Fra vi flyttede i lejlighed til og med 27. september 2009

---

Så kommer vores længe ventede opdatering af rejsebloggen endelig 😉
Vi er som sagt flyttet ind hos to marokkanske piger, der studerer her i Málaga. Lejligheden er overraskende stor og ligger i et meget børnevenligt kvarter, så vores mødre kan ånde lettede op. Vi har hvert vores relativt store værelse lige ved siden af hinanden samt to badeværelser. Så endelig noget, vi har været heldige med, idet huslejen også er relativt billig (150 euro + elektricitet hver pr. måned). Dog er der et lille MEN: Hygiejnen - eller manglen på samme. Pigerne er rigtig, rigtig søde, men går desværre ikke ret højt op i hygiejnen. Og dog; de vasker køkkengulvet hver aften - det er desværre bare i det samme og efterhånden kolde og beskidte vand, der genbruges dag efter dag. Ironisk nok lader de så opvasken med madrester stå. Resultatet af dette så vi en dag, da vi tilfældigt kiggede op i køkkenloftet: Det kriblede og krablede med tvefarvede møllarver, der i flokkevis krøb aftentur langs panelerne. Efter et hurtigt tjek på nettet blev vi hurtigt klar over, at de i vores køkken har de bedste livsbetingelser, de kunne drømme om. Varme, fugt og gode parringssteder, hvilket vil sige madrester. Selv efter en ordentlig omgang kemi på dåse kriblede de videre samme aften. Dette blev hurtigt for meget for Marianne, der iførte sig turban og bevæbnede sig med lokumspapir og plasticpose. I denne mundering gik hun i nærkamp med larverne, der ikke fik en chance. Der var en massakre uden lige hen over opvasken. Efter kun nogle få dage med daglige massakrer, kunne resultatet tydeligt ses, da kun enkelte forvirrede, færdigudviklede møl fløj rundt. Mission completet! Og opvasken? Den står der stadig…

For at se lidt andet end kun Málaga tilbragte vi sidste weekend i byen Granada, der ligger to timers buskørsel herfra i smukke bjergomgivelser. Desværre betød bjergomgivelserne et seriøst temperaturfald, som vi på ingen måde havde taget med i vores beregninger, da vi pakkede bikinien og kækt lod jakken hænge i skabet (sammen med møllene). Tilfældigvis havde vi dagen inden fundet ud af, at en mexicansk fyr fra vores tidligere hostel, som vi havde tilbragt lidt tid med, også skulle til Granada. Igen ved et tilfælde endte vi med samme bus og ankom derfor samtidig. Moises, som han hedder, havde ikke nogle planer herfra, så han tog med os til det hostel, hvor vi havde booket to overnatninger. Vi havde flottet os og bestilt dobbeltværelse, hvor der tilfældigvis var en dobbeltseng og en enkeltseng, frem for dorm (sovesal). Dog, før vi vidste af det, havde Moises og receptionisten fået arrangeret, at Moises kunne sove på vores værelse. Nu er der måske flere af Jer, der sidder med lumre smil - eller bekymrede panderynker - men der må vi hellere skynde os at sige, at vi ret tidligt i vores bekendtskab havde dømt Moises homoseksuel. Om denne ”dom” er korrekt, ved vi endnu ikke, men der var i hvert fald ikke et eneste forsøg på tilnærmelser fra hans side, hvilket hernede er en ret sikker indikator. Og helt ærlig: Hvilken heteroseksuel fyr ifører sig shimmer-bodylotion, inden han går på club??? Eftersom vi nu var roomies, tilbragte vi alle tre dagen (og natten, høhø) sammen, hvor vi traskede Granadas gader og arabiske marked tyndt som enhver anden turistgruppe. Om aftenen stiftede vi bekendtskab med et spansk fænomen, vi er blevet ret vilde med: Tapas. Dog ikke som vi kender det i DK som en form for buffet. Her fungerer tapaen som en ledsager til en lille cerveza (øl). For 1 ½ euro får man derfor en lille tapa, eksempelvis tunmad, og selvfølgelig en øl. Efter at have indtaget dette går man så videre til næste sted og prøver deres tapas. Fedt! Dog var dette torsdag aften, hvilket betød, at Granadas gader var fuldstændigt øde, så der gik ikke lang tid, før vi vendte tilbage til værelset for at få os en god lang nats søvn. Dog var det meget meget nyforelskede og knap så katolske par, der boede ovenpå, ikke helt indforståede med dette. Gentagne gange, samme nat, samme morgen og næste eftermiddag kom der nogle meget højlydte og lidt for ”glade” lyde deroppefra, der var utrolig svære at overhøre og endnu sværere at sove fra. Bum bum… Ud over denne profane oplevelse er Granada en flot og kulturel by med et spændende miks af den tidligere arabiske kultur og den nye spanske.

Som mange sikkert ved, er vi stadig uden job, og dette til trods for et meget seriøst forsøg på finde dette. Pt. har vi hver især afleveret omkring 50 ansøgninger og har stadig ikke fået så meget som en lille bitte opringning. Joder!! (Vores nye spanske yndlingsbandeord. Betyder noget i retning af fuck. Ligger utrolig godt i munden og passer i enhver sammenhæng). Dette stresser os efterhånden lidt, da arbejdsløsheden i området er på omkring 24 %. Onsdag vil vi nu finde ud af, om José, vores løbe-redningsmand, igen skal blive dagens mand i skysovs, eftersom han måske kan hjælpe os med at få job hos en biludlejning, der mangler engelsktalende personale. Vi håber!
Den oprindelige plan var at bruge september hernede på jobsøgning, og så tage hjem, hvis vi ikke kunne finde noget. Men vi har nu besluttet, at fortsætte jobsøgningen en måned mere, så vi som minimum er her til midten af november.
I forbindelse med jobsøgningen har vi desuden også fået oplevet Málaga by night i selskab med og under beskyttelse af vores roomie Fatima. Hun arbejder som mange andre unge studerende i nattemiljøet, hvor hun har til job at sørge for, at folk går til ”hendes” diskodasko frem for andre. Det gør hun ved at møde folk på gaden og give dem gratis drinksbilletter. Dette er meget brugt i Spanien - skønt! Det er eventuelt et sådant job, vi har chance for at få, så derfor søgte vi et par steder. Som Fatima sagde, før vi tog af sted: ”When you’re with me, you won’t pay anything!”, og ganske rigtigt; vi klarede en bytur til kl. 7 næste morgen med den samlede udgift på 1,10 euro til busbilletten hjem, hvilket passer vores økonomi ganske udmærket. (Apropos vores økonomiske situation bør det nævnes, at problemerne med vores visakort ret hurtigt lod sig løse. Fidusen var, at man ikke kan hæve mere end 2000 kr. om dagen, hvilket var det, vi forsøgte. Derfor: Ingen problemer med kortene alligevel.) Det eneste, der denne aften kom bag på os var spaniernes utroligt store danseglæde og trang til at vrikke hofterne. Og det gælder vel at mærke både mænd og kvinder! På to skandinaviske tøser virker denne svansende vrikken med numsen og vriden i hofterne utroligt umaskulin. Men vi var vist meget ene om denne opfattelse. Heller ikke alle spaniere forstår, at Marianne og Anna ikke er noget, man danser med - de danser bedst med en albue solidt plantet på bardisken. Også spaniernes kindkysseri overrumpler os gang på gang. Hvorfor ikke nøjes med at give hånden til en person, man ikke er interesseret i? Skal de absolut kysse på en? Ja, vi undrer os bare.

I går stod hele dagen igen i jobsøgningens tegn, idet vi tog til Torremolinos (turisthelvede!) for at aflevere yderligere en stak cv’er. Vi blev dog mødt at flere forhindringer:
1. Vi hoppede af bussen alt for tidligt og endte et godt stykke uden for Torremolinos, hvor en venlig kinesisk dame, vi spurgte om vej, fortalte os, at der var langt til centrum, og om vi ikke hellere skulle tage bus 110. Damen vidste ikke, at vi netop var sprunget ud af bus 110.
2. Vi havde tænkt os at kopiere vores cv’er i Torremolinos, men dette blev dog et seriøst problem, da turister åbenbart hellere vil have cafeer og barer end papelerías, hvor man kan kopiere. Joder! Derfor tilbragte vi timer på at opstøve en lille internetcafe, der var udstyret med en kopimaskine.
3. REGN!!! Vi troede ikke, det var muligt, men vi blev regnet væk. Marianne var taktisk smart og investerede i en blå paraply, der matchede det pæne ”jeg-søger-arbejde” sæt tøj, hun var iført. Anna derimod købte straks et stort gult regnslag i bedste festivalstil. Resultat: Hun afleverede 15 ansøgninger iført noget, der lignede et 180 cm langt gult kondom. Hvem ville dog ikke ansætte hende?

Folk kan godt glæde sig til at komme på besøg hernede, eftersom vi begge har demonstreret evner, vi ikke selv vidste, vi var i besiddelse af, i køkkenet. Udstyret med ”God mad, let at lave” fremtryller vi det ene (køkkenets faciliteter taget i betragtning) fantastiske måltid mad efter det andet. Vi blev så lokale og prisbevidste, at vi besluttede os for at tage på det lokale marked for at forsyne os med frugt og grøntsager. Dog blev det ikke helt så billigt, som vi havde regnet med, men vi kunne trøste os selv med, at vi trods alt havde fået en masse gode ting til resten af ugen ud af det. Men nej - snydt igen! Størstedelen blev kasseret inden for de næste to dage pga. råd, pletter og generel dårlig kvalitet. Derfor vil vi fremover holde os til supermarkedet, som de turister, vi nu engang er.

Vi er ved at falde godt til hernede og er rigtig glade for at være her. Det eneste vi nu mangler ud over et arbejde er VENNER! Meget underlig følelse. Heldigvis får man som blondine i Spanien rigtig hurtigt meeeget gode venner. Bare rolig Michael, Anna har ringen på 😉 Det er dog på et ret overfladisk plan. Når vi spadserer på gaden, kan det godt virke som om, de spanske mænd leger en anden version af den danske ”gul bil” eller ”Boble”. Forskellen er bare, at denne leg hedder ”dyt eller råb, når du ser noget blond”.
Det skal også nævnes, at vores spanskkundskaber så småt er ved at forbedre sig. Vi er nu som regel i stand til nogenlunde at forstå svarene på de spørgsmål, vi stiller. Dette må siges at være en forbedring! Dog giver den andalusiske dialekt os stadig kamp til stregen. Så lær dog at udtale de s’er for helvede!!! (Andalusiske eksempler: caha = casa. Doh = dos. Mah o menoh = mas o menos. Og her gik vi og troede, at spaniere ikke kunne udtale h?)

Vi glæder os stadig til at få besøg og håber, at I alle fortsat har det godt. Vi vil fremover prøve at opdatere bloggen lidt oftere.
Mange kærlige hilsener fra Anna og Marianne 😉

Ps. Annas danske tlf. virker nu, skriv gerne, men ring ikke 😊

---