Bruderoeverier

---

Her kommer lige en lidt kort beretning...

Den anden dag havde vi russisklektion og kultur, og vi fik at hoere om bruderoeverier.
Hvis man er en aegte kazakhpige, kan man faktisk risikere at blive roevet. Det sker paa den maade, at en fyr maaske paastaar at han vil koere pigen hjem, men i stedet koerer han hende hjem til sig, hvor hele hans familie venter paa dem. Saa skal de giftes. HUn kan ikke sige noget til det, for det er hendes pligt at gifte sig med ham. Som regel sker det her, fordi pigens foraeldre ikke har penge til at holde et ordentlig bryllup, og hvis de lader deres datter roeve, kan de slippe for det ved at sige, at de skam ikke vidste noget om det. Men andre gange er det faktisk helt serioest, at ingen ved det. Vi fik en historie med een af voluntoerernes veninder, som var blevet roevet af en mand, hun havde kendt i to dage. Hun blev bare noedt til at gifte sig med ham!
En anden historie var, at familien havde sat sig imod, at en pige giftede sig med sin kaereste, og de havde arrangeret et andet aegteskab for hende, men heldigvis kom kaeresten og stjal hende - to dage foer det andet bryllup. Meget romantisk.

Men jeg var virkelig rystet over det. Taenk engang, det er de samme mennesker, som sidder her rundt om mig og er paa Internettet, og de piger der bliver stjaalet, er dem vi ser paa gaden i minskoert og udringede bluser. Det her land er en meget maerkelig cocktail!!

Ellers gaar alt godt. Vi har vaeret paa museum i dag, men uden guide, fordi hende, der fulgte os fra kontoret havde hovedpine. Rimelig daarligt, maaske! Andrij var ogsaa ret sur paa hende. HEHE! Det hele var paa russisk, saa vi fattede ikke en bjaelde. Jeg syntes ellers det virkede spaendende nok, og jeg ville maaske gerne have vaeret der igen med een, der kunne oversaette. Men Mette og Maria syntes det var drabeligt kedeligt. Saa det bliver nok ikke til noget.

Vi har stadig ikke faaet arbejde, og jeg begynder at kede mig lidt. Men det goer de andre vist heller ikke. Maaske fordi de bor to sammen.

Forresten: Fra morgenen af gjorde jeg forsoeg paa at vaske min egen tallerken op, fordi der for een gang skyld ikke var nogen der kiggede paa at jeg spiste morgenmad. Men saa kom Aizhan ind og sagde: "What are you doing?!" i samme tonefald som man bruger til et barn, der roder sig ud i noget, man ved det ikke kan klare. Jeg blev faktisk lidt gal, for selvfoelgelig kan jeg da vaske min egen tallerken!

Naa, jeg tror jeg vil slutte igen. Klokken er halv syv, og de begynder sikkert snart at bekymre sig for mig derhjemme. Suk.

---