Advertisement
Published: August 8th 2007
Edit Blog Post
I dag havde vi valgt at tage på 'oplevelsestur' i en firehjulstrukket rustik udrangeret jeep. Den havde vist været brugt til ekspedition gennem Sydamerika, og nu har ejeren slået sig ned i Pipa, og laver turer for turister. Bilen er indrettet med bænke langs siderne. Ud over os, var der en mor med datter og søn fra Rio.
Vi startede med at køre sydpå langs kysten, og stoppede ved udsigtspunkter og strande med surfere. Vi badede i nogle naturlige pools der lå inden for et rev. Tania og Cristina hyggede sig med de to brasilianske børn og jeg samlede muslingeskaller. De var små men alligevel flotte
Efter vi havde badet, købte jeg en grøn kokosnød med sugerør i en bar. Det er første gang jeg smager frisk kokosmælk. Det var forfriskende og mildt.
Vi fortsatte og blev staget over en flod på en lille pram. Det kostede 18kr.
Senere kom vi til en større flod, der ved udmundingen til havet havde dannet en bred indsø. Bilen blev stående og vi kunne vælge at kommer over i kajak, sejlbåd eller hobicat. Jeg valgte hobicat, Annette var ikke meget for nogen af mulighederne, men valgte at blive sejlet over i
sejlbåd sammen med Tania og Cristina. Det var sjovt at sejle hobicat, men desværre fik jeg ikke lov at styre. Sejlbåden blev ført, af en der viste sig at være noget af en 'vildmand'. Da vi kom over på den anden side, for han ind i noget mangrovesump med sin økse. Han startede med at hamre på et træ så der faldt en stor krabbe ned, han fortsatte med at samle krabbe ved at stikke hele armen ned i mudderet ved deres huller. Det viste sig at han var ved at indsamle sin frokost! Han passiverede krabberne ved at sætte deres bagerste ben i klemme i klosaksenes yderste led. Jeg tror næppe krabberne syntes om det, men de holdt helt op med at bide efter alting.
Vi fortsatte ud til stranden, hvor vi hyggede os en times tid inden vi sejlede tilbage til bilen. Vi kørte lidt videre og stoppede næste gang for at spise frokost ved en restaurant ved en af strandene.
Som sædvanligt havde vi svært ved at beslutte os for hvad vi skulle have. Retterne er typisk til 2 personer, så valget kræver også en vis grad af enighed. Tania og Cristina valgte kylling og Annette og
jeg valgte grillet fisk. Det havde vi også fået i går, uden at det var noget særligt så vores forventninger var ikke så høje. Men vi blev positivt overasket; vi fik en skive, vel omkring 25cm i diameter af en lækker saftig fisk. Den smagte noget i retning af tun, men vi fik at vide at det var en 'meka'. Hertil fik vi sorte bønner, ris, grillede kartofler, salat og ananas. Til forret skulle vi lige smage en portion krabbekød. Det blev serveret i krabbeskjoldet, det var lækkert krydret og smagte delikat.
Mens vi spiste begyndte det at regne, så det var en sjaskvåd vogn vi fortsatte i. Det er ikke så fedt at sidde bag i en jeep, når regnen sjasker ind fra siden. Heldigvis var luften nogenlunde varm. Vi fortsatte ind i landet gennem sukkerrørsplantager. Sukkerrørene benyttes vist til at producere alkohol som tilsætning til benzinen. Efter nogen kørsel kom vi til en af floderne vi havde krydset om formiddagen, Her var der rejefarme. Vi kørte langs plantager med kokosnødder, og kom tilbage til kysten nord for Pipa. Vi stoppede ved nogen høje klitter. Regnen var holdt op, og nu var det tid til skisport. Vores chauffør fandt
nogle snowboards frem som havde ligget under sæderne, og vi traskede højt op i klitten. Vi spændte boardene på vores bare fødder, og så galt det bare om at holde balancen. Det var lidt svært at få ordentlig gang i brædderne fordi sandet var vådt, så vi måtte vælge de stejleste steder. Cristina og Tania var seje og kom ned i fin stil, kun, med enkelte styrt - det er noget der giver sand under tøjet. Annette tilbød sig som fotograf, og jeg nøjedes med nogle få turer. Senere kom jeg til at tænke kom til at tænke på at jeg havde fravalgt skisport i vores rejseforsikring - jeg ved ikke om dette falder inden for dette.
Vi fortsatte til dagens sidste stop på et creperie, som ligger på pæle ud i floden 10km nord for Pipa. Der var mulighed for at bade men flodvandet så ikke så lækkert ud, så vi nøjedes med at bestilte pandekager med chokolade/nødder og ananas/banan. Det var den bedste pandekage Tania havde fået på turen :-)
Det var det meningen at vi skulle nyde solnedgangen, men så begyndte det at styrt regne. Vi var godt våde da vi nåede tilbage til Pipa, så
vi skyndte os at få en lang tur i poolen og et varmt bad.
Nu spiller pigerne kort, aberne rumsterer på taget, Annette læser og jeg skriver.
Advertisement
Tot: 0.07s; Tpl: 0.015s; cc: 6; qc: 51; dbt: 0.036s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb