Dag 14. 13. Sep. Road trip Borneo

---

Vi er nu kommet til den malaysiske del af Borneo, hvor vi bor paa et laekkert hostel. Efter vi var landet med SILK-air, indlogerede vi os paa Step-in lodge, som var anbefalet af Borneo-bogen(Lonely Planet). Mathias magtede ikke at holde oejnene aabne og han pev over en hovedpine, saa han gik direkte i seng. Peter og Rene ville dog lige ned og koebe noget vand og kigge efter en bil vi kunne leje, saa vi paa egen haand kunne opleve Borneo. De to leading members of "trop 1 !" foelte sig pludselig sultne og de gik ind for at faa noget at spise. Derfra kunne de se et diskotek, som hed "Bed". De besluttede sig for lige at gaa ind og lure lidt, da det loed som et spaendende sted for dem.

Saa snart de to attraktive fyre traadte ind af doeren, vinkede to piger dem hen. De var vildt glade for at se andre vesterlaendinge, da diskoteket var fyldt med indfoedte Borneogensere. Det endte med at de to australske piger gerne ville med paa vores foranstaaende roadtrip tvaers over Borneo.

Naeste morgen var det Peter og Rene der havde hovedpine, saa Mathias maatte tage teten, selvom han ikke var vild med deres ide. Vi lejede en elegant Toyota Avenza, hvor der var plads til 7 personer. Vi tjekkede ud og pakkede bilen, hvorefter vi hentede de to piger. Vores plan var at koere til Sandakan hvor Orangutang-centeret og "Turtle Island" laa.

Vi havde laest os frem til, at det var en 6 timers tur i meget smukke naturomgivelser. Efter et hurtigt pitstop i storcenteret efter en Michael Jackson cd, var der kun een vej frem, og det var i ring. Paa trods af vores fremragende stedsands, kunne vi ikke finde lige finde den rigtige vej til at starte med. Vi blev simpelthen forvirret af det kort vi havde faaet tegnet af hotelreceptionisten. Da den rigtige vej var blevet fundet og det ubrugelige kort var blevet smidt ud, havde vi ingen problemer med at holde kursen direkte mod orangutangcenteret(der var kun en vej).

Rene havde faaet fornoejelsen at koere i disse smukke omgivelser, som blandt andet boed paa det beroemte trek-bjerg Mt Kinabalu(4095m). Det var utroligt varmt, saa da vi saa et skilt mod "Hot Springs", saa var der ingen tvivl om, at det lige var hvad vi traengte til. Den varme kilde var dog alt for varm, saa vi tog en hurtig dypper i den kolde pool ved siden af. Peter udfordrede en af pigerne i en svoemmedyst, men maatte ogsaa denne gang sande, at det nok ikke er hans spidskompetence. Han paastod, at han ikke kunne svoemme ordentligt, da hans underbukser roeg af! I en sidebemaerkning boer hurtigt naevnes, at Rene ikke turde hoppe i poolen, men istedet for smed Mathias toej i.

Herefter var det uden stop mod Sandakan. Det viste sig, at den forventede tur paa 6 timer tog 10 timer, saa vi var godt traedte da vi havde indlogeret os paa et lodge i byen. Vi slaebte os hen og fik noget at spise og en oel, hvorefter vi gik i seng, da vi skulle tidlig op naeste morgen.

Orangutangfodringen var kl 9:30, saa der stod vi klar med spejlreflekskamera og hoejt humoer. Det fungerede saadan, at man gik et stykke ind i junglen paa en traebro. Cirka 300 meter inde i junglen var der en fodringsplads 15m fra tilskuerpladserne. Her stod en broget flok af alverdens turister og ventede spaendt paa at de store vilde aber skulle goere deres entre.

Fodringen er en daglig begivenhed, saa aberne viste godt, hvad der skulle til at ske. Foerst kom nogle smaa fraekke aber, men snart efter kom orangutangerne stilfuldt svingende i traekronerne. Klokken 9:30 kom to maend og delte frugt ud til aberne. De fraekke smaa aber saa en gang imellem deres snit til at stjaele noget af orangutangernes mad. Det fandt alle meget underholdende. Efter fodringen, som tog et kvarter, havde vi troet, at der var mulighed for at komme helt taet paa de flotte aber, men vi blev slemt skuffet. Aberne svang sig blot tilbage til deres hjem dybt inde i den frodige jungle. Vi vente lidt slukoeret tilbage til Avenzaen og Peter viste her stor beslutsomhed, da han foreslog, at vi skulle koere tilbage til KK(Kota Kinabalu).

Selvom vi havde planlagt, at tage ud paa "turtle island", saa synes vi at det var for dyrt og mest af alt loed som en overturistet pengemaskine. Paa vej tilbage koerte vi forbi en teplantage, fik frokost og tog nogle smukke billeder ud over plantagen. Turen hjem gik smertefrit og tog kun syv timer, saa alt i alt koerte vi i 17 timer for at se paa vilde orangutanger i et kvarter. Det maa man sige var det hele vaerd..! Vi fik set en del af oeen og havde et blast.

Om aftenen tog vi ud at spise og Peter fortalte H.C. Andersen eventyr til de australske piger. De fandt hans retoriske evner meget morsomme, men Peter selv mente, at han var meget sjovere paa dansk. Hmm..?

Idag har vi slappet af og vaeret alene ved stranden, hvor vi saa den flotteste solnedgang, mens vi drak en nestea med peach. Efterfoelgende synes Rene, at vi skulle faa afglort den staa paa haender konkurrence. Den konkurrencelystne Mathias tog udfordringen op, selvom han aldrig havde staaet paa haender mere end 5 sekunder af gangen. Adrenalinen og evnen til at fokusere naar det gaelder, resulterede i, at han udfoerte en atletisk pragtpraestaion og stod paa haender i hele 23 sekunder. Rene udbroed: "Fuuuck, det er sygt det der!" og dommeren Peter var sikker paa, at her havde vi en vinder. Rene var dog tilfreds med andenpladsen, som egentlig var over forventet

Vi bestiger Mount Kinabalu i morgen..!

Status:
Peter Madsen - Er bare sjovere paa dansk
Rene Bo - Maven er iorden igen
Mathias Guldberg - Oensker sig en Proton Saga. Et fremragende stykke automobil

---