Advertisement
Published: December 28th 2006
Bemærk at der er flere sider med fotos!!! Fra Cochabamba, hvor vi skrev sidst, fløj vi til Sucre. Ren luksus, men det kostede kun omkring 300 kr. Turen tog dog også kun 30 min, men de kunne alligevel godt nå at servere drikkevarer. Flyveturen sparede os for 15 timer i bus.
Sucre var en hyggelig by. Den kaldes den hvide by, fordi de fleste huse i centrum er hvidkalkede. Miljøet var rart med mange cafeer, fordi byen er en universitetsby. Her skal Mette arbejde en måned når Mads er taget hjem.
Fra Sucre tog vi på ture i omegnen. Den ene tur gik til "De Syv Vandfald". Fra bussen vi gik og gik og gik gennem landskabet for at finde
vandfaldene. Pludselig kom en mand i mod os, han spurgte om vi havde set nogle æsler. Ja, det havde vi da, der var kommet to i mod os på vejen. Han så lidt ærgerlig ud, og spurgte om vi ikke havde set tre, for så var det ene altså blevet væk. Vi kunne ikke hjælpe mere, og fortsatte i stedet af den snirklede bjergvej, efter bonden havde vist og forklaret os en meget kortere og
Dinosaurusspor
Her ses en række dinosaurusspor ved Sucredirekte vej tilbage. De syv vandfald viste sig ikke at
indeholde så meget vand, men turen og landskabet dertil var meget meget flot.
Altiplanoen omkring Sucre var engang vandringvej for dinosauruser. Deres fodspor kan stadig ses da de er forstenet i klipperne rundt omkring. Vi så dem ved en cementfabrik på en klippevæg, dvs. det var klippegrunden som pga. pladetektonisk aktivitet var skubbet op og derfor gik fodsporene op og ned af væggen. Nogle af fodsporene var fra en dinosaurus, som var op til 36 m lang og 18 m høj og vejede op til 90 tons. Fodsporene var selvsagt gigantiske, på størrelse med en olietønde. For at pifte det hele lidt op havde de lavet en dinosaurus-park ved siden af, og her kunne vi se modeller af dinosauruserne i rigtig størrelse. Lidt kitchet, men alligevel imponerende at stå under den store Titanasaurus (som de måske af
pædagoiske grunde, ?, har valgt at værer en hun).
Fra Sucre tog vi til den nærliggende by Potosi. Her er den store
attraktion bjerget, som ligger lige udenfor byen. Det hedder Cerro Rico - Det Rige Bjerg. Rigt er det bestemt også. Ifølge kilder har spanierne gravet/sprængt nok sølv ud af
Las siete Cascadas
På vej til de syv vandfald ved Sucre bjerget, at man kan bygge en bro hele vejen til Spanien af sølvet, og en bro tilbage af knoglerne af de slaver der døde af arbejdet (vistnok 8. mio.) Der brydes stadig sølv og tin i bjerget, som er helt arret at se på pga. alle de huller der er gravet i det. Mere end 10.000 mænd arbejder i minen under primitive forhold og tjener ca. 500 kroner om ugen. En god løn, da prisen på sølv er høj i øjeblikket.
Først besøgte vi en fabrik, hvor de forarbejdede materialet fra bjerget. Sølv- og tinindholdet blev opkoncenteret ved at bjergmassen blev knust og ført gennem forskellige bade med kemikalier. Den endelige forarbejdning sker dog i andre steder som Japan, USA og Europa.
Vi var på en minetur med en forhændværende minearbejder. Først besøgte vi minemarkedet, hvor minearbejderne køber de ting der er nødvendige i minen. Dvs. cocablade, som de tygger i stor stil før de går ned i minen, så de ikke føler sult eller træthed, 100% alkohol, som de drikker ogskænker til Pachamama (moder jord) og El Tio (djævel som vogter over deres liv), dynamit, skovle og meget andet. Som det er skik, købte vi lidt gaver
til minearbejderne; cocablade, alkohol og 2 dynamitstænger! Dynamitstængerne koster 8 kr stykket kan vi oplyse interesserede.
Efter at være blevet iklædt passende minetøj, dvs. gult arbejdstøj, røjser, hjelm og pandelampe, tog vi af sted til minen. Her gik vi ind. Gangene var ikke særlig store, vi kunne knap gå oprejst. Ofte skulle vi klemme os ind mod væggen, fordi minearbejderne kom styrtende forbi med trillebøre fyldt med malm. Vi kom længere og længere ind og her mødte vi en mand der med håndkraft var ved at hamre et dybt hul til en
dynamitstang, det var hårdt arbejde i den hårde klippevæg. Han havde arbejdet i minen i 39 år. Det er ret lang tid, da
minearbejderne normalt bliver syge i lungerne af arbejdet efter 10-20 år. Vi forærede ham en dynamitstang, alkohol og nogle cocablade. Så var han glad.
Nu havde vi været inde længe nok og ville ud igen. På vej ud hørte vi 5-7 eksplosioner lige over hovedet på os (sådan føltes det) og var lidt vildt/ubehageligt, selvom vi vidste at minegangene havde været der så mange år at de nok ikke lige faldt sammen. Vi fik også sprunget en dynamitstang uden for minen. Vores guide
satte ild til lunten og efter et par minutter, sagde det BOOOMMMM. Helt vildt fedt! Dynamitstangen kunne springe ca. 100 kg malm, men vores blev jo kun sprunget over jorden.
Fra minen i Potosi tog vi bussen til Uyuni i det sydligste Bolivia. Turen skulle tage 6 timer. Vi kørte af sted og lige udenfor byen holdt asfalten op og jordvejen begyndte og bussen rystede af sted. Kun 6 timer endnu tænkte vi optimistisk.... Men, da vi havde kørt 1/2 time stoppede bussen og snart stak tre mænds ben op fra kølerhjelmen. Det viste sig at motoren var blevet for varm da køleren lækkede kraftigt! De forsøgte at lappe det med nogle klude m.m, men efter 1/2 time annoncerede co-driveren at bussen ikke kunne køre længere og at vi skulle tage den næste bus der kom forbi. Fedt nok, når vi vidste at alle busser (kun 2 resten af dagen) var lige så fulde som den vi allerede sad i. Vi var ikke imponerede ved udsigten til at skulle stå op i en anden bus i næsten 6 timer. Vi ventede og ventede og så skete miraklet. Efter endnu 3/4 time kørte bussen igen. Vi var dog noget skeptiske
Dynamitstænger
Her ses forskellige dynamitstænger på markedet. og frygtede at den nok snart ville bryde sammen igen. Nå, men vi kørte og kørte og efter en hel time havde lige fået troen på at den sagtens kunne køre hele turen. Og så punkterede vi. Spasserbus!
Buschaufføren annoncerede dog kækt at der var 10 minutters tissepause. 1/2 time senere var vi på vej igen, men ak, der gik kun 10 min, så var den gal med køleren igen. æv, men igen blev problemerne løst og vi kørte videre. Resten af turen var begivenhedsløs, men vi var godt nok irriterede da bussen, som forlod Potosi mere end to timer efter os, overhalede os med andre smilende gringoer i vinduet.
Sådan er det at køre bus hernede. Heldigvis virker det som alle chauffører har en vis mekanisk formåen (formentlig en del af jobbeskrivelsen), og selv med den yderst begrænsede værktøjskasse de kører rundt med, kan de reparere næsten alt. Faktisk er det mest brugte bare at hamre og slå lidt på tilfældige dele.
Den sidste del af rejsen i Bolivia var en 3-dages tur i Salaren
(saltørken) og det øde og meget flotte ørkenlandskab der grænser op mod Chile og Argentina. Vi kørte i en 4WD med 4
andre gringoer.
Første dag fik vi set en togkirkegård. Ligesom Danmark har Bolivia faktisk haft et ganske veludbygget jernbanenet, men de tider er længe forbi. Nu står de gamle rustrøde damplokomotiver i ørkenen lidt uden for Uyuni by.
Så kørte vi ud i den 10.000 km2 (ca. Fyn) store saltørken hvor der ligger et 3-6 meter tykt lag salt. Det var virkelig løjerligt at køre gennem, til alle sider var der bare hvidt og fladt så langt øjet rakte. Visse steder lå der vand på saltet og dette skabte en illusion af et spejl. Himlen spejlede sig i vandet og det var helt vildt at køre på for himmel og jord flød fuldstændig ud i et - nærmest som at flyve i skydække. Bolivianerne udvinder salt på den mest primitive, men dog effektive måde. De graver det op, tørrer det i solen i små dynger og herefter tørres det over åben ild iod tilsættes tilsidst (lovfæstet) så er det klar til salg. Saltørkenen er en gammel indlandssø, hvor regnvand fra bjergene er løbet ned og fordampet over mange tusind år.
Vi så også nogle flotte grotter med imponerende spindelvævstynde
drypstensformationer der hang ned fra forstenede koraller i
Cocablade
Cocablade tygges rigtig meget. De hjælper mod fornemmelser af træthed og sult. loftet.
Dagen efter kørte vi op i bjergene og fandt flere svovllugtende søer med masser af forskellige typer af flamingoer. De snadrer rundt i det
saltmættede vand/mudder og gnaver røde alger, der giver dem lyserøde vinger og hals. De er rigtig fine og man kan komme ret tæt på dem, mindre end 10 meter. Ellers var 2. dagen igen præget af mekaniske problemer. Denne gang var det koblingen der drillede. Ufedt! Det betød lang ventetid til at fikse bil - absolut ikke noget ualmindeligt her i Bolivia må vi nok konstatere.
Turen sluttede på 3. dagen, hvor vi blev gennet op kl. 4 om morgenen for at se geyserne dampe. Underligt at man tager op i 5.000 meters højde for at kunne se ind i jordens indre. Vi kørte videre til endnu en sø, denne gang grøn pga. af mineraler fra bjergene. Så var turen slut og vi blev kørt til grænsen til Chile og videre herfra til San Pedro.
Den opmærksomme læser vil måske bemærke at Chile ikke var en del af vore rejseplaner. Da vi ikke kom til regnskoven i Bolivia, pga. regn havde vi pludselig ekstra tid. Derfor besluttede vi at turen nordpå tilbage
Mineindgangen
Minegangene var ikke ret store. mod La Paz lige så godt kunne gå gennem Chile, fremfor at rejse på de mere usikre og meget mere langsommelige bjergveje i Bolivia.
Her i San Pedro de Atacama har vi haft det varmeste vejr på hele turen, ikke lige noget der ledte tankerne hen på jul. Byen har kun 5.000
indbyggere og ligger ved et vandløb, hvilket gør den til en grøn oase i den omkringliggende Atacama-ørken - verdens tørreste. Gaderne består mest af ler og jord, så mange mennesker vander hver dag vejen foran huset, så det ikke støver så meget.
Julen blev også tilbragt her. Og måske har vi oplevet mere sne og is end derhjemme, for lillejuleaften var vi i Valle de Luna. Det er en rigtig månelandskab, hvor vi gik rundt blandt underlige bjergformationer. Jorden var flere steder sprød og dækket af et fint lag saltkrystaller. Det var som at gå på en frossen muldjord. Dertil var der flere steder klatter af klare saltudlejringer der mest af alt lignede is. En dejlig
vinterfornemmelse i 25-30 graders varme.
Selve juleaften gik vi en fin tur i en frodig dal i en nærliggende lille by midt i ørkenen. En flod løb i dalen
og her var figen-, abrikos- og små pæretræer. Vi købte en del figner og pærer hos en gammel dame, så mindende det lidt om jul.
Aftensmaden blev indtaget på en fin restaurent i San Pedro. Vi fik kalkunspyd og en indbagt svinekød, begge dele med kompot af svesker, æbler og rosiner. Dertil en kraftig chilensk rødvin. Vi kom hjem og gik i seng, men kl. 4 vågnede jeg ved at maven rumlede! Så skulle Mads på potten - hurtigt! Det er vist nogen maveinfluenza, for Mette har
haft det samme for få dagen siden. Nu står den 4-2 til Mette i antal diarrèer.
Vi kan godt mærke at det er et nyt og anderledes land vi er kommet til. Chile er et rigt land og priserne er steget markant i forhold til Peru og Bolivia. Der er store biler fra USA, god asfalt til de moderne busser og chilere klædt i smart tøj. Væk er indianere, tiggere og gadesælgere. Det er noget af en omvæltning, men spændende at se en ny side af Sydamerika.
De næste 14 dage vil vi rejse nordpå for første gang på vores rejse og opleve mere af Chile inden vi ender i
El Tio
Denne figur ofrer minearbejderne til hver fredag. Han får alkohol, cocablade, cigaretter m.m. og så håber minearbejderne at han beskytter dem mod ulykker. La Paz og Mads flyver hjem.
Advertisement
Tot: 0.199s; Tpl: 0.021s; cc: 8; qc: 61; dbt: 0.0713s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.2mb
