Advertisement
Oral Roberts University Vi er kommet videre fra en skøn tid his vennerne i Tulsa - smuttede lige forbi Oral Roberts University - et temmelig stort kristent universitet med en broget historie, som jeg skal undlade at komme videre ind på her; uagtet dog imponerende og inspirende at besøge. Med sin udprægede 80'er arkitektur lignede det et relikvium fra Østeuropa med guldagtige facader og takkede betonbjælker.... det skal nok opleves. I midten står der er bedetårn, hvorfra der bedes af mennesker hele året 24-7, ja, det vil sige lige nu var de 'relocated' af en eller anden grund, så det var lidt spøgelsesagtigt at gå rundt i det mennesketomme 'campus' en lørdag eftermiddag, hvor alle har fri fra skole. Ved indkørslen til
Campus står en kæmpe skulptur af et par bedende hænder og indikerer her midt i bibelbæltet, hvordan tingene (og pengene) bliver prioriteret. Ja, det er godt nok anderledes her. Havde vi haft tid til det, ville jeg gerne stoppe ved alle skilte ved motorveje og hovedveje, hvor der står et eller andet med Guds ord, citater fra Bibelen eller blot reklamer for kirker, der vil fremad. De er overalt!
De store vidder De sidste par dage har
vi kørt rigtig langt og set prægtige langstrakte prærievidder med helt nye indtryk. Vi var advaret om disse enorme vidder og om hvor kedeligt, det er at køre igennem, men det har slet ikke været vores opfattelse. Jeres udsendte er kommet på de store eventyrs rejse nu, hvor vi er trådt ind i "anden fase"; altså vestå. Slut med de søde pussenusse veje og pænt klippede rabatter. Nu er det blevet rigtig vildt. Og varmt!
Skildpadder og engle I går var nok den vildeste dag på hele turen. Efter godt et par timers kørsel eller tre efter Tulsa var Sigbjørn træt og medens han lagde sig bag i vores motoriserede hjem, gik Mette og Signe ind for at handle i et supermarked. Her blev hun kort efter sin ankomst holdt op af en ansat, der bad hende komme med ind bag i butikken - Mette troede, hun for en gangs skyld var blevet taget i butikstyveri (uden at have stjålet) og spurgte venligt på det lokale tungemål hvorom alt sig drejede. "Tornadovarsel" var beskeden og Mette måtte løbe ud for at hente resten af familien. Mettes frygtede tornadoer var nu endelig kommet os nær og vi måtte spørge både
her og der, lytte til radio og se tv, hvor man ivrigt fortalte om to tornadoers udvikling syd for den by, vi var i. Vi ventede nok i to til tre timer (medens der flittigt blev shoppet i det nærtliggende indkøbscenter). Hele tiden i sikker afstand til stormlokalet, som man skulle evakueres til, hvis tornadoen skulle vise sig at komme vor vej. På et tidspunkt følte vi os sikre på at køre videre vestpå og fulgte ivrigt med på den lokale radio, hvor tornadoens vandring østpå blev særdeles grungdigt dækket. Vi havde følelsen af at fræse væk fra det farlige, og det var en rar følelse! Der blev sunget og vi kørte langt vestpå i Oklahoma i vores søgen efter en passende campingplads. På vore vej mødte vi skildpadder på vejen(!) og slanger og et tiltagende ørkenlignende landskab, men ingen camping. Byerne var der langt imellem. Pludselig ser vi et skilt: Baptist Camp - og vi tog chancen for om muligt at kunne overnatte her. Eventyrets adrenalin pumpede fortsat i vore vener og da vi kørte inde på den tilsyneladende forladte gårdsplads blev vi mødt af det sødeste ældre ægtepar, der nød at få gæster der, langt ude på prærien.
Linda og Jim Paul Ægteparret var pensionerede bygningsinspektør og juridisk rådgiver for Texaco og levede nu i et kald som frivilligt bestyrerpar på en børnelejr, der afholder lejre hele sommeren. Vi havde endnu ikke lavet mad, og den flinke kone så straks en anledning til at få lejrkøkkenet i sving (og selv undgå at spise slankepulver fra Herbalife den dag) og medens Jim Paul viste os rundt i den godt 50 år gamle lejrs faciliter tryllede hun et sandt festmåltid på benene. Vi sad og hyggesnakkede til midnat, medens ungerne lavede puslespil. Vi følte virkelig at vores spændingsfyldte dag var blevet afsluttet med besøg af engle eller måske en måde, vorpå Gud mindede os om, at han har alt under kontrol og holder lidt øje med os herude i det vilde vesten. Mette måtte i morges knibe sig i armen for at sikre sig, at det ikke blot var en drøm vi havde oplevet - det var inden vi skulle spise de friskbagte kanelsnegle og ... boller med sovs. Ja, det sidste er åbenbart meget almindeligt i syden og mellemlækkert at begynde dagen med.
Colorado Og i aften har vi så fundet en hyggelig plads med pool og
ikke mindst - internet. Mette og Sigbjørn har været ude at løbe efter skumringen og oplevede et sandt myggeorgie. Sverige gå hjem! Aldrig har jeg oplevet et sådant angreb, så vi går alle og dufter som omvandrende myggelys og medens man svedig løber, skal man ikke stoppe for længe op for at binde snørrebånd. Så bliver man ædt!
I morgen gælder det Rocky Mountains, og det glæder vi os helt vildt til! Fulde af helt nye indtryk takker jeres udsendte hermed af....Direkte fra Colorado USA - Familien Sørensen...!
Advertisement
Tot: 0.651s; Tpl: 0.012s; cc: 11; qc: 51; dbt: 0.5993s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb
mie
non-member comment
Hej Mette og Sigbjørn. Hold da op hvor ser I glade ud. Det er da en fornøjelse at følge jeres tur. det lyder som om I oplever rigtigt meget og nyder turen. det glæder os. I dag øsregner det simpelthen totalt her. Vi har heldigvis fri og sidder og hænger over kaffen. Hils de store vidder "overthere" ER der ikke noget med at der er nogle folk der "kan bedst med åbne vidder". Mie og Leif