Advertisement
Published: September 15th 2011
Edit Blog Post
Fredag d. 9. startede som en rigtig møj-dag. Vi havde en kakerlak på værelset (igen) om morgenen, men fik den da slået ihjel efter en del besvær. Da vi så gik hjemmefra for at komme til forelæsning spillede vagterne fodbold med en levende rotte på trappen, AD! Vores forelæsning blev også noget rod. Hernede har underviseren åbenbart altid ret... Så da hele holdet kom til undervisning kl 8:30, som angivet på skemaet, var underviseren så sur over at vi ikke havde været der kl 8, da han mente vi skulle starte, at nogle studerende måtte gå ind til ham på hans kontor og overtale ham til at komme og undervise os. På vej hjem til Old Brunei var der så også lige en fugl der sked på Birgitte....
Men om eftermiddagen vendte vores held heldigvis. Vi var til photoshoot med ISA (International Students Association). Georgevich havde spurgt om ikke ville være med til en photoshoot og vi havde sagt ja uden egentligt at vide hvad det indebar. Det blev en super hyggelig eftermiddag hvor vi var en flok studerende fra Nigeria, Cameroon, Tyskland og Danmark der hang ud omkring Great Hall og så meget naturlige ud. Bagefter drak vi en sodavand
i cafeteriaet. Det var meningen at vi skulle have været ude og drikke en øl med Georgevich, Zel og Emmanuel om aftenen, men det blev desværre aflyst.
Lørdag tog vi ind til Kumasi med det hovedformål at købe øl og rødvin. Tog mod til os og bevægede os ind i det labyrintiske Kejetia Market. Det er ret anstrengende at gå rundt derinde, men der er også mange sjove ting at se. Er ved at være ret lun på tanken om at skulle have en afrikansk kjole (eller tre...) så jeg er så småt begyndt at kigge på stof. Så snart man viser den mindste interesse for noget som helst på markedet bliver man dog straks overfaldet af en salgslysten ghaneser: Obruni, ehite lady, what do you want?? Vi spiste alt for sen morgenmad på Queens Gate (en af de to stamrestaurenter vi har fundet os) og gik i supermarkedet og fik købt både øl, rødvin, proptrækker og ikke mindst en dåseåbner.
Om aftenen var vi i "biografen". Selvom Kumasi har 4 millioner indbyggere (sådan ca måske) har den ikke nogen biograf, så filmen blev vist auditoriet på Law Faculty. "Why marry" viste sig at være mindst lige så ringe
som vi forventede. Afrikaner ser virkelig noget mærkeligt TV og film! Men nu har vi prøvet det.
Senere tog vi så ud og drak den øl der var blevet aflyst dagen før, sammen med Zel og Georgevich. Det var rigtig hyggeligt, selvom det er lidt svært at vende sig til at de absolut skal sidde med deres telefoner HELE tiden... Nigerianerne (som Zel og Georgevich altså er) twitter konstant! Vi lærte i løbet af aftenen at vi overhovedet ikke kan bedømme alder... Zel er 10 år ældre end vi havde gættet på.
Vi er blevet ret glade for den lokale øl STAR, der som standart kommer i 750 ml flasker....
Hele ugen er stort set gået med forelæsninger. Det er rigtig rart at være igang, men vi bliver fuldstændigt udkørte af 2 timers forelæsning. Varmen gør selvfølgelig sit, og så det at det foregår på Ghan-english iblandet en smule twi (!). Desuden har de ikke hørt om begrebet pauser. Men vi er rigtig glade for de fleste af vores undervisere (og har droppet fredags-kurset).
Mandag eftermiddag spillede vi kort med nogle af nigerianerne fra computer science. Vi spille jackpot og "generel cardgame" som de fuldstændigt undlod at forklare:
it's just generel cardgame... Det viste sig at være lidt som uno.
Og om aftenen spiste vi sammen med Zel og hans forlovede Doris, mens vi stenede fjernsyn.
Kirken betyder enormt meget for mange her, både ghanesere og nigerianere. Vi kan høre bønneforsamlinger både lørdag morgen og onsdag aften. Søndag formiddag der det tidspunkt der er mest stille på vores hostel, for der er de fleste i kirke, så den tid nyder vi 😉 Religion er ikke noget privat som derhjemme, så der kommer folk og banker på og inviterer os til "fellowship" eller spørger om de må komme ind og tale med os om Gud. Vi fik forarget en ved at fortælle ham at vi ikke har nogen bibel med.
Har lært en meget vigtig lektie: "item 13" betyder mad. Det er jo sådan set en god ting at vide 😉
Advertisement
Tot: 0.068s; Tpl: 0.011s; cc: 8; qc: 51; dbt: 0.0391s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb