Advertisement
Published: January 7th 2009
Edit Blog Post
Fra Franz Josef tog vi Magic-bussen videre til Queenstown, som også er kendt som ”the adventure capital of the world”. Den første dag vi havde der var der sog ikke meget adrenalin over. Vi tog nemlig på en lille afstikker til Milford Sound, som lå en 5-6 timers bustur væk fra Queenstown. Det var et rigtigt flot fjord agtigt sted, med vandfald ned langs bjergsiderne. Turen derud var også rigtig flot igennem masser af bjerge og frodige grønne dale og endnu flere vandfald. Det er bare som om man ikke påskønner tingene lige så meget, når man ser bjerge og vandfald hver dag, og det er egentlig ret ærgeligt. Men det endte med at blive en lang dag, da vejen blev blokkeret af et mudderskred på vejen hjem. Det kostede lige et par timer ekstra på en lille café ude midt i ingenting.
Næste dag startede adrenalinen så! Maria og jeg tog på en ’canyoning’ tur. Det går kort og godt ud på at komme igennem en kløft med en flod på mange forskellige måder. Det inkluderede at hoppe ned fra vandfald, rutsche ned af andre vandløb, blive firet over nogle stykker osv. Det var ca. 3½ time af ren
adrenalin kick, så det var rigtigt fedt! Det er meget svært at beskrive i detaljer hvordan det var, og da det foregik i vand har jeg heller ikke nogle billeder derfra, så den historie må i få engang når jeg er kommet hjem.
Næste dag skulle den helt store test så stå. Jeg skulle nemlig ud og bungyjumpe! For dem af jer der ikke ved det er jeg rædseslagen overfor højder, så det var noget af en personlig udfordring jeg havde stillet mig selv. Dagen startede med at vi blev hentet i Queenstown og kørt ud til broen, hvor det skulle foregå. Broen hedder Kawarau Bridge, og er det første bungyjump i verden, 43 meter højt over en flod. Da vi kom derud skulle vi så stå på broen og vente til det blev vores tur, hvilket i sig selv godt kunne få en til at blive endnu mere nervøs. Især når nogle af dem foran os begyndte at stå og kyllinge ud og bruge 5 minutter på at hoppe! Sådan en panik kan godt sprede sig lidt. Da min tur langt om længe kom, og jeg fik spendt bungy’en rundt om anklerne var jeg virkelig begyndt at ryste.
Så blev man bedt om at hoppe ud og stå med fødderne ud over kanten og få et billede taget! På dette tidspunkt holdt jeg stadig fast i stativet bagved mig. Så begyndte hende der havde spændt mig fast at tælle ned fra 5, og først dag hun kom til 1 gav jeg slip på stativet og hoppede første gang hun nåede JUMP! Jeg vidste med mig selv, at hvis ikke jeg gjorde det første gang, og begyndte at tænke over det ville jeg aldrig få det gjort. Den følelse jeg fik da jeg lige var kommet ud over er ubeskrivelig. Det var det absolut mest intense øjeblik jeg har oplevet, og ikke nødvendigvis på en god måde. Men ned kom jeg da, og bagefter rystede jeg stadig lidt fra det. Men frygten var nu overvundet, selvom jeg stadig er bange for højder, og nok ikke kunne finde på at gøre det igen lige foreløbig. Vi fik en gratis dvd med at springet, så dem der vil have beviset skal bare sige til!
Sidste dag i Queenstown gik med mountain biking. På dette tidspunkt havde vi mødt op med drengene igen, så Christian og jeg tog på en god
lang tur. Det endte med at være næste umuligt at cykle opad meget af ruten, så det var en ret lang tur op, men vi fik til gengæld også en rigtig flut udsigt over byen. Og turen ned var rigtig sjov, omend lidt ekstrem til tider. For enden af bjerget var der en mountain bike park med masser af hop, som vi så legede lidt rundt i. Men de var nok generelt lidt for ekstreme for vores niveau. Men det var endnu en god og aktion fyldt dag i Queenstown.
Næste dag var d. 31 december, og Maria og jeg tog en bus videre til Dunedin, som er New Zealands fjerde største by og en rigtig universitetsby, så vi havde regnet med masser af fest nytårsaften. Men det skuffede lidt, og mange af stederne var rent faktisk lukket. Men det endte dag med at blive en meget hyggelig aften, idet vi tilfældigvis boede på værelse med to andre danskere, som vi så fejrede det nye år med. Inden det havde jeg om dagen været på rundtur på Cadbury chokoladefabrik, men det var dog lidt af en skuffelse, da fabrikken var lukket næsten helt ned pga. ferie.
Næste spændende
DSC01337
Milford Sound ting der skete var tilbage i Christchurch igen. Her tog vi til et Maori (New Zealands oprindelige befolkning) show og en kiwi tour. Kiwi’en er New Zealands nationalfugl og er meget svær at se ude i naturen, da den er meget genert og desuden lever om natten. Maori showet var rigtigt godt, og vi blev ført ind af en guide til stammen der var i ”skoven” (det hele var kunstigt sat op). Jeg var blevet valgt af vores guide til at være vores høvding, så jeg skulle føre vores gruppe derind. Da vi så kom angreb de os, og en kriger stod og truede mig med et spyd og lavede lidt krigsdans, som er et ritual for at se om vi kom med fredelige hensigter. Til sidst smed han så et blad, som jeg skulle samle op for at vise fred. Derefter gik vi ind til deres landsby og jeg skulle gennemføre endnu et ritual ved at hilse på høvdingen. Til sidst kom showet så, og det var ret godt. De dansede og sang nogle traditionelle Maori danse, og vi blev alle inviteret op på scenen for at lære nogle ting. Da showet var ovre skulle vi videre på vores
DSC01343
Der er en god bro, lad os hoppe ud fra den! (Efter hoppet!) kiwi tour, hvor vi også så en del andre New Zealand dyr. Kiwierne var lidt skuffende, men nu har vi dag set dem.
Igen stod den på aktion den følgende dag. Vi skulle ud og rafte, og her mødtes vi for sidste gang med drengene. Floden vi skulle rafte på er den eneste på New Zealand der garanterer en kategori 5, som er det højeste et strømfald kan være, hvis det skal være tilladt at rafte på dem. Det endte ret dramatisk på den sidste kategori 5, hvor 2 ud af de 4 både væltede over. Derfor måtte vores båd sammen med den anden, der overlevede rede de andre op fra vandet. En ældre dame som vi hev op på vores båd var helt fra sig selv, disorienteret, blødende ud af munden og problemer med at trække vejret. Men da hun lige fik tid til at sunde sig fik hun det hurtigt bedre. Til sidst på turen var det muligt at hoppe ud fra tog klipper på henholdsvis 3 og 10 meter over floden. Det var også en rigtig sjov ende på turen, omend det ikke havde meget med rafting at gøre. Som en afslutning på dagen var der
barbecue tilbage ved rafting huset, og vi blev kørt tilbage til Christchurch, hvor vi var ude og få lidt øl og sige farvel til drengene samt et par irer vi havde rejst en del med.
Mandag skulle vi så tilbage til Kaikoura for at komme op til nordøen. Denne gang kom jeg ud og svømme med delfiner, som var en rigtig fed oplevelse. Der var meget begrænset pladser, så var ret heldig at få en plads ombord. Vi var ude i fire omgange og svømme, og turen tog i alt ca. 2½ timer. Man blev sat af lige midt i kæmpe grupper af delfiner, og det var helt fantastisk at se en 15-20 stykker bare svømme imellem en selv og hoppe over vandet samtidig.
I skrivende stund sidder jeg så ombord på færgen til hovedstaden Wellington og nordøen. Der er nu kun 12 dage til jeg flyver hjemad, så turen er ved at gå mod enden, hvilket føles lidt mærkeligt. Men der også frem til at komme hjem igen, dog ikke den kolde danske vinter! Håber i alle er kommet godt ind i det nye år.
Advertisement
Tot: 0.051s; Tpl: 0.013s; cc: 7; qc: 24; dbt: 0.0287s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb