Bjergtur 2

---

Omkring kl. otte loerdag aften begyndte det godt nok at regne, saa der var ikke saa meget hygge omkring baalet, selvom BS, Konstantin, Ira, Maria og jeg blev derude. Desuden var der ogsaa en amerikaner med, som vi aldrig havde moedt foer, men som hed Steve. Han var virkelig lidt underlig - hvis der er nogen, der kan huske den mand i Dharma og Greg, der tror han er en kat, saa har man et meget godt billede paa Steve.

Vi stod rundt om baalet og toerrede foerst maven og saa ryggen, og saa forfra igen, mens vi stillede hinanden gaader. Nogle af dem var meget sjove, men de fleste var lidt for maerkelige. Isaer dem Konstantin kom med, fordi de tit var noget med sproget, og da vi ikke kan russisk, er det altsaa lidt svaert at forstaa. Et eksempel: "Hvorfor svoemmer anden?" Svar: "Paa vand", fordi det russiske ord for hvorfor aabenbart ogsaa kan betyde "paa hvad". Men det var hyggeligt. Efter et stykke tid, besluttede Axana altsaa, at NU skulle BS i seng, saa hun kravlede ud af teltet og kaldte paa ham, og de snakkede lidt frem og tilbage, og saa kom han tilbage og sagde: "Sorry, I must go!" og saa var der med et kun Steve og Maria og jeg tilbage. Lidt efter gik Steve ogsaa ind i teltet, og saa var der kun mig og Maria. Saa taenkte vi, at vi maatte nok ogsaa hellere komme i seng. Vi vendte os vaek fra baalet for at gaa mod vores telt - og vi kunne ikke se en brik. Det var simpelthen saa utroligt moerkt. Vi proevede at famle os frem til teltet, men det var helt umuligt. Naar man pegede frem kunne man ikke se sin haand. Meget pinligt beroert maatte vi gaa hen til det kriseramte kaerestepar og spoerge, om vi godt maatte laane en lommelygte. Axana saa bestemt ikke glad ud, men ellers var vi nok faldet i floden. Jeg har aldrig oplevet saa moerk en nat foer.

Efter en sidste sammenkroebet nat, hvor jeg til sidst ikke kunne sove mere, fordi mine ben bare naegtede at vaere boejet laengere, stod vi op til en graa himmel, men med spredte pletter, i sikker forvisning om, at der ikke ville komme mere regn. Det gjorde der heldigvis heller ikke, og efter morgenmaden, som bestod af en mystisk havresuppe med honning og noedder (ikke min livret, men bedre end omelet og maerkelig poelse) pakkede vi sammen for sidste gang, og skulle saa vaelge om vi ville gaa over floden, eller vi ville gennem bjergene paa vej tilbage. Min mening var klar: BJERGE!! Og saadan blev det ogsaa, fordi Axana aabenbart havde tabt sin badesko i vandet om loerdagen, og derfor ikke kunne krydse flere floder. (Og hun brokker sig over os, der har gjort det i bare taeer hele vejen). Jeg var lykkelig over at slippe for en vaklende nedbrydning af min stolthed, haengende paa den ene eller den anden fyrs arm. Den stakkels Steve var knap saa lykkelig. Da vi kom ud at gaa, og jeg gik bag ham, fandt jeg ud af hvorfor. Han var simpelthen totalt hoejdeskraek.

Det var ikke nemt at vaere Steve i forvejen, fordi Konstantin og BS jo er saa enormt meget mand, og de syntes vist han var et vaerre skvat, og gjorde tykt nar af ham, uden at skjule det saerlig godt. Men nu blev det da helt slemt. Han kravlede naermest afsted, og det var rent elendigt - for saa svaert var det altsaa heller ikke. BS blev noedt til at hjaelpe ham fremad, og flere gange mistede han ogsaa taalmodigheden og sagde: "GO!" meget hoejt og vredt. Stakkels Steve. Det kunne de altsaa heller ikke vaere bekendt, de to fyre!

Efter at have krydset en sidste flod uden staalwore, som jeg virkelig forsikrer om, at jeg godt kunne have klaret selv, og endnu to med staalwire, kom vi til et sted hvor vi skulle have frokost. Vi var naesten hjemme, og det sidste stykke tid var bare hygge omkring baalet, og en lidt underlig suppe med spegepoelse i (naar jeg kommer hjem, spiser jeg ALDRIG spegepoelse igen). Ved en fejl kom vi til at fortaelle BS og Konstantin, at en larve hedder Albert paa dansk, og en vandrende pind hedder Buster. Det var fordi vi navngav nogle insekter, og saa misforstod de det, og gik rundt resten af tiden og kaldte hinanden for Albert.
BS ville ogsaa meget gerne laere nogle grimme ord paa dansk, saa det havde vi ogsaa meget sjov ud af, fordi de selvfoelgelig kvitterede med grimme russiske ord, og BS' lillebror Djas, som var ca. 10 aar, var simpelthen ved at doe af grin.

Naa, til sidst kom bussen, og vi koerte hjem, noget traette, men alligevel gik snakken ivrigt, og de ville alle sammen hoere os synge "Smack that", som lige nu er et kaempe hit i landet. De er lige lidt bagude paa det punkt.

Ira lovede os at vi maatte faa hendes billeder braendt over, og forhaabentlig faar vi ogsaa en film, som Konstantin optog. Det ville i hvert fald vaere sjovt at vise saadan noget siden.

I dag har vi ikke lavet andet end at have interkulturel klub, hvor vi snakkede lidt om dansk mad, og serverede smaakager. Ih, hvor jeg kom til at savne mormors vanillekranse lige pludselig. Og frikadeller og alt saadan noget. Det bliver nu fint nok at komme hjem igen, selvom jeg ogsaa synes det er maerkeligt at vi allerede er halvvejs. Det er underligt at taenke paa, at der er masser af mennesker, som man har vaeret sammen med i 3 maaneder, som man aldrig skal se igen.

Naa, det var beretningen om bjergturen. Nu vil jeg smutte hjem til aftensmad.

---