"BS Kazakh"

---

Som lovet kommer her en beskrivelse af sikkerhedsmoedet i gaar paa kontoret, som optakt til dagens vandre- og klatretur i bjergene.
Vores guide moedte op, og bad os om at tage papir og blyant frem, for at vi kunne tage noter. For her kommer en raekke gode raad. De var som foelger:

1: Tag ikke hoejhaelede sko paa.
2: Tag ikke miniskoert paa.
3: Tag madpakke med - men medbring selv service.
4: Tag drikkevarer med.
5: Gaa ikke helt hen paa kanten af en klippe, der se usikker ud.
6: Medbring en rygsaek til at baere maden i, saa du har haenderne fri.
7: Tag et kig paa vejret inden du tager afsted, og klaed dig paa efter det.
8: Smid ikke skrald over det hele.
9: Tegn ikke paa petroglyfferne (som er saadan nogle oldtidsfund)

Det var alt! Og saa skulle vi moedes kl. halv ti, selvom vi foerst skulle koere kl. ti, saa guiden kunne tjekke vores paaklaedning, og sende os hjem efter noget andet ,hvis det gik helt galt.

Til vores store fortrydelse var alle forholdsvis fornuftigt klaedt paa, selvom man saa et par stykker med fine ballerinasko. Det kunne altsaa have vaeret sjovt at se, hvad de var moedt op i, hvis moedet ikke var blevet holdt.

Jeg ved ikke hvorfor, men de mennesker her, kan aabenbart overhovedet ikke taenke selv. Hvem kommer paa den ide at tage hoejhaelede sko og miniskoert paa, naar man skal ud og klatre i bjerge?!
Og paa trods af, at det blev skaaret ud i pap, var der alligevel en fem seks toeser, der havde taget sportstasker med i stedet for rygsaekke.

Naa, men vi fik sat forventningerne ned til vores bjergtur. Vi overbeviste hinanden om, at der naeppe blev meget udfordring i at foelge med folk, der aabenbart ikke har det fjerneste begreb om hvordan man klaeder sig til en bjergtur. MEN vi skulle blive overraskede. For det foerste var vores bus simpelthen oldgammel. Den gik i staa den ene gang efter den anden, og paa et tidspunkt koerte vi paa en vej, der haeldede saa meget, at vi var 100 % sikre paa, at det var et spoergsmaal om sekunder foer vi vaeltede. Koelerhjelmen blev aabnet, fordi vi var ved at koere varm, og vi koerte afsted med dampen vaeltende ud, og skruet helt op for varmen. Jeg var virkelig bange for, at det skulle gaa galt, men det endte heldigvis lykkeligt... Eller vi kom i hvert fald frem, og hjem igen til sidst.
For det andet, var vores guide bestemt ikke for boern. Han var ifoert total camouflage, og havde ordentlige vandrestoevler paa, og selvom han var rar, og ventede paa de sidste, der haltede bagefter med deres sportstasker, og holdt mange pauser, saa var vi altsaa helt oppe paa toppen af bjergene, og helt nede i bunden af noget, der bliver kaldt Kazakhstans Grand Canyon (fordi det ligner Grand Canyon i USA), og nogle gange var det virkelig saadan, at jeg tror hvis vi havde vaeret i Danmark havde vi ikke kunnet goere det uden sikkerhedsudstyr, for der var soereme langt ned, og smalle klippehylder at gaa paa.
Men vi doebte lynhurtigt vores guide til "BS", fordi han var lige saa sej som BS, men heldigvis ikke naer saa irriterende og hoere paa. (Hvis den sande BS af mystiske aarsager skulle komme forbi her, er jeg fuldstaendig sikker paa, at han er en fin fin fyr... Hans programmer er bare ikke lige min stil) Desuden vidste han alt om naturen og planterne, og de gamle bygninger, og kunne finde pebermynte og alt muligt andet sejt. Og saa kunne han ogsaa lige fortaelle lidt om petroglyfferne. Det er gamle tegninger paa sten, som man kan finde rigtig mange af rundt omkring. De er maaske 8000 aar, og det er selvfoelgelig mest dyr. Det var sjovt at klatre rundt i klipperne og finde dem.

Vi blev enige om, at vi godt kunne lide vores guide, fordi han havde forstaaet, at det er til grin at bo i et land med saa meget fantastisk natur, som der er her, og saa aldrig have besoegt det. Det svarer til at vaere dansker, og aldrig at have set havet. Men de fleste havde aldrig vaeret i bjergene foer, saa det er meget maerkeligt. Jeg ville vaere der hele tiden, hvis det var mig, der boede her. Vi skal heldigvis paa bjergtur igen paa naeste soendag, og paa et tidspunkt skal vi paa en tredages tur. Saa vi faar maaske vores lyst styret. Vi er helt oppe at koere alle tre lige nu. Og meget solskoldede. Det har virkelig vaeret en god god dag.

Jeg havde bedt min familie om at lave en madpakke til mig, fordi jeg ikke var hjemme, og en madpakke skulle jeg jo have. Den bestod af en halv bolle med spegepoelse. Til en HEL DAG?! Jeg blev noedt til at snyde mig til at smoere noget mere i morges. Jeg kan virkelig ikke forstaa hvad der foregaar inde i hovederne paa min familie nogengange. Og det er ikke noget med kulturforskelle, for I skulle se hvor meget mad alle mulige andre kazakher slaeber med alle steder hen. Der var mad til dobbelt saa mange personer paa det bjerg, og man kunne ikke lade vaere med at taenke, at det var da utroligt de gad slaebe alt det op. Min familie siger ogsaa hele tiden, at jeg ikke spiser noget, saa jeg synes virkelig deres madpakker er underlige.

Faktisk synes jeg min familie er lidt underlig, generelt. Ikke saa underlig som Mettes og Marias, men alligevel - maaske bare paa en anden maade. De snakker naermest ikke med mig laengere, og det fede ved at vaere i en hostfamilie, skulle vel netop vaere, at man bliver en del af familien, og besoeger deres venner og saadan noget. Det er der ikke meget af. De lader mig vaere i fred, og det er maaske meget fint, men naar jeg kommer hjem, spoerger de om jeg vil se fjernsyn, og selvom jeg altid svarer nej, saa taender de for dejligt synkroniseret MTV, og regner med, at saa er jeg nok underholdt. Foreslaar jeg noget, som fx gaa en tur eller et eller andet, saa lader de som om de ikke hoerer det. Aizhan gider dog godt spille kort, men kun hvis det er eet bestemt spil (som hun ALTID vinder i), og efter tre uger, er det ved at vaere lidt trivielt.
Men det er ok. Det er ikke fordi det oedelaegger noget, eller er et stort problem. Mine aftener er bare kedelige, saa jeg bliver ude saa laenge som muligt. Problemet er, at Mettes og Marias bydel er lidt farlig, og den eneste gang de er gaaet hjem efter 21.30 er de blevet forfulgt af nogle skumle typer, saa de er ikke saa vilde med at vaere laenge ude. Jeg bor i centrum, og har ingen problemer af den slags overhovedet.

Naa, nu vil jeg slutte, der er vist ikke saa meget mere at fortaelle. I naeste uge starter vores arbejde endelig. Vi skal vaere 2x2 timer paa hjemmet for doeve og 2x1.5 time paa hjemmet med de handicappede boern. Desuden skal vi maaske arbejde paa et hjem, hvor man hjaelper fysisk handicappede boern med at laere at gaa og saadan noget. Det lyder vildt spaendende, saa det haaber vi virkelig paa. Desuden har vi jo stadig vores danskundervisning, og ogsaa en interkulturel klub som starter i morgen. Saa lidt har vi da faaet.

Og lige en lille ting: Hvorfor faar man ikke flere mails?

---