Argentina vs. Chile i diciplinen bedste vingaard

---

Hej Danmark,

Tiden racer afsted med syvmileskridt. Den ene dag tager den anden, og jeg er efterhaanden ved at vaenne mig ret meget til den her livsstil, der intet kraever af mig :o) Det bliver godt nok en omvaeltning, naar jeg endelig vender snuden hjemad om 2,5 maaneder.

De sidste par uger har, som resten af turen indtil videre, vaeret ret begivenhedsrige.

Som jeg sluttede af med i sidste blog, ville jeg smutte paa endnu en vintur. Da jeg baade er en mand, der holder sit ord, og da jeg jo trods alt var i Argentinas vindistrikt, taenkte jeg "When in Rome". Jeg havde moedt en amerikaner tidligere paa min faerden, Michael, som ogsaa tossede rundt i Mendoza, og sammen med to andre amerikanere, jeg faldt i snak med, gentog jeg successen - denne gang i en forfinet udgave. Jeg havde jo lidt erfaring at traekke paa. Og de andre havde bestemt intet problem med en privat guide, der tog foering fra start til slut og foerte dem til alle de prima steder. Endnu en perfekt dag blev skyllet ned i kvalitetsvin og steak paa en tagterasse paa en laekker vingaard. Det blev samtidig vores sidste stop paa den slingrende vin-cykel-tur, og der blev hurtigt lagt planer med amerikanerne om naeste dag at fylde den ud med endnu en "anstrengende" oplevelse - nemlig at saenke vores yndige corpus ned i nogle Thermal baths. Livet er sgu haardt som rejsende, hehe.

Saa med et lidt tungt hoved befandt vi os et halvt doegn senere i en canyon, hvor ca. ti pools med forskellige temperaturer lokkede os til at lade os langsomt oploese, rense og blive rynket som en rossin.

Tilbage paa mit hostal faldt jeg i snak med receptionisten, der anbefalede mig at tage tilbage sydpaa til en by ved navn Malargue 450 km i den retning, jeg var kommet fra en uge tidligere. Han viste mig en hulens masse billeder, der hurtigt overbeviste mig om at foelge hans raad.

En smuttur paa 5 timer i bus blev lagt bag mig og Malargue indtaget. Det lignede langt hen ad vejen til at vaere en kaempe fejltagelse, i stedet for at jeg var taget direkte til Chiles hovedstad, Santiago, som jeg ellers havde planlagt. Malargue var nemlig fuldstaendig doed. I loebet af de fem dage jeg endte med at tilbringe der, moedte jeg under ti andre turister. Og selvom det kunne lyde eksotisk at vaere kommet vaek fra the beaten track, saa var det faktisk et problem. De turistbureauer der endnu ikke var lukket ned for vinteren, havde jo serioese problemer med at fylde en jeep op - og sidder der kun en snoldet dansker i bilen, koerer den altsaa ingen steder - medmindre jeg selvfoelgelig betalte for svarende til fire personer. Og det havde jeg absolut ingen intentioner om. Derudover var der i det hele taget kun mulighed for ekskursioner loer-soen-mandag - og da jeg allerede var ankommet til byen torsdag morgen, kan I sikkert regne ud, at de foerste to dage var rimelig indholdsloese. Jeg fik spist en masse is, laest, gloet fjernsyn, og loebet et par ture. Da der naermest ingen turister var i byen, betoed det, at jeg havde et fire-personers vaerelse helt for mig selv, samt at jeg en aften sad mutters alene i en restaurant med tre tjenere til min raadighed. En ret stenet oplevelse. Det bliver lige tyst nok. Omvendt fik jeg for en gang skyld snakket en del spansk med de lokale de dage.
Omraadet havde saa vanvittig meget natur at byde paa, saa det ville have vaeret lidt af en torn i oejet, hvis jeg ikke fik set noget af den, blot fordi der ikke var andre turister at fylde paa vognen. En guide fortalte mig, at der ikke var noget der hed hoejsaeson og lavsaeson hernede - blot saeson og derefter ingenting. Og jeg befandt mig paa "ingenting-tidspunktet". Derfor gik jeg naermst pendulgang fra hostal til hostal for at stoeve andre rejsende op, og fra rejsebureau til rejsebureau for at hoere, om de ikke kunne samarbejde om kunderne og tilsammen fylde bare en jeep op. Det ville jo vaere en win-win for os rejsende og for bureauerne, da de ellers ikke ville tjene en klink. Som sagt saa gjort. Mit "skraldespansk" havde udrettet smaa mirakler, og naeste dag var der afgang af et styks fyldt jeep paa vej paa en elleve-timers-tur mod Parque Payunia - et vulkanlandskab med hundredevis af toppe, tidligere tiders lavafloder, spraengte vulkanvaegge, kratere, sorte oerkenlandskaber grundet lavaens erosion gennem tiderne, hvilket havde resulteret i gruslignende straekninger saa langt oejet rakte. Desvaerre kunne stort set ingen i byen engelsk, heller ikke guiden. Derimod er de mestre i at aede samtlige endelser, samt speed-snakke, saa man stort set ikke har en chance for at forstaa en hujende fis. Saa hvad info om omraadet angaar, er jeg stadig en ignorant. Men flot var det.

To af personerne paa turen var argentinere, der havde deres egen bil. Og det blev min redning dagen efter. Sammen med de to, betalte vi en guide for at hoppe med i deres bil, hvilket dermed overfloediggjorde turistbureauet og i det hele taget muliggjorde endnu en tur. Denne dag boed paa en gigantisk drypstenshule, der blev kaldet "heksenes hule - caverna de las brujas". Historien gaar, at spanierne engang tilfangetog to indfoedte og braendte og kvaestede deres fodsaaler og haandflader, saa de hverken kunne gaa eller arbejde. De undslap kravlende, og tog op til hulerne. Deres skygger paa klippevaeggene, tilsammen med deres hulken og skrigen af smerter, gjorde byboerne skraemte, og historien om at to hekse boede i hulerne voksede og blev til en legende. Da man efterfoelgende aldrig har fundet skeletterne af de to, gaar man dog ud fra, at det blot er en ammestue-historie. En kaempemaessig hule afsloerede i bunden et tunnelsystem hvor stalakitter og stalamitter i loebet at tusinderaf aar langsomt voksede mod hinanden - 1600 aar for hver centimeter! Det var en ret spaendende tur, og to-tre timers kravlen og klatren i pandelampens skaer gjorde det ud for den dags oplevelser - dog sluttet af med frokost ved Castilleras de Pincheira - "Pincheiras borg". Denne klippeformation var fremkommet gennem tidens langsomme erosion, og havde ogsaa her skabt et par mindre huler, der havde huset Pincheiras bande og hans tyvekoster af kvaeg og heste, naar han tog paa togt fra Chile til Argentina.

Mod alle odds var der tjekket to chilenere ind paa mit hostal samme aften, og da de ligeledes havde deres egen bil, var naeste dag ogsaa reddet. Jeg foelte mig virkelig heldig, og en truende fiasko her i Malargue var i den grad blevet vendt til en succes. Ligesom dagen foer tog vi en guide med i bilen og koerte ud til El volcan Malacara, hvor en flodseng havde skabt fortryllende formationer i et tidligere vulkanudbrud. Det lignede noget fra en Indiana Jones film, og indboed i den grad til fotografering. Udfordringen blev derefter at vaelge et par af de bedste billeder ud af en uendelig maengde.

Det blev samtidig ogsaa min sidste naturoplevelse i byen, og Mendoza blev mit naeste pitstop paa vejen mod Santiago. Jeg havde serioest forsoegt igen at faa arrangeret en bjergbestigningstur til Aconcagua, 6959 meter. Og endnu engang loeb jeg hovedet mod muren pga. vinterens komme. Det kunne saadan set godt lade sig goere, rent teoretisk, men en samlet pris paa ca. 25.000-27.000 var bare ikke realistisk for mig - i denne omgang. Mon ikke bjerget stadig ligger der om et par aar? Konklusionen blev derfor, at jeg hurtigst muligt skulle videre til Santiago.

Endnu en laengere bustur - bl.a. med tre timers venten ved graensen til Chile (en lille ukaerlig tanke til aandsvage Dansk Folkeparti :o)) blev overstaaet. Da jeg egentlig ikke havde regnet med at se Santiago, stod jeg pludselig i en by med fem millioner indbyggere, og havde intet kort eller guidebog, eller for den sags skyld nogen anelse om, hvilken af byens fire busstationer, jeg var kommet til. Det var en skaeg fornemmelse at vaere fuldkommen uforberedt paa byen. Jeg fandt dog hurtigt mit hostal, der indtil videre var det bedste, jeg har boet paa i mit liv. Brede, gode madrasser, laekkert koekken og badevaerelse, og stor loungeareal med kaempe fladskaerm og et ordentligt laes dvd'ere. Hvad mere kan man oenske sig, hehe. Saa foerst aften blev ikke brugt paa noget, der er vaerd at skrive om.

Jeg moedte hurtigt nogle, gaet engang, australiere samt en mexikaner, som jeg tog paa en vinsmagningstur med naeste dag. Selve turen kunne bestemt ikke konkurrere med cykelturene i Mendoza. Dog var vinen i den grad en udsoegt fornoejelse. 160 dollar for en flaske. Ja jeg spoerger bare, hvorfor daelen fyrer de saadan en laekker flaske af paa en flok unge tosser, der taenker mere paa kvantitet end kvalitet? Men en sjov oplevelse var det da. Det bliver helt sikkert den dyreste vin, jeg nogensinde kommer til at smage - i hvert fald hvis jeg selv skal betale ;o) Faktisk kunne jeg bedre lide en vin, der kun kostede 10 dollar - men det holdt jeg for mig selv, hehe.

Ellers har Santiago vaeret en positiv oplevelse. De fleste jeg har moedt, har ikke haft meget positivt at sige om byen - snarere at den er en "smog poluted city full of crazy people". De har i hvert fald ret i det foerste. Byen ligger imellem to bjergkamme, hvorfor der naermest er vindstille. Hvert aandedrag er en evig paamindelse om at luftforureningen er massiv herovre, og omridsene af bjergene i horisonten kan kun lige knap anes, paa trods af at de faktisk ligger utrolig taet paa. Hver dag svarer det til, at du har roeget tre cigaretter.

Selvom jeg har oceaner mere at fortaelle, bliver jeg noedt til at takke af for denne gang. Jeg foeler virkelig, jeg skaerer hjoerner med min fortaelling, men jeg kan ikke berette om det hele. Saa I faar kun lige lidt hoejdepunkter. Resten maa I faa hen ad vejen, naar jeg er hjemme igen. Taenker paa jer. Knus fra Valparaiso, Chile.

---