André og Pernille

---

Kæreste alle sammen
Vi sidder her på en smuk traditionel Vietnamesisk Junk boat og lytter til vores guide der spiller den skønneste akustiske guitar. Han er virkelig dygtig og har altid spillet, så det er en nydelse at sidde her og kigge ud på de mange tusind år gamle sandstensklipper i Ha long. André, Sofie og Theo skriver postkort og spiller kort, mens vi drikker varm te - for her er koldt! Omkring 12 grader, med lidt blæst og meget støvregn - øv. Så det vi havde glædet os til med at sidde på dækket i solskin og opsluge naturen, må blive en anden dag…. Vi vidste det ville blive koldt, men er dog lidt overrasket over det ville være så råt. Sofie har soltop, t-shirt, langærmet t-shirt, let trøje, og to fleece trøjer på….og hun fryser stadig, så vi må håbe det bliver varmere, når vi om 5 dage flyver sydpå til Hué.
Nå men det er længe siden vi har været wireless og er det stadig ikke, jeg skriver bare så vores rejsebrev kan blive sendt så snart så muligt.
Da vi ankom til Hanoi for 8 dage siden blev vi hentet af vores guide ”Danny”, og vi var klar til at opleve Vietnam, men sikke en mundfuld der ventede os, og hvilken kæmpe kontrast til skønne rolige varme New Zealand.
Et inferno af larm, smog og forurening - nærmest alle går med mundbind - men hjælper det? Vi blev meget overvældet over trafikken, der var tæt og som sneglede sig af sted. Alle slags knallerter, scooter og cykler med diverse varer på, krydser hinanden på kryds og tværs, mens der konstant dyttes, selv om ingen tager notits af det. Ingen holder tilbage for gående, så når vi skulle over vejen, var alle sanser åbne.
Vi så alle vegne mange vietnamesere, med traditionelle rishatte, der bar på to store flettede kurve, hængende i et åg på deres skuldre. Så tungt, så tungt, fyldt med deres grøntsager eller frugt de selv har dyrket. Utallige snuskede, simple gadekøkkener der solgte den traditionelle nudelsuppe ”Pho”. Meget velbesøgt af vietnameser der sidder på små blå eller røde plastikstole, mens de med deres lille skål ført helt op til munden og spisepind til hjælp, kørte mad ind. Vi har endnu ikke set nogle turister ”nyde” et lille måltid her, og kommer nok heller ikke til det. Når der var blevet spist og drukket te af glas eller små dukkekopper, blev service bare lige dyppet ned i lidt vand i et plastikvandfad, der så ud til at have stået der hele dagen.
Generelt får vi et måltid mad for tilsammen 75 kr. til 150 kr. inklusiv drikkevarer. Det virke som om vietnameserne ikke bruger restauranter, enten er der gadekøkkener - nogle er større med flere borde, eller restauranter for turister. Der er ingen mellemting. Nogle gange får vi en kop kaffe, børnene sodavand på en pænere lokal ”cafe”. Det kostede ca. 15 kr. Kaffen er sød og stærk, ikke vores favorit, men vi drikker det. Tjenerne er lokale og kan kun to ”engelske” gloser og det er thank you.
Mens vi gik rundt i byen blev vi også dybt berørt af deres infrastruktur og livet i byen. Husene var frygtelig slidte og små. Det virker til, at de bor som sild i en tønde. (Der er 4. millioner indbygger i Hanoi - og alle har en knallert eller cykel). Vi kunne ofte se, at halvdelen af butikken var deres hjem, for der stod en dobbeltseng, et fjernsyn, et lille skrivebord og en scooter inde bagved. Køkkenet var, som skrevet, rykket ud på fortovet.
Ofte måtte vi gående rykke ud på vejen, da fortovet var blokeret af utallige scooter, deres små usle køkkener, gade-frisører, -cyklesmede, -skopudser, -tobakshandler og -lottosælger. En del vietnameser ville gerne have, vi skulle købe noget af deres spændende sager, men børnene fik hurtigt lært at sige ”no, thank you” og vinke afværgende med hånden.
Vi hævede valuta, dong, for første gang - og her er det også med at holde tungen lige i munden. Hvis der hæves ca. 1000 Dkr. er dette det samme som 3.000.000 dong - så det er med at have styr på nullerne.
Alle indtrykkene var meget voldsomme for os alle fire, og vi er lykkelige for at have vores egen guide og chauffør. Mange af vietnameserne taler dårligt engelsk, og det kan været noget så bureaukratisk, at skulle have fat på div. indgangsbilletter og både/togbilleter. Dejligt bare at blive ført rundt og vi får mange informationer af Danny.
Selvfølgelig har vi set præsidentpaladset, der blev bygget af franskmændene i 1900-08 og brugt som residens for den franske generalguvernør over Indokina. Ho Chi Minh ville ikke bo i paladset og erklærede, at det tilhørte folket. Derfor boede han 1954-58 i en af de bygninger, der var beregnet til guvernørens tjenestefolk. Bygningerne ligger mellem paladset og mausoleet. Ho Chi Minh benyttede kun paladset til møder, og når han skulle modtage udenlandske statsbesøg. Paladset bruges stadigt til modtagelse af højtstående repræsentanter for fremmede nationer. Fra 1958 frem til sin død i 1969, boede Ho Chi Minh i det smukke pælehus bag ved præsidentpaladset. Stilen er den samme, som bruges hos de etniske minoriteter i de nordlige provinser, hvorfra Ho Chi Minh startede sin kamp for Vietnams uafhængighed. Bortset fra en svalegang, som vi som besøgende skal benytte, er der ikke ændret noget siden 1969. Den åbne underetage brugte Ho Chi Minh til møder. I overetagen havde han sit private kontor og et soveværelse, der er bevaret som det stod i Ho Chi Minh's levetid. Han levede nøjsomt og enkelt og satte pris på naturen. Ved siden af pælehuset ligger Ho Chi Minh's beskyttelsesrum.
Vi har set Pagoden på en Søjle. Pagoden blev grundlagt i 1100 tallet. Ifølge et sagn drømte kong Lly Thai Tong (1028-54) en nat i 1049 om barmhjertighedens gudinde Quan Am, der sad på en lotusblomst, mens hun holdt et drengebarn frem mod ham. En buddhistisk munk rådede kongen til at følge drømmen. Kongen giftede sig kort efter med en ung bondepige, der fødte ham drenge i sin drøm. Han opførte som tegn på sin taknemmelighed, en pagode i form som en lotus med søjlen som stængel og pagoden som blomsten. Selve templet kaldes Lien Hoa Dai (Lotusblomstalteret). Den nuværende pagode er fra 1955. Dens forgænger blev ødelagt af de franske "barbarer" i oktober 1954, nogle få dage før de trak sig tilbage fra Hanoi.
Vi så ikke Ho Chi Minh's museum, da vi havde hørt at udstillingen var lidt tynd, så vi kørte videre til Kunstmuseet, men det skal jeg ikke kede Jer med her.
Vi har set Litteraturtemplet. Templet er viet til Konfuciaismen og bygget i 1070, dvs. mens kong Ly Thai Tong fra Ly-dynastiet regerede. I 1076 blev Quoc Tu Giam, Skolen for Landets Elite og Vietnams første universitet, føjet til templet. Skolen blev i 1235 under Tran-dynastiet omdøbt til Quoc Hoc Vien, hvilket betyder: Det Nationale Universitet. Når studerende havde bestået eksaminerne på lavere niveauer, kom de mest ambitiøse hertil for at deltage i de skrappe eksaminer, der blev afholdt hvert tredje år, de håbede at de kunne blive mandariner. Man studerede de fag, som Konfucianerne anså for nødvendige for at kunne blive en god regeringsembedsmand: litteratur, filosofi, kinesisk og vietnamesisk historie. Van Mieu var kendt som Templet for Litteratur, da hovedstaden blev flyttet til Hue i begyndelsen af det 19. århundrede.
En indskrift over hovedindgangen anmoder besøgende om at stige af hestene, før de kommer ind gennem porten. Det store tempelområde er delt i fem gårde og omgivet af mure. Efter at man har passeret Van Mieu-porten og de første to gårde, kommer man til Khue Van Cac, hvor de lærde plejede at recitere, deres digte. På den anden side Dai Thanh Mon (Den Store Murs Port) ligger en åben gårdsplads omkring en stor dam, Thien Quang Tinh (Det Himmelske Lys Brønd). Her står der på begge sider 82 mindesten, der hviler på ryggen af skildpadder af sten. På mindestenene står opført navne, arbejde og akademisk karriere for de udvalgte, der i perioden 1442 til 1779 bestod de treårige kurser, der førte til en doktorgrad. Det var utroligt svært at bestå eksamen, kun 8 ud af 3.000 kom igennem nåleøjet.
Franskmændene forbød eksaminationer i 1915 og senere i 1918 i Hue. På det tidspunkt havde der i syv år været et forbud mod indførsel og kinesisksproget bøger og undervisningsmaterialer. Samtidig lukkede franskmændene alle de kinesisk-vietnamesiske skoler, der stadig eksisterede i landsbyerne.
Dai Thanh (Den Store Fremgangs Port) fører ind til selve templet. Med front mod templet ses Bai Duong (Ceremoni-huset), hvor man bragte offergaver til ære for Konfucius. Bagved ligger den østlige port og Den Store Fremgangs Helligdom. Den sidste del af templet, helligdommen Khai Thanh, er genopført i slutningen af 1990'erne. Det Nationale Universitet, hvor eksaminationer blev afholdt, blev ødelagt af franskmændene under et luftbombardement i 1947.
Vi har set en forestilling med vanddukker (Thãng long water puppet theatre). En gammel tradition fra 1.000 tallet. Dejligt der stadigvæk holdes liv i en så gammel tradition. Programmet varede ca. 1 time og viste små episoder af den vietnamiske dagligdag og kultur fx børn der leger i vandet, en bonde der spiller fløjte imens han ridder på en vandbøffel, mennesker der fisker osv. Dukkerne blev styret af stænger under vandet. Forestilling blev akkompagneret af et 8 mandsorkester (4 mænd og 4 kvinder). De spillede og sang til stykket, på gamle traditionelle instrumenter. Vi sad godt i salen ca. i midten, men der var ingen benplads. Det ideelle kunne være hvis André kunne smide de lange ben over ryglænet på rækken foran. Desværre sad der nogle mennesker, så han måtte finde sig i at sidde helt sammenkrøbet, mens hans ben sov under næste hele stykket jeg siger bare ”Get used to it André”.
Nå, sikke jeg skriver, I må være ved at dø af kedsomhed, men det hele er bare så ufattelig spændende, og jeg kunne blive ved.
Fortælle om da André blev klippet og fik vasket øre i 3 minutter, hvordan det er at se synkroniseret film på snetv, hvordan det er at gå rundt, når man er to meter høj mens andre er 1.50, vores hotelværelser uden varmt vand, have snavset jeans på i 5 dage, vores helt fantastiske 5 dags tur op til højlandet ved Kinas grænse, hvor vi besøgt 15 lud fattige minoriteter. Det var ubeskriveligt!!! Theo udbrød - Det er ligesom, da jeg var med klassen på overnatning i Lejre Forsøgscenter - og ja, det så sådan ud. Vi havde slik, kuglepinde, kladdehæfter, tandbørster og jod med, som blev modtaget med den største glæde, generthed og taknemlighed. Vi ville alle fire have ønske vi havde tusind gange mere med.
Vi håber I alle har det godt derhjemme, og som altid sender vi Jer mange tanker. Vi håber virkelig, som skrevet i starten, at vi snart er wireless. Sofie er meget utålmodig. Hun ved hendes klasse har sendt brev for længe siden og det er bare rart at have kontakt med Jer. Vores mobiler virker igen, så dejligt der kan sms´s lidt.
Vi håber på bedre vejr til både Jer og os - vores dejlige brune farve er ved at forsvinde - øv.
….So long until later…
Kærligste hilsner fra
Miss Sofie, Theo, André og Pernille

---

Comments

[mormor/ole]

hold da op
Kæreste alle Hvor lyder det spændende også i Vietnam, eller Nam som amerikanerne siger. Vi håber I har sluppet for dårlige maver, det hjælper vist, at det ikke er så varmt:) Jeg må sige du er god til at skrive Pernille, lærte du det i gymnasiet. Jeg vil også til Vietnam, det giver rejsefeber at læse om jeres oplevelser, og vi glæder os til at se 40000000 billeder. Her er det mildt, øv vejr, jeres hus har det godt, jeg har stadig intet vindue i, nu må jeg rykke. Pas godt på hinanden, håber Pernilles ryg klarer oplevelserne og hotelsengene. Kram til Theo og Sofie, vi savner jer helt vildt.