Turkistan.

---

Nu er vi saa hjemme igen efter vores tur til Turkistan. Vi tog afsted i gaar morges kl. syv, hvor vi moedtes med Ira paa et busstoppested vi kendte, og tog bussen til et andet sted, hvor vi skulle moedes. Da vi stod der og ventede, kom en bil koerende med hendes hoejhed Aizhan og hendes mor. Der var ikke plads til mig i bilen, aabenbart - for det var jo vigtigt at mor kom og sagde farvel til det lille pus, der skulle vaere vaek i et helt doegn. (Undskyld de sure miner, men det var altsaa for strengt)

Vi kom ind i bussen, hvor vi fik tildelt pladserne naestbagerst. Af mystiske aarsager var gardinerne soemmet fast, saa vi kunne ikke kigge ud, men det overlevede vi dog ogsaa. Det vaerste var, at der lynhurtigt blev saa forfaerdeligt varmt, at man troede man skulle doe. Det var ogsaa fordi vi havde faaet at vide, at vi skulle tage lange bukser paa, og langaermet bluse, fordi vi skulle i moskeer. De havde selvfoelgelig ikke fortalt os, at det foerst var til sidst paa turen, og vi foerst skulle ud og gaa i ruiner, og paa museum. Saa sveden drev af os, mens de andre var ifoert shorts og tshirt, og sad ved vinduerne i bussen, og havde det herligt.

Faktisk var der ikke meget sjov ved turen, og vi glaedede os rigtig meget til at komme paa hotellet og faa noget aftensmad (busturen med ruiner og museum tog 8 timer) og noget cola. Vi havde ikke faaet saa meget at vide om hotellet, bortset fra, at vi ikke skulle have sovepose med. Jeg forestillede mig noget, ikke ligefrem luksus, men dog hotelagtigt. Jeg skulle blive klogere.

"Hotellets" vaerelse var med fem senge. Nogle var uden madras overhovedet, saa man maatte finde et ekstra taeppe og sove paa. Andre havde en ganske tynd madras. Min havde en madsras, som bestod af ren fjeder. Naar man lagde sig, blev den ved med at gynge op og ned flere gang, og hver gang man roerte sig, gyngede hele sengen.
Sengetoejet var jordslaaet og klamt, og lagenet daekkede kun halvdelen af madrassen. Desuden var det helt sikkert ikke blevet vasket siden sidst, saa meget som det stank af sved, og gulvet var moegbeskidt. Om natten, da vi laa og sov, kriblekrablede det over det hele. Det var myrer, som kravlede rundt overalt, opdagede vi, da vi stod op.

Toilettet bestod af huller i jorden gemt vaek i hver sin baas (det var da altid noget) og udnefor var der 5 vandhaner, hvoraf de to virkede. Toilettet stank saa forfaerdeligt, at det fik et andet jordhul, mette og jeg havde besoegt paa vejen, og som vi ellers var blevet enige om, var det klammeste i vores liv, til at ligne et ganske almindeligt offentligt toilet.

Bad var der kun eet af, og vi var 15 mennesker, der alle gerne ville i bad. Selvfoelgelig var vi de sidste der kom til, og selvfoelgelig fik vi skaeld ud, fordi vi kom for sent til aftensmad. Selvom vi i snit havde brugt fem minutter til at gaa i bad. Typisk Kazakher

Restauranten serverede ploof (nationalret) 3 gange om dagen, totalt soebet ind i olie, saa mette kunne fiske 3 teskefulde op fra sin portion, uden overhovedet at anstrenge sig... Og drikkevarer? Vi kunne glemme alt om cola. Roed the, groen the eller the med maelk.
Det var ikke for at brokke os, men da de ville give os ploof til morgenmad, sagde vi stop, og noejedes med broed (som smagte for gammelt) og the. De syntes alle sammen vi var maerkelige, og normalt er jeg heller ikke saa sart med morgenmad (man vaenner sig til lidt af hvert), men det var simpelthen for klamt.

Ploof bestaar af kogte ris eller kartofler med lammekoed og guleroedder. Det lyder maaske meget laekkert, og det kan da ogsaa godt spises, men lammekoedet er som regel fedt og brusket, og olien drypper af det hele, som af alt mad hernede.

Naa, men efter disse oplevelser, skulle vi ud at se lidt paa mausolaeummet i aftenlyset. Man laerer ikke at forvente noget stort, fordi man tit har faaet at vide, at nu skal vi se noget vildt flot, og saa er det slet ikke noget saerligt. Men den her bygning var soereme flot. Den var kaempe stor, og daekket med mosaik, og foran den var der en hel mark fyldt med blomstrende roser. Lyset faldt paa mausolaeet, saa man naesten troede den var lavet af guld, og pludselig betoed traels lang bustur i 45 grader, og klamt vaerelse mv ikke saa meget. Det var virkelig det hele (eller naesten i hvert fald) vaerd.

Desuden var temperaturen faldet til tilpas, saa vi hyggede os rigtig i et par timer. Mest alene, men ogsaa sammen med de andre, som kunne fortaelle lidt spredt om myterne, om en mand, som havde besluttet han ikke villle vaere aeldre end Muhammed, som blev 63. Saa da han fyldte 63 gravede han en hule til sig selv og blev der, til sin doedsdag. Ifoelge myten 63 aar til - halv-halv. Ifoelge videnskabsmaend ca 10 aar. Det er til aere for ham mausolaeet blev bygget, og i gamle dage boede krigerne i det, naar de ikke lige var i krig.

Omkring klokken elleve kom der en vagt og smed os ud af parken. Nu skulle mauslaeet aabenbart sove... Saa gik vi tilbage til vores klamme vaerelse og forsoegte at falde i soevn, og ignorere stanken af sved og kriblende myrer.

I dag fik vi saa morgenmad kl. 8.30, og derefter gik vi ind for at se bygningen indvendig. Vi var blevet lovet en guide, men de havde allesammen travlt, saa i stedet valgte Axana (BS' kaereste og turleder paa denne tur) at vaere guide. Knap saa interessant at faa en guide, som kan huske lidt her, og lidt der. Men af een eller anden grund, saa synes alle hun er vildt fantastisk, og alt hvad hun siger er sandhed. (Som ex: Vi spurgte:"Er der et supermarked i denne by?" fordi vi havde drukket alt vores vand. Axana svarer: "Nej", og da vi koerer fra byen koerer vi forbi mindst 3 supermarkeder. Og byen havde 100.000 indbyggere. Hun paastod ogsaa, at der ingen haeveautomat var.... Hvor ved hun det fra?!) Saa vi maatte tage til takke med det der blev os budt. Og det gik da ogsaa.
Nogen gange glemmer kazakherne bare, at vi ikke ved, hvem deres nationalhelte er, saa de kan bare sige "Et eller andet navn har vaeret her paa det tidspunkt. Sejt ikk'?" Men det er ikke spor sejt, for vi aner ikke hvad de snakker om. Saa det er tit vi ikke faar saa meget ud af rundvisninger.

Efter rundvisningen tog vi saa afsted. Vi skulle i zoologisk havde i chimkent. Det tog ca. 3 timer at koere dertil. Der var omkring 100 km. Heldigvis var det ikke helt saa varmt som i gaar, saa det var ok.
Zoologisk have var til gengaeld skraekkelig. Det var det rene dyrplageri. To tigere i et totalt tom bur paa ca. 20 kvm. Bjoerne, der knap kunne vende sig i deres bure. Flodheste, som havde et minibassin. Og intet sted var der graes eller natur til dyrene. Alle steder var de bare helt alene i deres smaa bitte bure. Uden mad og vand, og de lugtede forfaerdeligt og travede apatisk frem og tilbage foran tremmerne. Det var som at se en annonce for dyrenes beskyttelse i levende live. Det var forfaerdeligt. Og alle kazakherne gik bare og tog billeder og grinede af dyrenes underlige adfaerd. Vi var ved at kaste op.

Toilettet der, var for oevrigt endnu klammere end de to andre vi havde vaeret paa paa turen.

Det eneste gode ved parken var, at vi fik en god is. Og Mette var glad, fordi hun fik en tur paa en pony.

Naa, men endelig tog vi ud paa sidste etape, som var busturen fra Chimkent til Taras. 2-3 timer tog det, og saerlig spaendende var det ikke. Da vi endelig kom tilbage hertil blev vi smidt ud samme sted som vi moedtes. Aizhan blev hentet (uden at spoerge om jeg ville med - dumme dumme pige), og alle skred, og der stod vi et sted vi havde vaeret een gang foer, og skulle selv finde til centrum. Vi, der ikke taler russisk, og ikke kender noget til busnumrene. Heldigvis var der en mand, der forstod vores "Centre?" spoergsmaal, og vi kom ind i en bus der koerte en lang lang omvej, men som dog endte i centrum. Det var en lille dreng, som syntes det var saa sjovt at vi ikke kunne finde ud af det. Saa han hjalp os.
Det var lidt maerkeligt, at vi har faaet mere hjaelp af en 8aarig dreng i dag, end af alle de der var med, for at hjaelpe os. Aerligt talt. Vi var ogsaa ret mugne!

Naa, nu slutter jeg her.

---