Genopladning!!

---

Et par uger er floejet afsted. Dagene er begyndt at gaa hurtigere af en eller anden grund. Maaske er jeg bare kommet ind i det rigtige rejse-"mode", hvor rutiner og rytmer lige saa stille tager over: busbilletter og hostals bliver reserveret i tide, toej bliver sendt til vask, byer og landskaber bliver vandret tynde, og diverse sportlige udfordringer bliver gaaet paa med krum hals.
Siden sidst har den baade staaet paa aldeles tiltraengt afslapning krydret med lidt luksus, efterfulgt af yderligere action.
Efter min uges trekking i Torres del Paine var min krop mere eller mindre nedbrudt. Jeg kunne knap gaa pga. mine smadrede akillessener, og intet mindre end fem doegn blev brugt i Calafate paa en sofa paa mit fantastiske hostal med gulvvarme og laekker udsigt. Et par boeger blev slugt raat, imens jeg laa med haevede ankler indsmurt i anti-inflammatorisk gel og eleveret af et par puder. Hver aften arrangerede mit hostal en barbecue, som jeg deltog i fem aftener i traek. Det var aldrig sket foer, saa de kaldte mig en legende, hehe. Men paa den maade slap jeg for at gaa meget laengere end et par meter dagligt :o) Byen var mere eller mindre en transit-by, hvor folk ikke brugte mere end en-to dage, saa jeg gik ikke glip af noget som helst ved bare at ligge paa langs - og det var lige, hvad min krop havde brug for. Efter fem dage kunne jeg gaa forsigtigt igen, og turen gik derefter til en by ved navn El Chalten. Kendt for sin fantastiske trekking!
Byen bar praeg af at vaere smaekket op paa rekordtid for blot ca. 30 aar siden, da Argentina ville goere krav paa landet overfor Chile. Bygningerne var af en elendig forfatning, internet var en luksus (som kraevede taalmodighed udover det saedvanlige), og mobilt netvaerk var ikke eksisterende. Det var virkelig en landsby vaek fra lands lov og ret. Stort set ingen forretninger var aabne pga. lavsaesson, og den eneste ordentlige cafe lukkede naermest for naesen af mig med et skilt i ruden, hvor der stod "Lukket indtil november"!!
Vejret var ekstremt omskifteligt. Den ene dag stod den paa vind af stormstyrke med heldagsregn og en prognose, der loed paa noget saa sigende som nul procents chance for sol, og den naeste skyfrit og vindstille. Saa det galdt om at faa det maksimale ud af chancerne, der boed sig.
Heldigvis kunne man tage paa endagsture og have sin bloede madras som base. Der var derfor ingen grund til at leje campingudstyr og leve af spaghetti med tomatsovs igen igen. Som dagene gik og kilometer trekking blev lagt bag mig, kunne jeg saa smaat begynde at snoerre mine snoerrebaand. Markant bedring - ogsaa i humoeret, naar det ikke goer ondt for hvert skridt.
En otte timers trekkingtur den ene dag blev beloennet med en gletcher, der spejlede sig i en vindstille soe. Skyerne hang lavt og daekkede for nogle af bjergene i horisonten, men udsigten var stadig smuk, og den larmende tavshed blev kun brudt at et par stenskred i det fjerne og min smasken, da jeg indtog min medbragte sandwich. Ren idyl!
Samme aften og dagen efter blev brugt i sengen, da jeg blev ramt af en forhammer af en hovedpine samt feber. Diverse piller prellede af, som var det teflon, og en dag med bragende solskin blev desvaerre brugt indenfor, da kraefterne ikke var til mere. Heldigvis kunne jeg underholde mig med et par fede film, da et par forbarmede sig over mig, og laante mig deres computer. Skoent med noget underholdning, da jeg havde maattet undvaere film i tre ugers tid.
Naeste morgen igen var der doemt revanche, da jeg havde et opbygget behov for at komme paa ud og opleve lidt, men elendigt vejr kraevede yderligere en dag indenfor. Timerne gik langsomt med laesning om naeste destination, lidt spansklaesning og ellers gaaen rundt i cirkler. Naeste dag ville vaere sidste chance for at se Mount Fitz Roy, da jeg derefter skulle nordpaa. Og her smilede lykken til mig. Vejret saa ikke for lovende ud, men jeg pakkede en dag-rygsaek og tog afsted mod bjerget, der faktisk er forside-coveret paa min Lonely Planet bog, hvilket jo siger en del om dets potentiale for fantastiske billeder. Som timerne gik og jeg langsomt naermede mig bjerget oploestes skyerne mere og mere, et eventyrlandskab aabenbarede sig, og smilet paa mine laeber blev bredere og bredere. Jeg foelte mig simpelthen saa heldig. Jeg anede ikke, hvornaar skyerne ville lukke til, saa jeg hamrede op og ned ad bakketoppe og -dale for at naa frem til udsigtspunktet i tide. Daa jeg stod for foden af bjerget, godt prustende og roed i skallen, var himlen blaa og tre toppe skoed majestaetisk mod himlen. Det var hele opholdet i El Chalten vaerd. Jeg kunne nu tage afsted vel vidende, at jeg havde set det smukkeste omraadet havde at byde paa.
Naeste dag stod det ned i staenger, og jeg saa, hvordan andre rygsaekrejsende stod og surmulede, imens jeg blot pakkede min taske og smuttede til busstationen for at tage paa en tur nordpaa i en luksusbus. Turen kostede kassen, men jeg taenkte at pengene var givet godt ud, naar jeg skulle bruge intet mindre end 32 timer i det monstrum for at komme til en by, der hedder Bariloche - kendt for sin chokolade og mikrobryggerier. Mums filibaba! Saedet blev laenet godt tilbage, og den ene elendige actionfilm efter den anden blev sat i dvd-maskinen - og jeg var dybt taknemmelig. Alternativet havde vaeret at glo ud paa et landskab, der ikke aendrede sig en toeddel. Fladt og toert saa langt oejet rakte. Saa hellere see b-film i en lind stroem :o)
For en gangs skyld er alle aktiviteter ikke lukket ned pga. efteraar/vinter, og jeg kan endelig lave andet end at trekke. Sammen med et par fra Australien (Emma og Josh), samt en Oestriger (Nikola) fik jeg arrangeret en raftingtur. Den var ret kort sammenlignet med de tre-dages ture, jeg har vaeret paa i Peru og Ecuador, men et par timer med god action, er bedre end ingenting. Der var rapids grad III-V, som gav rigelig udfordring. Jeg havde helt glemt, hvor vanvittigt det virker, naar man bevidst styrer direkte mod et par meter hoeje boelger med rasende, hvidt skum omkring sig - og det eneste der er at goere er at parere ordrer fra guiden/styrmanden, der blot raaber "fremad, fremad", imens ens paddel indimellem blot rammer luften, fordi baaden og en selv kastes rundt efter flodens forgodtbefindende. En enkelt gang fik jeg i en refleks klynget mig fast til baadens reb, for ikke at ryge over bord - oestrigeren var ikke saa hurtig paa aftraekkeren og roeg ud paa en svoemmetur (i ti grader koldt vand), under baaden, og laa der og pjaskede i ti sekunders tid, foer han kom op til overfladen. Men det er jo ideen ved det hele, at man hele tiden balancerer paa kanten af det ladsiggoerlige og indimellem maa betale prisen. Det er grobunden for de adrenalinkick, vi alle soeger - hvor man virkelig foeler sig i live. Og hele gruppen grinte bare ad det, da han var hevet op i baaden igen.
Vandet, vinden og skyggen i kloeften gjorde det ret koldt, og ens haender var til sidst foelelsesloese og kunne kun indtage en position - nemlig en krampagtig holden om padlen. Jeg maerkede derfor heller ingenting, da jeg flaaede en negl halvt af. Den dunkende smerte kom foerst et par timer senere, da det hele var overstaaet og varmen indfandt sig. Neglen haenger nu og flapper, og kommer nok til at leve sit eget liv, indtil den enten falder af, eller lige saa stille gror udad.
Men sjovt var det! Og rart endelig at lave noget andet end at vandre rundt i dagevis. Oplevelsen blev skyllet ned med oel og drinks samme aften og nat paa den lokale pub, og vi takkede af hen paa de tidlige timer med nogle slatne - og alligevel utrolig tiltraekkende - pommes fritter :o)
Den naeste dag tog os fire - med lettere oemme kroppe og hoveder - paa en 30-40 km cykeltur i omraadet, der skulle byde paa et par gode udsigtspunkter. Endnu en hyggelig dag gik, foer man havde set sig om, og nu sidder jeg saa her og tager mig en slapper. Udsovet, en laekker morgenmad ligger stadig lidt tungt, min travelblog nu opdateret, og byen og dens laekre chokolade og is skal ganske snart indtages. Haaber alle har det godt. Knus fra Bariloche.
Har forresten lige opdaget, at I skal huske at scrolle helt ned paa siden for at se alle billederne, jeg har uploadet til den her tekst. Ellers gaar I glip af de sidste.

---