Bjergtur bjergtur

---

Saa er vi kommet hjem fra tre dages tur i bjergene med BS og ven.

Vi startede jo med at komme lidt hovedkulds afsted, men da vi ankom til bjergene skulle vi heldigvis ikke gaa ret langt fra bussen, foer vi slog lejr. Ca. fem minutter faktisk. Der blev saa lavet mad, det stod BS og Konstantin for, og det var een eller anden form for kaalsuppe. Det smagte udmaerket, og vi var rigtig sultne, fordi klokken var naesten ti.

Det viste sig at vi kun havde telt til ti personer, selvom vi var tretten, saa vi maatte sove lidt taet. Vi tre piger sov i tomandstelt sammen med Zarina (Mettes og Marias mor). Vi sov paa tvaers, fordi ellers ville vi ikke have haft plads til at vaenne os, men nu kunne vi selvfoelgelig ikke straekke benene ud. Saa hver morgen naar vi vaagnede, troede man bare, at nu havde benene altsaa laast sig fast, og man kunne ingenting goere ved det. Men saadan er livet...

Fredag morgen vaagnede vi ved, at BS og Konstantin stod og tog billeder af os mens vi sov. Vi kravlede ud og fik morgenmad (the selvfoelgelig, og broed) og derefter pakkede vi lejren sammen og begyndte at gaa. Maria var lidt sloej i det, men hun regnede med at det ville gaa over.
Foerst kom vi til en flod, som vi skulle krydse vha to staalwires som hang over hinanden. Man holdt fast i den oeverste og gik paa den nederste. Foerst troede jeg virkelig jeg ville falde ned, men det var faktisk ikke saa svaert som det saa ud til. Lidt efter skulle vi goere det samme igen, og lidt efter skulle vi igen krydse en flod. Denne gang var der bare ingen staalwires, saa vi maatte gaa ud i vandet med bare taeer. Vandet var ikke saa hoejt, saa umiddelbart virker det maaske ikke saa svaert. Men DET VAR DET!!! Stenene var saa glatte at man umuligt kunne staa fast. Vandet var saa koldt at taeerne krampede, og stroemmen var saa staerk at man skulle tro det var loegn. Heldigvis for os, kom BS til undsaetning og tog fat i vores haender (een ad gangen) og fulgte os over. Pyha, godt det var overstaaet. (Men vi skulle blive klogere)

Nu gik turen over bjergene i et stykke tid. Det var ikke saa svaert, syntes jeg ikke, og undrede mig over, at Maria var saa langsom. Men pludselig valgte hun at kollapse midt i det hele. Hun havde virkelig ondt i maven. Jeg gik foran sammen med nogle andre, og opdagede ikke umiddelbart hvad der foregik, foer BS vendte sig og kaldte paa Zarina, som raabte noget med Maria tilbage, og saa gik vi tilbage for at se hvad der var galt. Hun havde det virkelig ikke saerlig godt, og derfor blev det aftalt, at BS skulle foelge resten af holdet til lejrpladsen og saa komme tilbage for at hente Maria, Mette, Konstantin, Axana (som er BS' kaereste, og aabenbart holdets sygeplejerske... hmmmm), Ira (vores tolk) og mig. Axana startede med at insistere paa, at Maria tog noget aktivt kul, som kunne rense hendes indre. Det gjorde hun saa, hvorefter Axana begyndte at trykke hende lidt paa maven, og stille spoergsmaal som: "Er der nogen du er vred paa? Har du noget, du ikke har sagt til nogen, som du gerne vil ud med? Hvis din mave var en farve, hvilken farve ville den saa have?" Maria var ret cool og holdt masken. Mette sad og brokkede sig paa dansk over saadan nogle hekserier - HELT AERLIGT. Jeg var ved at doe af grin, og blev faktisk noedt til at gaa lidt vaek. Isaer fordi Konstantin, som ellers er meget normal, tog det helt vildt serioest.

Naa, efter en times tid med healing og afslapning og ogsaa lidt frokost, gik vi videre for at moede BS lidt senere paa ruten. Dog kom vi ikke langt foer vejen delte sig i to, og vi blev noedt til at vente. Maria fik endnu en dosis aktivt kul, og SAA begyndte der godt nok at ske noget med hende. Helt frisk havde hun jo ikke vaeret, saa hun sad lidt og hang, men kiggede saa pludselig op paa os og sagde: "Er det mig, eller er min laebe haevet?" Det var ikke hende. Hendes laeber haevede mens vi saa paa det, og hun sitrede over hele kroppen. Saa skulle hun pludselig paa toilettet med det samme, og mens hun loeb afsted op ad bjerget staar Mette og jeg og kigger paa hinanden. "Hvad sker der med hende?" spoerger vi meget fornuftigt, og svaret lyder tilbage: "Jamen, det er bare fordi hun er forkoelet eller traet, saa naar man kommer op i bjergene, saa reagerer man saadan - det er helt normalt!"
Ja, det giver da sig selv: Hvis man er forkoelet og gaar op paa et bjerg, saa haever eens laeber da, og man ryster over hele kroppen og faar diarre... Lige praecis.

Mette gik rimelig meget i panik, og sagde til mig, at nu ville hun hjem, for hun ville ikke tage ansvar for at staa med en mega syg Maria sammen med folk, der insisterer paa, at hun bare er traet. Vi blev dog enige om, at der ikke var saa meget andet at goere end at vente paa BS, og mens vi ventede blev Maria bedre tilpas. Hendes laeber faldt til normal stoerrelse, og der blev laengere og laengere mellem toiletbesoegene. Da BS dukkede op, var hun dog stadig for svag til at gaa, men BS sagde, at hun kunne da bare ride paa hans ryg. Saa gik det videre, bare noget langsommere.

Vi skulle foerst krydse floden igen, via staalwire, og bagefter skulle vi gaa noget i retningen af 25 meter, saa skulle vi over floden igen - uden staalwire. Og lidt efter igen - stadig ingen wire. Og igen og igen og igen. Hver eneste gang taenkte man: Nu MAA det da vaere den sidste. Men hver eneste gang var der bare een til bagefter. Heldigvis havde vi Konstantin og BS at stoette os til, og det gik langsomt fremad, uden styrt. BS var ved at vaere rimelig traet, eftersom han havde gaaet turen to gange allerede, og havde Maria paa ryggen noget af tiden, og ogsaa havde hjulpet alle mulige over floden. Men han gav selvfoelgelig ikke op - man er vel sej, og til sidst, efter lang lang tid, naaede vi frem til en faerdig lejr.

Klokken var nok omkring 5, og madlavningen gik straks igang. Vi pakkede soveposer ud i vores mikrotelt og gjorde klar til at spise, for noej hvor var vi sultne. Axana mente godt nok, at Maria skulle tage en ekstra omgang aktivt kul, men det naegtede hun - af forstaaelige grunde. Omkring kl. 10 gik vi i seng.

Hver gang man vaagnede i loebet af natten, troede man bare, at det styrtede ned, men i virkeligheden var det bare floden, der larmede. Det var rigtig hyggeligt, men man kan ikke paastaa at vi laa godt.

Loerdag morgen fik vi lov til at sove saa laenge vi kunne, for vi skulle kun gaa halvejs tilbage igen, og kunne godt vente med at starte til efter frokost. Saa spillede vi kort og hyggede os, og snakkede. Efter frokost gik det saa loes igen, tilbage over de samme forbistrede floder. Nu blev vi delt op i to hold... Det ene holdt bestod af alle de andre, det andet hold bestod af Mette, Maria og Hanne og BS og Konstantin som stoettepaedagoger. Vi var de eneste, der ikke kunne gaa over floderne uden hjaelp, og det tog os 100 aar. Da vi indhentede de andre, var Axana rigtig sur (ingen ved hvorfor) paa BS, og fortalte ham og Ira, at vi var nogen skabagtige toeser, og det var kun fordi vi ikke turde gaa alene. Vi kunne bare se at komme igang. Naar de kunne, saa kunne vi vel ogsaa.
Det passede ikke. Vi kunne simpelthen ikke, og det var ikke spor fedt at vaere de eneste der skulle holdes i haand og foelges paa vej. Det var bare rigtig rigtig pinligt, og Axanas hadefulde blikke gjorde det ikke ligefrem federe. Heldigvis syntes Zarina bare det var sjovt, og det hele var hurtigt glemt, og aftenen var rigtig hyggelig. (Bortset fra, at BS var uvenner med kaeresten, som virkelig ikke er saerlig soed, og man ved ikke rigtig hvad han ser i hende, aerligt talt... Men ham om det)

Naa, jeg tror jeg smutter nu, det andre gaar. Fortsaettelse foelger i morgen.........

---