Maua - mit nye hjem!

---

18/9
Kampen i søndags var lidt af en oplevelse. Den startede med at vi blev hentet i spillerbussen; en af spillerne, Aaron, der arbejder som chauffør på hospitalet, kørte en minibus frem, som normalt bruges til sygetransport, tror jeg, men et rødt skilt var sat i forruden med navnet: “Maua Methodist Hospital FC”, og den var nu forvandlet.
Da kampen var mod et lokalt hold, kunne vi ikke spille på det lokale stadion, hvor banen ellers er forholds plan. I stedet kørte vi lidt ud af hovedvejen til en skole, hvor et stykke immiteret savanne ventede os! Græsset var flere steder 40 cm højt, og banen vekslede mellem store knolder af græs og bare pletter med rød jord. Det var dømt til at gå galt med skader og elendig fodbold! Selv mine medspillere beklagede sig over forholdene. Lidt efter lidt kom dukkede en del tilskuere op, heraf mange børn, der ikke var blege for at kigge på blege mig.
Efter lang, afrikansk ventetid, varmede vi op og startede kampen en time senere end planlagt. Lige inden, samledes vi en rundkreds og Moses bad bønnen for holdet, mens alle sad på knæ med bøjede hoveder. Jeg blev placeret som angriber af uforståelige grunde - måske fordi man oftest placere den dårlige dér, så spillet i det mindste kan blive bygget op, så man kan komme til målchance. “Grønsværen” tog pusten ud af kampen, og de hurtige pasninger, jeg havde oplevet til træning, udeblev fra denne nærmest komiske bane. Jeg klarede mig hæderligt, men man skulle nærmest losse bolden til sin medspiller for at få den frem til sit ønskede mål, hvilket snød mig en del.
En knold snød mig også i første halvleg, så jeg forstrakte et ledbånd (nej, ikke lig. talofibularis ant. - lig. calcaneofibularis - ok, det var nørdet…), og jeg blev fornuftigt nok skiftet ud i starten af anden halvleg. Ingen kamp, uden en skadet Philip. Spørgsmålet er, om jeg var blevet skiftet ud alligevel… Det er ikke så alvorligt, men venter lige et par dage inden fortsat træning.
Kort inden pausen, blev der taget med hænder i modstanderens felt, og på det efterfølgende straffe satte Moses bolden sikkert ind mellem grenene, der udgjorde stolperne; lige under overliggeren, der ikke levede helt op til sit navn gennem hele kampen - den faldt på et tidspunkt ned. Jeg frygtede lidt for målmanden resten af tiden. Fem minutter senere scorede de, og folk væltede ind og omfavnede modspillerne.
I pausen blev der talt Kiswahili, og pludselig kom en mand hen og begyndte at forklare mig, hvad der blev sagt, så jeg var med på taktikken. Holdets muligheder skulle åbentbart sikres optimalt, så jeg blev pludseligt begunstiget en sådan luksus. Jeg kunne også mærke 40 børneøjne dissikere min hud bagved mig, og da jeg blev prikket på hånden for at se, om en sådan hvid tingest kunne være i live, vendte jeg om, strakte armene ud og spurgte, om de havde lyst til at mærke. De kiggede først lidt skræmt, men da den første vovede pelsen, fulgt resten hurtigt med, og som en stime piranhaer kastede de sig over dem og befamlede og nev, så da én dem stak snitterne op i ansigtet på mig, sagde jeg “that’s enough!”, og gik lidt væk. Utroligt at man kan være en sådan omvanderende udstilling. Fjernsyn er jo forholdsvis almindelig ting hernede - selv i ambulatoriet har de ét; godt nok sort hvid med kronisk snestorm, men det er der! Så de burde være vandt til at se mennesker af kaukasisk afstamning.
Kampen endte 1-1. Bagefter blev der dannet en rundkreds af begge hold, og jeg blev først tilbudt at bede en bøn af kampens dommer, men takkede pænt nej, og Moses tog over. Det gik først op for mig lidt efter, at det nok var en gestus og ære, jeg var blevet tilbudt.
Hjemme havde vi indviteret Dr. Bob, som er den amerikanske læge Charlotte følger på Medical ward, og hans familie til middag; vi var hos dem i søndags. En hyggelig afslutning på en sjov dag.

Her til aften, har vi spist hos Dr. Michael, som jeg følger sammen med de andre på Childrens ward, og hans kone Sandra. Maria, en spansk farmaceut, som vi skal til “Samburu nationalpark” med i den kommende weekend, var også inviteret. Dr. Michael, en ældre amerikansk pædiater og praktiserende læge, blev ramt af polio som fireårig og efter flere operationer, vralter han af sted i en samtidig vridende bevægelse med sin ergonomiske “Leki-stok” (dem der også laver skistave) som støtte. Han er vældig flink og har hilst venligt på mig hver morgen fra første færd. Så jeg var ikke bange for at skifte til den afdeling efter Hawala - der kommer fra “Lur-stammen”, der er notorisk for sin stolthed med en flydende overgang til arrogance. Lægger man dertil en kirurg oveni, som er den eneste, de kan få til at arbejde her (de havde søgt to før ham), får man et ubehageligt menneske med gudekomplekser, der kan tillade sig stort set alt. Den dygtigste mediciner her, Dr. Tsuma, nægter at kontakte ham, selv i en krisesituation. Tænk, at man har lyst til at blive hadet for at være en røv - fordi man er det!
Nå, men jeg er glad for at være sluppet væk fra ham, modsat de CO’s, og nurses, der bliver nødt til at finde det døve øre frem. Der er en meget bedre stemning her. “Desværre” er der for få patienter her, så vi bliver nødt til at gå stuegang i en gruppe på seks: Dr. James, Dr. Michaels, CO Wako (godt han ikke bor i U.S), CO-intern (“turnus”) Doreen, Sister Pauline og mig. Foruden at det må være lidt af en mundfuld for et barn, når et sådan tog af hvide kitler ankommer, er det også meget nemt at blive pacifiseret for mit vedkommende. Heldigvis snakker vi engelsk til hinanden, og Michael er god til at sige: “Philip - take a look at this…” Jeg har optaget journal på nogle af dem med Doreen som tolk, for arbejde lidt på egen hånd, hvorefter jeg sammenligner med deres bud. Her til aften foreslog jeg Michael, at jeg kunne gå stuegang sammen med Doreen på nogle af patienterne, mens de andre går på resten. Til slut kunne vi fremlægge patienterne med vores behandlingsforslag. Det afhænger lidt af, om Doreen kan få lov at slippe for noteringsarbejdet, som hun jo som nederste i hierakiet skal udføre.Hovedproblemerne på afdelingen er, i faldende hyppighed: Lungebetændelser!, malaria(!), “Failure to thrive”, hvilket vil sige, nedsat væksthastighed, ofte pga. underernæring, medfødte hjertefejl, gentagne infektioner m.m., HIV, gerne med komplicerende tuberkulose.
En sjov ting, der er at finde her, er den lidt manglende respekt for patienternes tilstedeværelse. Der grines ved sengen over et eller internt - der bliver gerne taget pis på hinanden, eller Michael finder på et eller andet fjollet, ofte egentligt ikke sjovt, der bliver en tilbagevendende joke; men det skaber en god stemning. Problemet er bare, at moderen ofte ikke kan tale engelsk, og måske tror, der bliver grinet hende, eller værre endnu: Af barnet. Desuden må hun føle sig temmeligt ignoreret af den omringende, leende, hvidklædte mængde. Omvendt står sengene så tæt, at der ingen mulighed er for, modsat en dansk afdeling, diskret at krydre den alvorlige og travle hverdag med social gøgl, kollegerne imellem. Så selv om det stikker mig, griner jeg med, løsner på mine forbehold for at tilpasse mig de sociale konventioner, der er at finde her. Jeg har nævnt det for Michael, der fejede det lidt til side - måske er det blot os danskere, der er for blødsødne…? 😊
Jeg har også oplevet det i OPD (OutPatient Department = ambulatoriet), hvor Leslie og de andre bare snakker løs, selv om patienten er tilstede. De vælter til gengæld bare ind, når den forrige er gået, så der er heller ikke tid til privat pjat her. Ved egentlig ikke, om patienterne ville sætte pris på det, hvis det var anderledes; om tanken overhovedet slår dem, fordi de ikke har prøvet andet. Det var aldrig sket på en dansk afdeling - eller det håber jeg ikke! I hvert fald ikke i den grad! Respekten eller ærefrygten for den hvide kittel er noget større her. Så må man selv om, hvad man helst vil have…


20/9
Jeg foeler nu, Maua er mit nye, midlertidige hjem, og har fundet mig godt til rette her. Den foerste uge blev brugt til at laere tingene at kende; den naeste til at goere det til mit "hjem".
Med den gode stemning og det begyndende kendskab til procedurerne paa boerneafdelingen, er der noget godt at staa op til om morgenen - naar lige man har overvundet det kolde vand, der kommer ud af bruseren - nej, der er kun een hane, og den lukker kun koldt vand ud!Apropos; af de ting, jeg savner, kan naevnes VARMT bad om morgenen, en vaskemaskine, en rundom rugbrud med leverpostej og syltede agurker evt. roedbeder istedet og ordentligt koed! Og selvfoelgelig mine venner og familie! 😊

Vejret er blevet bedre, med sol om dagen - det har ikke varet som det Afrika, jeg forventede. Vi bor ogsaa i hoejden og det er trods alt vinter hernede.

Doreen og jeg er begyndt at gaa stuegang paa boernene selv og lade Michael og James evaluere bagefter. Den foerste gang gik ikke godt! En anaemisk (blodmangel) dreng paa ca. fire aar var den foerste. Jeg ville lade Doreen foere lidt an, da hun jo har vaeret har laengere. Desvaerre hun tog den nemme vej og stillede bare standardspoergsmaalene, og da jeg synes, deres journaler er utroligt korte, taenkte jeg, det var fint. Men saa blev vi "slagtet" i anaemi. og jeg var overrasket over det akademiske niveau, James lagde for dagen. Saa vi fik lektier for; jeg skulle fremlaegge anaemi, Doreen gulsot.
Det gjorde jeg i dag og det gik vaeldigt fint! Puha! Naeste gang, graver jeg lidt dybere i sygehistorien. Det er bare lidt besvaerligt, naar man ikke kan sproget, og hun jo har fire aars CO-uddannelse bag sig.

Skriv endelig en kommentar eller lille hilsen - der er vist mulighed for "Add comments", nederst.

Her er mit nummer, hvis man skulle faa lyst til at ringe - fra en telefon, man ikke selv betaler 😊
[phone]
Har prepaid telefon med Safaricom - "the better choice!"

Haaber alt er vel, hvorend I er!

---

Photos

Udsigt over Maua
Omraadet omkring Maua er bakket (med danske oejne: Bjergrig) og frodigt. Sidstnaevnte giver gode betingelser for Miraadyrkning (khad), der saelges til store summer. Et lad som det paa pickup'en paa forrige blog bliver solgt for mellem 1/2 - 1 mill. ken$ - 60 - 130.000 kr. i Nairobi. Det er grunden til de mange pangacuts, er laegernes teori.

Vandretur omkring Maua
Dr. Bob, hans kone Elly og Charlotte

Vandretur omkring Maua
Genert, men venlige pige, der loeb op med frugt til os - en kirsebaer/miabellignende, soed frugt.

Vandretur omkring Maua
Te-marker - det frodige omraade goer det ideelt at dyrke te her.

Vandretur omkring Maua
Smaa drenge, der synes vi var endnu mere interessante end dem nede i byen. De fulgte os i lang tid.

Vandretur omkring Maua
Lille knaegt under hyrdeoplaering af de stoerre.
Charlotte i baggrunden med boernefoelge...

Vandretur omkring Maua
Fangede lige nogle fugle i linsen...

Vandretur omkring Maua
Saa bliver man alligevel glad for NESA...

Comments

[Michael]

Lille fodboldlektion (c;
Hej Dr. Phil Hvilke oplevelser! Og et fedt billede af oernene (???), har du virkelig selv atget det? Hmmm... Husk dog at de dårligste spillere altid ryger på mål! Når du kommer hjem, så er du nok færdig med at bitche over fælledens ringe græstæppe tilgengæld (c; ... Hyg dig noget mere dernede - glæder mig til billedfremvisning, når du kommer hjem! /Michael

[alexa]

hils charlotte
kære phil ,det er spænnende ,at følge jeres oplevelser . jeg kender charlotte , hils hende mange gange og hvor er det fantastisk at i rejser ud og laver noget ,som er vigtigt... alexa

[Line Vagner]

Hej dejlige Philip
Hej Philip. Hvor er du grineren at du har oprettet dig under Dr. Phil:-) Ja det synes jeg var sjovt! Naa, men jeg vill ebare lige sende dig en tanke og sige at jeg haaber at alting er godt. Jeg taenker tit paa dig. Jeg er startet uni og der er meget lige nu, men jeg glaeder mig helt vildt til jeg skal igang rigtigt. Jeg har min foerste forelaesning paa mandag. Det bliver helt vildt spaendende. En lille tanke herfra. Knuser Line

[Dr Phil]

Hej Michael! Tak for comment! Ja, den bane var haabloes! Min lille skade er overstaaet, og vi skal spille kamp paa den gode bane paa soendag, saa det glaeder jeg mig til! Haaber du har det godt, specialet gaar som en leg, elller hvor langt du nu er, og at Christina har det godt! Glaeder mig til at se dig og fortaelle og hoere dig fortaelle og bare drikke en oel eller tre med dig, naar jeg kommer hjem! Kaerlig hilsen Philip