(Studie)liv i Hawaii

---

Uni

HPU - Hawaii Pacific University - som jeg gik på har rigtig mange internationale studerende, og bryster sig af at være det mest mangfoldige universitet i USA. I det fleste af mine fag, hvis ikke alle tre, var mindst halvdelen internationale studerende, der var generelt mange skandinaver, især nordmænd, og mange tyskere. Jeg holdt mig væk fra andre skandinaver da jeg jo ikke var kommet til den anden side af jorden for at hænge ud med hjemmefra. Dog hang jeg jo så ud med tyskere, men vi snakkede jo engelsk, så det var ok 😉 Jeg slap dog ikke helt for dansk islæt - den første dag jeg flyttede ind på mit værelse i september, købte jeg en lokal avis, og hvad var der bagest i avisen på siden med tegneseriestriber? - en stribe af Wulffmorgenthaler! Jeg vidste godt at de har en engelsksproget hjemmeside med oversatte striber, men at de trykkes i den lokale avis i Hawaii er alligevel lidt utroligt! I mit lokale supermarked hørte jeg en dag en sang af den danske gruppe Juniorsenior som var populær for nogle år siden og som jeg godt vidste blev populær internationalt, men alligevel sjovt pludselig at høre den her når man går og køber ind i Hawaii. Derudover, på en af mine hikes med Johanna, denne langt inde i regnskoven hvor man skulle traske gennem dybt mudder, krydse en - fos, er det vel på dansk/skandinavisk - tre gange for at komme ind til det vandfald vi skulle se, og efter ikke at have set andre på hele turen, kom der pludselig en stor gruppe danskere væltende mens vi var ved vandfaldet. De var med en eller anden rejsende højskole. Så er det da også umuligt at slippe for danskere, Hawaii er vel ca. så langt væk fra Danmark man kan komme, og selv langt inde i regnskoven af en besværlig vej kan man ikke undgå dem!

Nå, men tilbage til uni-liv. Det er et meget anderledes system end Danmark/CBS. Det er små klasser, max 20, måske 30 studerende, og det er mere ”vedkommende” på en måde fordi det er meget mere interaktivt, faktisk tæller deltagelse i timerne en del, om end lille, af den endelige karakter. Modsat Danmark er den endelige karakter nemlig udgjort af ikke kun den sidste eksamen, men af mange ting, bl.a. fremmøde, deltagelse som sagt og forskellige afleveringer og projekter og quizzes (det er lidt forskelligt fra fag til fag hvor mange procent det forskellige tæller og hvilke slags afleveringer der er i de forskellige fag) i løbet af semestret. Jeg synes det er bedre på denne måde da det mere afspejler ens arbejdsindsats gennem hele semestret og det er rart at det hele ikke står og falder med kun én eksamen.

Jeg havde tre fag - det er et fuldt semester her - og de var meget forskellige - det var underviserne i høj grad også, så det var også pga. det. Det fungerer lidt lige som valgfag, bare valgfag i udlandet, så CBS skulle på forhånd godkende de fag jeg skulle tage. Det ene hed Culture & Human Organizations og var det mest spændende, og helt klart det jeg fik mest ud af. Det var en ung ambitiøs kvindelig underviser, og hun var super organiseret. Fokus var på kultur i organisationer, men også lidt bredere om kultur generelt. I december havde vi fx et projekt der hed ”food stories” hvor vi i grupper skulle lave mad og servere små smagsprøver for de andre i klassen og så lave en fremlæggelse om hvordan det er forbundet med kultur. De fleste lavede mad fra deres hjemland, jeg var i en gruppe med to amerikanere og vi skulle have lavet jambalaya, en ret fra Louisiana, vi havde delt det op så jeg og en den ene stod for delen med fremlæggelsen og den sidste skulle så lave retten, men han dukkede aldrig op på dagen, så vi måtte lave fremlæggelsen uden mad, men vi var alligevel mætte fra det andet mad fra grupperne før os. Det var rigtig sjovt, vi grinede meget i klassen de gange vi havde de fremlæggelser, mad er en god måde at samles på og hygge sig. Der blev serveret alt fra tysk kartoffelsalat og frikadeller (som det også hedder på tysk), til norsk risengrød - nøjagtig som den danske - til saudiarabisk kaffe og fyldte dadler.

Et andet fag jeg havde hed ”Sustainable Human Systems” og var det fag jeg havde set mest frem til, men som var ret skuffende. Jeg er interesseret i bæredygtighed, så det lød jo lovende, men det levede ikke op til mine forventninger, underviseren var en tudsegammel, men hyggelig og sådan set skarp, mand, men det var bare en masse med forskellige modeller og diagrammer for hvordan man kan se på hvor galt det står til med forurening, ødelæggelse af økosystemer, vandforsyninger osv., og det er selvfølgelig vigtigt, men det ved de fleste jo godt, så problemet var at jeg ikke syntes jeg lærte noget jeg rent faktisk kan anvende til noget. En ting der var en god øvelse var dog at vi hver uge skulle aflevere et par sider med vores refleksioner om hvad vi havde lært/hvordan det materiale vi havde læst havde påvirket os osv. i løbet af ugen, så det var en god øvelse i forhold til at prøve at reflektere og udtrykke sig, mere end det var om indholdet. Det var dog nogle rigtig søde folk i den klasse. Det sidste fag var Human Resource Management og var dødkedeligt, hvilket var mærkeligt da det var en supercool underviser, en kvinde fra Hawaii der blev kaldt Dr. C. Vi havde kun ét slags læsemateriale, en tekstbog jeg ikke kan forstå skulle være på kandidatniveau, jeg synes max. den hørte hjemme i et første-årsfag på bachelor-niveau, og hver uge skulle vi tage en online quiz med multiple choice-spørgsmål, det var dræbende kedeligt og en dårlig måde at lære på, og resultaterne fra de tests talte så en del i den endelige karakter, så det var rimelig irriterende. Vi var også blevet inddelt i grupper, og så skulle vi gruppevis besvare spørgsmål - fra tekstbogen -til hvert kapitel og så over tre gange aflevere besvarelserne som så også talte i den samlede karakter. Jeg var i gruppe med Johanna - det var sådan jeg lærte hende at kende - en amerikansk gut og to norske piger. Vi delte kapitlerne op imellem os så vi individuelt besvarede spørgsmål til et kapitler hver, og så var der en funktion på intranettet for det fag hvor man kunne skrive beskeder til hinanden og uploade det vi man havde skrevet, og så gav vi feedback til hinanden. De norske piger var dog ikke så ambitiøse som fx Johanna var, og i starten brugte vi tid på at give feedback, men i løbet af semestret gad vi ikke det mere, og selvom den endelige gruppeaflevering blev lidt tyndere i nogle ender pga. deres sløsede arbejdsindsats gik det alligevel. I timerne snakkede vi nærmest ikke om hvad vi havde læst, Dr. C snakkede måske kort om noget vi måske havde læst lidt om, og så hun fortalte nogle vilde historier fra hendes karriere som HR-ansvarlig hos forskellige firmaer, bl.a. om den ansatte som var gået amok og havde skudt ekskonens familie (altså ikke på arbejdet), eller den virksomhed hun havde været på besøg i hvor sikkerheden ikke var i top, og hvor, mens hun var der, var der en ansat der fræsede rundt på en gaffeltruck med ”gaflen” løftet som kom til at spidde en anden ansat midt i brystet så han døde på stedet hængende på ”gaflen”. Hun fortalte også om sin ungdom i New York hvor hun oprindeligt havde studeret teater, og så senere skiftet til HR, og hvordan hun havde været så fuld at hun vågnede op i sin lejlighed med hovedet ned i tæppet og nøglerne til sin motorcykel i hånden, og så ude i opgangen kunne se spor fra at hun med motorcyklen var kørt op ad trapperne (kan man overhovedet det? - eller i hvert fald rundt på gangen). Indimellem tænkte vi hvor meget af det der var sandt, men det var i hvert fald underholdende. Vi fik også altid tidligere fri. Men ellers var det mest en snakkeklub hvor vi snakkede om alt muligt, og det var det mest interessante indimellem, for det var meget om kultur og samfundsforhold, både hawaiiansk - hun var fra Hawaii og sagde faktisk at hun var en af dem der gik ind for at Hawaii skulle være et selvstændigt land - og amerikansk, især i forhold til love, selvfølgelig mest relateret til HR. Da vi var flest europæere - de fleste tyskere, et par nordmænd og så mig i klassen - der var kun en kinesisk pige, og så tre amerikanere, inkl. Dr. C, snakkede vi også meget om hvordan det var forskelligt fra Europa. Fx lærte vi at det i USA ikke er ulovligt at slå børn (så længe de ikke tager skade, hvordan man så ellers bestemmer den grænse), og alle os europæere var fortørnede, mens amerikanerne ikke kunne forstå at det skulle være et problem. Vi lærte også at i nogle stater fratages man retten til at stemme for livstid hvis man har været i fængsel, og at selv nogle amerikanere ikke ved at Hawaii er en del af USA. Selvom faget var kedeligt, var Dr. C som sagt rigtig cool, hun serverede fx lækker cheesecake på et tidspunkt, hun sagde det var fordi vi havde klaret det så godt til vores midterms, men jeg tror at det også var fordi hun ugen forinden havde aflyst en time på selve dagen, men havde skrevet det til en forkert klasse, så vi var mange der forgæves mødte op. Hun hjalp også min islandske veninde fra CBS, som nu studerer på KU, og som tilfældigvis skulle skrive en opgave om engelsk på Hawaii, og da Dr. C er fra Hawaii, snakker hun også pidgin - den slags dialekt/slang af engelsk der blev udviklet mellem plantagearbejdere fra især asiatiske lande i sin tid, og som i dag stadig delvist snakkes af nogen, så Dr. C besvarede spørgsmål over email.

Generelt er der på HPU en del ”ældre” studerende (på kandidatniveau, i hvert fald), folk som har arbejdet nogle år - og stadig arbejder fuld tid - og nu vil tage en master. Der var et par stykker i alle mine fag. Det var opløftende at se at det sagtens kan lade sig gøre at komme tilbage på skolebænken, i Danmark synes jeg der er en kultur med at nu skal man bare se at få taget en kandidat også, og så hurtigt som muligt så man kan komme ud på arbejdsmarkedet og være der til evig tid. Der er også mange krigsveteraner, der er mange militærbaser på Oahu, jo især Pearl Harbor som stadig er en stor base og nu slået sammen med luftvåbenet, så der var også et par stykker af dem - for det meste de ”ældre” folk jeg nævnte før - men man ser også mange unge gå rundt i militæruniform på campus. Der er også et specielt program for folk i hæren som samtidig kan tage nogle fag på HPU.

Der er også mange flere sociale aktiviteter på HPU end CBS. Der er et hav af student clubs (der er nogle få på CBS, men slet ikke i samme stil eller på samme skala) for alle mulige forskellige interesser som organiseres af de studerende selv, og så er universitetssport en stor ting i USA med mange penge involveret og de forskellige universiteter konkurrerer mod hinanden i alle mulige sportsgrene. Jeg var inde og se HPUs kvindehold i volleyball spille mod et andet universitet (HPU vandt). Det var interessant at se, for det var i en sportshal der ligner en hvilken som helst anden sportshal man kender, men så er der lige det med at man skal stå op og holde hånden på hjertet (jeg stod bare op) mens den amerikanske nationalsang synges meget storladent - lidt for meget. Dog var det sjovt at den hawaiianske nationalsang blev spillet bagefter (jeg synes jeg har hørt at den blev skrevet af en af de få konger Hawaii har haft fra det blev samlet som et kongerige af en høvding omkring samtidig som de første europæere ankom, til det blev væltet af amerikanere et par årtier senere). Fra universitetets side bliver der også gjort mere ud af at lave aktiviteter for studerende. Nogle aktiviteter bliver betalt af den student activity fee på 25 dollars som alle studerende betaler når man betaler tuition, og det kommer alle dem til gode der gider deltage, fx blev der arrangeret biograftur med opsamling i busser på skolen til biffen, filmen og en drink og popcorn for kun 5 dollars. Derudover blev der i de to uger i december hvor der var eksaminer puslet om os, biblioteket havde længere åbent og serverede snacks og varme drikke om aftenen. Endvidere var der om aftenerne forskellige ”afstresnings-aktiviteter” arrangeret af de forskellige fakulteter, Johanna og jeg var fx til en aften hvor der blev serveret nachos og der var Trivial Pursuit-konkurrence (Johanna og jeg vandt naturligvis en runde mod to andre hold med tre amerikanere på hver), og en anden aften hvor der var film og blev serveret masser af sunde snacks i form af nødder og tørret frugt, yum.

Natur

I fritiden var jeg tit på biblioteket og lave lektier, men Johanna og jeg var også tit i Waikiki og hænge ud til strand/solnedgang - vi har set så mange flotte solnedgange over havet i Waikiki - og dasen-rundt og en del gange på hikes. Generelt var der to slags hikes vi var på, enten i regnskoven eller på diverse ridges, altså højderygge. Jeg har fundet ud af at jeg bedst kan lide højderyggene da man kan se mere og der er ikke fyldt med mudder, myg og fugtigt/vådt. Vi var på et par regnskovs-ture og idéen er altid at komme ind til et vandfald. Jeg synes dog at når man har været på nogle stykker har man set det meste, vandfaldende varierer lidt i størrelse, men ellers er det meget det samme, og turen derind er tit mudret og der kan også forekomme vandfald fra himmelen, man skal for det meste vade gennem en fos et par gange, og der kan være myg osv. Jeg foretrækker højderyggene hvor der jo er meget mere udsigt, og det er tørrere. (Bare navnene på nogle af de hikes vi har været på er eksotiske: Maunawili Falls Trail, Wililinui Trail, Wa’ahila Ridge Trail, Ka’au Crater Trail, Manoa Falls Trail, Koko Crater Rim osv.)

Én af de bedste hikes Johanna og jeg var på var på Koko Crater Rim, det var den mest udfordrende og med en enormt smuk udsigt. Det er et gammelt vulkankrater som stadig har måske ¾ af selve kanten tilbage på det der engang var en vulkan. Inde i krateret er der anlagt en botanisk have. Vi gik ind i haven og så op af en stejl skrænt op på selve kanten/højderyggen af krateret. Der gik vi - og kravlede enkelte steder - rundt langs krateret og op til det højeste punkt. Det er egentlig ikke en officiel rute, men man kan læse mange beskrivelser på nettet, så det er noget mange folk gør, så efter først at være gået forbi, fandt vi den mere eller mindre usynlige sti der ledte fra bunden af krateret op til kanten. Oppe på højderyggen gik man enten direkte på en smal sti ca. en meter nede på skråningen fra selve kanten, eller oppe på en jord/-sten-sti på selve kanten. Det gik stejlt ned til begge sider, så det var en god idé lige at holde øje med hvor man gik, der var et smalt, fladt stykke man kunne gå på. Enkelte steder måtte vi kravle over nogle store sten/klipper, der var jeg lige ved at blive lidt svedt, for hvis man mistede fæstet der faldt man ned af den stejle skrænt. Det blæste en del, så vi blev heldigvis kølet lidt ned så det ikke var alt for varmt. Det var en helt fantastisk udsigt da det ligger ved vandet, og med krateret på den anden side og bjergene i baggrunden. Der var ingen andre på turen indtil det højeste punkt - Koko Head - hvorfra der går en meget stejl ”trappe” ned til vejen på den anden side af krateret end vi var kommet. Trappen er egentlig en gammel jernbane (hvilket er utroligt at tænke på at det har kunnet lade sig gøre eftersom det er så stejlt) der har været brugt til forsyninger op til en gammel militær udsigtspost af en art der var på toppen, så trinene er meget ujævne og høje. Det er en populær tur hvor turister prustende aser sig op ad, og lokale fitnessfreaks springer og ned som var det et fladt stykke ved (og det er det ikke skulle jeg hilse og sige, har taget turen op af trappen en anden dag og det var temmelig hårdt). Da vi så at sige så kom ad bagvejen behøvede vi kun at gå ned af trappen (hvilket nu også var lidt besværligt med mine korte ben og ovenpå turen langs krateret). Vi havde slæbt vores strand- og snorkeludstyr med da bugten neden for krateret, Hanauma Bay, er et meget populært snorkelsted hvor vi har været før, så det var et godt sted at bade og dase efter turen.

En ting jeg har lagt mærke til er at der næsten ikke er nogen dufte i Hawaii, hverken i byen eller i naturen! Nogle af de hjemløse lugter fælt når man går forbi, men ellers er der ikke rigtig nogle dufte fra bagerier, pizzarier eller noget som helst. Heller ikke naturen dufter af noget, selv ikke i regnskoven hvor der ellers er masser af vegetation og fugtigt - en kombination jeg normalt synes giver masser af god duft i Danmark, som hvis man går en tur i skoven når det lige har regnet, eller bare om aftenen når duggen er faldet og man er et sted med noget vegetation. En anden naturlig ting der er anderledes, på den gode måde, er månen. Jeg synes at derhjemme er den altid ”sidelæns” når den er til- eller aftagende, men her ligger seglet ned, og man kan altid skimte hele skiven som en mørk skygge.

Miljø er vist lidt af et debatemne herovre, det er også klart når øerne er så forholdsvist små, og der er så mange mennesker - langt de fleste bor jo i Honolulu og der flytter hele tiden flere og flere til, og desuden er alt skrald jo ikke noget man lige kan flytte ud i et øde ørkenområde på en losseplads da der ikke er så meget landområde på nogen af øerne. For et par år siden introducerede de pant på flasker osv. Plastikposer er, til en vis grad, forbudt på flere af de andre øer (som i at supermarkederne har papirsposer), og der er måske et forbud på vej på O’ahu. Desuden får man 5 cent tilbage i supermarkederne hvis man medbringer sin egen pose. En ting der dog ikke ligefrem hjælper er at der på alle frokostretauranter og selvfølgelig tag-ud-steder, og caféer altid serveres mad på engangstallerkener og -service, også selvom man spiser der (men der er vist måske et forbud på vej, jeg har i hvert fald set en plakat i en restaurant som opfordrede folk til at kæmpe i mod det forbud, vel fordi det er nemmere for restauranterne at bruge plastic).

Klimamæssigt har det været helt fantastisk at være her. Det var 31-32 grader i august da jeg kom og det fortsatte ind i oktober med temperaturer deroppe omkring, september er normalt altid den varmeste måned, men denne september var den varmeste i ti år! Det var faktisk lige næsten lidt for meget, jeg kunne slet ikke være på mit værelse eller i huset om dagen da det er et gammelt træhus, så det blev fuldstændig ligesom en sauna. Omvendt er der den skide airconditioning over det hele, i bussen, supermarkederne, biblioteket og alle klasseværelser, så jeg frøs selv når jeg sad med trøje på til undervisning og på biblioteket. Der var nogle kolde dage indimellem, især en overgang i slut-november/starten af december, tror jeg, hvor det blæste en del og regnede indimellem, jeg måtte faktisk have lange bukser på et par dage! Og jakke, selvom temperaturen sagde 26 grader så føltes det koldt pga. blæst og overskyet, der var endda en overgang hvor det kun var 22-24 grader om dagen, det lyder skørt, men det var faktisk ret koldt. Jeg har endda været forkølet et par gange, jeg skyder skylden på A/C og busser proppede med folk. Nu her når jeg skriver dette indlæg i starten af februar lige før jeg tager hjem, synes jeg at jeg kan mærke at ”vinteren” her er ved at være ovre, det er allerede varmere og mere solrigt end i december.

Kultur

Emnet kultur i Hawaii er rigtigt interessant. Superkort historielektion: Der er vist stadig nogen debat om præcis hvornår de første polynesiere kom til Hawaii, men omkring 1000-måske 1500 år siden fra Tahiti. De første europæere, nærmere bestemt James Cook og hans skibe, ankom i 1770’erne. Høvdinge fra de forskellige øer havde gennem tiderne strides og været i krig, men omkring samtidig som de hvide folk kom, samlede en høvding alle øerne under sig og lavede et kongerige, med ham som King Kamehameha the Great/First. Hawaii var et kongerige et par årtier, men i 1893, blev dronningen afsat - og endda fængslet i knap et år i paladset - af ministre fra regeringen, bestående af mange amerikanere, og Hawaii blev en selvstændig republik i 1894. Den blev så annekteret af USA i 1900 som et territorium. I 1959 blev den en amerikansk stat.

Der er i dag fyldt med asiater, da plantagearbejdere i sin tid i 1800-tallet blev importeret fra især Japan, Kina og Filippinerne (men også Portugal) så der er rigtig mange efterkommere af dem, især fordi de fleste polynesiere bukkede under for de sygdomme europæere og andre bragte med sig, men også i dag er der mange immigranter fra især Japan, da det ligger halvvejs mellem USA og Japan, både fysisk, men måske også stadig lidt kulturelt pga. alle efterkommere. Der er i dag meget asiatisk indflydelse på mad her, fx bliver nærmest alt serveret med ris, og flere japanske ingredienser og delikatesser, og fusions-mad er i dag ”hawaiiansk”/lokalt.

Selvom Hawaii i dag er en amerikansk stat, er øgruppen alligevel også helt sin egen. Jeg har hørt om selv amerikanere som ikke ved at Hawaii er en amerikansk stat. Honolulu er som de fleste andre storbyer, i hvert fald i den vestlige verden, og så alligevel ikke. Det er nok den del af Hawaii der er mest ”amerikansk,” men the ”aloha spirit” er ikke kun noget man snakker om for at det skal lyde godt for turister, det er min oplevelse, i sær på de andre øer, at det virkelig findes. Det er svært for mig at adskille hvad der er typisk amerikansk som man også ville finde i the mainland, og hvad der er mere karakteristisk for Hawaii. Det er mit indtryk at amerikanere generelt er mere høflige end europæere/skandinaver (men måske også mere overfladiske nogle gange), en sjov ting der er meget anderlades er at blive kaldt ”ma’am” i butikker osv., det sker tit. Der var på et tidspunkt også en servitrice på en frokostrestaurant, som jeg ikke ellers havde snakket med, som da jeg gik forbi spontant sagde ”I really like your shirt.” Folk siger også ”excuse me” tit, fx når de skal passere én på en snæver gang i supermarkedet, også selvom man ikke er i nærheden af at røre hinanden, og billister er gode til at vinke fodgængere over, og fodgængere omvendt gode til at løfte hånden til tak. Noget der i hvert fald er hawaiiansk er håndtegnet ”shaka” som er en knyttet næve med tommelfinger og lillefinger udstrakt. Det ”oversættes” til ”hang loose” og når noget er cool osv., men bliver brugt som tak og farvel mm., fx så jeg en fodgænger bruge det da Nicole, min roommate, holdt tilbage for ham ved et fodgængerfelt, og jeg har også set en mand i bussen bruge det til at signalere ”det gør ikke noget” da en anden mand sagde undskyld for at bumpe ind i ham. Der var også en fyr på skateboard som takkede med et shaka da jeg holdt til siden på fortovet så han kunne passere, og jeg har set en lastbilchauffør bruge det til at hilse på en anden lastbilchauffør. Ellers bruger folk det på billeder. Jeg har hørt at det stammer fra en mand der arbejdede på en sukkerplantage på nordsiden af Oahu og som en dag kom til at hugge de tre miderste fingre af med en machete, men fordi han var afholdt blev han vist sat til at hilse - og altså vinke til folk - på en eller anden måde, kan ikke lige huske hvordan det præcist var, og det gjorde han jo så kun med tommel- og lillefinger, og folk begyndte at adoptere det.

Noget der til gengæld garanteret er typisk amerikansk er at man skal lede efter trapperne hvorimod elevatorerne er det nemmest tilgængelige, det synes jeg er anderledes i Danmark, i hvertfald på CBS hvor trapperne er lige for og man skal lede efter elevatorerne. Ikke så mærkeligt at amerikanere er tykke - bortset fra at jeg nu ikke har set så mange fede mennesker herovre som der ellers er i USA. Måske skyldes det også den asiatiske indflydelse? Desuden inviterer havet og bjergene måske til en mere aktiv livsstil? Når man har så smuk natur, hvorfor så ikke bruge den? Det ser der også ud til at der er mange der gør, på de hikes jeg har været på har der altid været andre folk, også langt ude i regnskoven hvor man skulle vade gennem en masse mudder og krydse en stream tre gange for at komme til et vandfald. Ligesom folk, er mad her som sagt produktet af mødet mellem flere kulturer - fx loco moco som er en lokal ret med en (hakke)bøf på ris med sovs og æg ovenpå. Der er også stadig kalua pork som er (vild)svin stegt i en jordovn - nok ikke så meget mere - i lang tid, så det bliver supermørkt, det smager ligesom - og er jo samme princip som - pulled pork. Det serveres med poi, en traditionel hawaiiansk slags mos/gele/pasta lavet af taro-roden som de oprindelige hawaiianere levede af, samt en kokosbudding-halløj til dessert.

Pga. varmen går mange rundt med små køletasker/-net, også businessfolk, og alle går også rundt med aluminiumsvandflasker, da der over hele Honolulu er drikkefontæner hvor man kan få dem fyldt op. En anden ting mange går rundt i er - hawaiiskjorter. Det er dog mest som ”uniform,” fx for bankansatte eller folk i butikskæder, men det er faktisk noget folk går i og ikke en joke for turister (det er det nu også, det er sjovt at se en hel asiatisk turistfamilie i samme mønster skjorte og kjoler!).

En anden kulturelforskel fra Danmark/Europa er at alt er gennemsyret af bilkultur. Ude i boligkvarterene med huse er der fx ingen fortove overhovedet. Cyklister er en forholdsvis sjælden ting selvom der er tiltag for at gøre det mere udbredt, fx åbnede de en ny cykelsti på en af de store tværgående veje gennem Honolulu mens jeg var her. Det var vist bl.a. efter dansk forbillede - i begyndelsen af semestret var der ved HPU nogle infostande for forskellige ting, bl.a. et cykeludvalg eller hvad man skal kalde det, og hende jeg snakkede med fortalte begejstret, da hun hørte jeg var fra Danmark, at hun lige havde været i Danmark og om hvor fantastisk det var med vores cykelstier osv., og gav mig en brochure om den cykelsti. Jeg så tilfældigvis lige i går et stykke af den , og det lignede dansk inspiration idet den i et lyskryds var malet helt grøn - hvor den i Danmark er blå i er lyskryds, så jeg tror i hvert fald der er en del inspiration fra DK. De fleste steder bliver man dog stadig nødt til at cykle på fortovene. Unge bruger meget skateboards som transportmiddel. Og så er der selvfølgelig bussen som jeg brugte meget, der er mange mærkelige typer, men det er også et godt sted at observere menneskelig natur, jeg tager nærmest aldrig bussen derhjemme, så har ikke så meget at holde mine erfaringer her op i mod, men her er folk gode til at rejse sig op hvis en ældre kommer på, også andre ældre.

Prisniveauet her er højere end the mainland - altså selve USA - og afhængig af hvem man snakker med er det 2-3 gange højere, i hvert fald fødevarer. Husleje er også temmelig dyr, og de fleste, også ”voksne” deler lejlighed/hus med andre. Generelt er det billigere at gå ud og spise, og nogle ting, fx shampoo synes jeg også er billigere, end i DK. Fødevarer er generelt dyrere, fx betalte jeg på et tidspunkt 26 kroner for to æbler! De var godt nok også økologiske og selvfølgelig importerede, men alligevel. Har til gengæld fået 6 bananer for kun $2 samme sted, så det afhænger også lidt af hvad man køber, men generelt er langt de fleste produkter af gode grunde importerede, så det er klart det bliver dyrere. Noget af det jeg har savnet mest er naturligvis rugbrød - men det jeg har savnet næstmest er nok Zendium-tandpasta! Har prøvet et par forskellige tandpastaer herovre, og det er altså noget juks.

Som tidligere nævnt er det en smeltedigel af folk her, men man kan stadig se kulturelle forskelle. Fx dækker mange asiater sig stadig til da det i Asien er mere status at være hvid. Der er også en del, især polynesiske hawaiianere, med rigtig langt hår (som i ned til rumpen og også under) og i mange tilfælde i en snoet, aflang knold - måske et levn fra oprindelig hawaiiansk kultur? Synes i hvert fald jeg har set det på gamle tegninger/malerier fra da de første europæere ankom.

Masser af træer, planter og dyr der lever her i dag er ikke oprindelige, og mange er invasive, og rigtig mange oprindelige planter - også planter og dyr der havde udviklet sig selvstændigt på Hawaii og altså ikke findes eller fandtes andre steder i verden - er blevet udryddet. Ananas er fx ikke oprindeligt hawaiiansk, selvom mange nok tror det da Hawaii på et tidspunkt var den største producent af ananas i verden med et hav af ananasplantager. Der var også mange sukker- og kaffeplantager, som sagt med mange arbejdere fra især Portugal, Kina og Japan. Selvom engelsk hurtigt blev hovedsproget og fortrængte hawaiiansk, udviklede der sig blandt plantagearbejderne som ellers ikke kunne snakke sammen, en slags dialekt/på en måde eget sprog, pidgin (et generelt ord for den slags blanding af sprog), baseret på engelsk, men med hawaiianske og andre ord iblandet. I dag tales det til en grad stadig, og nogle ord er udbredt generelt, fx ”howzit” som jeg er blevet mødt med i butikker og af min hawaiianske professor Dr. C, og som bare er en måde at hilse folk på. Derudover er der ”da kine” som bliver brugt når man ikke lige har et bedre ord for en bestemt ting. ”Da” bliver også brugt i stedet for ”the.” I walmart hørte jeg en ansat sige ”no can buy cigarettes,” og da jeg skulle lukke min bankkonto spurgte den søde pige bag skranken ”are you pau? (done)” - altså med skolen fordi jeg fortalte at jeg skulle flytte tilbage til Danmark. Derudover bliver aloha (som både betyder ”hej”, ”farvel”, ”kærlighed” mm.) og ”mahalo” (tak) brugt, ikke kun som turistfænomen, men folk bruger det også nogle gange i ”almindelige” sammenhænge. Ordet ”kokua” - betyder noget med samarbejde/for det fælles bedste og bruges fx i automatiske beskeder i bussen: ”please kokua - exit through the rear doors so others may board,” eller fx som jeg så på skraldespand i 7eleven: ”Mahalo for your kokua.”

De fleste - eller i hvert fald rigtig mange - stednavne er hawaiianske navne, og jeg synes der er mange flotte hawaiianske (sted)navne - jeg boede fx på Waialae Avenue (fonetisk lyder det som noget á la - der var en dame der fortalte mig at hun huskede udtalen på at det lyder som ”why a lie”). Når man omtaler gadenavne siger man normalt ikke resten, dvs. mit busstop hedder fx bare Waialae/Kapiolani, og ikke Waialae Avenue and Kapiolani Boulevard, som det ligger i krydset mellem). Ligeså siger man bare ”King” og ikke King Street”. Bare på den busrute jeg normalt altid tog til og fra skole var der mange flotte navne, fx Kapiolani -- Kapaakea -- Alapai -- Piikoi -- Kalakaua -- Moiliili -- Kamehameha -- Keeaumoku -- Ka’ahamanu -- I’olani -- Alakea -- Kapahulu. Andre navne er Liliuokalani -- Paoakalani -- Kalanianaole osv. osv. Så i det mindste er stednavne noget der har overlevet. Som vist tidligere nævnt er der ikke rigtig nogen der snakker hawaiiansk mere, bortset fra at der er nogle initiativer hvor man kan lære det i skolen. Johanna og jeg var på et tidspunkt inde og se fire små kortfilm der var animerede hawaiianske legender, hvoraf den ene var på hawaiiansk med undertekster, det var superspændende. Hawaiiansk har kun 13 bogstaver a, e, h, i, o, u, k, l, m, n, p, w - og så en grammatisk slags apostrof (det hedder ”glottal stop” på engelsk). Etniske hawaiianere, måske især på de andre øer jeg besøgte, har en distinkt dialekt af engelsk, og det lyder rigtig flot når de udtaler navne, jeg forestiller mig at det er det tætteste man kommer på den rigtige udtale det engang har været da den dialekt nok er det levn der er tilbage fra rigtig hawaiiansk sprog.

Nu efter jeg har rejst rundt til de andre øer synes jeg at der er stor forskel på de forskellige øer. Jeg forestiller mig at Honolulu nok mere er som the mainland og mere som enhver anden storby, selvom stadig forskellig, som nævnt ovenfor. De andre øer, måske bortset fra Maui som er superturistet, er måske mere hawaiiansk/laid back, især Molokai som har den største oprindelige hawaiianske befolkning, og Big Island hvor der vist er et større ”movement” for hawaiiansk selvstændighed.



2. januar var jeg med Johanna og hendes kæreste som var på besøg på noget der hedder Polynesian Cultural Center som ligger på nordkysten. Det er en kæmpe oplevelsespark/museum eller hvad man skal kalde det - ja, kulturcenter - over polynesisk kultur, ikke bare i Hawaii, men også Tahiti, Tonga, Fiji, Samoa og New Zealand som alle er polynesisk (den oprindelige befolkning i Hawaii kom som sagt fra Tahiti, og sproget i de forskellige polynesiske samfund er stadig nært beslægtet, fx hedder kvinde - ”wahine” - det samme på alle de polynesiske sprog, selvom der jo er mange tusind kilometer vand i mellem øgrupperne). Selve kulturcenteret er et kæmpe område hvor der er en ”landsby” for hver af kulturene, Hawaii, Samoa osv. Ved hver landsby er der så lidt underholdning, typisk dans og sang, en traditionel hytte, traditionelt fiskegrej og andre redskaber, en lille leg osv. Der var forskel på hvor meget underholdning der var, fx havde Fiji ikke så meget, hvorimod New Zealand havde mange sange og det var helt så det gav gåsehud at høre på et tidspunkt. De folk der arbejder med at danse og synge er unge mennesker fra et nærliggende universitet, især for unge fra Polynesien, men i princippet fra hele verden - vores guide var fx en ung pige fra Mongoliet! Men generelt er det som sagt folk der er fra Polynesien og ser polynesiske ud, og typisk arbejder de også i flere af ”landsbyerne”/forskellige shows og opvisninger. Vi havde købt en stor pakke af billettyper, så vi var i en gruppe med guide på hele dagen, Vi fik også alle sammen en lei - krans om halsen - lavet af en bestemt type nødder, og senere også en krans med friske blomster, og om aftenen var der fest med kæmpe buffet med masser af lækkert traditionelt hawaiiansk mad og med lidt underholdning i form a hula og sang, og bagefter var der kæmpe show som var en historie der udspillede sig generelt over den polynesiske kultur. Det var virkelig en spændende dag.

---