ikke noget, man kan heller ikke købe billetter, sagde taxachaufføren.
Jeg sukkede.
- Kør mig til Retiro alligevel, sagde jeg og tænkte, at han måske kunne tage fejl med hensyn til det med strejken.
- Hvorfor strejker de?, spurgte jeg.
- Fordi de ikke får udbetalt deres løn.
Vi kørte i stilhed en tid.
- Hvorfor tager du ikke ud til den anden terminal? Der strejker de ikke, sagde han.
Jeg velsignede argentinske taxachauffører i tankerne og forsikrede mig tre gange om, at det altså var de samme buser, der kørte fra den anden terminal.
- Helt de samme, kunne han bekræfte.
- Også til Iguazú?
- Også til Iguazú.
Så det var sådan, jeg endte ude i Lineres, som jeg på det tidspunkt ikke havde nogen anelse om, hvad hed eller hvor lå. Da jeg havde købt min billet, gik jeg nemlig ud i gaderne for at se, om jeg kunne nå at tage ind til centrum.
- Hvor er jeg? måtte jeg spørge den første kvinde, der kom forbi.
Hun kiggede lidt mistænksomt på mig.
- Hvad mener du? Hvor vil du da hen?
- Jeg vil bare gerne vide, hvad området hedder. Jeg vil bare se mig omkring.
- Nååå, hun lyste op i et smil, derhenne, lige efter broen, slutter Buenos Aires, for der starter provinsen. Og denne her vej er det bare Lineres.

Jeg kunne forstå på det hele, at jeg var meget langt væk fra byen og besluttede derfor at holde mig til kvarteret, der - som jeg tydeligt kunne fornemme efter ti minutter - var en slags mini-Bolivia, med bolivianske frisører og videoudlejningsbutikker med bolivianske film. De fleste mennesker på gaden havde også indianske træk. Bolivia forfulgte mig.
Da jeg hverken skulle handle ind, ringe, have repareret rør eller elinstallationer eller klippes, havde jeg absolut intet at lave i de fem-seks gader, der lå op ad busterminalen, og jeg måtte slentre tilbage til terminalen for at vente halvanden time på min bus.
Jeg satte mig på den lille café og gav mig til at skrive i min blok.
- Er det et postkort eller en bog, du skriver, spurgte manden, der var vokset op ad jorden foran mig.
Jeg forklarede, at jeg skrev dagbog.
- Hvad hedder du?
- Evelina.
- Vent et øjeblik, sagde han og løb af sted.
Nogle sekunder efter var han tilbage. Han havde skaffet en lille papæske fra noget tyggegummi og en kuglepen.
- Hvad hedder du?, spurgte han igen.
- Evelina.

Han gik i gang med at skrive mit navn på papæsken. Jeg rakte ham en side fra min blok. Han skrev E’et i mit navn, så talte han fem linier ned og skrev v’et, og sådan fortsatte han, til hele mit navn var skrevet vertikalt ned ad siden. Jeg fik et meget klart flashback til nogle indere i Bangkok for seks år siden, der også var begyndt med at skrive mit navn og havde sluttet af med at indkassere noget nær tusind af mine kroner. Jeg lukkede hånden om det sted på min taske, hvor lynlåsen sluttede.
Manden foran mig var ikke ædru, hvad enten han var fuld eller på stoffer. Men han virkede venlig og rolig. Hans negle var flossede og sorte, og hans hænder og fingre sorte af snavs af den indtørrede slags. Næsten som en skorpe af mudder. Hans tøj var plettet og beskidt. Jeg spekulerede på, om han var håndværker.
Han gik i gang med at skrive med en meget overraskende smuk og snørklet skønskrift. Ud for E’et startede tilsyneladende en hyldest til mig, hvor jeg blev beskrevet som intet mindre end et guddommeligt væsen, skønheden selv med et smil, der fik engle til at stige ned fra himlen. Dels på grund af hans skrift, dels på grund af mit spanske, der endnu ikke rækker til vidtløftigt poesi, forstod jeg kun brudstykker. Jeg prøvede at simulere et fuldstændigt sprogligt handicap.

Indimellem stoppede han op og tænkte. Det var mest hver gang, han nåede til et nyt bogstav. Jeg ønskede, at jeg havde præsenteret mig som Gry eller Ea.
- Jeg er fra Bolivia, sagde han midt i en af sine tænkepauser. Bolivia forfulgte mig.
- Det er bedre her, for i Bolivia boede jeg meget højt oppe, og der var meget koldt. Hvor er du fra?, sagde han.
- Dinamarca, svarede jeg.
Noget med mit land kom med i digtet. Han forklarede, at han var murer, hvis jeg ellers forstod ham rigtigt. I hvert fald reparerede han fortovsfliser, som folk uden nogen grund havde smadret, sagde han.
- Men i virkeligheden er jeg ikke murer. I virkeligheden er jeg digter.
Han færdiggjorde digtet og signerede det med en storslået underskift. Jeg kiggede ned på min taske og min rygsæk og vurderede sikkerheden til at være på 80 procent.
- Hvad dato er det i dag? spurgte han.
- Den 5. november.
- Nej, jeg mener år. Er det 2007? Han grinte undskyldende.
Så gik han i gang med at folde digtet til noget kompliceret origami, der blev ved med at mislykkes. Han rakte mig digtet, der var plettet af sorte fingeraftryk og gik i gang med en meget lang talestrøm, som jeg ikke forstod noget som helst af, fordi han mumlede og havde en mærkelig artikulation. Men hver gang, jeg gjorde ham opmærksom på, jeg ikke forstod det, han sagde, svarede han, at det var ligegyldigt.
- Intet i verden er tilfældigt, sagde han.
- Farverne er heller ikke tilfældige. Grøn er for eksempel håbets farve - hey, du har en grøn bluse på! Og blå er… her er blå!, sagde han og løb over til et blåt reklameskilt.

Jeg spekulerede på, om han var sulten. Så bestilte jeg en sandwich til os hver. Han gik på toilettet for at vaske hænder, sagde han.
- Er du ok? spurgte tjeneren, der var en ung fyr.
Jeg svarede, at jeg vat helt ok, og at jeg var opmærksom på mine værdier osv., hvorefter jeg fik et meget langt foredrag om, at jeg skulle passe på ham den skøre, for man vidste aldrig med typer som ham, og lige om lidt ville han måske løbe med alle mine papirer og penge og stjæle det hele, og udgangen var jo også lige derovre, så det ville være nemt at løbe, og så ville jeg have mistet mit pas og mine penge, for når de snakker meget, bliver man forvirret og uopmærksom, og hvor jeg kom fra, om jeg var fra Spanien, og om jeg rejste helt alene, altså sådan helt helt alene, og om jeg havde em kæreste, og hvordan det kunne være, at min kæreste havde ladet mig rejse helt alene, og hvor var min kæreste, og hvor længe vi havde været kærester…

Syv (år) viste sig at være et magisk tal, for ordstrømmen fadede ud og fyren løb chokeret over til sin kollega for at fortælle, at - hvor ’loco’! - jeg havde været sammen med min forlovede i syv år.
Digteren kom tilbage efter et kvarter med hænder, der bestemt ikke var blevet renere.
- Undskyld. Jeg faldt i søvn, sagde han og grinte.
Han bad mig om at skrive mit navn på en lille papæske, som han havde i en plastikpose. ”Evelina Hansen, Dinamarca,” skrev jeg.
- Og så din underskrift, sagde han.
- Min underskrift?
- Ja, vis mig, hvordan du skriver under. Ligesom jeg gjorde på digtet.
- Nej, jeg skriver ikke under. En underskrift er kun til vigtige dokumenter, sagde jeg.
Fyrene bag cafedisken nikkede anerkendende. Digteren smilede forstående og trak på skuldrene.
Jeg takkede ham, ønskede ham held og lykke og trykkede hans hånd. Så desinficerede jeg mine hænder med gelesprit, som jeg har fået for vane altid at have på mig efter Bolivia.
- Ring til os, råbte tjenerne fra caféen.
Jeg rystede opgivende på hovedet og steg på bussen til Iguazu.

---