Kulturchok i Georgien


Advertisement
Georgia's flag
Asia » Georgia
August 8th 2004
Published: August 8th 2004
Edit Blog Post

Gellerupparken ala GeorgienGellerupparken ala GeorgienGellerupparken ala Georgien

Dette syn mødte os i de fleste af Georgiens større byer - næsten smukt i al sin grimhed.
Vi var i Georgien i en måned, og det var en helt speciel oplevelse. Jeg kan ikke påstå det var kærlighed ved første blik - mere som et af den slags forhold der starter med en uforklarlig fascination og måske en smule afsky, som udvikler sig til forståelse og venskab, og som ender med at trænge dybt ind i sjælen, uden du helt er klar over hvordan det er sket.
Vi fik lidt af et kulturchok da vi krydsede grænsen til Georgien fra Tyrkiet. Grænsen har været helt lukket i omkring 70 år, under det sovjetiske styre, som Georgien først blev selvstændigt fra i 1991. Derfor har der ikke været nogen form for blanding af kulturer i grænseområdet, og det var et vildt skifte mellem et muslimsk og et (ortodoks) kristent land, og på en måde mellem Europa og Asien. For lige at understrege det, skulle uret stilles ikke bare en, men to timer frem.
De glatte tyrkiske veje blev til flækket asfalt og dybe huller, og da vi rullede ind i Batumi, den første større by langs kysten i Georgien, dukkede kæmpestore højhuse med revnet beton, rustne jernbalkoner og vasketøj i alle farver op - et specielt russisk design som vi siden så i alle georgiske byer af en vis størrelse, og som er næsten smuk i al sin grimhed.
Vi blev smidt af minibussen midt i byen og besluttede os for lige at sunde os lidt med en kop the, (vores fix i Tyrkiet), og gik ind på den nærmeste cafe. Der viste sig at være en bar. Omkring 30 mænd (og nogle kvinder! - uhørt i muslimske lande) sad omkring borde med kæmpemæssige ølkrus, halvliters vodkaflasker og tørret svinekød på tallerknerne. Der var en tyk mur af røg, højrøstede skænderier, banken i bordene og folk der kollapsede af grin. Det mindede om en sen lørdag nat på en værtshus i København, men klokken var to mandag eftermiddag. Vi købte et krus øl hver til omkring en krone stykket og satte os ned ved et bord ud til gaden. Jeg stirrede fascineret på kvinderne på gaden, der, uanset alder og kropsstørrelse, vimsede rundt i høje hæle, nederdele med dybe slidser og nedringede bluser. De havde affarvet eller kulsort hår og masser af blå, lilla og pink make-up. Kontrasten til de tildækkede kvinder jeg mødte i Tyrkiet kunne næsten ikke være større. Jeg spurgte Jason hvad han syntes om
KustaisiKustaisiKustaisi

Et kig ud over Kutaisi med en ortodoks kirke i forgrunden.
det hele. Han trak på skuldrene og kiggede ned i sit ølkrus. Jeg havde det på samme måde. Det hele virkede på en eller anden måde næsten vulgært.
Og så, lige pludselig, blev vi afvæbnet af den georgiske venlighed, som kom til at møde igen og igen på vores tur. En ældre mand stavrede hen til vores bord og gav os begge hånden. Der var ægte varme i hans øjne da han ønskede os velkommen til hans land, da han løftede sit glas og skålede for os og for vores tur gennem Georgien.
Vi blev i Batumi i tre dage. Dels for at have god tid til at se os om, dels for at være sikre på at kunne se Danmark blive banket af Tjekkiet i fodbold😞             Den anden dag i byen havde vi allerede vænnet os til meter dybe huller i fortovet, afskallede mure og andre almindelige tegn på forfald. Det var bare mangel på kosmetik. For der er ingen tvivl om at Batumi engang har været en elegant by. I starten af det tyvende århundrede var det hjemsted for en række oliemillionærer, hvis bryllupskage-agtige bygninger rejser sig langs kysten. Og mens Sovjetunionen herskede gjorde det subtropiske
TorvemarkedTorvemarkedTorvemarked

Georgiske kvinder sælger blomster i middagsheden.
klima Batumi til et af de foretrukne feriesteder og gav anledning til at eksperimentere med at plante eksotiske vækster som palmer og appelsintræer, der stadig kan ses rundt om i byens nu halvvisne parker.
I dag er Batumi stadig en strategisk brik i spillet om en olieledning fra det Kaspiske Hav og videre til de vestlige markeder, og indtil for kort tid siden var regionen Adjara, som Batumi er hovedstaden i, en autonom republik i Georgien, styret med hård hånd af den regionale præsident Abashidze. For tre-fire måneder siden var der lagt op til konflikt da Georgiens nye præsident Saakashvili (der ønsker et samlet Georgien for enhver pris) havde kørt kampvogne i stilling ved grænsen til Adjara. Den regionale præsident Abashidze nåede at sprænge en del broer og veje i luften, før han flygtede til Rusland. Kort tid efter var der valg i regionen, og Saakashvili blev, uden nogen reel modkandidat, valgt.
Det er måske et meget godt eksempel på hvordan tingene i Georgien af og til virker til at fungere. Ejeren af hotellet vi boede på i Batumi, en ung muskuløs georgier, der altid var klædt i sort og altid kørte med solbriller i sin nye Mercedes, gjorde
MestiaMestiaMestia

Byen og tårnene set fra øverste vindue i et tusind år gammelt tårn.
os det fra starten klart, at hvis vi nogensinde fik problemer med politiet, så skulle vi bare komme til ham. Hans bror havde været livvagt for Abashidze, før denne flygtede ud af landet og der var ingen tvivl om at penge og magt var noget der lå til familien.
”Hvis politiet ser mig, så gør de sådan her”, sagde han på en blanding af en smule russisk, engelsk og en masse tegnsprog, og imiterede en logerende hundehvalp. Men han var ikke Mafia, understregede han gang på gang - uden at vi nogensinde spurgte ham. Heldigvis fik vi aldrig brug for hans tjenester, for korruption blandt politiet er en anden ting Saakashvili gør meget ud af at udrydde (blandt andet ved at fyre halvdelen af politistyrken i Tblisi). De sidste mange år har det været normalt for vestlige rejsende at skulle betale et ”computer-gebyr” eller lignende til grænsetolderne for at slippe over grænsen til Georgien, men vi blev bare vinket igennem.
Det betyder dog langtfra at alt er glade dage i Georgien. Efter selvstændigheden har landet, som de andre eks-sovjetiske stater, haft store problemer med at finde et økonomisk, politisk og socialt ståsted efter 70 år under kommunistisk styre. For blot
Svan landsbySvan landsbySvan landsby

En lille landsby vi passerede på vej til Usghuli - så kan det næsten ikke blive mere idyllisk...
20 år siden blev Georgien betragtet som en total succeshistorie på alle tænkelige områder - produktion, sundhed og uddannelse var i top. I dag er Georgien det fattigste land blandt de tidligere kommunistiske stater. Interne krige, der stadig ulmer, bragte anarki og etnisk udryddelse med sig, og 1,2 millioner ud af 5 millioner georgiere er i dag flygtninge.
Vi mødte nogle af dem i Kutaisi, Georgiens andenstørste by, der minder meget om Batumi - måske bare uden fordums rigdom. Det er ikke et sted der tiltrækker mange turister, og derfor er der ikke blevet bygget nye privatejede hoteller endnu. Eneste valg var Hotel Kutaisi (et tidligere InTourist hotel), en 10 etager høj betonklods, der sikkert engang har været vildt lækkert. I dag er det i totalt forfald, og der bliver kun udlejet nogle få værelser på første etage - resten er optaget af georgiske flygtninge fra Abkazia. Den muslimske Abkazia-region, i den nordvestlige del af Georgien, helt oppe ved grænsen til Rusland, ønsker selvstændighed, og har ligesom regionen South Ossetia kæmpet en blodig kamp med russisk støtte for selvstændighed siden Sovjetunionens fald. 200.000 georgiere blev drevet ud i 1993 og bor i midlertidige boliger, som på dette hotel, mens
UsghuliUsghuliUsghuli

Som sidste station langt oppe i bjergene, står Usghuli næsten som den gjorde for tusind år siden.
de venter på at vende tilbage. Hvilket ikke ser ud til at ske foreløbigt. Grænsen til Abkazia er helt lukket - i hvert fald for udlændinge. Eneste vej ind er gennem Rusland.
Vi forsøgte at tale med beboerne på hotellet, men manglede et fælles sprog - det eneste problem jeg har oplevet ved at rejse i Georgien. Der er ingen der taler engelsk, nogle få der taler tysk (hvorfor ved jeg stadig ikke) og naturligvis en del der taler russisk. Men de tre års russisk jeg havde i Gymnasiet (for 11 år siden) er desværre lidt for godt gemt et sted i baghovedet. Det unikke georgiske alfabet gør ikke tingene bedre. Det blev efter sigende skabt i år 500 f.Kr., og stammer muligvis fra americ, Jesus sprog. Det er vildt krøllet, ser fantastisk ud, og er totalt umuligt at læse. Så mens vi lærer russisk (igen) står det på primitive gloser og tegnsprog når vi taler med folk, og strategien med at pege et tilfældigt sted på menukortet og håbe på det bedste, når vi bestiller mad.
Men det er de georgiske bjerge vi havde hørt de bedste historier om, så vi tog hurtigt videre til Svaneti, en af de
HovedgadenHovedgadenHovedgaden

Usghulis ene mudrede gade
mest afsides regioner i den nordlige del af landet. Det bliver af mange anset som det ægte Georgien, netop fordi det er så urørt. Det barske terræn og klima har gennem historien beskyttet området mod indvandrende styrker. Mens grækere, persere, romere, mongolere, ottoman tyrkere, russere og mange andre på et eller andet tidspunkt har besiddet hele eller dele af Georgien, er bjergområderne er aldrig rigtigt blevet erobret af nogen. De fleste taler stadig Svan-dialekten i stedet for georgisk og kun ganske få har lært russisk.
Vi fandt hurtigt ud af hvorfor det er så specielt. Det tog 10 knogleraslende timer at køre fra Kutaisi og op i bjergene på en jord/stenvej der kun lige var bred nok til en enkelt bil, og hvorfra du kunne kigge direkte ned i 500 meter dybe kløfter. Det er - fandt vi senere ud af - også en af de farligste veje i Georgien. Langs vejen var der masser af kors og små metalbokse med billeder af unge mænd der var kørt i døden på netop dette sted.
Men synet der mødte os da vi kørte ind i området omkring Mestia, regionens største by, var hele turen værd. Nogle af Kaukasus højeste bjerge med
Shkhara PeakShkhara PeakShkhara Peak

Georgiens højeste bjerg kan ses fra det meste af Svaneti - her ved Usghuli.
konstant sne på toppen kiggede ned over Svaneti’s ældgamle landsbyer, placeret i neon grønne dale og med de op til 25 meter høje specielle Svan-tårne ragende op over hustagene. Hver familie havde i sin tid hvert sit tårn de kunne flygte op i, hvis der var fare på færde. Tårnene er bygget af sten, med fem etager der kan lukkes af og med vinduer hvorfra der kan smides sten, kogende olie og fornærmelser ud mod den ventende fjende. Kampe mellem de forskellige klaner i Svaneti var almindelige tidligere og de mange tårne (tidligere hundrede i hver landsby) beskyttede dem mod hinanden lige så meget som mod indvandrende styrker.
Bjergboerne er ikke for børn, var vi tidligere blevet fortalt. Ifølge en ekspert(!) er der stærk tradition for individualisme, machoisme og våben blandt georgiere generelt og specielt i de isolerede bjergsamfund, og der er direkte advarsler i nogle (gamle) guidebøger mod at tage til Svaneti på grund af fare for hold-ups. Der er en indgroet mistænksomhed mod fremmede og disse ses som legitime mål for røverier.
Selvfølgelig har tiderne ændret sig, og vi mødte kun venlige, omend måske lidt reserverede folk. Der er ingen hoteller i Mestia, men et par familier der gerne tager imod fremmede rejsende for nogle dollars. Vi blev hentet ved bussen af Nino, der straks begyndte at lave typisk bjergmad. Brød og ost, pasta med ost, kartoffelmos med ost og forskellige andre oste-kombinationer blev sat på bordet sammen med en flaske cha-cha (en slags hjemmelavet snaps) og så blev vi ellers introduceret til den helt specielle georgiske skåle-ceremoni.
Der er ikke noget med bare at sige skål og så begynde at drikke. Toastmasteren, i de fleste tilfælde den ældste mand i huset, kan skåle i op til flere minutter - for det meste virkeligt smukke taler der lyder til at komme fra hjertet. Vi har indtil videre skålet for venskab og kærlighed, for fred i verden, for at Jason og jeg må få mange smukke børn, og for kvinder og mødre generelt. Når talen så er færdig skal der bundes - det er en direkte fornærmelse at nippe til indholdet eller kun at drikke halvdelen. Heldigvis bliver cha-cha og vodka for det meste serveret i forholdsvist små glas og kvinder må gerne levne lidt .
Således oplivede travede vi rundt blandt Mestia’s fantastiske gamle bygninger, der i de fleste tilfælde står som de gjorde det for tusind år siden. Vi kravlede op i et tårn, hvis fundament menes at vaere op til to tusind år gammelt. Museet i Mestia bugner af nogle af de ældste og mest værdifulde ikoner i Georgien. De blev flyttet til til Svaneti under de gentagne erobninger af Georgien, og det lader ikke til at de bliver flyttet tilbage igen.
Dagen efter begyndte vi at trave til Usghuli, en lillebitte landsby omkring 50 kilometer væk og så langt ind i Svaneti man kan komme. (Se billeder). Med sine 2200 meter er det Europas højeste by. Vi skiftevis gik og fik lifts i gamle, russiske jeeps, og passered små landsbyer og halvvilde heste, køer og langhårede grise der gik og passede sig selv på de åbne græsmarker og langs vejkanten. Samt floder, som Jason og hans Argonauts muligvis fandt det gyldne skind i. Svan’erne brugte på et tidspunkt fårepelse til at fange de guldpartikler der flød gennem floderne.
Den 5068 meter høje Shkhara peak, Georgiens højeste bjerg, kiggede ned over Usghuli’s ene mudrede gade og ældgamle koner med sorte tørklaeder om hovedet viste os vej til Nino’s fætter, Dato. Her sov vi en enkelt nat og blev fedet op med frisk mælk og fløde og selvfølgelig ost. Alt der spises i en så afsides del af bjergene kommer fra familiens dyr eller marker, der lå i små grønne firkanter op langs bjergsiderne. Landsbyen fik elektricitet for et par år siden, og idyllen blev desværre brudt om aftenen, da hele familien samledes for at se en brasiliansk soap-opera.







According to ancient tradition, when God was handing out land to the peoples of the planet, the Georgians were too busy eating and drinking and arrived late. God told them that there was no land left, and the Georgians told him that they had been toasting his health. They invited God to join them, and he had such a wonderful time at the Georgians' table that he gave them all the land he had been saving for himself. Truly God's own country.





Advertisement



23rd July 2005

Spændende
Det lyder meget spændende med Georgien. Jeg skal selv derover i næste uge, dog kun tirsdag-torsdag, og det bliver kun i Tbilisi, hvor jeg forventer at kulturchokket bliver lidt mindre end i provinsen. Grunden til mit besøg er... at jeg skal over for at se fodbold. En dyr hobby... Mvh. Iver (E-mail: iver@jfs.dk)
25th July 2005

Georgien juli 2005
Det har været meget spændende at læse jeres rejsebeskrivelse. Vi er lige ankommet fra Georgien efter (desværre) kun 12 dages ferie på egen hånd, og kan genkende denne langsomt opstående forelskelse i landet som I har beskrevet. Vi har startet vores ferie i Tbilisi i en lejlighed i en beton husblok lige med den I har fotograferet, og ikke nok med det, havde vi udsigt til endnu højere og endnu grimere en lige overfor. Lige den første hede nat (temp. over de 30) havde jeg lyst til at tage den første fly ud af landet. Men heldigvis blev vi. Tbilisi, synes vi ved første øjenkast, var grå og grim. Derlugtede af benzin og bilerne kørte vanvittigt. Vores syn på byen ændrede sig fra dag til dag, og under de sidste dage af vores ferie fremkom Tbilisi som en af de smukere i verden. Den vinder i hverfald om natten. Så det er et must at se Tbilisi by night. Det var sjovt at støde på jeres billede af den grimme postsovjetiske hus, og læse om jeres rejse.

Tot: 0.857s; Tpl: 0.065s; cc: 11; qc: 80; dbt: 0.0477s; 1; m:saturn w:www (104.131.125.221); sld: 1; ; mem: 1.5mb