Til vodkafest i Georgiens bjerge


Advertisement
Georgia's flag
Asia » Georgia
August 16th 2004
Published: August 16th 2004
Edit Blog Post

Truso GorgeTruso GorgeTruso Gorge

Vi kom desværre til at slette alle vores billeder fra Tbilisi og Telavi - æv! Så her kommer i stedet en række fra Truso Gorge og Tusheti.
Efter Svaneti’s øde bjerge var det fedt at komme tilbage til storbyens cafeer, restauranter, biografer og internetcafeer igen. Tbilisi er Georgiens hovedstad (stammer fra ”tbili”, det georgiske ord for ”varm”, for der er masser af varme kilder i undergrunden), og på trods af, at den er blevet smadret og bygget op igen mange gange over de sidste par tusinde år, er det stadig et smukt og spændende sted. Mtkvari floden løber lige midt gennem byen og deler synagoger fra armeniske og katolske kirker, sunnimuslimske moskeer og georgiske ortodokse kirker. Midt i det hele er den gamle bydel med lave bygninger, smalle stræder og ældre mænd der sidder på fortovet og spiller backgammon. Få gader herfra pumper engelske barer og internationale restauranter popmusik ud i takt med unge pigers stilethæle. En sjov blanding af nyt og gammelt.
Der er masser af gode hoteller i Tbilisi, men de er rettet mod rige turister (20 dollars +), så de fleste af Georgiens rygsæksrejsende bor i et ”homestay” hos en lille, af og til rimeligt gnaven, gammel dame midt i Tbilisi, der tøffede rundt og holdte øje med at de larmende, smånussede gæster ikke brød nogen af hendes mange regler (ikke sidde på sengen, ikke
Den gamle kvinde og bjergetDen gamle kvinde og bjergetDen gamle kvinde og bjerget

Den eneste fastboende person vi mødte i Truso var en gammel kone der høstede kartofler
have sko på, ikke have bare fødder, ikke stille vandflasker på gulvet osv) og præcis klokken 24 hver aften - næsten altid midt i en rigtigt spændende samtale - blev vi alle sammen smidt i seng og dørene blev låst.
Der var her vi mødte turens første andre ”rigtige” rejsende, de fleste også på vej til eller fra Centralasien (og mange endnu længere) og det var en mine af information (en god ting, eftersom Lonely Planets Kaukasus-guide (1. udgave) er næsten totalt ubrugelig).
Sammen med Mark, en spansk fotojournalist der havde været i Georgien i tre måneder og talte flydende russisk, og Robert, en hollandsk turleder der ventede på sin tur-gruppe, tog vi til Telavi i et forsøg på at nå Tusheti-regionen i den nordøstlige del af Georgien. Det er som alle bjergområderne en meget øde del af Georgien, men Tusheti er specielt isoleret, fordi den eneste vej op gennem bjergene er spærret i omkring ni måneder om året. Oftest af sne og is på det knap 3000 meter høje bjergpas, men også sten- og jordskred eller bare kraftigt regnvejr gør den smalle jordvej ubrugelig.
Mark havde gjort flere forgæves forsøg på at komme over passet de sidste par
Hey, gi' et lift!Hey, gi' et lift!Hey, gi' et lift!

En af de helikoptere der tjekkede os ud i Truso George - grænsen til South Ossetia var kun 10 km. væk.
måneder, og da vi ankom til Telavi og så grå-sorte tordenskyer hænge tungt over bjergene, var han klar over at det nok heller ikke ville lykkes denne gang.
I stedet tog vi forbi en vinbryggeri i nærheden af Telavi og smagte glas efter glas af de søde georgiske vine, som Georgien er kendt for. Georgien menes at være vinens fødested - ordet vino stammer efter sigende fra georgisk, og druerne bliver i dag næsten alle dyrket i den frugtbare østlige del af landet. Vi havde indtil da ikke haft meget held med de røde vine, der er hvinende søde, men hvidvinen er meget nemmere at drikke, fandt vi ud af mens vi skålede løs i bryggeriet.
Uden for stod vi i noget der virkede som rigtigt lang tid og ventede på en minibus tilbage til Telavi. Til sidst besluttede vi os for at tage på stop - vores tidligere erfaringer i Svaneti havde vist, at den første bil der havde plads ville tage os med. Og ganske rigtigt - efter cirka 10 sekunder svingede en grøn Lada ind foran os og en midaldrende mand vinkede os med begge arme ind i bilen. Det var Gela, en lokal politibetjent på
DartloDartloDartlo

En af Tushetis totalt urørte bjerglandsbyer. Her boede vi i tre dage.
vej hjem. Han var i rigtigt godt humør og viste stolt alle sine politiskilte frem. Da Jason noget uforsigtigt spurgte om han også havde en pistol, blev den straks hevet frem og svinget rundt i bilen til alles rædsel og fryd. Han insisterede på at invitere os med hjem på en måde som kun en glad georgier med en pistol kan insistere, og hjemme i et nybygget hvidmalet betonhus blev vi placeret i en sofa overfor hans smilende kone og generte børn - og hans mor, søster, bror og svigerinde og deres børn, efterhånden som de kom til, hidkaldt fra nabohusene.
Her smagte vi for første gang rigtig god rødvin - supervino, som Gela kaldte det, perfekt afkølet og serveret i to liters kander, og vi skålede gang på gang til ubrydeligt venskab, kærlighed og alle kvinder i verden - intet mindre. Efter en times tid på denne måde var drengene forståeligt nok ved at blive rimeligt snaldrede. Jeg kunne jo snyde hvis jeg havde lyst, men da Jason på et tidspunkt forsøgte at slippe for en fred-i-verden-skål ved at gå på toilettet, begyndte kritiske georgiske stemmer at rejse sig - noget der kun kunne redes med en ekstra
De ureneDe ureneDe urene

En lille gruppe kvinder fra Dartlo sad i sikker afstand fra den hellige tempel.
god skåltale fra vores side.
Da Gela’s mobiltelefon kaldte ham ud på en mission, blev vi kørt tilbage til vores hostel, og da vi næste morgen vågnede med en mindre hovedpine og udsigt mange flere dages regn besluttede vi os for at prøve Tusheti senere.
Vi tog tilbage til Tbilisi, og derfra tog Jason og jeg direkte op til Kazbegi - også i den nordlige del af bjergene ved grænsen til North Ossetia og Ingusettia, men ad en meget mere stabil - delvist asfalteret - vej. Kazbegi er en almindelig moderne bjergby, stort set kendt for sin meget fotogene kirke på en bakketop (på forsiden af Lonely Planet) og indbyggerne er vant til og - virkede det til - en smule trætte af alle de turister der kommer rendende hele tiden. Vi tog hurtigt videre til Truso Gorge i nærheden og fik et lift så langt op i dalen vi nu kunne køre. De fleste af de landsbyer vi kørte igennem på vejen var ubeboede, og vi fik af vide, at vi bare kunne vælge et af husene af sove i, i stedet for at campere. Eftersom vi var oppe i et par kilometers højde sagde vi ja tak
Rytter med hornRytter med hornRytter med horn

En mand fra en nabo-landsby tager en farveldrink, før han rider hjem.
og placerede vores rygsække i et tilsyneladende ubeboet hus, mens vi gik ud for at udforske omegnen.
Truso Gorge er et utroligt smukt område med gamle ruiner af vagttårne (se billede) som vi så i Svaneti, frosne bjergsøer og det reneste kildevand strømmende ned over mineralaflejringer i lilla, røde og hvide farver. Der var et væld af vilde blomster, og vi kunne lugte kamille og mint og basilikum mens vi gik over markerne. Bjergene mod vest markerede grænsen til South Ossetia (en del af Georgien der vil være selvstændig) og vi havde fået af vide, at vi ikke kunne gå længere end til den sidste georgiske grænsepost et par hundrede meter væk, da det var omkring den tid nye problemer mellem Georgien og South Ossetia startede (I dag er de bestemt ikke mindre). Vi så flere helikoptere flyve i meget lav højde gennem dalen, for lige at tjekke eventuelle fjendtlige styrker ud. En af dem cirklede en enkelt gang omkring os, men besluttede sig åbenbart for at vi ikke lignede terrorister alligevel (måske fordi vi vinkede til dem) og fløj tilbage ind i bjergene.
Om aftenen, da vi forsøgte at lave mad på et gammelt komfur, dukkede to mænd
SpillemandSpillemandSpillemand

Der blev spillet op til det helt store, efterhånden som gæsterne blev i bedre og bedre humør.
pludselig op i køkkenet. Det viste sig at være Masar og hans nevø, Allan, fra North Ossetia, og huset var deres. På trods af, at der stod to fremmede og rodede med deres tallerkner, var de meget imødekommende og inviterede os til at blive så lang tid vi havde lyst. De fortalte os over en fælles middag, at landsbyerne langs dalen stort set alle er ejet af North Ossetians der hver sommer tager til den frugtbare dal i tre til fire måneder for at dyrke jorden og fede kvæg op. Derefter sælger de udbyttet i Georgien og tager hjem igen.                         Næste dag blev vi desværre nødt til at vinke farvel til vores værter, og gik turen ned gennem dalen til hovedvejen, hvor vi kunne fange en bus tilbage mod storbyen.
Tilbage i Tbilisi besluttede vi os for at prøve Tusheti igen, med Mark og nu Paul, en canadisk lægestuderende. Denne gang gik det hele glat - vejen var åben, vejret var godt og vi fik straks lejet en russisk jeep til den seks timer lange zigzag-tur op og ned over det knap 3000 meter høje pas - til tider på flere meter dybe gletschere. Vi ankom til Omalo, regionens største
Den hellige klokkeDen hellige klokkeDen hellige klokke

Der blev ringet konstant før, under og efter festlighederne - og så blev der skålet.
og mest moderne by (med omkring 50 murstenshuse med tegltage) og tog straks videre til Shanako, en lille landsby en times gang fra Omalo, hvor vi havde en adresse - eller nærmere et navn - på en familie vi kunne bo hos. Shanako består af omkring 30 huse af sten og skifer på en bjergside, og vi blev vist ind i en stenhytte der var blevet bygget til over årene og nu havde ekstra senge til trætte rejsende. Familiens ældste, en mand i slutningen af halvtredserne havde ikke forladt Tusheti i 28 år, og talte ikke russisk, men gennem hans russisk-talende søn fortalte han os, at vi ikke kunne have timet vores besøg bedre. To ugers traditionelle festligheder var ved at starte i de omkring 10 små landsbyer i Tusheti. Den første ville begynde i landsbyen Dartlo to dage senere, så næste morgen besluttede vi os for at tage af sted med den russisktalende søn som guide.
Efter en halv times gang begyndte vi at gå i en stor bue udenom stien vi fulgte. Adspurgt forklarede guiden, at der var et hellig bygning langs vejen, og at kvinder måtte ikke gå forbi den. ”For så begynder det at regne”,

En landsbyboer stener lidt med det karakteristiske drikkehorn der skal tømmes på en gang.
sagde han meget diplomatisk. Senere fandt jeg ud af, at kvinder anses for at være for urene til at komme i nærheden af de mange hellige kirker og bygninger i Tusheti - af samme grund er grise totalt forbudt i bjergområdet…
Vi gik i omkring otte timer op og ned ad og langs med de små bjergtinder der adskiller dalene og landsbyerne i Tusheti fra hinanden (se billede), og nåede sidst på eftermiddagen frem til Dartlo - en fantastisk idyllisk landsby med mange hundrede år gamle stenhuse og tårne, og et dejligt fravær af moderne byggematerialer - alt så ud, som det sikkert har gjort for flere hundrede år siden.
Vi blev indlogeret i et gammelt stenhus hos en familie som guiden kendte og vågnede op tidligt næste morgen til en morgenmad bestående af brød, smør, ost, varm mælk, vodka og cha-cha. Værten og en af hans venner skålede de næste par timer på skift til vores helbred og venskab (og alle skulle skåle med), og satte dermed meget godt agendaen for resten af dagen - det var en festdag og der blev drukket megen alkohol den dag.
Vi var endnu ikke så hardcore og blev nødt til lige at blunde et par timer, før vi blev vækket af en række skud udenfor vores hytte. En ældre herre med et stort grin smurt ud over ansigtet, klædt i camouflagetøj og med en maskinpistol slynget over skulderen, gjorde tegn til at vi skulle følge med. Vi blev vist ind i en lille bræddehytte hvor en række mænd sad og drak hjemmelavet øl og cha-cha og skålede et par gange til festlighedernes succes, og så gik turen ellers i samlet flok op mod et lille tempel på bakketoppen over landsbyen hvor de første religiøse festligheder var ved at starte.
Jeg satte mig 50 meter væk sammen med de andre kvinder og iagttog landsbyens mænd (og de tre turister) der samledes omkring templet og skålede, råbte velsignelser, affyrede maskinpistoler og ringede med en stor (kirke)klokke. Hos kvinderne foregik det lidt mere fredeligt - der blev småsnakket og sat tallerkner med kager og khachapuri (butterdejsagtige pakker med ostefyld) ud på græsset, men efterhånden blev også flasker med hjemmelavet vin, øl og cha-cha fundet frem og der blev skålet for alt hvad der nu kan skåles for.
Her mødte jeg Marika, en ung lyshåret og blåøjet tushetier, klædt i jeans og t-shirt, der studerede international handel i Tbilisi og talte en smule engelsk, og hendes kusine Maya, der de sidste seks år havde boet (og studeret) og Tyskland og selvfølgelig talte perfekt tysk. Marika og hendes familie var oprindelig fra Tusheti-regionen, men boede nu størstedelen af året i Telavi og tog kun tilbage til deres hus i bjergene når vejen åbnede op i sommermånederne. På samme måde valfartede størstedelen af de mænd og kvinder, der nu var samlet på bakketoppen, mellem by og bjerg - kun ganske få familier valgte at blive i landsbyerne vinteren over, med flere meter sne og seriøse minusgrader.
Marika havde deltaget i de årlige festligheder siden hun var ganske lille, og fortalte mig, at hver landsby ifølge gammel tradition har hver sin engel der bor i templet og beskytter landsbyen mod alverdens onder - tørke, oversvømmelser, sneskred, vilde dyr o.m.a. Derfor sørger landsbyboerne for at vise deres taknemmelighed hver sommer, med bønner, velsignelser og ofringer.
Ved templet blev tre brægende får med røde sløjfer på hornene nu trukket frem og fik afbrændt en cirkel af uld mellem øjnene, før de én efter én fik halsen skåret over. Derefter blev de slagtet ved siden af templet, og testiklerne og leveren fra hvert får blev grillet og fordelt mellem henholdsvis mænd og kvinder. Der blev skålet endnu mere, og en del mænd, nu i rigtigt godt humør, kom over til vores område, tiltrukket af en ældre kvindes smukke harmonikaspil, og begyndte at danse en vild og flagrende dans. Først med hinanden, men efterhånden blev hver kvinde på skift trukket ud i dansen. Jeg måtte også ud og dreje rundt med flagrende arme et par gange, til stor morskab for forsamlingen af kvinder.
Der blev spist og drukket og spillet og danset indtil solen gik ned, og resten af natten holdt et par af landsbyens mænd vagt ved den hellige ild, der tidligere var blevet tændt templet. Vi væltede ned af bjerget og i seng.
Næste formiddag vågnede vi til et overdådigt dækket langbord mellem landsbyens kirke og flod. Gårsdagens festligheder, fandt vi ud af, havde kun været en slags opvarmning - nu skulle der virkeligt festes! Flere gæster fra lavlandet og andre landsbyer i bjergene var kommet til i løbet af morgenen, og sad nu og spiste specielle (og lækre) retter som marinerede blomster og grøntsager, stegte auberginer med en pasta af valnødder, olie og hvidløg (min favorit i Georgien), krydret bønnemos, masser af salater og brød og selvfølgelig fårekød - kogt, stegt og grillet. Tre af landsbyens familier -fundet hvert år ved lodtrækning - skulle sørge for at der var mad og drikke nok til alle, og de havde de sidste par måneder brygget alkohol, der nu blev drukket af store horn - på én gang, eftersom de var umulige at sætte ned igen. 
Vi håbede på, at nogle af de penge vi betalte for at bo i landsbyen, ville ende hos de familier, for vi fik spist og drukket godt. De tre mandlige turister bundede hver par horn (omkring trekvart liter) hvidvin, og stemningen steg hurtigt - der var mere harmonikaspil og sang og jeg måtte underholde med min fantastisk sjove dans igen😊 Eftermiddagens højdepunkt var et hestevæddeløb langs floden, hvor landsbyens unge drenge fik mulighed for at bevise deres mandsmod ved at race på sadelløse heste - vinderen modtog gårsdagens flåede fårepelse.
Resten af dagen flød lidt ud i tåger for mit vedkommende, men det fortsatte vist nogenlunde i samme stil som dagen før - jeg har i hvert fald en masse billeder der viser ømme omfavnelser og glade ansigter.
Totalt mætte på mad og drikke og næsten overmætte på oplevelser og indtryk tog vi næste dag tilbage til Tbilisi og derefter (vores visa var ved at løbe ud) videre østpå til Azerbaijan.





Advertisement



4th June 2005

Very nice Pictures
My Commpliment! Look at http://georgien.blogspot.com/ and http://kaukasus.blogspot.com/ - Rappo

Tot: 0.227s; Tpl: 0.058s; cc: 10; qc: 18; dbt: 0.0114s; 1; m:saturn w:www (104.131.125.221); sld: 2; ; mem: 1.2mb