Gyrithe og Josefine moeder det fattige, forunderlige Indien

---

En lille opdatering fra vores foerste 2 uger paa egen haand:

Da vi ankom til Kongaralapayam blev vi modtaget af en flok nysgerrige indere, deribland Nelson, en meget lille mand med et meget stort hjerte. Han skulle vise sig at vaere vores kontaktperson og livlinie de naeste 5 uger. Han viste os til rette i vores nye hjem - et betonkammer med gitter for vinduerne placeret midt i kostskolens gaard. Vi har faaet tildelt vores eget gasblus, som nogle af de eneste i landsbyen, og bruger det flittigt til at tilberede vores daglige dosis havregroed. Paa vores terasse finder man vores primitive badeforhold, der bestaar af et stort betonkar, hvor man (med toej paa) oeser vand over sig selv med en spand. Et lille hul i jorden goer det ud for vores toilet.

Her er et rigt dyrelig, nok til at anlaegge en zoologisk have: Koer, vildsvin og geder faerdes frit paa gaden, aberne leger i traerne, myrerne saborterer vores toilet og firbenene er blevet vores nye vaerelseskammerater.

Vi burger vores dagligdag paa henholdsvis kostskolen (15 boern) samt den locale ALC-skole (150 boern). Her underviser vi en 5. klasse i engelsk. De er meget larmende, lidt ustyrlige men tager i mod vores undervisning med interesse og taknemmelighed. Indisk paedagogik er meget anderledes end vi kender den. Laererne dirigerer rundt med en slags pegepind og deler indimellem et slag ud til uvorne elever.

Vi befinder os i den fattige del af landsbyen, der hvor de kasteloese bor. Forholdende her er meget primitive: Folk bor i smaa lerhytter, vasker toej i floden, laver mad over baal og klaeder sig i beskidt og laset toej. Trods de traenge kaar bliver vi taget godt i mod og ofte budt paa kokosmaelk, kaffe, indiske snacks eller sukkerroer.

Vi vaekker meget opmaerksomhed, og det er tydeligt at mange af landsbyens beboere kun sjaeldent har set hvide mennesker. De vil meget gerne roere, betragte os og snakke med os. De forstaar dog ikke altid at vi ikke taler tamil og al kommunikation er en smule svaer.

Nelson har introduceret os til sin familie; hans kone ghita, der er laerer paa skolen, samt hans 2 boern Jenny og Sam paa 20 og 22. De er alle rigtig flinke og vi har tilbragt en del tid sammen med dem.

Nelson staar til raadighed naar som helst, hvor som helst. Selv da vores toilet stoppede og vi meget pinlige spurgte ham om raad smoejede han aermerne op og afhjalp raskt problemet. En af de utallige gange strommen er gaaet sent paa aftenen, hoerte vi pludselig en banken paa vores doer. Da vi soevnigt aabnede stod Nelson og et foelge af indiske maend udenfor vores doer, De havde medbragt en generator, som han hurtigt instruerede os i at bruge.

Vi har det rigtig godt, og er endnu ikke stoedt paa naevnevaerdige problemer.

Knus fra Josefine og Gyrithe.

---