Legetoej

---

I dag har vi haft den sidste "week of kindness"dag. Vi skulle ud med alt legetoejet til de forskellige boernehjem, og dagen startede med, at vi proppede 2000 stykker legetoej og 15 personer ind i en bil som ca. svarer til en stor taxa. Der var simpelthen ikke plads til at man kunne roere sig. Saa gik turen til det foerste boernehjem, hvor der var helt smaa boern, ca halvandet aar eller saadan noget. De var bare saa dejlige, man kunne slet ikke blive faerdige med at vise dem bamserne og holde dem.

Bagefter var vi paa tre andre boernehjem med stoerre boern. Man foeler sig altsaa lidt fjollet, naar man giver en dreng paa 18 aar en lille plyskanin. De virkede da heller ikke vildt interesserede, men vi havde faaet at vide, at vi skulle gaa ind paa den og den stue, og give alle boernene et stykke legetoej. Heldigvis var der ogsaa nogle boern paa syv, som blev rigtig glade. Desuden var vi tilbage paa doeve-hjemmet, og de boern blev bare fantastisk glade. Isaer en dreng som fik en kanin. Han gik rundt til alle med kaninen og viste med to fingre ved sit oere, at det altsaa var en kanin. De var saa soede!

Efter det havde vi ikke mere at lave. Vi har heller ikke laengere nogen plan, og Andrij var ikke paa kontoret. Saa vi vidste ingenting, men da vi gik derfra moedte vi heldigvis Andrij. Han havde faaet svar fra regeringen, om vi kunne faa lov til at arbejde paa det boernehjem med de helt smaa boern. Svaret var desvaerre nej, saa nu er vi lidt paa bar bund. Han vil starte nogle forhandlinger med et hospital for handicappede boern eller saadan noget, og desuden gaa til naeste instans for at hoere om vi virkelig ikke kan faa arbejde paa det boernehjem. Vi haaber ikke, de naeste forhandlinger ogsaa tager tre uger, for saa har vi allerede vaeret her halvdelen af tiden naar vi kommer igang. Hvis det altsaa lykkes denne gang.

Igaar var vi paa bjergtur. Vi tog bussen lidt op i bjergene, bare vi tre og fandt et hyggeligt sted med udsigt over faareflok og vilde heste (som i virkeligheden ikke var spor vilde, men det loed meget sejere syntes vi) og laa i det utroligt stikkende graes og laeste et par timer, og spiste chokoladekiks. Det var meget hyggeligt. Desvaerre var vejret for een gangs skyld ikke saa straalende. Serena, Mettes og Marias "mor"havde bedt buschauffoeren om at huske at samle os op, saa han holdt paent og ventede paa os, da vi kom ned kl. seks. For een gangs skyld var han der til tiden, og det var vi ikke. Hmmm.

Ellers er der ikke sket saa meget. Pigerne i organisationen begynder at irritere os lidt, fordi de hele tiden vil holde os i haanden og saadan noget. De holder meget hinanden i haanden, pigerne, men det vil vi altsaa ikke helt vaere med til, og det kan de aabenbart ikke forstaa. Vi overvejer at lade det vaere en del af vores Kulturklub: I Danmark roerer man ikke saa meget ved hinanden som I goer her. Det er en kulturting!

Desuden er der et par kaerestepar, som bare klistrer op ad hinanden, saa man naesten faar kvalme. Isaer i dag, da vi skulle sidde i den meget klemte bus, og jeg rent faktisk havde den ene pige halvejs paa skoedet, mens hun nussede med kaeresten. ARGH!

Der er nogle kazakher, som er rimelig ligeglade med koekultur. Maria er lige blevet overhalet af to personer, som bare tog computerne foran hende. Selvom hun brokkede sig, saa var de bare ligeglade, selv da nogle ved de andre computere gav os ret. Saa var der een af de andre, der skyndte sig at blive faerdig, saa hun kunne faa hendes computer. Det var soedt gjort. Det er ikke saa tit kvinderne er hoeflige hernede. Maendene er hele tiden opmaerksomme paa os, maaske paa grund af vores skoenne lyse haar, men kvinderne opfoerer sig altsaa tit som nogle vaerre kaellinger.

Naa, jeg tror jeg vil til at slutte nu. Der er vist ikke mere at fortaelle. Jo paa onsdag skal vi starte vores danskundervisning. Det bliver sjovt. Vi har lavet en plan for hvad de skal laere, og fundet paa nogle lege. Maaske kan vi inspirere deres undervisningsform?? Vi har indtil nu tolv tilmeldinger.

Saa slutter jeg.

Hilsen Hanne

---