"Somewhere over the rainbow"

---

En kommende byfest forlaengede mit ophold i Bariloche et par dage. De lokale festligheder er ofte sjove at opleve, da stedets traditioner kommer frem i fuldt flor. Den her fest viste sig dog at vaere lidt af en fuser, da det jo ikke er staerkt ophidsende at se et optog bestaaende af skoleklasser gaaende ned ad hovedgaden viftende med et par bannere. Men det var jeg jo lykkeligt uvidende om dagene op til, og tiden skulle jo bruges paa et eller andet, saa hvorfor ikke kaste sig ud i noget tandem-paragliding. Det havde jeg aldrig proevet foer, og af en eller anden grund skal der ofte en rejse til, foer man er aaben for at proeve kraefter med alverdens skoere ideer. Saa jeg skrev mig op til en tur, betalte en paen sum, og ventede ellers den halve dag, indtil vinden var i vores favoer og en flyvetur kunne lade sig goere.

Da vi stod paa toppen af "bakken" ca. 1500 meter over havets overflade, og faldskaermen var foldet ud paa jorden og laa klar til at gribe vinden, blev det selvfoelgelig naermest vindstille. Det var lidt en kamp mod uret, for solen var kun minutter fra at gaa ned bag en bjergkaede, hvorfor det hele i saa fald maatte aflyses.

Instruktoeren havde kort givet mig instruksen om at loebe saa hurtigt jeg kunne ned ad en stejl, stenet skraent, naar hans kommando loed. Og saa var det ellers blot at haabe, at vinden greb fat i faldskaermen, for ellers ville det ikke blive for koent at se paa. Pludselig raabte han "run", og et par sekunder senere og faa meter nede ad skraenten havde jeg ikke fodfaeste laengere, da vi allerede hang og dinglede trygt i selerne. Det var virkelig en blid start, i forhold til hvad jeg ellers har vaeret vant til med mine tidligere faldskaermsudspring. Det var ikke det store adrenalinkick, men mere en blid, bloed oplevelse at svaeve ned mod byen, imens bjerge, soeer og en perfekt timet solnedgang udgjorde kulissen. En sjov oplevelse, og endnu en fluevinge paa listen over ting, der bare skal proeves.

Ellers gik dagene i Bariloche med oceaner af haandlavet kvalitetschokolade og 1,5 liter vanvittig laekker is - klart paa niveau med ParadisIs - og alle de andre rejsende, jeg tossede rundt med, var godt og grundigt irriterede over at se paa en slank Hr. Jans, der bare skovlede ind :o)

En 20 timers bustur (hvor jeg var tvangsindlagt til kvalmende, sukkersoede sydamerikanske musikvideoer) har herefter bragt mig op i de laenge savnede varme himmelstroeg i en by, der hedder Mendoza. Det er simpelthen saa laekkert. Skyfri himmel, 25 grader, og Barcelona-stemning paa de aabne pladser og stroeggader. Saa solcreme, solbriller, shorts og sandaler er endelig fundet frem fra gemmerne i bunden af min rygsaek og brugt flittigt de sidste to dage. Og vejrudsigten aendrer sig ikke en toeddel de naeste fire dage i hvert fald, saa jeg gaar rundt med et saligt smil. Det er helt klart et sted, hvor man kunne blive forfalden til at vaere lidt laengere end ellers planlagt.

Jeg ankom dagen foer min foedselsdag, hvilket var med fuldt overlaeg. For kan der vaere en bedre maade at fejre dagen paa, end at leje en cykel i argentinas vindistrikt, og saa ellers tulle rundt til en hulens masse vingaarde og proeve deres varer? Nej, vel! Sammen med en gut fra England, Scott, koerte vi rundt en hel dag og fik efterhaanden opbygget en serioes roedvinsbrandert. Der var nogle ret gode flasker ind imellem, men bedoemmelsen blev nok ogsaa mere og mere ukritisk, som dagen skred fremad. Det blev til 6-7 vingaarde og rundt regnet 30 halve vinglas, foer vi vendte cykelstyret hjemad. Successen skal helt klart gentages, baade fordi det simpelthen bare var skide hyggeligt, men ogsaa fordi vi ikke naaede at besoege yderligere tre gaarde. Og det vil jeg altsaa ikke have siddende paa mig. Naar jeg gaar ind for noget, er det jo med en vis serioesitet og vedholdenhed - saa arbejdet skal selvfoelgelig goeres faerdigt ;o)

Men foedselsdagen var bestemt ikke slut endnu... Tilbage ved rygsaekken blev der ihaerdigt forsoegt at grave noget nogenlunde praesentabelt toej frem (laes: mindst muligt kroellet), hvorefter min indtil videre foerste ordentlige argentinske bytur skulle indvies. Og det blev den med stil. Der er jo ikke noget bedre end at foele sig stinkende rig og kunne kaste om sig med matadorpenge, naar en hel liter oel paa en bar koster 25 bobs. Saa jeg flottede mig og brugte hele vanvittige 250 kroner paa en aften og nat, der foerst sluttede, da jeg faldt i soevn over en skaal cornflakes tilbage paa mit hostal klokken 8 naeste morgen. Perfekt timing at komme tilbage til sit hostal, hvor der allerede er daekket op til den daglige gratis omgang morgenmad, saa kroppen kan faa lidt at arbejde med, inden man laegger sig til at sove i naiv forventning om, at man nok ikke har det saa daarligt, naar man vaagner igen. Snydt igen! Hvornaar laerer man det? Ja, jeg spoerger bare!

Og derudover vil jeg bare sige mange mange gange tak for alle jeres mails og beskeder. Det var simpelthen saa dejligt at blive bombarderet med hilsner hjemmefra og vide, at man ikke er helt glemt, bare fordi man ikke er hjemme i andedammen. Det luner, naar man gaar rundt herovre langt vaek fra jer alle sammen. Taenker paa jer. Knus.

Og som altid saa husk at scrolle helt ned paa siden for at kunne se de sidste billeder - fx af mig og en stor fristende vintoende :o)

---