Advertisement
Published: October 22nd 2007
SPONTANITETEN LÆNGE LEVE
Det var aldrig meningen, at vi skulle til Bolivia, men vores rejse tog en spontan og uventet drejning, da vi mødte Matt. Det var en af vores næstsidste dag i Cordoba, og efter planen skulle vi videre nordpå i Argentina, til Catamarca og Salta. Men så faldt vi i snak med Matt, der boede på samme hostel som os.
Matt er en amerikansk fyr af den alternative slags, der arbejdet som engelsklærer i Sydkorea halve og hele år ad gangen. ”Fordi det er et mega chilled job. Og fordi sydkoreanerne har for mange penge, som de ikke ved, hvad de skal bruge på, og som de så bruger på deres børns uddannelse. Og fordi skolen betaler alt fra logi til flybilletter, og man tjener kassen”.
Når Matt har arbejdet i et halvt eller helt år og sparet nok penge sammen, tager han en lang pause fra jobbet og rejser rundt i verden. Derfor er der næsten ikke det sted, Matt ikke har været.
Da vi havde drukket nogle øl med Matt, kiggede han på os med et rutineret Lonely Planet blik og sagde: ”I kan simpelthen ikke skippe Bolivia”.
Og så gik han i gang
Egon Olsen stil?
Traditional Bolivian outfitmed at fortælle om saltsøerne og lagunerne og krokodillerne og ’det chillede folkefærd’ bolivianerne og de lave priser og de lyserøde floddelfiner.
Og næste dag rejste vi af sted mod Bolivia.
Efter næsten to døgns udmattende busrejse, afbrudt af omkring ti timer i den meget smukke Salta, befandt vi os i den sidste by på argentinsk jord - Quiaca. Derfra krydsede vi grænsen først i taxa, og så til fods, til den første bolivianske by, Villazon.
Det var en isnende kold morgen, og med et trylleslag var alle kvinderne pludselig klædt i knælange plisserede nederdele i gardintykt velour, i bordeaux, himmelblå, brune, sorte og røde farver. Som overdel havde de tykke uldne striktrøjer på dækket af finternede forklæder, hvis lommer var stopfyldte med alt fra penge og servietter til coca-blade, som de lystigt tyggede på.
Ned ad ryggen på dem alle - uden undtagelse - hang der to ufatteligt tykke kulsorte fletninger, der endte i nogle perlefrynser, der var sat på og var forskellige, afhængigt af, hvilken stamme, kvinderne traditionelt havde tilhørt. På hovedet bar de næsten alle bowlerhatte i bedste Egon Olsen stil, bortset fra, at hattene ikke var trukket ned over deres hoveder, men bare hvilede
PÃ¥ vejen til Uyuni
On our way to Uyuni - our first stop in Bolivia på toppen af dem. Nogle af kvinderne havde tykke fleece-sjaler eller uldtæpper, der var sat sammen med en stor sikkerhedsnål, om skuldrene. På benene havde de tykke uldne strømper, der rynkede, og fødderne var stukket ned i sandaler med læderremme og en lille hæl. På ryggen bar de fleste bylter bundet sammen af farverige broderede duge, som vi kun er vant til at se på mexicanske restauranter. De ældres bylter gemte mest på rejsegods, de yngres på småbørn, der sov fredeligt i morgenfrosten. Kvindernes hud var mørk og rynket, deres kindben høje og markerede, deres ansigtstræk indianske. Mange havde rådnende tænder eller tandløse smil. Mændene og drengene havde slidt snavset joggingtøj og striksweaters på og bar ikke på noget. Argentina var pludselig meget langt væk, og vi begav os ind i indianernes verden.
FRA TUPIZA TIL UYUNI
Vores første bolivianske rejsemål er Uyuni - byen, hvorfra man kan tage på ture til verdens største saltsø, farvede laguner, vulkaner, gejsere og termiske kilder. For noget nær 25 danske kroner tager vi en bus fra grænsen til byen Tupiza, hvor vi skifter til en bus mod Uyuni.
Pist væk er den argentinske bus-luksus. Folk griner længe af mig, da
jeg spørger, om man - ligesom i Argentina - får mad i bussen. Vi er de eneste turister. Til højre for os sidder en mormor, en mor og hendes lille dreng. Det eneste, der er tilbage af mormors tænder, er brune beskidte stumper, men hun formår alligevel at spiste uafbrudt fra bussen sætter i gang, til vi ankommer til Uyuni ni timer senere.
Udenfor glider gigantiske magiske klippeformationer forbi. Landskabet er sandet og knastørt, med en bund af sorte buske med bare grene og gule høagtige græstotter, som vi døber ’troldehår’. Mørkorange marker bliver langsomt pløjet af store bøfler. Lerhytter og æsler glider forbi os. Enorme kaktuser rejser sig i vejsiden, og engang imellem smutter en lille ydmyg hvidkalket kirke med himmelblåt tag forbi. Gederne tygger koncentreret på piggede buske og kaktus. Hundene løber rundt med orange og grønne stofstrimler, der er blevet bleget af solen, bundet om halsen. Det er en fortryllet, tør, støvet, grænseløs ørken, brudt af unaturligt grønne træer og saltaflejringer. Fuglene flyver lavt.
Mormor ved siden af os spiser kogte ris af en plasticpose med fingrene. Hun er fedtet helt ind og tørrer engang imellem fingrene i forklædet. Så gør hun en ende på risene
Den bolivianske familie
The Bolivian family who sat in front of us on the bus on our way into Bolivia. og propper munden fuld af coca-blade.
Foran os sidder en familie, der også består af mormor, mor og tre børn. En dreng på omkring tolv, der helt tydeligt er stedfortræder for den far, der enten ikke er med i bussen eller måske slet ikke er der. Han tager sig så kærligt af sin ca. femårige lillesøster, at man får en klump i halsen. Pigen er til gengæld en lille primadonna, der fremsætter det ene krav efter det andet. Og efter nogle timers kørsel står det klart, at denne lille pige med store brune øjne, fløjlsblød mokkafarvet hud og snehvide tænder, med tiden uundgåeligt må blive Sydamerikas fedeste kvinde. Hendes lille sløjfeformede mund står på intet tidspunkt stille, og hendes mor forsyner hende med giftigfarvede slikkepinde, chips, sodavand, skinke og pommes frittes, kogte ris og kiks i forskellige afskygninger. Det hele forsvinder ned i den lille mave i en slående fart, og hun slikker alle skåle og æsker rene til perfektion.
Det tredje barn er en lille baby, som moren holder på skødet. På trods af noget, der ligner dansk sommertemperatur er familiens yngste klædt i strikketøj og to strikhuer og rullet ind i et fleecetæppe og et farverigt ’mexicaner-tæppe’
Den bolivianske familie
The Bolivian family who sat in front of us on the bus on our way into Bolivia. udenom. Indimellem vender storbroren sig mod den lille, nusser den på kinden, ager den i håret og kysser den på panden, øjenlågene og munden. Mormor sidder helt stille med et lyserødt fleecetæppe om skuldrene, bowlerhat og to lange grånende fletninger ned ad ryggen.
Når bussen holder pause, er det en parade af gadesælgere, der vælter ind i bussen og råber hver deres remse. Det er en endeløs strøm af mad og drikkevarer - bagværk, pirogger med fyld, sodavand, ’tamales’ og slik, der bliver købt ind i stor stil. Babyen foran os får stukket en plasticpose med knude på og en brunlig masse indeni i munden. Den bider systematisk hul i plastikken og gnaver sig frem til indholdet.
Det bliver varmere, vejstøvet sætter sig i næseborene, man bliver lidt omtumlet af de konstante stød, som jordvejen giver i bussen og af larmen fra ruderne, der sidder løst og klirrer infernalsk ved hvert bump på vejen. Børn græder, kæber lukker sig om coca-blade, vi er ved at løbe tør for vand, mens vi kører og kører gennem Bolivia, gennem tørre fatamorganaagtige landskaber, som jeg kun i mine vildeste drømme havde håbet på at se.
Omkring halv fire om eftermiddagen
Det yngste familiemedlem pakket godt ind
The youngest member of a Bolivian family is dressed in two warm hats and wrapped into a fleece blanket and in one more. The temperature outside is about 19 degrees. stopper bussen, men denne gang kommer der ingen madsælgere. Først efter en halv time forstår vi, hvorfor vi ikke kan køre videre. Nogle studerende fra byen Atocha, som ligger på vejen til Uyuni, er utilfredse med et eller andet og har derfor lavet en vejblokade. De såkaldte ’bloqueos’ er et udbredt fænomen i både Argentina og Bolivia, så det kommer i sig selv ikke bag på os. Den dårlige nyhed er, at det bliver ved til klokken fem, og at vi er løbet tør for mad og vand.
”Paciencia,” siger buschaufføren muntert og går udenfor for at sludre med de få andre mænd fra bussen. Jeg har svært ved at være tålmodig, for jeg mærker en tiltagende migræne og kan kun tænke på vand i den blændende sol.
Vi venter. Landskabet omkring os forvandler sig hurtigt til en losseplads. Mere og mere skrald bliver kastet udenfor gennem vinduerne. Plastflasker, brugte servietter, plastikposer, slikpapir og madrester flyver rundt i vinden. Det må koste en hel del bønner til Patchamáma, Moder Jord…
Nogle af de ældre kvinder går omkring og hiver rødder op af den tørre jord. De skal bruges til noget, de kalder ’fugasa’, og som vi ikke aner,
Venter på, at bussen kan køre videre
Waiting for the bus to be able to move on - there was a road blockade and we waited for hours. hvad er. De samler rødderne i deres forklæder og tager dem med ind i bussen. Over fra de strejkendes lejr kan man høre panfløjtemusik, og nødblus bliver skudt i vejret. Børnene pendler rastløst mellem bussen og udenfor. Mathias og jeg forsøger at børste hinandens bagdele fri for en slags kaktuspigge, for vi har begge sat os i noget, der lignede blødt græs, men som bestemt ikke føles sådan.
Så dytter chaufføren, og alle går tilbage til bussen. Om nogle timer er vi forhåbentlig i Uyuni.
Advertisement
Tot: 0.08s; Tpl: 0.014s; cc: 10; qc: 49; dbt: 0.0434s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb
Jacob
non-member comment
Spændende læsning!!
Hej Evelina & Mathias ;-) Det er rigtig spændende og fængslende læsning. Jeg skifter ivrigt imellem Google Earth og fortællingerne imens, og forsøger at opstøve de mere eller mindre usynlige byer på kortet. Hvorfor ikke indsætte et lille kort der viser Jeres vej igennem Argentina/Bolivia? Ham der Matt lyder smart - han underviste vel i engelsk? Hvor meget tror I at han tjente dér i Sydkorea? Vildt gode beskrivelser af landskaber og mennesker, det er som at være der selv... Hvornår er i forresten hjemme? Hilsen Jacob.