News fra Salt Lake

---

Naa, saa har jeg ogsaa proevet det med. Altsaa at vaere i Salt Lake City. Jeg har ikke vaeret ren imponade, men jeg har efterhaanden erkendt, at nogle af de byer, som jeg besoeger paa min tur, besoeger jeg for fornoejelsens skyld, andre besoeger jeg for at laere noget. Og Salt Lake falder klart indenfor den sidste kategori.

Jeg syntes ikke, man kunne maerke, at mormonerne er altdominerende ved foerste oejekast, men indirekte har religionen sat sit praeg:

- Huset, jeg boede i, blev aldrig laast. Heller ikke om natten, eller naar der ikke var nogen hjemme, ligesom man normalt heller ikke laaser sine biler. I hvert fald ikke i de 'gode' omraader.

- For at faa en drink paa en bar, skal man vaere medlem af baren eller i hvert fald foelges med nogen, der er det, hoejst sansynligt for at holde alkoholindtaget nede (og for at unge mormoner ikke lige kommer til at lave en smutter). Nattelivet er i det hele taget ikke noget at skrive hjem om; der er langt mellem barerne, og de fleste af dem er relativt doede, da stoerstedelen af befolkningen ikke maa drikke pga. deres religion. I det hele taget er det en meget stille by, der er meget faa mennesker paa gaderne, faa butikker og spisesteder, og i det hele taget foeles byen meget sikker. Og kedelig.

Min foerste dag brugte jeg paa at gaa. Hele dagen. Dels ser man meget mere paa gaa-ben, dels havde jeg ingen anelse om, hvilke busser jeg skulle tage for at komme hen til de forskellige steder. Jeg endte med at stile efter den Greyhoundstation, som jeg ankom ved aftenen forinden, for at koebe et student discount card, saa jeg kan koere billigere med Greyhound. Desvaerre var busstationen flyttet siden min guidebog blev udgivet, saa jeg brugte godt tre kvarter paa at rende rundt paa den samme gade, og gav til sidst op og begyndte at spoerge om vej (Jeg tror, jeg besidder den samme daarlige egenskab som mange maend, nemlig en manglende vilje til at spoerge, hvor noget ligger, naar jeg er faret vild).
Da jeg aabenbart befandt mig i mormoners hovedkvarter, var der mange, der ikke ville hoere paa mig, naar jeg proevede at spoerge dem om vej, maaske fordi de troede, at jeg var mormon og gerne ville omvende dem. Og hvad goer man saa: Man spoerger selvfoelige nogle mormoner, for de vil altid snakke! Jeg endte med at rende ind i en dansk pige, 'Sister Arnold', der var herovre som missionaer i halvandet aar. Hun var meget hjaelpsom og foreslog, at jeg kunne komme forbi hovedbygningerne naeste dag, hvor hun kunne vise mig rundt paa dansk.
Efter et par timers vandren og et student card rigere, kom jeg endelig tilbage til mit 'hjem', som jeg delte med familiens tyveaarige soen Dimitri, der er alene i huset, mens foraeldrene er paa ferie.
Dimitri havde besoeg af nogle platinblonde piger med meget store bryster, der enormt gerne ville have mig med til en eller anden basketball kamp samme aften, 'og vi skal bare vaere mega fulde inden, det bliver saa fedt!', og det synes jeg ikke lige, at jeg skulle med til, saa jeg blev hjemme. Da de andre var gaaet kom Jared, en ven af familien, der havde lovet at lufte hunden, mens foraeldrene var vaek. Jared er 30 aar, han er kunstner ligesom faderen, og han er ikke-mormon. Jeg fortalte ham om min lidt kedelige dag, og om, at jeg ikke var helt oppe og ringe over Salt Lake, saa han inviterede mig ud og spise, hvor vi snakkede en hel masse om, hvordan det var bo i byen uden at tilhoere mormonere, hvilket var rigtig interessant at hoere om. Derefter tog vi paa en rigtig snusket bar (lige mit sted), hvor jeg blev taevet i pool af ham og nogle af hans venner. Rigtig dejligt at vaere i selskab med nogle naesten-jaevnaldrende og i hvert fald ligesindede.

Naeste dag hankede jeg op i mig selv og tvang mig ud i et kulturmoede. Jeg gik ned til den danske pige, jeg havde moedt dagen forinden, og spurgte, om hun havde tid til at vise mig rundt i deres 'hovedkvarter' (hvilket er een af de tjanser, man faar som missionaer). Det ville hun meget gerne, saa hun fik fat i sin makker (de gaar aabenbart altid sammen to og to), og saa fik jeg ellers foredrag og indoktrinering for alle pengene. Vi saa kriker, templer, konferencesale og museer, alt imens hun forklarede, hvad det hele gik ud paa. Ved hvert 'stoppested' fik jeg dels leveret fakta om paagaeldende bygning, dels hvor meget hendes tro betoed for hende, og hvor meget det fyldte hende med glaede at vaere saa taet paa gud.
Paa et tidspunkt kom vi forbi en tro kopi af den Thorvaldsens-statue af Jesus, som ogsaa star i Vor Frue Kirke, og der blev ikke sparet paa komplimenterne omkring 'denne fantastiske mand' og hvor stor en hjaelp hun fandt i at bede til ham.

Under hele seancen havde jeg lyst til at spoerge hende, om det ikke var underligt at dele saa private tanker om hendes forhold til hendes religion med en jaevnaldrende (mig), som hun jo egentlig godt vidste ikke var religioes. Men jeg kunne ikke faa det over mit hjerte, da hun baade var enormt soed og imoedekommende, og ogsaa virkede lidt nervoes omkring at skulle fremlaegge sit projekt.

Til sidst sluttede hun og hendes makker af med en sang paa dansk om Herren og alle hans gode gernninger, mens jeg forsoegte ikke grine.

Om aftenen havde Jarred mig endnu en gang paa slaeb, og da der ikke er forfaerdeligt meget at give sig til paa en tirsdag aften, tog vi ud og spiste pizza, mens Jared fyrede alle sin mormonjokes af. Bagefter tog vi ud og bowlede i verdens mest neonfarvede bowlinghal fyldt med teenagere og hoej hip hopmusik, hvor jeg selvfoelige tabte igen (skidegodt, Mona).

Min sidste dag brugte jeg paa at 'take a relax' paa biblioteket og diverse smaa cafeer (vil rigtig gerne lave en streg over det foerste 'e', men saadan noget har amerikanske tastaturer ikke noget af.), mens jeg ventede paa, at jeg om aftenen kunne tage bussen videre til San Francisco.

Og efter en bustur, der hverken var lige saa lang eller anstrengende som den fra Vancouver til Salt Lake, ankom jeg til San Francisco torsdag aften. Indtil videre har jeg boet paa et hostel i Chinatown, og det har vaeret rigtig rart at vaere lidt blandt andre unge mennesker paa hostel'et - man falder let i snak med andre, der rejser alene. Indtil videre har jeg et rigtig godt indtryk af byen. Jeg har tullet rundt og leget turist de sidste par dage, set Alcatraz (hvor den store mafioso, Al Capone, har siddet i faengsel), gaaet ture paa meget stejle gader og ellers nydt solen (det er ved at blive foraar herovre! Virkelig skoent!).
I morgen 'flytter' jeg hjem til Marly, en veninde af Jacob Holdt, som gerne vil have mig boende i et par dage. Jeg har kun snakket i telefon med hende, men hun lyder rigtig soed, og jeg glaeder mig til at moede hende, selv om jeg godt kunne have brugt et par dage mere paa et hostel.

Nar jeg er flyttet hen til Marly, kan jeg forhaabentlig ogsaa faa lov at laane hendes computer og uploade billeder, saa jeg kan vise jer lidt af Salt Lake City.

Saa vidt jeg kan forstaa, har stoevet efterhaanden lagt sig fra nedrivningen af Ungeren, og det lader til, at det er sket uden de store katastrofer. Det er jeg glad for!
Jeg skriver forhaabentlig snart igen - kaerlig hilsen Mona

---

Comments

[Jes]

Søndagskommentar fra Fort Ostervold
Hey Mona, København består, det gør Ungdomshuset ikke. Der har faktisk været en god del ballade, men der lader til at være ro på nu. Jeg måtte lige smide en kommentar, som egentlig nok er en tak ogsaa. Jeg har idag faaet et link til din rejseblog af Mikkel og har læst det hele. Jeg takker for at jeg også nærmest for oplevet lidt af alt der spændende du gør. Du skriver virkelig godt. Du skal overveje at gøre noget ved det, udgiv det! Dejlig læsning. Bare giv den gas, og fortsæt Mona-stilen med at få en på opleveren og klare alle situationer på Mona-måden. Jeg kan se at du snart er ved at nærme dig Los Angeles. Prøv så vidt muligt at køre ned ad kysten på den utrolig smukke PCH (Pacific Coast Highway 1) hvis det er muligt. LA kender jeg lidt til efter 9-10 måneder der. Hvis du vil have noget info eller muligheder kan du bare sige til. Jeg kender Verdens flinkeste ishockeyspillende mexikanske tandlæge, som man absolut ikke keder sig i selskab med. Jeg kender flere forskellige steder, som måske er værd at besøge. Hvad jeg ikke ville give for en 'french dipped sandwich with lamb and swiss cheese' fra Phillippes (tag derind til frokost en dag. Det er populært, folk fra alle samfundslag, hotshot direktøren, brandmanden osv., osv...) Tag en søndag på Venice Beach. Ellers bare ud og oplev byen. Hvis det er drinks du er ude efter, så lukker barerne altså relativt tidligt. (Sådan er min erfaring.. : / ) Nu skal jeg sove. Alt det bedste Mona. Jes