Krise i det lille hjem

---

Saa kom der endnu en skeldag: Fire uger tilbage til hjemrejsen. Stadig ikke noget arbejde af betydning, og vi er nu kommet saa langt, at vi ikke synes det vil vaere en god ide at starte paa noget nyt. Vi har jo ogsaa haft en smule at lave i maj, men nu hvor de doeve boern er taget hjem paa sommerferie, kommer vi kun hos de handicappede, og holder danskundervisning to gange om ugen.

Naa, men jeg vil faktisk starte, hvor jeg sluttede beretningen om turen til Turkistan, for efter internet var jeg godt sulten og gik hjem med forhaabninger om en god aftensmad (for at fejre prinsesse Aizhans laenge ventede hjemkomst, maaske?!). Da jeg kom frem opdagede jeg dog, at de ikke var hjemme. Jeg taenkte, at de nok var taget ned for at besoege bedstemoderen, og det gjorde mig egentlig ikke noget.. Men da jeg kom ind og opdagede, at der ikke var noget aftensmad til mig, blev jeg ret sur. Desuden havde moderen vaeret inde paa mit vaerelse og ryddet op i mine ting, og det syntes jeg altsaa ogsaa bare, der var lidt for maerkeligt og ubehageligt. Jeg gav dem dog en times frist til at komme hjem, og da de ikke var kommet, skrev jeg en sms til Aizhan, hvor der stod noget i retningen af: "Hvad er der sket med min aftensmad i aften?"Jeg fik selvfoelgelig ikke noget svar, og foerst omkring kl. 22.30 kom de hjem... Jeg var da paa vej i seng, havde boerstet taender og taget nattoej paa, og ventede bare paa at mit vasketoej blev faerdigt.
"Vil du spise?" spurgte Aizhan saa, og saa sagde jeg: "Nej, ikke nu, jeg er paa vej i seng. Men hvor har I vaeret?" Jo, de havde vaeret i svoemmehal (selvfoelgelig havde de ikke spurgt om jeg ville med). Jeg spurgte dem, om de ikke kunne have taenkt paa aftensmad til mig, foer de tog afsted. Men det fik jeg ikke rigtig svar paa. Saa sagde jeg ogsaa, nu jeg var i gang, at jeg helst ikke ville have, at moren gik ind paa mit vaerelse naar jeg ikke var hjemme. Og at jeg ville saette pris paa, at de bankede paa til mig, og ikke bare brasede ind.

Aizhan gik saa ind og oversatte til sin mor, som virkelig blev saa rasende, at jeg aldrig har kendt magen. Nu er mit russiske jo begraenset, men jeg er ret sikker paa, at hun sagde noget i retningen af: "Foerst vil hun spise, saa vil hun ikke spise alligevel...!" og kort efter kom Aizhan brasende ind til mig (hun havde allerede glemt det med at banke paa), og hentede noget vasketoej fra torresnoren, (hun havde aabenbart vaeret paa vej med det, og opdaget, at hun syntes mit vaerelse var for rodet - eller noget i den stil), og siden har de naesten ikke snakket til mig.

Saa der er skam krise i det lille hjem. Jeg haaber de kommer over det, ellers sladrer jeg maaske til Andrey, men der er bare saa kort tid tilbage, at det ville vaere lidt surt at skulle til at flytte og alt saadan noget. Jeg synes bestemt ikke de skal vaere vaertsfamilie igen, men det har de nok heller ikke lyst til. Jeg tror de har taenkt paa, hvor sjovt det ville vaere, at kunne blaere sig med en udlaending, og ikke har taenkt paa, at man ikke kan blive ved med det i tre maaneder. Eller jeg ved faktisk ikke hvad de har taenkt paa. Jeg er meget misundelig paa Mette og Maria og deres soede familie.

Helt aerligt, de er bare for meget. Heldigvis foeler jeg ikke, jeg gaar glip af de helt store spaendende samtaleemner, nu hvor de er holdt op med at snakke med mig. Jeg klarer mig nok...

Naa, men ellers er vores russisklektion igen blevet aflyst i dag. Vi har haft 2 russisklektioner i hele maj maaned. Hvor er de dog paalidelige. Vi har derfor foerst program kl. halv fem i halvanden time... Vi vil lave papmache (staves???) med de handicappede boern, hvis vi da kan faa fat i aviser nok. Og i gaar havde vi kun interkulturel klub, for eftersom bazaren var lukket, kunne vi ikke koebe ind til vores planer. Og at tage derud uden noget at lave, er simpelthen ikke nogen god ide. Vi har lagt for haardt ud, og naar vi kommer, staar boernene i en rundkreds omkring os, og forventer et eller andet fantastisk. Ellers bliver de skuffede. Saa vi kan foerst komme afsted i dag.

Vi er begyndt at planlaegge vores tur til Almaty, hvor vi faar aeren af at have Andrey naesten for os selv. Det vil altsaa sige, at vi faar vores vilje - ligegyldigt hvad den er. Mette har ham i sin magt, jeg tror faktisk han er bange for hende, fordi hun altid siger sin aerlige mening. Det skal nok blive en sjov tur, og Andrey har udvist stor forstaaelse for, at vi ikke vil i zoologisk have igen.

Ellers er der ikke mere at fortaelle. Bortset fra at jeg fik hele to opkald fra Danmark i gaar... Ikke daarligt. Selvom forbindelsen var lidt halvskidt, saa var det bare hyggeligt at snakke med nogen igen. Det var Maria og Johanne, der ringede.

Saa er vi ogsaa begyndt at drikke en masse jordbaercocktails fra en lille herlig cafe (den samme som gav os maden gratis). De smager bare saa supergodt. Jeg tror jeg vil spoerge efter opskriften foer jeg tager hjem (men de kan selvfoelgelig ikke engelsk...)

NU slutter jeg...

---