Ø-hop 2: Moloka'i

---

Lørdag 10. jan.

Da vi landede på Moloka’i (fra Lana’i) havde vi planlagt at tage en lille bus - som jeg havde læst var en minibus der kørte få gange om dagen til og fra den lille hovedby Kaunakakai og så til en mindre bebyggelse på den anden side af lufthavnen, mod vest, og halvvejs ud mod øst. Den var gratis da det er et socialt tiltag for at folk på den meget aflange ø - med forholdsvist store afstande og øde områder - kunne komme ind til byen og de to andre småbyer på øen hvis man boede langt ude og måske ikke havde bil (hvilket er temmelig besværligt sådan et sted) kunne komme ind og handle, og børnene i skole. Nå, men da vi så landede i den lille lufthavn, spurgte vi en turbus-chauffør om den bus, men han sagde at den ikke gik ind til Kaunakakai, men ud til en anden lille by (hvor man måske så kunne vente og tage den tilbage til Kaunakakai senere, det kunne jeg forestille mig), så vi var rimelig meget stuck, da vi ikke havde tænkt os at leje en bil. Men ret hurtigt kom ham chaufføren fra tur-bussen tilbage og sagde at han kunne give os et gratis lift ind til Kaunakakai da de to passagerer han skulle have samlet op ikke var dukket op. Det var vores første møde med befolkningen på Molokai - som også bliver kaldt ”the Friendly Isle,” og det fik vi til fulde oplevet! Da vi kom ind til byen satte han os af ved et hyggeligt bageri/café som jeg også havde læst om i min guidebog, og som han også anbefalede. Før vi spiste gik vi lidt rundt på det lille marked der var der den dag. Juli var lige ved at købe en ukulele af en mand som lavede dem selv, og jeg fik endelig købt mig en flettet hat af to som sad og flettede dem selv. For ikke at afbryde den røde tråd der kommer lige om lidt, vil jeg lige indskyde her at da vi senere gik ud af bageriet hørte jeg pludselig nogen tale dansk! Det var en familie hvor faren var fra England, og talte lidt dansk, men moren og datteren talte dansk, jeg snakkede kun kort med dem, men det var noget med at de skulle bo på Oahu et år hvor han havde fået et job med at skyde ænder eller noget, og nu var de vist bare et par dage på Moloka'i på ferie. Det var alligevel ret utroligt, så langt væk fra Danmark man nærmest bogstaveligt talt kan komme, og så på en lille og ret spredt beboet - og forholdvist ubesøgt ø - møder man alligevel andre danskere! Nå, men vi spiste morgenmad i bageriet/caféen og faldt hurtigt i snak med et ældre par ved nabobordet. De tilbød hurtigt at vi da kunne overnatte hos dem. Vi var ret overvældede, og sagde at vi allerede havde et sted at sove - nemlig på en reje-farm! Dagen inden vi tog afsted til Lana'i, havde vi gennem Couchsurfing skrevet til en gut, John, der ejer en reje-farm, og mens vi var på Lana'i ringede han og sagde at vi godt kunne sove der, så vi var igen heldige at slippe for at campere som vi ellers havde tænkt.



Nå, men det ældre par - antie Butchi (egentlig Kay) og uncle Robert som de præsenterede sig som (i Hawaii kaldes alle ældre folk uncle og antie) - var meget insisterende og sagde at reje-farmen lå meget langt væk fra alting, og at vi i det mindste kunne køre med dem hjem og se det, og læsse vores ting af, og så kunne vi bestemme, og desuden boede de kun en mil udenfor byen, så det var nemt at komme til. Og så havde de desuden også en ekstra bil vi kunne låne! (endda en firehjulstrækker, så det var til at komme til at køre på de jordveje vi senere kørte på). Vi kørte så med dem hjem, og der var ganske rigtigt et helt hus der bare stod klar til at bruge, så vi kunne sove på en sofa hver og bare bruge køkken og badeværelse osv. Rimelig vildt. Så det takkede vi ja til. Jep, som jeg sagde - the friendly isle. Huset lå bogstaveligt talt 2 meter fra det hus hvor de boede, og var egentlig hendes mors, men moren var for et år eller to siden taget til Honolulu for at besøge børnebørn og oldebørn, og var blevet hængende der uden intentioner om at komme tilbage, så huset stod bare som hun havde forladt det - med en kalender med alle aftaler skrevet ind og alle ting stod som de var forladt. Så med nu hele to tilbud om overnatning slap vi slap endnu engang for at campere som vi ellers havde tænkt. Rejefarmen lå halvvejs på vejen der går langs det meste af sydsiden mod øst. Øen er meget aflang, så der er en vej på sydsiden af øen som fra byen midt på sydsiden går næsten helt ud til øst, og så bare ender der (de sidste mange mil bor der heller ikke langs vejen, den ender ude i regnskov og klipper og strand). Samme vej går også langs sydsiden mod vest og går senere ind midt på øen og så stik vest og ender ude ved havet, og så er der et par småveje på vejen. Derudover er der en vej fra hovedbyen midt på øen, på sydkysten, det korte stykke op til nordsiden af øen hvor den ender. Men det er de større, asfalterede veje der er, så er der en del jordveje hvor man kun kan komme rundt med firhjulstrækker. Så det er lidt ligesom på Lana’i, bare i lidt større målestok at der kun er få asfalterede veje.



Nå, men vi kørte ud til rejefarmen for at fortælle at vi ikke kom og sov der alligevel, og så blev vi inviteret til bare at være med til den luau (fest) de skulle have om aftenen! (Vi vidste godt de skulle have en luau, for det havde John fortalt da han ringede og sagde at vi kunne bo der, så vi havde lidt håbet på at vi stadig blev inviteret, og det blev vi så også). Endnu engang stor venlighed og åbenhed. En luau er et hawaiiansk ord for fest, og da vi kom var der en masse folk i gang med alt muligt, bl.a. at stege en hel gris over bål, mens andre pakkede rejer over i udrugningsbygningen. John der ejer reje-farmen er egentlig fra New Zealand, men har været her de sidste 9-10 år. Han er en stor, brovtende fyr, med noget af et temperament og lidt af en show-off, men også flink. John viste os stolt rundt, der var en masse store runde udendørs bassiner, med havvand i, men de ligger stadig inde på ejendommen, hvor rejerne opdrættes og hvor de så fanger (”høster”) dem og flytter dem ind i nogle indendørs runde tanke hvorfra de så transporteres levende videre til Asien hvor de bliver brugt til yngel til de rejer der så bliver brugt til at spise. John og en yngre fyr der arbejder her, Beau (udtalt Bow) trængte til at bade lidt oven på arbejdet og forberedelserne til luau’en, så vi tog med dem ned og badede ved stranden som farmen ligger meget tæt ved. Da vi kom tilbage begyndte der at komme flere folk, alle lokale som enten arbejder for John indimellem eller bare er naboer/bekendte, og folk havde mad med, så det var endnu engang det populære potluck-format (sammenskudsgilde) som jeg før har beskrevet er populært i Hawaii. Ellers var det vist Scarlett - en hawaiiansk midaldrende kvinde der arbejder her - som stod for at styre rundt med maden. Festen var til ære for at en businesspartner fra Singapore, og hans kone, var på besøg, så da de var ankom, og havde fået blomsterkranse om halsen lavet af Scarlett, var det bare om at tage for sig af retterne. Rimelig lækkert for os der jo ikke havde haft noget med - eller lavet noget som helst. Der var sat et langbord op med alle retterne, fra den helstegte pattegris til sødkartoffelsalat, miniblæksprutter i stuvet spinat i kokosmælk, til poke (som udtales po-key og er en populær hawaiiansk ret der består af små stykker rå fisk i forskellige dressinger og meget populær, man kan endda få det i supermarkederne i Honolulu) og meget andet. Vi var vel alt i alt 20-30 folk, og vi sad udenfor ved borde-/bænkesæt. Da vi havde spist var der 4 af de lokale som spillede og sang hawaiiansk musik på ukulele mm. Med al respekt, så lignede de lidt nogle bondeknolde, men de var virkeligt gode, og der var nogen der fortalte at de vist havde spillet til et bryllup tidligere på dagen eller ugen eller noget, så det var vist noget de gjorde indimellem. Scarlett dansede også lidt hula sammen med hendes voksne datter, og senere kom en huladanser og gav et par numre. Der var en meget afslappet stemning og folk hang ud og hyggede sig (nogle med noget som ikke kun var almindelig tobak, det er som tidligere fortalt ret udbredt på Hawaii). John skulle også lige fremvise sin blankpudsede og skinnende Harley Davidson, som gæsterne så fik lov at komme op og sidde på og lege lidt med gassen - og den efterfølgende lyd - og blive begejstrede, uden at den dog kørte nogen steder, kun John fik lov at køre lidt rundt, men ellers var den vist mest til udstilling. Han havde også to flotte - og ridsefri, skinnende - 50’er amerikanerbiler stående. Da festen var startet tidligt, kunne vi også køre "hjem" ikke alt for sent, og vi var ret trætte da det havde været en lang, men virkelighed spændende og begivenhedsrig dag!



Søndag 11. jan.

Vi havde aftalt at mødes med Beau (som vi havde mødt i går på reje-farmen). Han bor lidt oppe ad bjerget ad en jordvej der starter lige på den anden side af vejen skråt overfor indkørslen til rejefarmen. Vi samlede ham - og, viste det sig, hans to hunde - op og kørte videre østpå (øen er meget aflang, og der er hovedsageligt én highway der kører vest, én der kører kort nord og så en der kører øst). Vi spiste morgenmad det eneste sted på østsiden hvor der er en butik/café. Derefter kørte vi så langt man kan komme øst, langs en meget smuk rute, med havet lige på den ene side og bjergene lige på den anden. Det sidste stykke før vejen ender bor der ingen mennesker, og det er bare en masse hårnålesving op og ned, og meget smuk udsigt. Vejen ender som sagt blindt da der kun er regnskov i denne ende ad øen. Der var nogle lokale - hvoraf Beau kendte flere, der bor ikke så mange indbyggere på øen - som hang ud ved den lille bugt hvor vejen endte, med al deres grill og mad som er meget almindeligt at familier tager med på stranden og hænger ud hele dagen (i skyggen, selvfølgelig), alle steder på Hawaii, også i Honolulu. Nå, men vi parkerede og hikede et godt stykke ind i regnskoven til et meget flot vandfald der endte i en stor sø. På vejen passerede vi nogle gamle stenruiner, eller knap nok, men der lå en masse store sten som man kunne se lå i nogle mønstre som man kunne forestille sig var fundamentet for huse. Der havde ligget en lille beboelse i det område, vist så sent som i 50’erne eller noget, men hvor en tsunami havde smadret det, og nu er det groet til i regnskov. Egentlig skal man have en lokal guide med - og det havde vi jo på en måde også, selvom Beau er fra the Mainland og kun har boet der et par år (men vil bo der resten af sit liv), men helt rigtigt skal det vist være én som på en eller anden måde er mere officielt. Vi mødte kun én anden lille gruppe mennesker, nogle turister hvor guiden var ”rigtig” lokal og som Beau kendte og hilste på (og vi havde jo gratis guidet tur 😊) Et par steder skulle vi over en slags fos eller hvad man skal kalde det på dansk, og Beau måtte bære sine hunde over, heldigvis var der nogle store sten vi kunne krydse over på. Der var fyldt af myg (tak, hvide mennesker som tog dem med til Hawaii), så jeg måtte fravige mine principper og bruge noget af Julis kemikalske myggespray, da det tea tree oil jeg ellers havde med og som skulle virke afskrækkende på myg, ligesom ikke rigtig virkede. Ellers var det en rigtig hyggelig tur, og det var et stort vandfald vi kom frem til. Jeg var forkølet (!), så til at starte med hoppede jeg ikke i, men jeg tog billeder mens Juli og Beau svømmede over på den anden side og klatrede lidt op ad klippevæggen og hoppede i derfra.

Selvom folk også badede i de vandfald jeg har besøgt i regnskovene på Oahu, har jeg ikke villet bade da jeg har hørt at der kan være nogle grimme bakterier i (og det er ikke bare min sædvanlige bacille-fobi, det er reelt nok, der står skilte ved de mest besøgte vandfald om det, og jeg har hørt om en gut der døde efter han havde badet sådan et sted fordi han havde et sår hvor bakterien kunne komme ind). Men da denne her sø vi var ved nu var en forholdsvist stor sø, sammenlignet med de andre jeg har set på Oahu, er der sikkert bedre flow og dermed bedre vandmiljø, og desuden kom vandet højt oppe fra bjergene hvor der nok ikke lever så mange vilde grise som vist er skyld i bakterierne i de andre vandfaldsøer. Da Juli og Beau kom tilbage, var jeg alligevel blevet fristet, og havde overbevist mig selv om at jeg kun kunne tage risikoen, så jeg ville gerne i. Jeg havde ikke badetøj med da jeg ikke havde regnet med at jeg ville i, så derfor måtte det jo blive nøgen, og det ville Juli og Beau også godt være med til, så de hoppede i igen. Det var isende koldt så det var ikke ligefrem en lang badetur, men nu kan jeg da sige at jeg har badet nøgen i en vandfaldssø langt inde i regnskoven på en fjern og ufremkommelig ø i Hawaii. Det passede med at solen gik ned lige da vi kom tilbage til bilen og det tog et godt stykke tid at komme hjem til ”vores” hus, både pga. mange sving, og fordi hastighedsbegrænsningen de fleste steder kun er 35 mph, ca. 56 km/t. Da der jo ikke er noget som helst gadebelysning - eller lys fra huse, bortset fra enkelte steder på vejen på vej tilbage mod byen - er det absolut buldrende mørkt. Juli og mig standsede på tilbagevejen, efter at have sat Beau og hans hunde af, og slukkede bilen og så nogle meget klare stjerner da der jo ikke var en eneste anden lyskilde med kunstigt lys, i bogstaveligt talt miles omkreds. Det var ret utroligt og en helt speciel stemning.



Mandag 12. jan.

Vi brugte det meste af formiddagen på at bøvle med at få bilen startet. Helt fra begyndelsen tog det lang tid at få den startet, vi måtte dreje nøglen igen og igen og prøve mange gange før det lykkedes. Men denne formiddag, efter at have spist morgenmad på samme bageri som i går, kunne vi bare ikke få den startet. Vi prøvede i lang tid, og til sidst gav vi op og gik hen til en mekaniker der heldigvis var tæt på. Han testede først batteriet, men det var fint, og også han havde problemer med at få den startet, og mente der var problemer med tændingen, så det var godt at vide at det ikke var batteriet i hvert fald så vi ikke risikerede at strande et øde sted med små chancer for at møde andre bilister. Så der var ikke andet at gøre end at hver gang vi startede den at vrikke med nøglen på 7 forskellige måder 17 gange, og på et tidspunkt startede den endelig. Nå, men den morgen - efterhånden middag, da vi endelig fik den startet - kørte vi ud til den øde vestside med øde strande. Bølgerne var dog alt for høje, så efter først at have ligget lidt på en meget bred og meget lang strand med kun 3-4 andre mennesker i alt, gik vi på jagt efter en anden mindre og endnu mere isoleret strand som var beskrevet i min guidebog, og som Beau også havde anbefalet. Vi måtte parkere bilen og så gå et lille stykke ned ad en jordvej til stranden hvor der også kun var få mennesker. Det var virkelig en hyggelig strand, så vi hang ud der og så solnedgang og lavede et lille bål - det var virkelig utroligt hyggeligt og føltes meget rigtigt at sidde på en øde strand på Hawaii og se først solnedgang og så stjerner mens man har bål på stranden lavet af tørt træ fra Kiawe-træerne lige bagved (som er overalt på øen - invasiv, naturligvis - og som har nogle afsindigt store og lange torne som man konstant må pille ud af flipflapperne, og som nogle gange går igennem sålen og stikker én, så det var jo en fin hævn med bål).



Tirsdag 13. jan.

Vi kørte ad nogle meget lange og meget øde jordveje ind til et stort skovområde midt på øen. Her parkerede vi ved et smukt udsigtspunkt med udsigt ud over en skovklædt dal og havet i baggrunden. Herfra hikede vi et godt stykke videre ad en jordvej hvor man ikke kunne køre. Den endte ved et hegn og låge hvor regnskoven begynder, og her er lavet en smal sti af enkelte brede planker med noget groft metalnet for at det ikke skal være alt for glat, og for at beskytte regnskoven. Denne del af regnskoven er på en eller anden måde et sted der er ekstra beskyttet da det er en del af skoven der stadig er helt oprindelig regnskov med nogle af de planter der ellers er udkonkurreret af invasive arter de fleste andre steder i Hawaii. Man kan sagtens se at den er meget mere tæt, bregnerne er større, der vokser meget mos på grenene og den er ligesom tættere og tykkere, nærmest fortættet - og ja, virker i det hele taget bare ældre og meget ur-agtig og oprindelig. Nogle steder følte jeg det næsten helt andægtigt, og der var også ret stille, og solen stod ind med skrå solstråler, det var ret specielt og stemningsfuldt. Nå, men i et godt stykke gik vi på det metalnet på de smalle planker, men på et tidspunkt stoppede der så med at være metalnet, og kun de - nu meget glatte pga. fugten - træplanker fortsatte, men kun et kort stykke endnu, så hørte de også pludselig op. Stien fortsatte dog til en start rimelig synligt, men blev hurtigt mere og mere mudret, og sværere og sværere at se med en tættere og tættere bevoksning af store bregner og en slags meget højt og meget bredbladet græs. Nogle steder var der også forræderisk mudret - på overfladen lignende det solidt jordunderlag da der lå små blade og voksede græs på overfladen, men det viste sig at være tykt, dybt, blævret mudder, så efter at være sunket i et par gange til op over anklerne, hvor mine vandrestøvler var helt dækket, (jeg gik forrest på det tidspunkt, ærgerligt for mig, heldigere for Juli), fandt vi ud af at være mere forsigtig og måtte op og balancere på kanten af trærødderne langs stien. Til tider var det svært overhovedet at se hvor stien var, men den var afmærket med små blå bånd indimellem. Til sidst kunne vi dog hverken finde stien eller et blå bånd der fortalte os hvor den fortsatte. Vi ledte efter et udsigtspunkt som min guidebog havde beskrevet - den havde beskrevet stien med metalnettet, men ikke at det stoppede, så vi syntes også at det lidt mærkeligt. Vi blev enige om at vi hellere måtte gå tilbage da vi nu ikke kunne se hvor stien fortsatte, og det ikke ville være så smart at fare vild langt inde i en regnskov uden mobilforbindelse overhovedet. Men nu kunne vi ikke finde stien tilbage da der det sidste lange stykke ikke rigtig havde været nogen egentlig sti, og nu kunne vi heller ikke finde den sidste af de sporadiske sløjfer som havde vist os at vi dog var på vej et sted hen. Juli prøvede at klatre op i et træ, fordi vi på det sidste stykke havde haft en stor kløft på den ene side ikke så langt fra hvor vi gik, så det var også derfor vi var blevet ved med at tro at vi snart måtte komme til det udsigtspunkt, men stien fortsatte bare langs med kløften, lidt inde i skoven. Vi fandt dog den sidste sløjfe efter at have gået lidt rundt, og kom så endelig tilbage til stien med planker og net, og begyndte at gå tilbage, lidt skuffede da vi ikke havde fundet det udsigtspunkt vi var kommet efter. Pludselig kom vi dog til et sted hvor der var en sti der drejede af, også af den gode slags med net og planker, og som vi overhovedet ikke havde bemærket da vi gik forbi på vejen ud. Vi fulgte den noget tid, og fandt endelig udsigtspunktet, og det var det værd, med smuk udsigt over høje kløfter, kølig luft der kom trækkende nede fra kløften, og en sol der efterhånden var gået over i gylden eftermiddagssol. Normalt føles turen tilbage - fra hvad som helst - altid hurtigere, men især sidste del af turen da vi kom tilbage ud på grusvejen føltes meget lang, vi var efterhånden rimelig udmattede og sultne, vi brugte i alt omkring 5 timer, og det havde vi slet ikke regnet med, vi havde måske tænkt 2 eller noget, så jeg var glad for mine müslibarer som jeg for det meste altid havde med mig. Der var også turen tilbage ad den første jordvej som var ret lang, og vi skulle nå at købe et par ekstra ting vi ikke fik købt dagen forinden, og vi var ved at komme i tidsnød da vi havde inviteret vores værtspar til middag. Bilen ville selvfølgelig ikke starte igen, så der var vi lige ved at blive nervøse for at strande langt inde i en skov uden mobilsignal og hvor der var måske 20 km jordvej tilbage til asfalteret vej, og solen var på vej ned. Til sidst lykkedes det dog og vi kunne komme hjem, vi måtte udskyde spisningen en time, men det gik fint, vi lavede frikadeller med kartoffelsalat - som også er typisk tysk - og det blev faktisk rigtig godt, og jeg tror de var glade. Det var måske også lidt rart for især Kay at sidde og spise i sin mors hus og at der var lidt liv der, nu når det ellers bare stod tomt.



Onsdag14. jan.

Vi var tidligt oppe og kørte den forholdsvist korte vej op til nordsiden af øen, hvor vejen ender. Her ender øen brat i nogle meget høje og lodrette klipper - én af dem er verdens højeste hav-klippe. Midt på denne nordside er der en helt flad halvø, Kalaupapa, som på en eller anden måde er kommet til ved senere vulkansk aktivitet end resten af øen, og den eneste vej man kan komme dertil er at hike ned ad de meget stejle klipper, eller med fly. Fra engang i 1800-tallet og helt op til slutningen af 1930’erne/starten af 40’erne blev denne halvø brugt til at deportere folk til fra hele Hawaii der led af spedalskhed, netop pga. af det totalt isolerede område. Der er beretninger om at nogle folk blev skubbet i havet ud for kysten og selv måtte svømme ind fordi besætningen på de skibe der sejlede dem dertil var bange for at lægge til pga. - misforstået - frygt for sygdommen. I starten var det lovløse og kaotiske tilstande, men så kom der en ung belgisk præst - Father Damien - og fik sat skik på tingene. Han var der i en årrække inden han selv døde, og har været af meget stor betydning. Bl.a. viste han sin medmenneskelighed og forståelse for folk med spedalskhed - ved at få lavet huller i kirkegulvet. Grunden til det er at når man lider af spedalskhed danner man åbenbart rigtig meget spyt, og før havde de syge ikke rigtig lov til/ lyst til at komme ind i kirken da de skulle spytte tit og jo ikke rigtig kunne gøre det inde i en kirke, men nu kunne de spytte ned i de huller. Father Damien er lige for nylig - vist så sent som i efteråret, tror jeg - blevet helgenkåret som vist den første i USA, så det er man stolte af på Hawaii. En nonne som kom til senere og som også var der i rigtig mange år, er vist også blevet indstillet til helgenkåring. En tredje ung mandlig præst kom også senere og betød rigtig meget. Jeg købte en biografi af en kvinde der som ung - i 1934 (!) - blev deporteret hertil. I 1941 blev der fundet en kur mod sygdommen, og de patienter der boede der fik lov at rejse væk fra Kalaupapa, noget der ellers før havde været helt utænkeligt, men mange blev boende i mange år bagefter, selvom de nu indimellem besøgte resten af øen og de andre øer osv. I dag bor der stadig et par få gamle patienter som har valgt at blive, men som ellers rejser frem og tilbage og kan komme på hospitalet osv. Det er i dag også et sted man kan besøge som turist, det fungerer både som en slags national- og kulturpark - der er flere myndigheder inde over, det er endda sit eget county (slags amt), hvor resten af øen ellers hører til Maui County (en af de andre større øer). For at komme derned kan man som sagt flyve - som koster rigtig mange penge, og som turist kan man også leje et muldyr som har et sikkert fodfæste på vejen ned over klipperne. Det foregår i en stor gruppe og er også rigtig dyrt, så Juli og jeg hikede selvfølgelig ned. Det er ikke sådan at man klatrer ned, der er en sti der siksakker utroligt meget ned, så vi kunne godt mærke det i knæene. Som besøgende skal man købe en guidet tur når man er kommet derned. Det foregår i gamle skolebusser med andre turister og vi havde en dygtig guide. Man kører rundt og ser de huse og bygninger der stadig er tilbage, en gammel kirke hvor Father Damien er begravet, ruinerne af det gamle hospital der brændte, en boghandel og lille kiosk med drikkevarer og snacks for turisterne og meget mere. Der er rigtig mange ansatte der kører rundt og slår græs osv., så det føles ikke så spøgelsesagtigt som jeg ellers havde forestillet mig. Der var en kvinde med på turen som spurgte os hvor vi var fra, hun var nemlig fra Belgien, og hun havde kunnet se på vores tøj at vi sikkert var fra Europa, og da jeg tænkte efter kunne jeg også huske at jeg havde lagt mærke til hende, især hendes sko, på starten af turen, så det var sikkert underbevidst genkendelse af noget der lignede hvad vi var vant til, det var interessant.

Rundvisningen tog et par timer, og så skulle vi tilbage op af klipperne, det var ret hårdt, det er en masse grove trin af udhuggede klippestykker - 1400 i alt har jeg læst samt. Det var også hårdt fordi jeg var forkølet, og den dag sad det på lungerne, så jeg hvæsede noget da jeg endelig kom op. Vi stoppede ved en lille café på vej tilbage, og var helt ekstatiske da der var wifi - der er nemlig rigtig dårlig mobilforbindelse på øen, så vi havde ikke kunnet komme på nettet i flere dage! Efter hurtig aftensmad - dåsesuppe - ”hjemme” i vores lånte hus, kørte vi indtil byen hvor vi samlede Preston op, en ven til Beau (Beau var ham der arbejdede på rejefarmen, og som vi havde været på tur med ind til vandfaldet den anden dag), og kørte ud til hvor Preston og Beau bor. Preston kommer også fra the mainland ligesom Beau, men var for kun en måned siden flyttet til Molokai og hen til Beau. Beau har boet der et par år, det er et stykke land lidt oppe i bjergene som forældrene til en ven af ham ejer, og som Beau ligesom er opsynsmand for/”passer på.” Der er ingen bygninger - kun en masse højt græs, og nogle forvitrede træer og buske, men Beau har bygget/bygger et par primitive "hytter" - hvoraf Preston så er flyttet ind i den ene. Der er et halvtag til køkkenting og bøger, og så laver de ellers mad over bål, og har et udendørs komposttoilet - og masser af højt græs over det hele som også fungerer udmærket som toilet. De har et solcelle-drevet batteri, så der er strøm til en enkelt lampe og opladning af computer og mobiler. Og så dyrker han ellers grøntsager som han vander med en slange fra en stor regnvandstank.

Det var allerede mørkt da vi kom, så vi sad omkring bålet og snakkede, og så den nok klareste stjernehimmel jeg har set. Da det som sagt ligger lidt oppe ad bjerget, men stadig vel kun en kilometer fra havet, er der flot udsigt ud over havet og man kan se kystlinjen med lys fra byen/hoteller på den større ø Maui der ikke ligger så langt væk. På et tidspunkt lagde vi os ud i noget af det høje og bløde græs og kiggede på stjerner, og indimellem kunne man hører når hvalerne springer op af havet, det lyder som et dumpt slag på et stort trommeskind, det var ret fantastisk.



Torsdag 15. jan.

Juli og jeg spiste morgenmad med Kay og Robert - det ældre ægtepar hvis ekstra hus og bil vi lånte - på vores stamsted, det lille bageri hvor vi havde mødt dem den første dag. Derefter kørte Juli og jeg ud til den øde vestkyst og den hyggelige strand hvor vi havde lavet bål et par dage forinden, og gik videre op langs kysten nordpå da vi havde hørt at der skulle være en god strand tæt på for snorkling, men der var hurtigt kun klipper og ikke mere sand, så vi måtte opgive igen og gik tilbage til et lille stykke sand og solede os lidt der. Vi spiste aftensmad på en restaurant jeg havde læst skulle være god, før vi kørte til lufthavnen og jeg satte Juli af. Jeg havde nemlig snakket med John om at se hvordan arbejdet på reje-farmen foregik og hjælpe lidt til hvis det behøvedes et par dage, men jeg sov i Kays og Roberts hus en nat mere. Det var lidt trist at Juli skulle tilbage til Oahu, for vi havde virkelig haft det rigtig sjovt og godt sammen, oplevet så meget og bare virkelig haft en fantastisk tur. Det var meget anderledes at rejse med Juli end Johanna, men jeg havde mange gode oplevelser med begge. Johanna er super organiseret og derfor når vi altid meget, hvilket også er rigtig godt, hvorimod Juli er mere med at tage det som det kommer og afslappet, og fordi vi ikke havde planlagt noget som helst var vi åbne for hvilke muligheder der dumpede ned foran os, og det var jo ikke så lidt endda!



Fredag 16. jan.

Jeg overnattede som sagt en gang mere i det lånte hus, og så kørte Robert mig meget tidligt ind til byen så jeg kunne tage bussen - den som vi ikke havde kunnet tage fra lufthavnen - ud til reje-farmen. Han viste mig dog det forkerte sted at stå på (han havde aldrig taget bussen), så jeg missede den første bus jeg skulle have taget kl. 6.20 og måtte vente næsten to timer til den næste kom. En meget venlig dame viste mig det rigtige sted at stå lidt nede af gaden, og jeg fik snakket lidt med nogle originaler af nogle lokale mens jeg ventede. Da jeg endelig kom ud til reje-farmen viste det sig at de ikke rigtig havde noget arbejde der skulle gøres den dag. Det var bare John og Beau på arbejde den dag, så vi hentede Johns heste ned fra folden og John bøvlede lidt med at ordne hovene på den ene - og viste sit temperament da hesten ikke ville som han ville og var ved at sparke ham. Jeg hjalp lidt til med at rive - muggen - beklædning af en væg ned hvor der var lækket vand et sted fra, og så skulle John pludselig filetere en fisk udenfor som nogen var kommet forbi med dagen inden, og så skulle de lige hurtigt ud for at fodre rejerne i de 16 damme (de drøner rundt i golfvogne over hele ejendommen, og jeg fik også kørt lidt for at hente nogle ting, det var sjovt) - og sådan er det vist ofte på det sted, at der sker alt muligt hele tiden, og John er meget impulsiv. Da John ikke kunne finde på mere at lave, tog han en lur, og Beau og jeg gik op til hans sted og hang ud og slappede af, inden vi gik ned til farmen og tog et bad. De skulle nemlig spise middag med samme businesspartner fra Singapore og hans kone som luau'en (festen som Juli og jeg var blevet inviteret med til) den anden dag havde været til ære for, og så blev jeg inviteret med fordi jeg nu tilfældigvis var der. Middagen var samme sted som Juli og jeg havde været dagen forinden - der er nu heller ikke så mange at vælge imellem på øen. Der var også et par ansatte med, og det var hyggeligt nok. På vejen hjem stoppede vi ved et hotel og hang lidt ud i baren, hotellet er ledet af en fyr som John kender, og som også var med til luau'en den anden dag, og ham og hans kæreste var også i baren. Man møder altid nogen man kender her på Moloka'i, selv jeg har flere gange i den korte tid stødt på folk jeg havde mødt før. Jeg sov hos Beau i en af de primitive hytter - så fik jeg endelig brug for den pandelampe jeg havde købt da Juli og jeg oprindeligt havde regnet med at campere - samt bio-nedbrydelige vådservietter.



Lørdag 17. jan.

Der var åbenbart heller ikke noget arbejde der skulle laves på reje-farmen den dag, så Beau havde fri og vi tog bussen ind til byen, sammen med lokale, hvoraf Beau hilste på flere. Vi tullede lidt rundt - der er ret få butikker, og købte solbriller og lidt mad, og spiste sen morgenmad på en hyggelig restaurant. Vi tog bussen tilbage og slappede af og tog en lur på "terrassen" - bare en slags platform lavet af nogle plader ligesom de andre hytter og så med tag over, da vi kom tilbage. Beau lavede lækker mad over bål med ris og linser og stegte grøntsager høstet direkte fra hans have.



Søndag 18. jan.

Vi stod tidligt op og gik ned på reje-farmen. Der var dog ikke så meget arbejde der skulle laves den dag - det var noget med en ladning rejer der var sendt afsted, men som afventede noget myndighedsgodkendelse før de kunne blive sendt afsted til Asien, så de skulle kun høste lidt ekstra rejer den dag, så jeg kunne ikke rigtig hjælpe med noget, så hang bare ud et par timer til Beau fik fri. (Der er 16 store udendørs runde damme med saltvand hvori rejerne - kæmpestore - lever, og så høster - fanger med net - de dem og opbevarer dem i mindre tanke i en bygning før de sendes til Asien hvor de bliver brugt til opdræt af rejer som så spises som små). Da Beau fik fri tog vi med hans to hunde hen på en lille strand. Da vi kom hjem til ham igen var hans ven Preston - som jeg havde mødt et par gange før og som sagt lige var flyttet ind i en af ”hytterne” - kommet tilbage, han havde ellers ikke været der de sidste par dage, han arbejder hos forskellige folk med hus/have, så han overnatter nogengange der, da det er svært at komme frem og tilbage, det er 12 mil udenfor byen, de har ingen bil, og der går kun en bus et par gange om dagen, og kun indtil eftermiddagen. Beau lavede igen lækre stegte grøntsager over bål og vi hang ud ved bålet.



Mandag 19. jan.

Beau stod tidligt op og gik på arbejde, men jeg sov længe da jeg ikke rigtig kunne hjælpe med noget. Jeg gik en lang tur langs vejen ud til den lille butik/spisested længere ude øst - den eneste på den side af øen - hvor Juli og jeg havde været et par dage før med Beau. På halvvejen blev jeg samlet op af en ung kvinde som arbejder på rejefarmen og som jeg havde mødt til luau'en et par dage forinden. Jeg spiste morgenmad der og gik ned til en lækker strand tæt på og badede og slappede af et par timer, før jeg købte lidt ind i samme lille butik og gik tilbage. Jeg var næsten kommet helt tilbage da et ældre par stoppede og jeg fik et kort lift på ladet af bilen et par kilometer - som sagt er folk meget venlige her. På gåturen ud var jeg også blevet stoppet af en lokal som stod og arbejdede i en have og som snakkede lidt, og han viste mig fra terassen den gamle fish pond der lå bag i haven/ud i havet (en fish pond, er som fortalt i et tidligere indlæg, et smart system opfundet af de oprindelige polynesere som byggede store, lave mure ud i havet og som ved hjælp af luger kunne lukke af og i for vand. Der kunne så komme fisk ind hvor de kunne opdrætte dem og dermed nemt fange dem, og de kunne så ikke komme ud igen.) Da jeg kom tilbage var Beau kommet hjem fra arbejde, og pludselig spurgte han om jeg havde lyst til at skyde med riffel - øh, tja, hvorfor ikke. Riffelen havde han selvfølgelig bare inde i hans lille hytte, det er vel USA (og en ø meget langt fra al ting). Han går på jagt nogengange, og der er åbenbart en del dyr i området, om natten kunne vi nogengange høre et rådyr tæt på. Da stedet jo ligger lidt oppe af bjerget uden noget i nærheden skød vi bare til måls efter et træ hvor han hængte noget stof/lærred op med en intermistisk tegnet målskive. Jeg skød et par gange, og var faktisk ikke helt dårlig;-) Om aftenen lavede jeg bagte æbler i gløderne og introducerede Beau til snobrød - det havde han aldrig set før, og han var helt vild med det, og vil eksperimentere videre med det, så det kan være jeg på et tidspunkt får en opskrift tilsendt med snobrød á la Hawaii/Beau.



Tirsdag 20. jan.

Jeg sov igen længe mens Beau stod tidligt op og gik på arbejde. Jeg gik ned til rejefarmen hvor de fleste af mine ting havde været opbevaret og pakkede sammen. Jeg sagde farvel til Beau, John var der ikke, og tog bussen ind til den lille by hvor jeg spiste sen frokost og gik ned til den lille hyggelige havn tæt ved (hvor jeg for øvrigt havde været et par dagen forinden på vej til middag med Beau og John og hans forretningsforbindelser, fordi John jo lige skulle vise sin yacht frem - da vi kom til havnen spurgte han om jeg kunne gætte hvilken der var hans, og jeg gættede heldigvis rigtigt - jeg gættede bare på den mest blærede båd på havnen). Nu tog jeg den lille færge der går til Maui, en lidt større - og meget mere turistet - ø tæt på. Det var sidst på eftermiddagen og smukt solskin, jeg sad oppe på dækket på taget og nød udsigten til Moloka'i som jeg sejlede væk fra, Lana'i som jeg havde været på før Molokai, og Maui hvor jeg var på vej til. Turen tog to timer og det passede med at solen gik ned lige da vi kom til Maui. Det var virkelig en flot tur. På vejen så jeg flere gange hvaler! For det meste mest sprøjtet, men er par gange så jeg halen der kom op og plaskede, og en enkelt gang eller to ryggen af en der kom op, og det var måske kun 100 meter fra båden. Jeg havde booket et hostel for to dage i den lille by hvor færgen lagde til, så det var supernemt bare at kunne gå derop fra færgelejet. Jeg fik et velfortjent bad og sov i en - næsten - rigtig seng (køjeseng) - efter at have sovet i vildnisset hos Beau i flere dage i hans ”hytte”, hvor han lige havde fejet lidt muselort væk først, på en tynd havehynde på en spånplade, og bortset fra et bad på rejefarmen den første dag, kun havde badet i havet.



(NB: De billeder jeg har skrevet "J" ud for er Julis billeder, og grunden til at farverne indimellem er så kraftige at folk ser helt orange ud, er fordi hun har indstillet sit kamera til at skrue op for farverne, så det er ikke helt naturligt alt sammen.)

---

Photos

No tresspassing
"No tresspassing"-skilte er der fyldt af, det er vel USA, men her på en pænere "stang" end ellers