Ø-hop 1: Lana'i

---

Onsdag 7. januar

Jeg skulle rejse halvanden uge med en tysk pige, Juli, fra et af mine fag. Vi havde ikke snakket så meget sammen i løbet af semestret, andet end at vi havde fundet ud af at vi begge blev længere i Hawaii end de fleste andre internationale studerende som tog hjem før jul, og at vi begge gerne ville rejse til de andre øer i januar, og at vi virkede til at komme godt ud af det med hinanden. Vi aftalte at rejse sammen til to af øerne, og så rejste jeg så videre til to andre øer alene bagefter da Juli skulle tilbage til Europa tidligere end mig, og desuden havde besøgt de to andre øer jeg tog til bagefter. Den 7. januar fløj vi så fra Honolulu til den lille ø Lana’i meget tidligt om morgenen. Vi havde oprindeligt tænkt at vi ville campere da Juli havde et telt og ekstra liggeunderlag, men dagen inden vi rejste havde jeg fundet og skrevet til en gut på couchsurfing som med det samme svarede tilbage at vi godt kunne overnatte hos ham, så det var super at vi ikke behøvede campere de tre dage vi skulle være der. Dylan, som vores Couchsurfing-vært hed, hentede os i lufthavnen da vi landede på Lana’i kl. 7 om morgenen. Lanai’ er en lille ø med kun omkring 3000 indbyggere. Den er speciel fordi den er 98 procent privatejet. Den blev oprindeligt opkøbt af Dole-koncernen i sin tid som igennem tiderne har prøvet at dyrke forskellige ting såsom sukkerrør og kaffe, men i dag henligger øen mest som et slags hedelandskab med højt, tørt græs og lidt småbuske og lave forvitrede træer. Vesterlændingene indførte også får og kvæg som åd alt vegetation med den konsekvens at der var stor jordafvaskning og ingen planter til at holde på vandet. En kvik botanist indførte så for omkring 100 år siden en bestemt type store grantæer, Norfolk pines, som vokser hurtigt, kan samle skyer så det kan regne, og holder på jorden og vandet. Det er derfor der på en del af mine billeder er nogle store flotte fyrretræer som ligner at de hører hjemme i et meget nordligere klima, og det gør de så oprindeligt også. Dole-koncernen har i mange år ikke dyrket noget på øen og i dag er nærmest den eneste indtægtskilde for beboerne på øen at arbejde på de to resorts som firmaet har opført. På hele øen er der kun tre asfalterede veje. Den ene går fra den lille hovedby Lana’i City midt på øen ned til det ene resort, som ligger ved en lille færgehavn hvorfra der går færge til en af de andre øer. Den anden går forbi lufthavnen og ned til en lille industrihavn, og den tredje går op til øens andet resort, som dog er lukket for ombygning for tiden, og lidt længere ud, men ender midt i det hele og fortsætter som jordvej. På resten af øen er der jordveje som man mange steder skal bruge firhjulstrækker for at komme rundt på. For nylig er øen - inkl. resorts - dog blevet købt af en stor rigmand som har annonceret planer om at lave noget økoturisme, men det er indtil videre spændende at se hvad det skal blive til. Der er et par caféer/restauranter i den lille by, og et par små dagligvarebutikker, hvor i hvert fald den ene er ejet af rigmanden. Derudover er der en bank og et par andre småforretninger, men det er det, de eneste butikker og spisesteder på øen ligger i den lille by, og de ligger alle sammen rundt om bymidten som udgøres af en stor græsplane helt fyldt med de store Norfolk pines jeg skrev om før. Nå, men vores Courchsurfing-vært Dylan arbejder som sikkerhedsvagt om natten på det ene resort nede ved stranden, og det passede med at han lige havde fået fri og kunne hente os der tidligt om morgenen. Vi tog ind og spiste på en lille hyggelig café, Blue Ginger Café, som ligger der i det centrum af den lille by, hvorefter vi tog hjem til Dylan, som kun bor 200 meter derfra, og alle sov et par timer. Da Juli og jeg vågnede sov Dylan stadig, så vi gik tilbage ind til ”centrum” da Juli skulle i banken og jeg skulle spise frokost og derefter tog vi ind på et lillebitte museum der havde en fin lille udstilling om øen, især om plantagetiden. Da vi kom tilbage var Dylan vågnet og vi tog til stranden nede tæt på det resort hvor han arbejder. Stranden er egentlig også ejet af føromtalte rigmand og hører til resortet, men den bliver kørt som offentlig strand hvor alle de lokale også tager hen. At den hører til resortet betyder så at den havde meget bedre toiletter end nogen offentlig strand nogensinde ville få 😉 Det var en virkelig lækker strand, og der var fantastisk snorkeling! Vi så flot solnedgang på vejen hjem som badede de græsklædte landskaber i varmt, flot gyldent lys. Da vi kom hjem lavede Dylan lækker og sund mad, wok-kylling og grøntsager og ingen ris, så det var luksus at både få gratis hjemmelavet mad og overnatning - og privatchauffør! Juli og Dylan røg noget hash - igen (det er der i det hele taget rigtig meget af på Hawaii, selvom det ikke er en af de stater hvor det er gjort lovligt) - og vi så et par afsnit Family Guy hvorefter vi alle gik tidligt i seng - Dylan kun et par timer da han som sagt arbejder som sikkerhedsvagt om natten.



Torsdag 8. januar

Juli og jeg spiste morgenmad på Blue Ginger Café igen - deres amerikanske pandekager - som jo er mindre, men meget tykkere end europæiske og hvor man derfor normalt spiser et par stykker - var ligeså store som en hel stor tallerken - det har jeg ikke set nogle andre steder, og var ret overvældende (man spiste så kun én). Vi gik op til det andet resort lidt udenfor byen. Herfra går en vandrerute op til et meget smukt punkt med udsigt til smukke kløfter og mange farver - meget rød jord, blå himmel og hvide skyer, mange nuancer af grøn, og det blå, blå hav i baggrunden med udsigt til øerne Moloka’i og Maui i baggrunden. Vi mødte et par på stien - som vi resten af dagen, og vist også en gang dagen efter - blev ved med at løbe ind i, så vi kunne tage billeder af hinanden. Da vi kom tilbage var Dylan stået op efter nattens arbejde. Han havde lånt sin fars firehjulstrækker så vi kunne køre på de veje som ikke er asfalterede. Da vi var kommet udenfor byen satte Juli og mig os om på ladet - det er ganske normalt her, både hunde og mennesker sidder tit på ladet, også i Honolulu, selvom det egentlig ikke er lovligt, men det er tydeligvis ikke noget der bliver håndhævet. Vi kørte sådan et par kilometer, det var en øde vej - Lana'i er i det hele taget meget øde - og det var højt solskin, blå himmel, og vejen snoet med udsigt til blåt hav i baggrunden, og tørt, men flot græs- og busklandskab, og det var rigtig sjovt at køre afsted med vind i håret og kunne nyde det smukke landskab og udsigt. Dylan havde sin lillebitte hund med som sad på bagsædet med hovedet ud af vinduet hele tiden, det så virkelig sjovt og hyggeligt ud. Da asfaltvejen endte, og - den bumpede - jordvej startede, satte vi os tilbage ind i bilen. Det par vi havde mødt og snakket med på vandreturen tidligere på dagen, var der med deres lejede Jeep, og kunne ikke køre videre da man ikke må det med lejet bil, så vi følte os ret heldige da vi kørte forbi i den store firehjulstrækker og videre ad den bumlede jordvej. Dylan ville have vist os et gammelt, nedlagt hotel som aldrig rigtig blev til noget og som nu om dage skulle være ret spøgelsesagtig, men vejen var virkelig dårlig og da vi kom til et sted med meget vand på vejen måtte vi vende om - så selv den store firhjulstrækker kunne ikke hamle op med terrænet alle steder. Vi kørte ned ad en anden jordvej og måtte også stoppe før vi helt nåede vores bestemmelsessted igen fordi vejen var for mudret og våd, men vi kunne gå resten af vejen ned til havet. Her gik vi langs stranden et godt stykke til vi kom omkring en pynt og kunne se det vi var kommet for at se - et skibsvrag fra Anden Verdenskrig. Det er noget med at det var et skib fra den amerikanske flåde som vist med vilje blev stødt på grund, jeg kan ikke huske hvorfor. Men det er vist specielt at bunden er lavet af beton - spørg mig ikke hvordan - og derfor står det ret op, sikkert på et lavt rev, og står stabilt efter så mange år. Det er helt rustet og rødt, og ser ret spøgelsesagtigt ud, á la den Flyvende Hollænder. Vi gik lidt tættere på og sad lidt på stranden og hang ud. Solen gik ned bag højdedraget midt på øen, så vi nåede lige at se solens stråler lyse det rustne skib op, det så flot og dramatisk ud. Solnedgangen over den ret øde ø med udgåede træer og skyer der kom ind samtidig med, så meget dramatisk, men smukt og stemningsfuldt ud. Vi gik tilbage til bilen langs endnu en jordvej mens det blev mørkt. På vejen var der to steder inde mellem nogle træer nogle få faldefærdige huse/skure som vist var beboede, men meget forfaldne og nok noget af det mest øde man kan forestille sig, selv på en i sig selv afsidesliggende ø. Tilbage i "byen" spiste vi på en lille hyggelig restaurant med forbavsende god - italiensk - mad.



Fredag 9. jan.

Juli og jeg hikede the Monro Trail som er en vandrerute der går tæt forbi det sted vi vandrede op til i går, og så videre op på en ridge - højderyg - og gennem en del skovbevoksning før den gik ned igen og ud på et åbent stykke. Vi havde læst at den som sagt gik langs en ridge, så vi havde rigtig glædet os, men det meste af turen, i hvert fald lidt over den første halvdel var vi ret skuffede, for det gik bare op og op, og stien gik inde i noget skovbevoksning, så der var ikke rigtig så meget udsigt. Da vi endelig kom op på højderyggen tyndede træerne lidt ud, og vi kunne begynde at se smuk udsigt over havet og de to øer tæt på, Maui og Moloka'i. Den udsigt havde vi et godt stykke på vejen ned. Desuden var solen kommet frem på det tidspunkt, så på trods af vabler og et godt stykke endnu, steg vores humør betragteligt. Sidste del af vejen da vi var kommet ned fra højderyggen var en bumpet, bred jordvej med højt græs på begge sider, men ellers relativt fladt og med flot udsigt til ridge’n vi kom fra, og øde græs- og buskbevoksede bakker den sidste del af turen, og vi gik lige mod solnedgangen, det var næsten som at være på prærien, vi manglede bare en hest. I alt var turen på 20 km - plus de par kilometer vi gik for at komme til starten af stien.

(Jeg havde ikke en ordentlig rygsæk med, kun sådan en slags stofpose med snore som børn normalt bruger til gymnastik - og som der er mange der bruger herovre - jeg havde fået den gratis som noget promotion. Den var bare ret gået i stykker da jeg havde fyldt den for meget og for tungt de sidste par dage, så jeg havde et værre bøvl med at snorene gik op og jeg måtte binde flere og flere knuder for at snorene kunne blive siddende i hullerne i tasken, men sømmene gik op, så jeg havde lavet et system med en plasticpose uden på som tasken så var nede i og snorene ud af og så kunne jeg nogenlunde have den på ryggen, hvis jeg indimellem støttede med hænderne under den bag ryggen. Ikke så ergonomisk korrekt og ikke så smart på sådan en tur, men sjovt at tænke på bagefter. Man skulle nok have været der og se den anordning for at forstå hvor skørt det var. På den næste ø købte jeg en rygsæk.) Jordvejen endte ved en af de tre asfalterede veje på øen, lige netop da solen gik ned. Der var måske ti kilometer ind til byen, så vi havde planlagt at blaffe, så efter at flere lokale var kørt forbi og havde set irriterede ud, kom en kæmpe stationcar med amerikanere fra the mainland - altså selve USA - forbi og stoppede og tog os med, de var rigtigt venlige - især at de samlede os ret støvede hikere op i deres store og rene bil - og smalltalkede venligt løs som amerikanere jo tit er gode til. De ejede en ferielejlighed på øen, så de kom her hvert år for at spille golf. Vi var godt trætte da vi kom hjem, og spiste rester af noget pasta Dylan havde lavet et par dage før. Vi bestilte en "taxa" til lufthavnen til om morgenen og sagde farvel til Dylan da vi skulle tidligt afsted, så han var stadig på nattevagt da vi tog afsted tidligt.



Lørdag 10. januar

Vi var oppe meget tidligt og tog en taxa til lufthavnen som er meget lille. Da øen også er meget lille, og den næste ø, Moloka'i, vi skulle til også er lille uden supermange turister, og det desuden var en meget tidlig afgang, var vi de eneste to passagerer ombord på flyet! Det var ret sjovt, da der så kun var os og stewardessen i et fly som selvfølgelig ikke var kæmpestort, men heller ikke helt lille. Da der som tidligere nævnt ikke er så mange steder at arbejde på øen havde vi den sjove oplevelse at hende som havde ekspederet Juli i den lille bank to dage forinden også var hende der tjekkede os ind i lufthavnen. Ja, som sagt lille ø. Vi lettede sammen med solen.

---