Advertisement
Published: November 21st 2006
Nasca linjerne
Her ses lige nasca linjer, som indikrer steder med underjordiske vandårer og en figur som forestiller et træSidste gang var vi vist kommet til Nasca, hvor vi fik set de gamle
Nasca-linier, som er afbilledet i ørkenen af pre-columbianske peruvianere
for mere end 2000 år siden. Der er motiver af dyr (en abe, hval, kolibri
m.m.) og lange rette linier så langt øjet rækker. Det ser flot ud midt i
den endeløse ørken. Linierne er gengivet for at kunne finde vand under
jorden, da det stort set aldrig regner i lavlandet. Derfor er linierne
også meget tydelige selv efter så mange år. Desværre er der selvfølgelig
nogle tåber, som har kørt over tegninger og linier i deres 4x4. Det kan
dog ikke ødelægge endnu en god oplevelse.
Fra Nasca skulle vi mod Cusco, inkaernes højborg. Da turen tager 15 timer
med bus gennem bjergene, ville vi tage et pitstop i Abancay undervejs. Det
blev en superfin og næsten for heldig beslutning. Det viste sig, at der
var fest i byen netop da vi kom. Om morgenen var det byens skoleelever og
uddannelsessystem som blev hædret. Borgmesteren holdt en tale, også
marcherede alle elever gennem byen i det fineste tøj, mens der blev
spillet på trompet og tromme. Det lignede fuldstændig en militærparade.
Om aftenen var det
Huse i Nasca
Bemærk hvordan ingen af husene er afsluttede og har tag. På ægte peruviansk vis begynder man at bygge så snart man har nogle af pengene og man lade altid tagetagen være uafsluttet, så kan man jo altid tilføje en etage (eller bare et rum) mere, hvis man får penge. I mellemtiden er jernstiverne gode til at hænge vasketøj på. så de voksnes tur til at vise sig frem. Det var særlig
indianerne der prægede bybilledet. De havde klædt sig ud i deres mange
farverige dragter og indøvet forskellige danse, som de opførte lige foran
hovedscenen, hvor også vores hostel lå. De dansede, hoppede og skreg. Og i
en af dansene var der pludselig et æsel med som blev trukket rundt - danse
havde den vist ikke rigtig lært. Samtidig havde en anden fået fat i et par
horn fra en tyr, som han nu efterlignede ved at fare rundt blandt de andre
dansere. Det gik selvfølgelig galt og han dansede direkte ind i en af de
andre, så de begge faldt. Vild jubel blandt de lokale. Hele showet var
rigitg fint, ikke mindst fordi vi var de eneste turister i byen. Der var
ægte, autentisk og meget lokalt. Igen blev vi bekræftet i, at det ofte er
sjovere at vælge de lidt utraditionelle veje end turistbrochuren
anbefaler.
Nu har vi efterhånden været af sted så længe, at vi er ved at være lidt
trætte af at spise på restaurant hver dag. Mest fordi det er lidt
anstrengende hele tiden at skulle forholde sig til, hvor man skal spise
Lemon sælgeren i Nasca
Gadesælgere er der mange af. Denne mand har både vogn og højtaler, så han kom vidt omkring i byen, mens han råbte lemones, lemones, lemones... (de koster 2kr/kg) og
hvad man skal spise.
Det sidste er dog ikke altid et problem på de restauranter, hvor vi har
spist. I Abancay kom vi ind på en restaurant og satte os ned. Tjeneren
(sikkert datteren i familien, der havde stedet) kom og fortalte os, at de
kun havde dagens ret. Vi svarede, at det var fint nok og med det samme kom
en anden forbi med to supper, som hun straks kommanderede hen til vores
bord. Først herefter fik vi bestik og drikkevarer. Vi var ikke blevet
færdige med suppen da hovedretten (ris og kylling) blev serveret. Det hele
gik pænt hurtigt og smagte meget godt. Til sidst fik Mads en the og vi bad
om regningen. Vi havde ikke spurgt om prisen inden vi begyndte at spise og
sad og gættede på hvad det kunne koste. Vi blev begge noget overraskede,
det var meget billigere end forventet, faktisk kostede det hele for to
personer 7.80 soles (ca. 15 kr). Hun kunne have forlangt det dobbelte og
vi ville stadig have syntes at det var billigt.
Det samme oplevede vi for nylig i Urubamba. Restauranten havde en stor
tavle udenfor med alle retterne, men da vi kom indenfor
Parade i Abancay
Her marcherer skolebørnene det bedste dehar lært i deres skoleuniformer. Det tog noget tid at få paraden på plads. Mange kom for sent (selv nogle af bannerbærerne) og dukkede først op, da marchen var begyndt. havde de også kun
dagens ret, det var selvfølgelig kylling med enten ris eller pommes
frites, som er det man spiser her. Vi sad ved samme bord som en lokal
familie og suppen kom også meget hurtigt. Vi smagte på den, den smagte
fint. Så så vi lidt nærmere på indholdet og i Mads' suppe stak et par
hønsefødder pludeslig op og i Mettes var det noget ikke nærmere defineret
indvoldsagtigt noget. Vi spiste dog suppen, men lod fødderne og Mettes
"kød" være. Også her var maden meget billig.
Kylling er utroligt populært her. I alle byer findes der polleria'er, som
oversat er kyllingerier. Her steger de ofte hele kyllinger på
rotationsspid over åben ild. Kyllingen serveres med pommes frites eller
ris og salat. Herudover serveres der også ofte kyllingebryst eller
kyllingevinger. Man kan også få oksekød, men det er ofte noget tørt og
kedeligt noget. Svinekød ser man næsten ikke. Et par gange har vi smagt
Alpaca (smager ok) og i går fik vi marsvin (temmelig kedeligt med masser
af ben og næsten ingen kød).
I Peru spiser man typisk en mindre morgenmad, stor frokost og lidt til
aften. Frokosten består oftes af en suppe med èt
Vejen mellem Abancay og Cusco
Så er vi kommet op i højlandet, omkring 3000 meter over havet. lille stykke kød, godt
med grøntsager og ris. Det mætter og er billigt. Så kommer hovedretten,
som et stykke kød og noget mere ris. Så kan man arbejde lidt igen, hvis da
ikke man falder i søvn - og det gør peruvianerne tit.
Faktisk er det forbløffende så søvnige folk er hernede. I en lokalbus uden
nogen form for komfort og affjedring og på en landevej, der mest minder om
en rød pukkelpist, formår stort set alle peruvianere at sove. Vi er
imponerede! Og på vores vej mod Cusco, var det kun èn person som med
sikkerhed sov godt - en midaldrende mand fra Peru. Resten af os gringoer
måtte acceptere at blive kastet rundt i bussen, mens den kørte rundt i de
skarpe kurver på vej op i Andesbjergene.
Ellers er det store hit at køre i moto! Det er en knallert som man har
savet over på midten, og så smidt en lille kabine ind. Her kan 2 personer
lige akkurat sidde. Det er fuldstændig som en tuk-tuk i østen. I Urubamba
lidt uden for Cusco boede vi nogle kilometer fra centrum. En taxi kostede
ca. 15 kr. Men der satte vi grænsen - det var
Huse på landet mellem Abancay og Cusco
Selv på landet er mange mure og husmure malet med reklamer for borgmesterkandidater. Da regionsvalget og kommunalvalget var d. 19. nov. var der flere reklamer end nogensiden, men de bliver selvsagt siddende i mange år fremover. for dyrt! En moto kunne gøre
samme tur for 4 kr., også selv om det gik op af en lille bitte grusvej og
motoen næsten ikke kunne trække sådan et par blege vesterlændinge.
Sikkerhed er ikke noget de gør sig meget i hernede. Biler har sjældent
seler og mange har skrammer og buler efter sammenstød. Blinklyset bruges
næsten ikke, faktisk er det mere populært at række armen ud af vinduet,
det lægges der mere mærke til. Det skal være meget mørkt før man tænder
bilens lys. En dag kørte vi med en moto og vupti - der røg baglygten ind i
hjulet så køretøjet nær var væltet. Nå, men så blev lyset bare pillet af
også kørte motoen igen. Heldigvis var det ikke mørkt.
Nå, men det var jo maden vi skrev om. Selv om ovedmåltiderne er lidt
trivielle, er der også klare lyspunkter. Fx spiser man masser af frisk
frugt til morgenmad. Det smager mega-godt. Og så lige et skud yoghurt med
musli og honning...Mmmmmm... Men det bedste er med sikkerhed deres juice.
Flere steder på gaden står damer og sælger friskpresset appelsinjuice til
2 kroner - og så får man næsten altid glasset fyldt to gange.
Landsby udenfor Urubamba
I Urubamba i den hellige dal udenfor Cusco boede vi i en lille landsby. Her ses en af kvinderne med en typisk indianerbylt på ryggen, på en af de mange jordveje i byen. MUMS! En
anden ting der hitter hernede er avocadoer. Der er masser af dem og de
koster ingen penge. Fx fandt vi et fantastisk hyggelig spisested i
Abancay. Her kunne vi få hjemmebagte "grovere" boller med avocado og frisk
juice til ialt 4 kr. Der kom vi tit forbi - helt tilfældigt vel og mærke.
Ikke mere om mad lige nu. I stedet nogle linier om vores travetur til
Machu Pichu, Perus altoverskyggende seværdighed. Det blev hård og meget
fin tur over 4 dage dage. Den første dag var stille og rolig i let
kupereret terræn. Her kunne vi fint tale med de 13 andre i gruppen. På 2.
dagen skulle vi stige 1.200 meter til i alt 4.200 meter over havet. Pyha,
det var dæleme hårdt, når vi samtidig skulle slæbe sovepose, skiftetøj og
pyjamas. Heldigvis var vi godt afklimatiseret, så højden var ikke så hård
ved os. På 3. dagen gik det peruviansk "ligeud" - lidt ligesom at vandre
på Bornholm... Det var absolut den bedtse vandredag med fint vejr og mange
flotte udsigter. Undervejs på hele turen havde vi set flere Inka-ruiner og
de karakteristiske terrasser, hvor de dyrkede afgrøder. Det i sig selv var
meget
Vaskedag
Her vaskes der tøj i kanalen med vand, som løb i gennem landsbyen vi boede i, lidt udenfor Urubamba. flot. Læg så oveni de allerfineste bjerge. På en gang voldsomt
stejle og dramatiske og samtidig grønne og bløde. Der var skrænter og dale
hele tiden og vegetationen skiftede fra almindelig skov, til tørt græs og
igen til regnskov. Udsigten skiftede hurtigt efterhånden som vejen skred
frem fra pas til pas og fra sving til sving. Det var noget af det aller
flotteste vi nogensinde har set. De trætte ben og skuldre blev hurtig
glemt - og ellers røg der lige en toblerone mere ned. Som guiden sagde, vi
har jo brug for energi.
Den sidste dag stod vi op kl. 4 om morgenen for at nå solopgangen fra
Solens Tempel med udsigt til Machu Pichu. I første omgang fik vi ikke den
lovede forblændende udsigt - det var nemlig overskyet. Efter 2 timers
venten gik vi derfor ned til selve Machu Pichu. Og her så vi så den by,
som Inkaerne havde bygget på toppen af et højt og stejlt bjerg og som
spanierne aldrig fandt. Her var ikke tale om en ruin, men velbevarede
huse, templer og terrasser. Det var hele turen værd.
Når vi ikke gik sørgede kokken for 3 retters menuer, popcorn og
hjemmebagte
Skomageren i sin lille bod
På markedspladsen i Urubamba var der også små boder, hvor der som her blev repareret sko. Der var også folk der lavede nøgler og sleb knive (uden el). småkager, mens vi sad og drak kaffe og talte med de andre i
gruppen. Det var super hyggeligt. Også var det rart at være sammen med de
samme mennesker i flere dage, så man lærer hinanden bedre at kende. Alt i
alt en helt fantastisk tur.
Foruden Machu Pichu har vi set flere inka-ruiner i Cusco og i Den Hellige
Dal. Det er utroligt at se, hvordan inkaerne med milimeters præcision sleb
tons-tunge sten til, så de passede perfekt som legoklodser ind mellem
hinanden. Kun på den måde var bygningerne i stand til at modstå de mange
jordskælv. Mørtel brugte de ikke - det var overflødigt med deres
byggestil. Vi fik også set ruiner af inkarnes depoter i Raqchi. Her havde
de bygget 160 store "siloer" til opbevaring af korn, tekstiler og andre
ting. Depotet lå midt på den gamle inkavej fra Chile til Ecuador.
Deporterne blev bl.a. brugt til at forsyne tropperne når de var i krig.
Smart.
Efter Machu Pichu har vi brugt tiden på at fragte os selv til Ariquipa,
som er Perus næststørste by. For at komme dertil, skulle vi over Perus
højslette, Aliplanonen, i knap 4.000 meters højde. Her opdrætter de
alpacer, køer
Æggesælgeren er kommet til byen
Æg opbevares ikke på køl i denne del af verden. Hvordan æggene ikke er gået i stykker på vejen er et under, vejenes stand taget i betragtning. og får, som fint kan leve af den fattige vegetation. Her er
tørt og goldt, men med fin udsigt til de omkringliggende bjerge, bl.a.
vulkaner med sne på toppen.
I går tog vi på en cykeltur, for ligesom at holde formen lidt ved lige.
Turen gik op til de omkringliggende bjergmassiver, til en lille
antennestation i 4.800 meters højde. Ny højderekord på turen. På vej op i
firhjulstrækkeren kunne vi (vores to guider og os selv) se over til den
imponerende vulkan Misti (5.800), som pludselig lod store skyer af
svovldampe stige op fra dens indre. Det havde ingen af os set før. På
toppen hørte vi fra stationslederen, at der netop havde været et jordskælv
og at lyset var forsvundet i Ariquipa et kort øjeblik. Det var ret vildt!
Foruden røg, damp og jordskælv, fik vi også set vicuñaer - lamaens
lillebror. Der løb lige en flok på 6 hen over vejen, da vi var på vej op
af bjerget. De var fine.
Selve cykelturen var temmelig hård. Og særlig cykkelmyuggen Mette var i
store vanskeligheder da vi skulle cykle let opad i den tynde luft, inden
det igen gik nedad for fuld fart. Benene var tunge
Stegte marsvin (cuy)
Delikatesse og traditionel spise i højlandet. Her er en stor kurv fuld af stegte marsvin hos et gadekøkken i Abancay og lungerne hev heftigt
efter de sparsomt tilstedeværende iltmolekyler. Det blev ikke bedre af, at
cyklerne sank ned i den vulkanske aske flere steder - pyha! Men udsigten
til vulkaner, bjerge og dalen var rigtig flot.
Nu vil vi ikke skrive om flere nyheder i denne omgang. Vi har lagt nye
billeder ud til vores forrige rejsemail på vores rejseblog (nedenstående
link). Billeder fra denne mail er netop ved at blive brændt på CD og vil
også snart blive lagt ud på nettet.
Advertisement
Tot: 0.203s; Tpl: 0.015s; cc: 8; qc: 61; dbt: 0.1034s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.2mb
