Trekking i Torres del Paine - Towers of Paine

---

Det er ved at vaere lang tid siden - men jeg har nu ogsaa vaeret vaek fra en computer nogle dage efterhaanden.
Det eventyr jeg havde glaedet mig mest til i loebet af hele mit Argentinaophold er nu afsluttet - og hvilken oplevelse.
Jeg var jo rejst ned til det sydlige Argentina, et omraade kaldt Patagonien, der er kendt for sin uspolerede og utaemmede natur. Her skulle der trekkes til foedderne faldt af og oejnene havde vaennet sig til det storslaaede sceneri - hvilket vil sige i en uendelighed.
De naturoplevelser, der ramte nethinden, var saa alsidige og utrolige, at det vel naermest overgaar, alt hvad jeg tidligere har oplevet.
Den trekkingtur jeg havde forestillet mig at opleve kostede intet mindre end 13.000 med en guide i otte dage. Jeg overvejede serioest at fyre mine bobs og spir af paa det alligevel, da jeg simpelthen ville opleve det. Jeg tog dog til et infomoede omhandlende trekking i netop den naturpark, jeg ville besoege. Der moedte jeg en gut fra Australien, Troy, og et par fra hhv. Australien og England (Cane og Anna), som jeg hookede op med, da de, som de eneste andre til moedet, ogsaa havde taenkt sig at tage paa den absolut laengest mulige tur i parken - en otte dages tur uden guide, og dermed til en broekdel af prisen. Alle andre ville afsted i fire, men jeg ville have hele pakken med. Det var dog foer, jeg vidste, hvad der ventede mig. Min tro paa egne evner, kan nogle gange foere mig ud i noget vaerre rod. Ikke desto mindre sidder jeg her nu og skriver denne blog. Ved godt mod og glad for at jeg gennemfoerte den (for) lange og enerverende march. Der gaar nok et par dage endnu, foer jeg overhovedet kan overveje at goere noget lignende - men jeg ved med mig selv, at lysten nok skal komme tilbage. For det er den slags intense oplevelser, hvor du er presset helt ud til kanten af din fysiske og psykiske formaaen, som du vil huske krystalklart resten af dine dage. Og er det ikke derfor, vi er sat paa denne jord. For at faa oplevelser, der adskiller sig fra hverdagens vaner og monotoni. Det er i hvert fald min opfattelse.
Mine forberedelser til turen havde vaeret mildest talt elendige, da jeg dagen foer afgang havde taget paa en endagstur til gletcheren Perito Moreno. En gletcher der blev "foedt" laangt derfra, og efter 300 aar langsomt skubbede sig fremad og endte sine dage ved den endevaeg, jeg nu stod ved og saa den knage og brage hoejlydt indtil gigantiske stykker braekkede sig loes og skabte kaempe ringe i vandet. Jeg var taget paa turen tidligt om morgenen og kom hjem ved 23-tiden om aftenen. Foerst derefter skulle jeg leje det sidste udstyr til trekkingturen naeste morgen, moedes med parret og lave de sidste par aftaler, pakke mit grej, og ikke mindst lave min prioriteringsliste til KBU-ophold (turnusforloeb), da jeg skulle vaelge forloeb, imens jeg var vaek fra lands lov og ret. Jeg fik lagt mig under et par taepper i en hundekold sovesal i et par timer og taenkte ved mig selv, at jeg jo lige saa godt kunne vaenne mig til forholdene, for det var vel, hvad der ventede mig i den kommende fremtid.
Jeg fik mig et bad tidligt naeste morgen, velvidende at der ville gaa syv dage, foer det skete igen. Da det er efteraar herovre, er alt uden for saeson. Det betyder, at de officielle campingarealer i parken er lukkede. Toiletter og bade er derfor en by i Rusland. Det samme gaelder, hvis du faar brug for hjaelp. Der er ingen til at komme dig til undsaetning paa den lange tur, som vi fire havde taenkt os at udsaette os selv for. Netop derfor var vi taget afsted som gruppe og ikke som enkeltpersoner. Hvis en af os skulle vaere saa uheldige at vride om paa en ankel, eller braekke et ben, skulle der vaere nogle til at vaere hos personen, og nogle til at komme tilbage til civilisationen og faa fat i hjaelp.
Da jeg har en god appetit, og da jeg jo ikke havde nogle af dele byrden med hvad angaar telt, koekkengrej, mad m.m., kom min rygsaek til at veje intet mindre end 32 kg. Faktisk ca. hvad parrets to rygsaekke vejede tilsammen. Folk gloede, naar de saa min rygsaek, for det var jo naermest et lille hus, jeg vadede rundt med, og allerede efter faa minutters vandren paa den allerfoerste dag, kunne jeg oejne problemer forude. Mine hofteskaale skreg paa aflastning, hvilket man jo godt forstaar, naar man fra det ene oejeblik til det andet pludselig vejer 40 procent mere.
Den dag gik vi ca 18 km, og det var ogsaa, hvad jeg magtede. Jeg vraltede til sidst rundt, som var jeg 80 aar. Det foeltes fuldstaendig som om, jeg lige havde loebet et marathon, noejagtig samme krumryggede, patetiske holdning. Eneste forskel var bare, at det her skulle jeg goere i otte dage i streg!! Jeg tog nogle smertestillende at sove paa og nogle igen naeste morgen, og saa var det op paa hesten igen. Heldigvis vejede min rygsaek nu ca. to kg mindre. Jeg havde nemlig taget bl.a. en liter vin med, som jeg ville finde frem, naar vi traengte til lidt opmuntring - men da jeg havde serioest brug for at reducere min oppakning, fyrede jeg den af allerede paa foerste aften. Det gav en god stemning i gruppen, saa det var nu heller ikke saa tosset disponeret.
Der havde vaeret rygter om mus paa campingarealet, men jeg tog chancen og lod min mad ligge frit i teltet. Det skulle jeg ikke havde gjort. Naeste morgen var samtlige af mine poser med mad fulde af huller, og musene havde holdt "Buffet - all you can eat" af mine havregryn, smaakager og broed. Derfor var planen lagt den naeste aften. Jeg ville haenge mine poser op i et trae. Endnu en fejltagelse, for da det stod ned i staenger den nat, gav mine hullede poser ikke megen beskyttelse for min mad. Og resten af turen stod menuen paa "forkogt" pasta og smaakage-mos - hvilket desuden vejede vaesentligt mere end den toerre version. Dammit! Af drikkelse staar den paa vand, vand og vand fra aaer, floder og soeer. Befolkningen paastaar haardnakket, at stedet er et af de sidste tilbage paa denne jord, hvor du blot kan drikke direkte fra kilden - men mon ikke jeg faar besoeg af en enkelt parasit eller to i mit tarmsystem. Jeg havde proevet at koebe nogle desinficerende tabletter paa apoteket - dog uden held, saa jeg fjernede blot de stoerste grene og blade, foer jeg skyllede efter og slukkede min toerst.
Paa andendagen fandt jeg mit hemmelige vaaben frem - min ipod. Med musik i oererne fik jeg fornyet energi. Den dag hoerte jeg en del pop, men det viste sig langtfra nok paa tredjedagen, hvor foerst rock hurtigt blev afloest af heavy. Derefter var batteriet desvaerre doedt, og det vaerste var endda langtfra overstaaet - men det havde jeg ikke fantasi til at forestille mig paa det tidspunkt. Andendagen medbragte yderligere et problem - udover hoftesmerterne - nemlig klassikeren med nye sko, der giver smerter i foedderne. I mit tilfaelde begge mine achillessener. De blev min stoerste hovedpine, og fra fjerdedagen var jeg noedt til at gaa med fuldt usnoererede stoevler, for at undgaa at noget ramte senerne. Selvfoelgelig var der fare for at vride om paa anklerne, men det var intet til sammenligning med den intense, stikkende og braendende smerte, der stroemmede igennem mig, hver gang noget ramte de oemme punkter. Jeg var helt nervoes for, at en achellessene ville spraenge - og dermed goere mig fuldstaendig hjaelpeloes, og samtidig bringe de andres tur i fare. Af den grund overvejede jeg at vende om, erkende nederlaget, og humpe tilbage til civilisationen, istedet for at fortsaette om paa bagsiden af bjergkaeden, hvor man ikke ville moede en levende sjael i flere doegn. Jeg endte dog med at fortsaette, hvilket jeg er glad for i dag, til trods for at jeg nu sidder brak paa et hostal, og ikke tager videre herfra, foer jeg kan gaa ordentligt igen.
Naturen omkring os var fantastisk, og hele tiden skiftede sceneriet. Soeer, floder, bjerge, slette og skov afloeste hinanden ustandseligt. Og det samme gjorde vejret. I guidebogen staar der, at vejret kan byde paa fire aarstider indenfor samme doegn. Og det er ikke meget galt. Om ikke andet havde vi i hvert fald samtlige aarstiden indenfor samme uge. Den ene dag skinnede solen fra en skyfri himmel, og vi gik vi i t-shirt, den naeste sneede det. Det var noejagtig den utaemmede natur, jeg havde haabet paa. At vaere i elementernes vold i uspoleret natur.
Vi havde faaet udleveret et kort over omraadet, da vi registrerede os ved indgangen til parken. Det proevede vi nu at tyde, for ikke altid var stierne tydelige at foelge. Ofte maatte vi gaa op og ned ad bjergskraaninger, eller krydse massevis af vandloeb. Faktisk gik vi tit i selve vandloebene, da de var det eneste fremkommelige sted at gaa, og paa de dybeste steder havde tidligere besoegende lavet interimistiske traedesteder. Det var dog ikke altid tilfaeldet, og et par floder skulle krydses uden der var noget som helst, der mindede om en bro. Vi hoppede fra sten til sten med oppakning paa ryggen, og en forraederrisk vind, der ofte gav vindstoed af orkanstyrke. Flere gange paa turen blev jeg skubbet rundt af vinden - trods min samlede doedvaegt paa 110 kg. En enkelt gang foert direkte ind i en tjoernebusk. Anna fra min gruppe blev paa et tidspunkt kastet ud i en dyb vandpyt og fik sop paa begge foedder. Og et par vi moedte, havde faaet deres teltstaenger knaekket af vinden, saa deres tur nu var forbi. Det var under de forhold, vi proevede at krydse floderne, og det resulterede selvfoelgelig i lidt vaade sko og bukser engang imellem - hvilket var ret billigt sluppet. Alternativet havde vaeret en svoemmetur, hvor alt ville blive gennembloedt, kamera oedelagt, og en meget tungere oppakning skulle klaskes op paa ryggen. Saa vi var ret lettede, da alle var sluppet over. Mange af de vandfald vi gaar forbi, faar ikke lov at falde ret langt udover klippekanten, foer vinden forvandler vandet til stoevregn og skaber den ene smukke regnbue efter den anden. Efteraaret har malet scenariet i farver derefter. Gult, orange og roedt pryder landskabet, og naar det netop kombineres med et utal af regnbuer og krystalblaa soeer, foeler man sig bare heldig over at faa lov til at opleve det. Det kan vaere ret svaert at gengive et fantastisk landskab paa et billede, og jeg synes ikke helt, og dem jeg har uploadet, synes jeg ikke helt kommer til deres ret, paa trods af at det ser rigtig flot ud. Men at staa der og suge alle indtrykkene til sig er bare ubeskriveligt smukt og fredfyldt. Den naermest larmende stilhed, der kun brydes at en baeks klukken, eller en rovfugls skrigen, mens oejet forgaeves forsoeger at faa alle detaljer med. Det er i saadanne oejeblikke, at en lykkefoelelse kan skylle igennem dig, og alt besvaeret og smerterne glemmes for en stund.
Paa femtedagen var mine achillessener blevet saa stort et problem, at jeg konstant var 5-10 minutter efter de andre. De havde foreslaaet at aflaste mig, ved at tage noget af min oppakning, men min stolthed og dumstaedighed afslog og negligerede problemet. Det holdt dog kun yderligere fem timers vandring den dag, hvorefter de spurgte igen. Jeg slugte min aere og tog imod tilbuddet. Det var det eneste rigtige, og ikke et oejeblik for tidligt. Efter omfordelingen vejede vores oppakning nu ca. det samme, og det var en kaempe lettelse for mig. Den dag var langt den vaerste, hvad angaar strabaserende vandring. Vi havde staaet op kl 7.15 i vaade, kolde omgivelser (laes: telt og sovepose), lavet morgenmad, og pakket teltet ned imens solen stod op. Afgang 9:30, hvorefter hele bagsiden af bjergkaeden skulle krydses paa en soelle dag. Det betoed hele 28 km marchering op og ned af bjerge og bakker. Til sidst var jeg saa udmattet, at jeg kun saa et skridt frem for mig. Ved det mindst host eller roemmen sitrede begge mine laar, da de var paa nippet til at krampe. Alt paa min krop vaerkede. Oemme skuldre, hofter, knae, laend, traedepuder, og isaer de fordoemte achillessener. Derudover diverse saar rundt omkring paa kroppen, bl.a. 4-5 cm aflange saar paa hoftekammene fra at baere rygsaekken. Og blot for at goere elendigheden total saa havde jeg ogsaa tilraget mig slidsaar paa begge sider af de aedlere dele :o) Men jeg kunne jo ikke bare saette mig og naegte at gaa et skridt laengere. Der er jo ikke noget sikkerhedsnet, eller en bus du bare lige kan tage hjem til din varme lejlighed med fladskaerm, espressomaskine og anden slags bekvemmeligheder. Du kan ikke goere andet end at tage yderligere et skridt, og saa endnu et... Til sidst gik solen ned, pandelamperne blev fundet frem, og vandringen fortsatte. Jeg var halvdoed, da vi efter 11 timer naaede lejren - hvorefter teltet skulle saettes op, aftensmad laves, og derefter paa hovedet i seng - dvs. paa det tynde liggeunderlag, i fugtige omgivelser der naermere sig frysepunktet.
Naeste dag skulle det beroemte/berygtede pas forceres. Ugen forinden havde en gruppe vaeret noedt til at vende om og vandre et par dage tilbage, da passet var sneet fuldstaendig til. Gruppen havde gaaet i sne til livet, da de til sidst havde givet op. Vi var derfor ret nervoese for forholdene. Anna og Cane havde et fly, de skulle naa, og jeg kunne slet slet ikke overskue en forlaengelse af turen, hvis vi var noedsaget til at vende om. Saa snart solen var begyndt at staa op, var morgenmaden allerede fortaeret og grejet pakket. Vi ville have maksimalt antal timer ud af dagen, hvis det skulle vise sig svaert at komme over passet. Vi satte afsted i vindstille omgivelser, uden regn eller sne. Det lovede godt. Et par timers vandring opad og traegraensen blev krydset, mere og mere sne dukkede op, men ruten var nogenlunde markeret, saa vi gjorde store fremskridt. Og pludselig stod vi der og kunne naesten ikke tro det. At det virkelig havde vaeret saa "nemt" at komme til passet efter al den virak, alle de historier, der havde floreret, og alle de tanker man havde gjort sig. Vi havde vaeret utrolig heldige med vejret. Det var dog taaget, hvilket desvaerre stjal udsigten over en gigantisk gletcher, der efter sigende skulle have vaeret et fantastisk syn. Jeg byttede dog gerne udsigten for en nem passage :o) Ca. fem timers vandring mere den dag og vi var fremme ved den sidste campingplads. Denne var aaben, og det var helt maerkeligt at komme tilbage til civilisationen efter havde tilbragt flere doegn totalt isoleret fra andre mennesker og bekvemmeligheder. Men her paa campingpladsen var der bade elektricitet, musik i hoejtalerne, haandvaske og toiletter - ja endda en braendeovn indendoers, som vi godt maatte varme os ved. Man kunne endda koebe oel og vin, saa jeg gav selvfoelgelig en omgang, som tak for den moralske stoette og opbakning. Vi fik varmet vores gennemkolde kroppe op, og smuttede da ud til vores aergerlige liggeunderlag for sidste gang paa denne tur.
Naeste morgen skulle blot tre timers vandring overstaaes, hvorefter vi endelig var kommet hele ruten igennem. En catamaran ville sejle os tilbage, hvorefter kun en bustur adskilte os fra et ordentligt maaltid mad og et tiltraengt bad.
Den aften moedtes vi paa en restaurant, fyldte os med laekker mad og oel fra et lokalt bryggeri. Og saadan sluttede historien om the Q-team, som vi kalte os (Q'et var den rute vi havde taget), og ca. 145 km var tilbagelagt.
Her efter at have berettet om vores traengsler, bliver jeg helt nervoes for, at det er for pessimistisk farvet. For det var paa ingen maade meningen. Det var i sandhed en fortryllende tur med storslaaede scenarier, et foelelsesspekter i mange nuancer naar udfordringer skulle overkommes, og dermed et faellesskab og venskab, der blev skabt, naar det lykkedes. Jeg ville aldrig vaere turen foruden, og jeg har klart anbefalet alle andre at goere det efter, ved hver chance jeg har faaet. Saa laenge man indstiller sig paa, at det bliver haardere, end man kan forestille sig ;o)

---