Advertisement
Published: February 15th 2012
Edit Blog Post
Det har altid været en drøm for mig, at opleve en ægte Stillehavs ø, sådan lidt i stil med det man ser i Robinson, dog under lidt mere ordnede forhold, og dog uden der bliver alt for kommercialiseret. Derfor vidste jeg, da rejsen igen gik til New Zealand, at jeg måtte bruge nogen dage til at finde sådan en, da New Zealand nok er det tætteste ”land” man kommer disse øer. Derfor havde jeg hjemmefra udset mig Cook Øerne, som min destination, som ikke er så kendt og opskruet som Fiji eller så dyr som Tahiti. Den er dog heller ikke helt ukendt, hvilke jo også har noget at sige, da jeg gerne skulle kunne betale mig fra at komme dertil J. Efter billetten var købt fra Auckland til hoved øen Rarotonga, gik det lidt op for mig, at denne nok mere mindede om New Zealændernes ”Mallorca”, end som en uspoleret perle i Stillehavet. Det var dog en mindre skuffelse, indtil jeg fandt den lille perle ”Aitutaki”, som en del af Cook Øerne, er kendt for sine flotte lagune og små uspolerede og ubeboede bounty-øer. Dog ligger den 650 km (eller godt en times flyvning) nord for Rarotonga, men af et
land der strækker sig 2,2 MIO. km2, hvoraf kun 240 km2 er land, er afstand jo ikke som derhjemme, hvor det kan føles som en dagsrejse fra København til Århus. Da alt var på plads gav det således plads til 3 nætter på Aitukti og en enkelte overnatning på Rarotonga. Nå, men rejsen begyndte klokken meget tidlig om morgenen i Blenheim, og via Wellington, Auckland og Rarotonga stod jeg således efter godt 11 timer i nok verdens mindste lufthavn på Aitutaki. Her stod min værtinde klar, med de flotte blomster krænse klar til at modtage, den ”single”-europæer, som de nu ikke helt kunne forstå kom helt alene. Men efter godt 5 min kørsel (En rundt tur på øens hoved vej tager maksimalt 15-20 min, når man vel og mærke holder hastighedsbegrænsningen på 40 km/t), var vi på plads i min lille hytte ved vandet.
Jeg har altid troet at reklamefotos med bounty-strande ikke sådan rigtigt fandtes, men jeg må sige jeg tog fejl. Uanset, hvor man så sig omkring var de flotte strande og lange palmer der bøjede sig ud over vandet. Man mærkede hurtigt, hvordan tempoet på Øen var helt anderledes end, hvad man er vandt
til. Med de 220 indbyggere, som jo alle kender hinanden, og den håndfuld turister der nu engang kan snige som ombord på de 2 returflyvninger om dagen i det lille 10-personers fly, var der ellers helt stille.
Første dag gik på mine værters scooter, som jeg så pænt af dem fik lov til at låne/leje for et lille beløb. Jeg skulle dog først forbi byens politimand, da Internationale kørekort ikke helt har de samme regler her som andre steder. Så efter at have køre en test-kørsel på pladsen foran stationen, skrevet en masse papirer under, og lagt en fin lille pengeseddel på hans bord, blev jeg skrevet op i bogen over personer der måtte kører på øen (Jeg endte dog alligevel med at lave et lille styr senere på aftenen foran hele Øens aftenssamling, hvilket var til stor underholdning for alle). Derefter var det ud og udforske øen, hvor Øens eneste by er omdrejningspunktet. Her findes både en butik, en tank, et par spisesteder, nogen kirker (De er MEGET troende på Cook Øerne), en bank, en skole og et lille posthus. Men det var nu ikke byen jeg var kommet for at se, men derimod strandene og
ikke mindst for at snorkle. Fra Øens højeste punkt på 123 meter, kunne man se ud over hele den lille øgruppe, hvor Aitutaki er den største og den med flest beboere.
Den anden, var den jeg nok havde glædet mig mest til. En hel dag på en ”Vaka” (båd på Maouri), hvor jeg sammen med en del andre turister, som primært var fløjet ind på en dagstur (frem og tilbage fra Rarotonga samme dag), gik turen mod de små Øer. Dagen blev brugt til at stoppe og udforske den ene lille Ø efter den anden, med ophold mellem øerne ved koralrevene til at snorkle og se fisk jeg aldrig har set før nogen steder. Det er svært at beskrive noget så smukt uden billeder, men det var noget som jeg aldrig har set før.
Nu sidder jeg i Rarotonga på mit værelse, efter at være rejst retur fra Aitutaki. Jeg er helt træt i mine øjne, af alle de indtryk jeg har fået de sidste 3 dage. Selvom jeg ikke lige pt. kommer til at savne at spise fisk morgen, middag og aften, samt at dele seng med skovens dyr og insekter har det
været en oplevelse for livet.
Advertisement
Tot: 0.082s; Tpl: 0.012s; cc: 10; qc: 49; dbt: 0.0526s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb