Advertisement
Published: March 17th 2018
Edit Blog Post
Fra Phu Quock tog vi færgen til Ha Tien, hvor vi skulle med en bus estimeret til omkring 4 timer (inkl. visumkontrol over grænsen). Dette blev en længere affære med mere ventetid på diverse kontore end reel køretid samtidig med at vi skiftede bus op til 4 gange. Vi kom dog hele frem til målstedet sent om aftenen ramt af træthed efter en transportdag, der blev væsentlig længere end forventet,
Første stop i Cambodia var Kampot som viste sig at være det helt rigtige valg for os som den første by i Cambodia. Vi stod mellem at vælge mellem Kep, Sihanoukaville og Kampot hvor af den første var en lille soveby med en masse resorts og ikke så meget andet, den næste en større metropol og såkaldt ”party”by og så Kampot lige midt imellem som var tilpas afslappet og hyggelig til at kunne bevæge sig rundt i med Lua uden at være alt for uoverskuelig.
Vi har på vores rejse indtil nu eferhånden glemt mange ting, nogle med større og nogle med mindre betydning men aldrig noget der var værre end at vi kunne erstatte det eller finde en anden løsning. Vi lavede dog en bommert af de større,
da vi steg ud af bussen efter køreturen til Kampot og listede op på vores nye værelse med alt vores happengut. Simone spurgte mig med et smil da jeg havde læsset det hele op og været ude for at finde noget aftensmad kl. 9 om aftenen. ”Kan du se hvad vi har glemt” Jeg kiggede på hende og tænkte over det men kunne ikke komme på noget, da jeg syntes jeg havde slæbt på nok ting op ad trapperne. ”Klapvognen!” siger hun. Av av den havde jeg ikke lige regnet ud. Vi havde åbenbart lagt den under bussen og ikke tænkt nærmere over det, da alt vores baggage (som er ret meget i forvejen) lå inde i bussen. Vi blev nødt til at gøre et forsøg for at få den tilbage, da vi ellers kunne se frem til mad på hotelværelset resten af rejsen, hvis ikke vi havde nogle steder at putte Lua udover sengen.
En større mission startede for at få den tilbage som krævede kommunikation til forskellige implicerede parter. Ingen vidste tilsyneladende noget men via vores tidligere hotel på airbnb (som havde hjulpet os med at kommunikere med firmaet) fik vi at vide at den kunne hentes
en af de følgende dage i bussen på vej tilbage fra Sihanoukaville hvor bussen kørte til. Vi var der heldigvis i god tid da bussen kom 40 min. før tid (og kørte igen). Vi var ikke sikre på at det var den rigtige men prøvede alligevel at spørge. Ingen vidste noget om den, da vi prøvede at gøre os forståelige med at forklare hvad en klapvogn var, og hvad der var sket. Simone var dog hurtig til at kigge under bussen mens de uforstående backpackere pillede deres egen baggage ud fra selvsamme rum.
Til alt held kunne vi dog ånde lettet op da klapvognen lå helt stilfærdigt inde imellem alt baggagen. Vi var glade og kunne dele vores glæde med de smilende backpackere i vinduet, da de kunne se hvad det drejede sig om gengældte vores smil. Juhuu.
Når man rejser mellem flere lande er det altid sjovt at lægge mærke til kulturforskelle og den første umiddelbare forskel vi mærkede mellem Khmerfolket i Cambodia og Vietnameserne blev hurtigt illustreret via denne lille episode. Simone havde flere gange ”tænkt højt” at servicen på vores hotel var relativ beskeden og at der ikke var den samme opmærksomhed på gæsterne som
hun før havde oplevet og ikke som i Vietnam, hvor de generelt var meget imødekommende og opmærksomme på deres gæster (nogen gange lidt for meget måske). Generelt set virkede personalet relativt tilbagetrukket og ikke særlig imødekommende. Det samme var tilfældet på de fleste af de restauranter vi spiste. Da vi kom tilbage til hotellet en af dagene blev vi mødt af en mand i døråbningen som med stor entusiasme og iver (og hovedet helt oppe i vores) spurgte hvor vi kom fra og hvor vores rejse gik hen. Dette virkede helt anderledes end den stil vi endnu havde mødt i Cambodia. Stilen virkede dog bekendt, og vi fik lynhurtigt opsnappet at han var Vietnameser på rejse i Kampot. Aaaah det gav mening. Forskelle på kulture kan altså godt være betydelig selvom man bor relativt tæt på hinanden.
Vi faldt dog lynhutigt på plads i den nye kultur og fandt ind i Kampots søvnige tempo og daglidag, hvor dagene flød sammen og tiden gik lidt i stå for en stund. Vi boede i bydelen Old Town som jeg vil våge at betegne som lidt af en hipsterby. Mange udlændinge (specielt europæere) er flyttet til i søgningen efter en anden livsstil
og opstartet diverse butikker, restauranter og rejsebureauer side om side med de lokale cambodianske butikker, som udefra ser ud til at leve i god ro og orden med hinanden. Vi brugte det meste af tiden i bydelen omkring vores hotel med et par afstikkere til Kep Nationalpark og en aften sejltur med flot solnedgang over Boker Mountain med stop for at se ildfluer.
En af de helt store oplevelser for Simone (!) i Kampot var at hun under en spadseretur på den hyggelige promenade ved floden en aften så en ugle for allerførste gang, som hun var helt overbevist om var ved at gå til angreb på hende. Denne oplevelse satte et stort indtryk på hende.
Lua er derudover i fuld gang med sin sprogudvikling og har lært det nye ord ”aja” som oversat betyder ipad. Det bliver brugt en del i flæng (nogen gange lidt for meget ifølge hendes forældre) og senest har hun lavet en sang der inkluderer både ”aja” og ”dukke” (melodien minder tilfældigvis meget om ”twinkle twinkle little star”).
Advertisement
Tot: 0.073s; Tpl: 0.011s; cc: 11; qc: 46; dbt: 0.0412s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb