Advertisement
Published: September 12th 2009
Vi opretter nu en rejse blog, så jer derhjemme (eller hvor I nu er) kan følge med i vores nye og indholdsrige (…) liv her i Málaga - og evt. få et mere realistisk billede af vores tid her. (Vi får respons som om, vi er meget sejere, end vi faktisk er)
Men for at tage det hele fra start, begyndte turen jo i Kastrup Lufthavn mandag den 7. September 2009. Dagen forinden havde vi rent tilfældigt fundet ud af, at vores fly alligevel ikke var direkte, men som den venlige (men ikke helt engelsk-talende) Iberia mand sagde: ”One stop, no changing flight!”. Derfor var vi ganske rolige, da vi satte os ind i maskinen. Men da vi så landede i Madrid, og ALLE forlod flyet, faldt humøret drastisk. Vi blev venligt informeret af en små-fnisende stewardesse og steward om, at også vi skulle forlade flyet og finde et andet fly i Madrids kæmpelufthavn. Dette resulterede i nogle hektiske minutter, hvor vi travede frem og tilbage (læs: power-walkede) på ”gåbånd” med et lettere panisk blik for så at finde ud af, at vi bare skulle have fulgt efter de fulde og afblegede svenskere, der skulle tilbringe en uge i SPRUT og sol i Málaga. Heldigvis var det det rigtige fly, vi kom med, og vi landede en times tid senere i Málaga ;D
Her besluttede vi os efter mange overvejelser at tage en taxa frem for bus til vores hostel. Bagefter kan vi se, at dette måske ikke var den mest økonomiske løsning!! Den unge chauffør Enrique (som bare ville kaldes ”Kecke”) slukkede hurtigt taxameteret, hvilket var ret heldigt, eftersom han ikke kunne finde vores hostel og cirkulerede rundt i området i meget lang tid. Det skal dog siges til hans forsvar, at byen er på den anden ende af vejarbejde, og mange veje er ensrettede. Dette resulterede i, at vi måtte stå af et stykke fra vores hostel, og han forsikrede os om, at det ikke ville være svært at finde herfra. Det var det heller ikke - da vi først havde spurgt om vej to gange, og klokken var omring 23. Denne tur kostede os ialt 30 euro mod den ene euro, bussen tager, eller de 20 euro, vi kunne have lagt for at blive hentet i lufthavnen af en fra vores hostel.
Dagen efter gik med sondering af terrænet - dvs. den flotte by og den ganske udmærkede strand. Den næstkommende dag bestemte vi os for at starte vores jobsøgning. Vi iførte os vores stiveste puds (dvs. vi tog make-up og finere bluser på) og sprang på den anden bus, der passerede, idet vi missede den første. På vejen til lufthavnen så vi et skilt med ”dansk biludlejning”, som var dem, vi ledte efter. Alligevel valgte vi at fortsætte helt ud til lufthavnen, da vi fejlagtigt troede, at deres kontor lå et sted i lufthavnen. Dette kunne vi efter en længere travetur og samtaleforsøg med flere damer i informationen (der selv troede, at de kunne engelsk) konstatere, at det gjorde det alligevel ikke. Derfor ville vi tage en bus et par stop tilbage til ”måske-kontoret”, og til vores store overraskelse så vi, at vi kun var få sekunders kørsel derfra og skyndte os at trykke stop. Dette nægtede chaufføren i midlertidigt, eftersom bussen var overfyldt (hvilket på ingen måde giver mening, da vi, hvis vi havde fået lov at stå af, ville have givet plads til to nye), og vi måtte med rædsel se kontoret ræse forbi vinduet. Først 15 km senere bestemte chaufføren, at det var tid at stoppe, så vi øjnede chancen og sprang af et ukendt sted. Herfra kunne vi heldigvis tre minutter senere tage en anden bus tilbage til lufthavnen med en psykopat til chauffør, der troede, han kørte radiobil!! Vi steg ud med livet i behold og fortsatte søgningen, der bl.a. førte os i P-kælderen og senere ud på en stor vej uden hverken fortov eller fodgængerovergang. På dette tidspunkt var vi godt svedige og støvede efter at have været undervejs i flere timer (det tager ca. 20 min. at køre til lufthavnen), men fandt endelig indgangen til kontoret, hvor vi fik afleveret ansøgning og CV. Mission completet! Derefter kunne vi købe dagens fjerde busbillet og stige på bus nummer 19 nok engang. Busruten var dog anderledes denne gang, hvilket resulterede i, at vi blev jaget ud af bussen i centrum af byen, hvilket var ca. 25 minutters gang fra vores hostel. (Marianne havde på daværende tidspunkt fået ret ubehagelige vabler under fødderne af de pænere sandaler, hun i dagens anledning havde valgt at iføre sig). Resten af dagen skulle stå på strand og total afslapning. Dette blev dog anderledes end planlagt.
Vi udvalgte en plads i vandkanten og sprang kækt ud i bølgerne ti meter derfra, hvilket var smart, da vi så på den korte afstand løbende kunne holde øje med taskerne. Til Mariannes store overraskelse ”løb” Anna pludselig på vandet som en anden Jesus-figur og fortsatte råbende og drivende våd op på strandpromenaden. Det viste sig, at en ca. 19-årig fed ung mand havde øjnet sin chance for at nakke vores strandtasker, der indeholdte snavsede trusser, Annas yndlings bh samt tøj, solcreme, Mariannes højtelskede solbriller i nyerhvervede hylster - samt KAMERA, SYGESIKRINGSKORT OG MOBILTELEFON!!! Pis! Mange mennesker havde set, hvad der skete, men ingen valgte at reagere. De kunne dog med det samme fortælle Anna, hvem det var og hvilken vej, han var gået. Marianne havde efterhånden også så småt opsnappet, at noget ikke var, som det skulle være og havde fået sit korpus op af vandet. Anna havde i mellemtiden fået organiseret en mindre forfølgelsesaktion. En tilfældig løber ved navn José så en skønjomfru i nød og satte straks efter tyven. Desværre var den halv-kvabsede tyv rap på sine flæskede skanker og forsvandt sporløst bag et hjørne. En voldsomt svedende José vendte 7 minutter tomhændet tilbage. Under forfølgelsesaktionen havde en mindre flok spanske badegæster sluttet ring om os, og på ophidset og meget hurtigt spansk kom de med forskellige forslag til, hvad vi nu skulle gøre. Dog med meget begrænset udbytte eftersom vi nærmest intet forstod i den dramatiske situation. Marianne blev fulgt hen til livredderen, der ringede efter politiet, som dog ikke så sig nødsagede til at dukke op på gerningsstedet. Resultatet blev, at den hjælpsomme José meget venligt fulgte os først hele vejen til vores hostel, hvor vi fik flyttet vores værdier, da tyven nu besad nøglen til vores sikkerhedsskab, og Anna fik iført sig et mere anstændigt outfit (hendes tøj var som nævnt i den stjålne taske). Derefter blev vi stadig under ledsagelse af José eskorteret til politistationen, hvor José forklarede situationen til den ældre, venlige politimand. Herefter stod vi på egne ben og måtte med hjælp fra Gyldendals spansk-dansk dansk-spansk lommeudgave anmelde forbrydelsen på et af stationens kontorer. En time efter kunne vi slukørede, udstyrede med en udførlig beskrivelse af forløbet, forlade politistationen. Vi skulle dog først passere den samlede styrke af patrulje-betjente, der i mellemtiden var vendt tilbage til stationen og som så os som et lille forfriskende input i deres ellers kedelige vagt. Fulgt af elevaterblikke og lidt for venlige og medfølende smil og ”hola’er” fra betjentene begav vi os hjemad. Marianne var ved tanken om sit mistede kamera psykisk meget meget langt nede og måtte have en snak med Mutti. Anna gik derfor i gang med maden (til Annas far: Pigebarnet lavede sørme ”cykelgryde”), men da Marianne lettere rødøjet kom ned i køkkenet, var maden stadig ikke færdig, og Anna stod med fingeren i vand, hvor hun forsøgte at dulme smerten på venstre langemand, hvor en ny brandvabel nu tittede frem. Derefter mad, skype, seriøs mojito og veltrængt søvn.
Dag 4 (torsdag): Intet bemærkelsesværdigt skete, udover at vi for første gang besøgte en hjemmefra fundet lejlighed, hvor to studerende marokkanske señoritas søgte to piger til de to overskydende værelser, der kort forinden var blevet ledige.
Dagen efter var vi ved bedre mod på farten igen. Denne gang var målet den lokale arbejdsformidling, som en venlig dame på turistkontoret havde udpeget på vores turistkort nummer to, idet det første forsvandt med taskerne. Vi fandt den udpegede gade, men underligt nok havde ingen hørt om arbejdsformidlingen, der skulle ligge i netop det område. Vi troede det skyldtes misforståelser pga. den sproglige barriere, da sproget her er utrolig svært at forstå; en ting er at forstå teksten i en spansktime hjemme i Hobronx, noget helt andet er at forstå en andalusisk, hurtigttalende, læspende indfødt, der konsekvent nægter at udtale samtlige s’er i det spanske sprog. Ofte erstattes det af en eh- eller ah-lyd. Meget mærkeligt og uforståeligt! Vi er allerede begyndt at tale hurtigere, utydeligt og læspende i håb om at blive bedre forstået. Derfor kan alle, der planlægger et besøg hernede godt forberede sig på et ordentligt spytbad 😉 Efter at have spurgt adskillige mennesker om vej og et par gange at have fået udpeget nogenlunde samme retning, opdagede vi til vores frustration iblandet lettelse, at vi befandt os på den helt forkerte gade. Turistdamen faktisk alligevel også ved nærmere eftersyn udpeget en anden gade på kortet. Efter at have tilbagelagt et par kilometer mere på efterhånden tomme maver fandt vi endelig kontoret. Stor lettelse. Efter 20 minutters venten viste det sig dog at være det falske sted, og vi blev af den rare mand udstyret med et hjemmelavet kort, der skulle vise os vejen til det rette sted. Dette fejlede dog, og vi opgav og vendte hjem til vores hostel for at indtage føde. Efter en hurtig stranddukkert - kun medbringende håndklæde og vandflaske - vendte vi tilbage til den førnævnte lejlighed med et udkast til en lejekontrakt gyldig fra dagen efter, idet vi efter mange overvejelser endelig havde bestemt os for at flytte ind. Her gik det for første gang op for os - hvilket vi jo burde have regnet ud for længst - at vores kommende bofæller var muslimer og befandt sig midt i ramadanen, hvilket sjovt nok i denne hede sløver folk betydeligt, eftersom de ikke engang må indtage vand i løbet af dagen.
I dag (lørdag) skulle vi så tjekke ud fra vores hostel og flytte ind i lejligheden. Derfor skulle formiddagen gå med at pakke og tjekke ud fra værelset kl. 11, hvorefter vi kunne lade vores ting stå i opholdstuen, så vi kunne tage på det lokale marked, som dog var for overvældende på dette tidspunkt. Tilbage på vores hostel spiste vi en let frokost med en mexicansk fyr, der derefter tog med os ud for at hæve penge til husleje og depositum. Her opstod dog endnu et ret stort problem/forhindring; ”We did not have the authority ” til hverken at hæve eller tjekke saldo, men blev af automaten opfordret til at kontakte egen bank, der jo først åbner mandag. Vi ved stadig ikke, hvad der er galt med vores kort (fra to forskellige danske banker), så må ringe hjem endnu engang med en ny to-do liste til vores kære forældre.
Dette var vist alt for nu. Vi befinder os i lejligheden. Mangler nu ”kun” job. Er ved godt mod, men det er også gået op for os, hvor hårdt det egentlig er at være af sted på denne måde. Vi ser derfor meget frem til besøg 😉 Hav det rigtig godt alle sammen!
Kærlig hilsen Anna og Marianne
Advertisement
Tot: 0.077s; Tpl: 0.011s; cc: 9; qc: 49; dbt: 0.044s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.2mb
AnnaMarianne
Anna Ahlbom
Puha!!
Det lyder da som i har det hele imod jer dernede tøser!! Men ellers håber jeg i er ved godt mod! Det er sku træls at i mistede jeres kamera og sygesikringsbevis, og at det derefter gik en smule ned a bakken. Men som jeg lige sad og sagde til min mor: "det er sku godt at Marianne og Anna var de bedste i klassen til spansk, ellers ville det da være gået helt galt". Håber snart at skulle læse hvilke spændene eventyr i så kommer ud på. Ha det godt. Kram Mettøøh.