Del 6 - Peru 3 + Bolivia 3 + Brasilien 2

---

Hej alle og velkommen til sidste afsnit af min rejseblog!

Tiden var kommet til at hente Catrine i Lima's lufthavn. Som altid er det frustrerende og samtidig spændende, at stå og vente på folk i en lufthavn. Efter at have stirret blindt på alle ankomne passagerer i en times tid, kom hun endelig... Vinterbleg og smilende! Dejligt at se hende igen og så havde hun endda medbragt et par store poser lakrids, som blev skovlet ind i munden og var væk i løbet af kort tid - skønt!
På trods af at det er spændende af spise eksotisk mad, kan man nemt komme til at savne noget velkendt en gang i mellem. Specielt rugbrød og mælk, samt ordentligt slik står højt på min liste :-)

Efter en nat i Lima, som er en grim og ligegyldig hovedstad, skyndte vi os videre med bus til Nazca.
Nazca er kendt for de ca. 100 kæmpe symboler og figurer, som kun kan ses fra luften.
De blev lavet af Nazcafolket i perioden 200 f.Kr.-700 e.Kr. og blev først opdaget i 1927 da en pilot spottede dem fra sit fly.
Figurerne blev lavet ved at fjerne render af det øverste lag mørke sten, således at de lysere sten nedenunder danner linjer.
http://www.students.sbc.edu/sung08/senior%20seminar/Nazca/images/nazca.gif
-linjerne tæt på

Den dag i dag har man stadig ikke fundet ud af årsagen eller baggrunden for konstruktionerne og der gættes i øst og vest på hvorfor de blev til.
Nogle af de mest populære gæt går ud på at de danner et kort over et underjordisk vand-system (som ville være vigtig i en ørken), andre tillægger det matematiske kvaliteter. En tredje teori går ud på at linjerne symboliserer stjernetegn og endnu andre mener at de blev lavet for at komme i kontakt med guderne. UFO-spekulanterne mener selvfølgelig at de er lavet af rummænd (en af figurerne ligner rent faktisk en rummand eller astronaut, om man vil). Det rigtige formål er stadig ikke opklaret. Under alle omstændigheder er figurerne imponerende og utroligt kunstnerisk lavet. Var de blevet lavet i dag, ville jeg stadig være henrykt.
Da man som sagt kun kan se dem fra luften, måtte vi hyre et lille 4-mands fly til at flyve henover. Det var vildt at sidde i så lille et fly og kigge ud over landskabet og ned på figurerne. Når man sidder deroppe kan man ikke lade være med at undre sig lidt over at bygherrerne har lavet noget de ikke selv kunne se. Det er næsten synd for dem, for det er et uvirkeligt og flot syn.
Lidt sjov fik vi også med, da piloten lavede et par opstigninger efterfulgt af et par hurtige dyk, som gjorde at man følte sig fuldstændig vægtløs - helt ligesom astronauter. Mit kamera, som jeg havde om halsen, begyndte at svæve! En fed oplevelse!
http://library.sjsd.net/Images/nazca%20lines.gif
-linjerne set fra luften
http://www.zmescience.com/wp-content/uploads/2009/01/nazca.jpg
-linjerne set fra luften
http://www.mysteryperu.com/eng/assets/mapa_nasca.jpg
-kort med de fleste figurer

Efter endnu en natbus ankom vi til Cusco, som blev kort beskrevet i min sidste opdatering.
Denne gang skulle Machu Picchu selvfølgelig besøges. Vi tog på en 5-dages tur (som blev udskudt et par dage pga. endnu en strejke!), som bestod af en blanding af mountain-bike ned af et bjerg og et par dages vandring igennem jungle og op/ned ad bjerge på små stier, som inkaerne brugte for 500 år siden. Det var helt befriende at sidde på en cykel igen (noget jeg virkelig havde savnet) og suse ned af bjerget (fra 4000m til 1000m). Bremse-skiverne må være godt slidte!
Undervejs besøgte vi det mest fantastiske udendørs hot-spring. Flottere omgivelser og lækkert varmt vand, skal man lede længe efter.
http://images.travelpod.com/users/nrt_coulton/1.1208820780.dscf2998.jpg
-outdoor hot spring

Tidligt om morgenen den fjerde dag skulle vi op til Machu Picchu. Vi blev vækket af et fransk par fra vores gruppe (som jeg tidligere havde mødt i Argentina), da vores guide endnu ikke var dukket op. Det viste sig senere at han havde sovet over sig (vi så ham ikke igen).
Dette kunne have vist sig at have spoleret dagen, da en del af oplevelsen er at gå derop i bælgragende mørke og se solopgangen derfra. Desuden skal man være der tidligt for at få billet/adgang til det bjerg der ligger bag ruinerne, hvorfra der en en helt ubeskrivelig udsigt. Men som sagt, reddede franskmændene heldigvis dagen! Vi tilbragte hele morgenen ved og omkring ruinerne - bl.a. med en guidet rundtur. Ved middagstid besteg jeg bjerget bagved og senere på eftermiddagen nød vi bare at sidde og kigge rundt. Desmere var det en perfekt solrig dag. Jeg havde et par uger forinden mødt et par danske fyre, som havde været der på en meget skyet dag og havde stort set intet fået ud af at være der. Surt. Men viser vejret sig fra sin gavmilde side, er Machu Picchu et must. Et absolut højdepunkt!
http://image16.webshots.com/17/3/72/23/189137223WzkQbX_fs.jpg
-på vej op ad Wayna Picchu (bjerget bag ved ruinen)

På den femte dag tog vi selv op på Putucusi, et nærliggende bjerg, hvor man med mellemrum vha. meget lange stiger (den længste havde 110 trin) skulle kravle op. Det ville bestemt ikke have været noget for min mor. Det tog også Catrine et pænt stykke tid komme op og ned, men hun gjorde det :-)
På toppen venter et panorama af højeste klasse, der bla. inkluderer Machu Picchu, som dog ikke ligner sig selv fra denne vinkel.
http://images.travelpod.com/users/rachel_john/roundtheworld.1146261420.100_0569.jpg
-Stejl og lang stige
http://www.boston.com/travel/blog/putucusi_full.jpg
-Putucusi

Efter at have fået lyst brød og marmelade til morgenmad i et par månmeder, var jeg efterhånden ved at brække mig bare ved tanken. Catrine spurgte mig hvorfor jeg ikke bare havde købt nogle havregryn og noget mælk? Af ukendte årsager var tanken slet ikke faldet mig ind, så et par dage i Cusco stod den på havregryn, soya-mælk og lækker skiveskåret frugt. Hold da op hvor smagte det godt! Jeg havde virkelig savnet et ordentligt og velkendt måltid morgenmad!

Nå, tilbage mod Bolivia, som igennem tiderne har oplevet deres portion af modvind. Brasilien snuppede for 100 år siden en del af deres nordlige regioner, da området er fyldt med gummitræer, Paraguay stjal en luns af denn sydvestlige del pga olie (som dog endnu ikke er blevet fundet her 50 år efter) og Chile bøffede store dele af deres saltørken, samt hele deres kystlinje. Ikke noget at sige til at de er lidt bitre (og fattigere end deres nabo'er)!

Første stop blev Lake Titicaca - verdens højest beliggende sejlbare sø - som måler 80*190km og ligger 3800m over havet.
Søen er kendt for dens flydende siv-ø'er (som inka'erne brugte) og smagfulde ørred (der pinslet med hvidløg, gjorde at selv jeg kunne lide dem!)
http://aphs.worldnomads.com/alleen/8004/Lake_Titicaca_051.jpg
- siv-ø'er lake titicaca

Ifølge inka-myten blev solen født på en ø i Lake Titicaca. Denne Sol-ø besøgte vi, men blev skuffede over at de lokale tre (!) forskellige steder opkrævede penge for at gå på deres sti henover ø'en. Det er fandme frækt!

I byen Copacabana (som Rio har opkaldt deres berømte strand efter) ved sø'ens bred, befinder der sig i en kirke en lille træfigur som eftersigende skulle have udført mirakler for flere hundrede år siden. I dag valfarter folk dertil og får deres biler velsignet med.....nej ikke hellig vand, men derimod øl (og pyntet med blomster)!
Derefter kører folk derfra med en lille skid på (men bare rolig, Gud skal jo nok passe på dem, nu de er blevet velsignet).
Byen, som jeg også besøgte på vej til Peru, havde en meget livlig gadefest i gang, sidst jeg ankom. Denne fest var dog kun en forfest til "Korsets dag" der foregik 3 uger senere. Damer i flotte kjoler og mænd på trommer og trompeter, dansede igennem byens gader. De forstår sgu at feste herovre.

Turen gik herefter til La Paz, hvor jeg tidligere havde besøgt et instrument museum, med guitarkasser lavet af udstoppede dyr.
http://www.gxvtravel.com/images/Bolivia/Sucre/ArmadilloGuitar.JPG
-Armadillo guitar

Byen har også et interessant koka musem (hvorfra jeg fik min information, som beskrevet i min sidste blog).

Da Catrine forståeligt nok (omend hun var lidt nervøs for at rejse alene) gerne ville besøge saltørkenen, slog jeg tiden ihjel med at køre ned ad "Verdens farligste vej" på Mountain Bike.
Vejen har fået dette tilnavn, da der indtil for få er siden årligt døede omkring 200 mennesker på denne strækning. Der er nu bygget en nyere vej, så strækningen bruges primært af mountain-bikere og mindre køretøjer. Det er dog stadig frygtindgydende at se de hundredvis af kors i vejkanten og gamle rester af busser i afgrunden, der vidner om alle dem som ikke slap helskindet igennem.
I dag skal man betale 20kr for at køre på strækningen. Pengene bliver løbende brugt til at reparere vejen. Faktisk var der et jordskred allerede dagen efter jeg kørte på den, som gjorde at den måtte lukkes i et par dage.
Hvis vejen så bare i det mindste havde været flad, men det er den ikke. Den starter i 4700meters højde og slutter i kun 1100meters højde. Det vil sige et fald på 3600m i løbet af bare 64km - omregnet giver det et fald på over 50m per km! Faktisk var der så sent som for 2 uger siden, en cyklist med lidt for meget fart på, der styrtede ud over kanten og døde. Så jo, den er skam stadig meget farlig!
http://tgt.dk/inspiration/tema/bedste_vaerste/article58710.ece?page=1
-tidligere på denne måned blev vejen omtalt på Berlingske's hjemmeside. Se ovenstående link med tilhørende video.
http://3quarksdaily.blogs.com/3quarksdaily/images/295154263_2f8c8efdf2.jpg
http://andeandaremos.files.wordpress.com/2008/06/bike.jpg
http://static.panoramio.com/photos/original/102458.jpg
-billeder

For at fejre at vi alle kom ned med livet i behold (omend et par stykker måtte ned og kysse jorden), spiste vi lækker buffet på Hotel Esmeralda i byen Coroico. Stedet var så lækkert at jeg valgte at blive der i 3 dage og forkæle mig selv lidt (indtil Catrine ville returnere til La Paz). Hotellet er placeret på en bakke henover byen, hvor store ørne svæver forbi dagen lang. Desuden er der swimming-pool, sauna, gode brusere (som er meget sjældne herovre), samt bananpalmer og appelsintræer overalt. Jeg havde mit eget værelse med balkon og med en fantastisk udsigt over hele dalen. Jeg følte mig helt som en "flash-packer" = luksusudgaven af en backpacker.
Lækker morgenmadsbuffet var også inkluderet (jeg fyldte mig selvfølgelig helt op, så jeg ikke behøvede at spise resten af dagen).
Pris for 3 nætter = 180kr. Det burde næsten meldes til politiet, for det må da være verdens største kup!

Efter lidt tiltrængt luksus og en gennemlæsning af Dan Browns "Engle og Dæmoner", skulle jeg genforenes med Catrine i La paz, men desværre blev vi (eller rettere sagt Catrine) endnu engang ramt af en strejke. Buschaufførerne havde blokeret vejene, i protest mod at der ikke er asfalterede veje mellem La Paz og Uyuni (som er byen hvorfra ture til saltørkenen starter). Dette betød at Catrine og en flok andre, der efter et par døgn ikke havde lyst til at vente længere i den nedlukkede by, valgte at bestikke en jeep/chauffør og i nattens mulm og mørke blev smuglet ud af byen og kørt igennem saltørkenen, for at slippe væk. Turens største eventyr - som jeg går glip af! Hvor heldig/uheldig har man lov at være?

Faktisk er strejker ikke sådan at spøge med lige nu. I Peru har der netop været en strejke, som resulterede i ca. 100 dræbte. Mange af dem politi-mænd!

Efter genforeningen tog vi en flot, bumpende og ubehagelig bustur til Rurrenabaque (på ca. 20 timer). Ubehagelig fordi den det meste af natten foregik på smalle, snoede grusveje, hvor vi skulle passere andre store køretøjer, ofte med meget langt ned ad skranten. (Mor+far - husker i Lanzarote? Dette var værre!).
http://www.slowerbetter.com/wp-content/uploads/2006/12/295040722_9ecb79e476.jpg
http://img2.travelblog.org/Photos/2296/28689/t/142154-Traffic-jam-on--the-world-s-most-dangerous-road-0.jpg
http://aphs.worldnomads.com/mcgurk77/874/wwwgravityboliviacom37.jpg
-disse billeder beskriver meget godt situationen

Nå, men vi vågnede (sov vi overhovedet?) næste dag med livet i behold. I Rurre (som byen også kaldes) er der 2 ture man kan tage på: Jungle og Pampas (vådland). Priviligerede som vi er, valgte vi begge. Først tog vi 3 dage i junglen, hvor vi efter en lang sejltur ankom til vores camp. Herfra stod den på vandring igennem Amazonas regnskoven. Her lærte vi om naturens sære planter og frugter. Blandt andet en pære, hvis saft frembragte en slags tatovering flere timer efter, når man gnubbede saften henover sin hud. Der var også mærkelige træer - specielt The Walking Tree, der med sine lange rødder/ben kan gå helt op til 5m om året. Vi stødte på kæmpe flokke af store vild- og flodsvin, så en flot gul og sort skildpadde og et par kæmpe fugleedderkopper (mor du ville have været død af skræk!). Sidste aften gik vi ned til floden og fiskede, i fuld måneskin. På vejen spottede vi nogle puma fodspor. Sidste formiddag hyggede vi os med at lave smykker af mini-kokosnødder.
En virkelig spændende tur!

Herefter fulgte 3 dage i et kæmpe vådområde fyldt med myg (aldrig har jeg haft så mange stik og bid)! Her sejlede vi rundt i en lille 10 personers træbåd og spottede dyr dagen lang. Pink floddelfiner, alligatorer og caimaner i hundredvis på flodbredden, kæmpe fugle i tusindvis, diverse aber, skildpadder der solbadede på afbrækkede træstammer, koala-agtige bjørne og jeg kunne blive ved....
Dag 2 stod den på Anakonda-jagt. Vi hoppede ud af båden og gik rundt i et enormt siv-område, for at lede efter klodens største slanger, som kan blive helt op til 9meter! Efter et kvarters tid lykkedes det vores guide at finde en 2meter flot anakonda. På trods af størrelsen er de svære at spotte, da de er godt camouflerede.
Catrine var først lidt nervøs, men efter lidt overtaling fik hun dyret rundt om halsen. Da jeg virkede mere rolig, lod guiden mig holde slangen helt alene + sætte den fri igen (uden hjælp).
Senere på dagen skulle vi fiske efter piratfisk. Et par lunser kød, en snor og en krog. Fiskene var dog ikke dumme og formåede at spise køddet uden at bide på krogen. På trods af dette fangede jeg (som turens absolut bedste) 6 stk! Catrine fangede nul... Tallene taler vidst deres tydelige sprog.

Dag 3 skulle vi svømme i floden (ja, der hvor der er fyldt med alligatorer og caimaner). Vores kaptajn forsikrede os dog om at det ikke var farligt, da delfinerne ville skræmme dem væk....på trods af dette var det en noget tøvende Kim, der som den første hoppede i, kun efterfulgt af Catrine og en mere fra båden. Resten skulle ikke nyde noget. Delfinerne kom desværre ikke helt hen og rørte os, som vi havde hørt de havde gjort ved andre. Men i det mindste gjorde alligatorerne heller ikke!
Tilbage i båden var jeg lige ved at have noget af en historie til forsikringsselskabet. Jeg sad med mit kamera i skødet og lige pludselig kommer der en delfin hen og plasker med dens finne som totalt tilsprøjter - af alle steder - mit kamera! Heldigvis havde jeg mit håndklæde nær ved og fik tørret det meste vand af. Kameraet virkede glædeligvis igen næste dag, efter at have ligget til tørre natten over.

Man skulle snart tro at jeg/vi ikke kan opleve mere, men det bliver bare ved og ved... Fra "Rurre" skulle vi via Trinidad til Santa Cruz. Denne første strækning, som kun skulle vare 12 timer, blev noget af en maraton-tur. Undervejs begyndte det at regne, hvilket gjorde at jordvejen blev fuldstændig mudret til. Dette bevirkede at bussens bagende begyndte at glide ud og satte sig fast i vejkanten, som var ½ meter lavere end vejen. Vi var en 10-15 stykker (alle mænd, selvfølgelig) som gik ud af bussen (i regnvejr) for at hive i et reb og få bussen på rette spor og holde bagenden på vejen. Efter en håndfuld mislykkede og håbløse forsøg, besluttede jeg mig for at give op og satte mig tilbage i bussen. De andre fortsatte et par timer endnu og gav så op. Det var en ubehagelig følelse at sidde inde i bussen, da man konstant følte at den ville vælte om på siden når den gled ud mod kanten, men heldigvis skete det ikke! Efter en halv dags strabadser bestemte chaufføren sig for at give op og forlod bussen, sammen med halvdelen af passagererne. Catrine og jeg blev tilbage, da vi ikke rigtig forstod hvad der foregik og heller ikke ville efterlade vores back-packs. Tiden gik, uden mad, midt i ingenting og intet skete. Chaufføren (som vi frygtede var lidt af en alkoholiker) og de andre passagerer kom heller ikke tilbage. Henunder aftentid, kom en mand heldigvis passerende forbi. Han tilbød at vi kunne komme med hjem til hans hus, som lå i nærheden og spise aftensmad. Et tilbud vi bestemt ikke takkede nej til. Man bliver pludselig meget sulten, når man ikke ved hvornår man får (eller om man får) ens næste måltid. Nuvel, hans kone stablede et pænt måltid mad på benene til halvdelen af bussen (for 5kr pr kuvert). Magen til gæstfrihed skal man lede længe efter!
Tilbage i bussen (en gammel ombygget luset spand, som efterhånden var temmelig tilmudret) og finde et sæde og prøve at sove.
Næste morgen forlod flere mennesker bussen og vandrede hen til nærmeste by. Ved middagstid blev vi igen forkælet af den flinke mand og hans kokke-kone, som havde bagt nogle friturestegte dej-klatter (de ELSKER friturestegt mad herovre).
Efter at have siddet i bussen i omkring 40-45 timer kom en pick-up truck kørende forbi og tilbød os et lift. Vi pakkede hurtigt vores ting og hoppede op bagi.
Bilen formåede at køre igennem mudderet og fik os frem til nærmeste by, hvorfra vi fik endnu et lift videre. I alt tog turen omkring 2 døgn i stedet for et halvt. But what to do?

Efter endnu et par lange busture nåede vi ind i det noget rigere Brasilien, hvor lidt tiltrængt komfort blev glædeligt modtaget.
Første måltid bestod af pizza-buffet, lige noget for mig. Udover normale pizza'er, havde dette sted også et par specielle pizza'er på menuen. En af dem bestod af chokolade, ost og tomatsovs. Den var faktisk ikke så ringe endda!

Da det tager ufatteligt lang tid at krydse det store kontinent (og vi kun havde 40 dage til at gøre det) besluttede vi os for at flyve til kysten, for at nå lidt strand + solbadning.

Først besøgte vi kystbyen Salvador, Brasiliens gamle slave-hovedstad, som kulturelt er mere afrikansk end brasiliansk. I gaderne blev der spillet på tromme og danset i stor stil. Desuden blev der fremført Capoeri, som er en blanding af kampsport og dans.
http://www.thecity.co.uk/wp-content/uploads/2009/05/dscf0631.jpg
-billede capoeira

-video capoeira

-video tromme

Et skotsk par som vi mødte på hostellet i Salvador, blev desværre røvet af 10 fyre med store machete-knive, hvilket gjorde at vi følte os lidt usikre ved at gå rundt i byens mindre sidegader. Vi mødte dem faktisk ti minutter før overfaldet skete og havde tænkt os at gå samme vej, men heldigvis endte vi med at gå i en anden retning.

Vi tog videre til Itacare - halvvejs nedad mod Rio. Her slappede vi af på lækre øde palmestrande, surfede (eller forsøgte i det mindste på det) og spiste Acai (brasiliansk bær, som moses og køles ned til is-yoghurt tilstand + tilsættes musli og banan-skiver). Yummi!

Min rejsecirkel blev fuldendt da vi nåede sidste stop, Rio De Janeiro, efter en smuk 24-timers bustur igennem grønt landskab. Rio's skyer havde drillet en smule sidste gang jeg var her og det blev hverken til udsigtspunkter eller hang-gliding. Denne gang skulle det simpelthen lykkedes!
Det virkede dog ikke så lovende da vi ankom, da byen var dækket af skyer og tåge. Senere på dagen klarede det heldigvis op og fik vi besøgt Kristus-figuren, ikke så meget på grund af mine religiøse tilbøjeligheder ;-), men mere på grund af den utrolige udsigt over den smukke by.
http://personalpages.to.infn.it/~buarque/templates/rio-corcovado-e-pao-de-acucar.jpg
http://www.zastavki.com/pictures/1600x1200/2008/World_Brazil_View_from_Corcovado_007528_.jpg

Der blev desuden tid til et besøg i Rio's slumkvarterer - favela'erne, hvor narko-kriminaliteten hærger. Her tager man kun hen på en guidet tur, da man ellers ikke kommer ud i live. Ønsker man et indsigt i dette miljø, kan jeg varmt anbefale filmen "City of God".

Hang-gliding var nu den sidste ting der manglede. Den første dag i Rio var det for skyet. Dag 2 (hvor jeg endelig havde fået overtalt Catrine til også at prøve) var vinden ikke rigtig. Desværre, for Catrine, betød det også at hun ikke nåede det, da hun skulle hjem samme aften - en dag før mig.
Sidste dag og sidste chance for hang-gliding, lovede ikke så godt. Regn og skyer, men pludselig ringede piloten og sagde at vinden var OK og at han ville hente mig om 20 minutter. Yes, endelig!
Vi kørte 520m op ad en af Rio's bakker, til rampen hvorfra man løber ud og håber at vinden og "vingerne" holder en oppe. Det gjorde de!
At svæve henover Rio var den perfekte afslutning på en fantastisk 4 måneders rejse.
http://img145.imageshack.us/img145/1214/dsc04716f.jpg
-denne gang ER det mig på billedet.

Min blog, såvel som min rejse, ved at være nået sin endestation. Jeg håber I har holdt ud (og forhåbentlig nydt) at læse mine lange rejse-beskrivelser. Og hvad ville næsten være mere passende end at slutte med et citat?

Som en kendt forfatter engang skrev:

"Contrary to common belief, the world is not getting smaller, it's getting bigger!"

-Kim Larsen, South America 2009

Ps: Jeg er nu tilbage i lille Danmark (ankom fredag aften kl.23). Jeg smutter næsten direkte videre på Roskilde Festival og dernæst til Fyn. Håber vi alle ses i løbet af sommeren!

Adios!

---