På sporet af Vikingerne i Aserbaijan

---

Det sidste jeg havde forestillet mig ved mit besøg i Aserbaijan var, at jeg ville komme på sporet af mine forfædre. Skandinavere, eller i hvert fald de nordiske Vikinger stammer muligvis fra Aserbaijan, fandt jeg ud af efter blot et par dage i landet…

Der var ikke rigtigt noget der pegede i den retning da bussen bumpede over grænsen til Aserbaijan, hvor skiftet mellem et kristent og muslimsk land kom næsten umærkeligt. Spredte moskeer og the-saloner i stedet for barer begyndte at dukke op i de små landsbyer vi passerede, og vi så enkelte ældre kvinder med sorte tørklæder. Men ellers kunne vi lige så godt have været i Georgien - området har også tidligere tilhørt Georgien og grænsen har altid været åben.

Vi var stadig i Kaukasus-bjergene og afbrød rejsen i Sheki, en af de ældste bebyggelser i Sydkaukasus. Her har arkæologer fundet beviser på landsbyer for 2500 år siden - eller rettere i Kis, 6 kilometer fra Sheki. Vi sov en enkelt nat i Kis, hos en georgisk kvinde der havde nøglerne til landsbyens attraktion; en gammel albansk kirke der for nylig var blevet restaureret for millioner af kroner fra den norske stat. Grunden til det store og umiddelbart noget ulogiske bidrag er den norske opdagelsesrejsende Thor Heyerdahl, (ham med Kon-Tiki m.m.) der gennem flere år har besøgt Aserbaijan, sidst i 1999. Han har skabt interesse for Aserbaijan i sit hjemland med påstanden om, at de nordiske vikinger oprindeligt stammer fra derfra.

Ifølge Thor Heyerdahl er Odin fra den nordiske mytologi ikke en sagnfigur, men en høvding fra Aserbaijan der i det første århundrede eft.Kr. flygtede fra romerne med dele af sit folk til Skandinavien. De sejlede over Sortehavet, gennem strædet til Middelhavet og derfra mod Skandinavien. Heyerdahl mener, at det var Odin og hans folk der bragte viden omkring bådebyggeri med sig og som senere gjorde Vikingerne i stand til at tage på deres togter.

En del af teorien bygger på Snorre Sturlason skrifter, (en islænding der nedskrev de norske sagaer i det 12. århundrede ef.kr.), der berettede at Odin kom fra et land der hed Aser, hvilket lå øst for Sortehavet, og syd for bjergene mellem Europa og Asien. Den beskrivelse passer meget godt på Aserbaijan. På det tidspunkt var en stor del af befolkningen i Aserbaijan og resten af Kaukasus høje og blonde med blå øjne (derfra ordet ”caucasian” der i dag beskriver den nordiske type), hvilket stadig kan ses i nogle få steder i bjergene i Georgien og Aserbaijan (og især i Tjetjenien) - siden har arabiske og romerske invasioner udvisket den type her i landet.

Heyerdahl begyndte at arbejde på sin teori efter at have besøgt Gobustan, i den sydlige del af Aserbaijan, omkring 50 kilometer fra Baku. Det er en ældgammel stenhøj med sten-inskriptioner der efter sigende stammer fra år 1200 f.Kr. Vi besøgte stedet nogle dage senere, og så blandt andet langbåde (se billede), der minder meget om dem vi så, da vi cyklede gennem den sydlige del af Norge sidste sommer.

Overbevist? Hmm, det er i hvert fald en interessant teori, som I kan læse mere detaljeret om på denne adresse; http://www.azer.com/aiweb/categories/magazine/31_folder/31_articles/31_thorheyerdahl.html
Området omkring Gobustan er også kendt for sine mudder-vulkaner der bobler i små kratere langs kysten. Aserbaijan har ifølge turistbrochurer over halvdelen (440 så vidt jeg husker) af verdens muddervulkaner, der er skabt af vand, gas og olie der bobler op fra undergrunden gennem et blødt lag mudder. Af og til eksploderer en af vulkanerne i en kæmpe gasflamme der kan brænde i flere uger - mens vi var der, skvulpede de bare lidt.

I nærheden af hovedstaden Baku er det ren olie og gas der bobler ud af undergrunden. Olien er blevet tappet direkte fra overfladen i mindst tusind år, og siden slutningen af det 19. århundrede på mere kommerciel basis.
Da vi kørte ind mod byen så vi et surrealistisk landskab af kilometervis af gamle sovjetiske oliemaster langs kysten - de bliver stort set ikke brugt, men er aldrig blevet fjernet. I dag foregår olieboringerne i det Kaspiske Hav, der menes at have over 100 millioner tønder olie i havbunden - tallet stiger støt efterhånden som nye reserver bliver fundet.

I starten af sidste århundrede kom halvdelen af verdens olie fra Baku, og sporene fra de mange millionærer i byen kan stadig ses. Lige som Batumi er Baku fyldt med imponerende herskabsvillaer og stort anlagte parker. Men modsat Batumi er der stadig interesse for Baku, der er base for mange udenlandske olieselskaber, og vejene, husene og parkerne bliver ikke bare vedligeholdt, men forbedret i takt med de udenlandske investeringer der strømmer ind. I hvert fald inde i den centrale del af Baku, der rummer den gamle, nu totalt nyrenoverede, bydel i midten og oliebaronernes pragtvillaer (mange er nu museer) og parker i et stort stykke udenom. Yderst bor de ”almindelige” folk i boligblokke i klassisk sovjetisk stil, med ”almindelige” problemer som arbejdsløshed og mangel på vand og elektricitet.

Skellet mellem rig og fattig virker på en eller måde mere udtalt i Baku end andre steder - måske fordi der er en stor virkeligt stinkende rig overklasse der bringer eksklusive mærkevare forretninger og internationale restauranter med sig - butikker som jeg skynder mig hovedrystende ud af igen, og som en almindelig arbejder med en gennemsnitsløn på under 200 kr. om måneden aldrig vil kunne komme i nærheden af. Måske fordi arbejdssproget i alle forretninger og firmaer er russisk eller engelsk, og de færreste af de mange tusinde udenlandske arbejdere (indenfor olie eller andre statsejede eller udenlandske virksomheder) kan tale azeri.

En lørdag aften besluttede vi os for at tage i byen med et svensk par vi mødte på vores hotel, og ledte forgæves efter noget der ikke var en the-salon eller en engelsk pub fyldt med britiske oliearbejdere. Efter en halv time stoppede vi et ungt par, der viste sig at være russere der arbejdede i Baku. De var også på vej i byen og spurgte os lige ud om vi var rige, og da vi bare grinede lidt af det, må de ha’ taget det som et ja - i hvert fald kørte vi i to taxaer ud til den mest fashionable natklub i Baku. Ved indgangen stod vi og trippede nervøst i vores sandaler ved udsigten til en entré på 10 USD og et glas vand til 3 USD, og da vi besluttede os for, at det holdt vores budget vist ikke til, var de først totalt lamslåede. De næste 10 minutter (indtil vi flygtede) var de færdige af grin. Tanken om, at ikke bare udlændinge, men udenlandske turister ikke havde (eller ville bruge) den slags penge var fuldstændig absurd for dem. Rygsæksrejsende er absolut et nyt fænomen i Aserbaijan. Vi tog tilbage og fik en stille, billig øl i Baku.

Uanset hvor mange grønne oaser der er i Baku er det stadig i en ørken og der var kvælende varmt. En nat viste termometeret 31 grader da vi gik i seng, og næste dag besluttede vi os for at tage op i Kaukasus-bjergene og køle af en sidste gang. Bjergene var absolut mit yndlingssted - her var der (ud over kølig, frisk luft og masser af træer) en masse fede, små urussificerede landsbyer der alle stadig havde hvert sit sprog - lige som i Georgien havde de været isolerede under diverse invasioner.

Efter en lang jeeptur med en ældre fyr med blå øjne (der måske engang havde været lyshåret) ankom vi til Xinaliq, en lille samling stenhuse på en bakketop (se billede) - efter sigende bygget i tjetjensk forsvarsstil. Indbyggerne var venlige nok, da vi pludselig stod midt i landsbyen med vores rygsække og missede mod solen, og vi blev inviteret til the og brød og ost i et af husene i højre side af billedet, før vi tog af sted på en to-dages vandretur til den nærmeste landsby 50 kilomter derfra .

Indbyggerne i Xinaliq lever især af at opdrætte kvæg og får der nyder godt af de store områder med frisk græs. Også om vinteren. Op til fem kilometer uden for Xinaliq så vi familier der høstede dalenes høje, tætte græs med lange leer, afbrudt af the-pauser ved de store samovarer (russiske the-kedler) var blevet slæbt med ud på markerne.

Vi gik over et pas på omkring 2800 meter og overnattede på et forholdsvist jævnt stykke på en bjergside, med udsigt til Sahdag, Aserbaijans højeste bjerg. Næste morgen vågnede vi til en usigelig gennemtrængende brægen. Da vi kiggede ud af teltflappen var vi fuldstændigt omgivet af får - vi havde åbenbart slået teltet op på et specielt lækkert stykke græs. Fårehyrden der kæmpede sig vej gennem sin flok var helt vildt flink og snakkede løs, desværre bare ikke på russisk eller andre (for os) forståelige sprog. Det lykkedes os at finde ud af at han passede på 1200 får, og vi drak en kop the sammen, lavet på vores Trangia, før vi pakkede teltet sammen og gik videre.

Det sidste stykke mod Laza gik gennem en utrolig smuk slugt med en buldrende flod i bunden og plaskende vandfald langs siderne. Her mødte vi til alt held en rytter der advarede os mod den vej vi var ved at gå - der var glubske fårehunde forude. Vi kunne se på ham, at det var alvorligt ment - han blev ved med at insistere på at vi gik en anden vej. Vi gik stor i bue udenom stien vi havde fulgt, og efter et par hundrede meter kunne vi se at vi ellers ville have vadet lige ind i to store grupper af får, bevogtet i perfekte cirkler af en håndfuld hunde der lå omkring dem. Vi var et stykke væk, da hundene fik øje på os og begyndte at gø helt vildt - et par stykker af dem forlod deres cirkler af får og sneg sig snerrende hen over græsset mod os. Vi skyndte os hen mod en lille samling telte, lavet af presseninger og blå plastic, hvor et par fårehyrder heldigvis havde hørt larmen med stort besvær fik hundene under kontrol - med sten og lange træ-stokke. (Det er svært at forestille sig at lille, søde Zett er i familie med dem😊

En af hyrderne inviterede os indenfor til the, brød, fløde og ost (de havde også nogle køer til at gå udenfor), og forklarede, at hundene var opdraget til at reagere sådan overfor fremmede - der havde tidligere været store problemer med stjålne får. Familien vi besøgte boede normalt i Quba, omkring 60 kilometer væk, men flyttede op i bjergene om sommeren og vogtede får. Tågen lå tæt om bjergene da vi fortsatte vores tur til Laza - vi frøs faktisk for første gang i lang tid, og det var næsten dejligt at komme tilbage til heden i Baku.

Her havde vi store problemer med at beslutte vores videre tur over det Kaspiske Hav til Centralasien. Den oprindelige plan havde været at sejle til Turkmenistan og derfra tage videre til Usbekistan, men den turkmenske ambassade der plejede at ligge i Baku var af en eller anden grund blevet lukket. Vi overvejede at tage gennem Iran og håbe på at få et transit-visum til Turkmenistan der, men den iranske regering hader England mere end USA, så Jason var sikker på at han ville betale 80 USD for at få et nej til sin ansøgning. Vi havde lige besluttet os for at sejle til Kasakhstan og derfra tage et tog gennem ørkenen til Usbekistan, da der var et nyt terrorangreb i Usbekistans hovedstad Tashkent og der blev rapporteret om lukkede landegrænser.

Så (*suk*) vi gik ned til det nærmeste rejsebureau og købte en (rimeligt billig) flybillet til Tashkent, og det bragte mig i ekspresfart til Usbekistan, hvor jeg sidder nu...

---

Photos

I Aserbaijan begyndte tørklæderne at vinde indpas igen, men mest hos de ældre kvinder.

Det' jo li'som den i Norge!
Professor Jason studerer måbende en typisk nordisk langbåd, midt i ørkenen i Aserbaijan. Tegningerne menes at være over 3000 år gamle.

Plop!
En af Aserbaijans mange muddervulkaner. Vand, gas og olie i undergrunden tvinger mudderet op til overfladen - og det er overraskende ret koldt!

Flere kilometer på hver side af Baku ser landskabet sådan ud - gamle, rustne olietårne og søer af olie.

Xinalaq
En lille landsby i Aserbaijans del af Kaukasus-bjergene, hvorfra vi startede et lille trek.

Pause
En ung mand fra Xinalaq tager en pause med græsslåningen. Det lange bjerggræs bliver slået med leer og brugt som vinterfoder.

En fårehyrde vi mødte i bjergene poserede gerne for fotografen. Han vogtede ene mand 1200 får.