Advertisement
Published: December 27th 2019
Edit Blog Post
Så kommer min sidste opdatering fra North Island, og jeg kan love jer for at der er sket en smule.
Lørdag morgen tager jeg bussen fra New Plymouth til Waikanae, hvor jeg ankommer kl 15.00 (Kun cirka 45 minutter forsinket, tak InterCity.) Herfra begyndte jeg min 3 dages tur ud i en mindre besøgt bjergkæde. Turen begyndte med ca 10 km på en smal vej der snoede sig gennem bjergene. Heldigvis blev jeg samlet op af en sød mand, der kørte mig op til passet, hvor min tur forlod vejen. Jeg gik 2 timer ud ad en "vej" til 4-hjulstrækkere, dør jeg kom til et kryds. Her skulle jeg egentlig være fortsat i ca. en time, men der var et skilt om at den hytte jeg havde tænnt mig at sove i var lukket, så jeg slog bare mit telt op midt i det hele.
Søndag forsatte jeg, jeg forlod "vejen" og fulgte nu en ganske lille, og ofte utydelig sti, der af og til gik rimeligt kraftigt op eller ned. Sådan fortsatte jeg i en 2-3 timer indtil jeg nåede toppen af bjergkæden. Vejret var fantastisk, og mam kunne se til både Mt. Ruepehu og Mt. Taranaki, altså
begge de bjerge jeg tidligere har været oppe på. Herefter var det en lille time ned til den hytte jeg skulle sove i.
Mandag forsatte jeg turen ned af bjerget, de første to timer skete der ikke meget ud over det sædvanlige, den stejle, mudrede sti fortsatte. Men da jeg kommer ned, bliver forsvinder stien pludselig. Det viser sig, at den så starter kgen på den anden side af en mindre flod. Ikke det store problem, jeg kommer over uden at blive for våd. Så skal jeg krydse den igen. Og igen. Og igen. Og igen. Og så lige en gang til. Indtil videre er det kun mine Fjällräven der er blevet våde. Mine vandrestøvler har klaret det overraskende godt. Så går den lille flod sammen med en anden lille flod. Og pludselig er den lille flod ikke så lille længere, og selvfølgelig skal jeg krydse den. Denne gang bliver den bagerste del af mkne vandrestøvler en smule våde, men ikne alt for slemt. Så skal floden krydses igen. Og så en gang til, bare for at sikre at jeg er gennemblødt. Nu havde man været heldig hvis man var i bil, for der var kun 5 minutter tilbage
for en. Men jeg kunne se frem til 2 timers vandring tilbage til Waikane. Heldigvis stopper den første bil der kommer forbi mig. (Jeg er ude i enden af en dal. Så der er sådan cirka ingen mennesker der bor her, men til gengæld er de sikkert alle sammen meget venlige.) Han kører mig til Waikane. Klokken er nu 12. Min billet til bussen gælder først ril en bus kl 18.00. Heldigvis er der også en togstation, så jeg vælger at tage toget til Wellington. Det er både billigere og mere fleksibelt end bussen, så jeg ved ikke hvorfor det ikke hele tiden havde været min plan. Endelig kommer jeg frem til mit hostel i Wellington, og jeg kan få noget tørt tøj på. Men dette er intet ordinært hostel. Dette er selveste New Zealands bedste luksus hostel. Men det burde gennemskinne af beskrivelsen af de næste par dage, hvorfor det er det.
Tirsdag vågner jeg og går ned til morgenmaden. Der er nemlig gratis morgenmad her. Udvalget er imponerende for et hostel, der er toast, toaster, 9 forskellige typer marmelade, 3 forskellige typer mælkemad, både normal mælk og vegansk mælk, peanut butter, æg og frugt. Jeg sejler over
bugten som Wellington ligger ved, til den lille forstad i Days Bay. Jeg følger kysten 2 km op til den næste bugt, hvor jeg finder ud af at der er et helt stinetværk i de lave bjerge jeg har gået langs med. Jeg kommer op i 300 meters højde, og er hurtigt væk fra de små forstæder på kysten. Jeg føler at jeg er midt ude i ingenting. Og jeg er altså mindre end 10 km fra Wellington centrum. Jeg sejler tilbage til Wellington. Om aftenen er der juleaften på hostellet, egentlig fejrer man ikke noget d. 24 i New Zealand, men hostellet har så mange internationale kunder at de er begyndt at holde noget juleaften. Så kl. 20.00 er der gaveuddeling, hvor alle (gæster og ansatte) får en gave. Jeg får et underligt Kanye West spil og noget chokolade.
Onsdag morgen, d. 25, er der for alvor dømt jul. Ud over den sædvanlige morgenmad er der også vafler og omeletter, begge dele selvfølgelig frisklavet, croissanter og pa au chocalait. Snakken går, og tiden flyver. 11.30 er det tid til anden gaverunde. Alle får igen udleveret en gave. Denne gang får jeg et par sokner med kiwier på, og
Wellington 4
Min næsten lodrette nedstigning. en kortspil med alt muligt New Zealand på. Dagen fortsætter med snak og diverse spil, før vi om aftenen skal have den store julemiddag. Der er juleretter fra hele verden, fra sommersalater, til den store steg. Og selvfølgelig er der også dessert. Julekager fra hele verden, og minsandten der ikke er nogen der har lavet risalamande. (Okay, den nogen var mig, men jeg er ret stolt af den.) Og så nåede vi også lige at se Home Alone 1 & 2.
Torsdag var jeg ret drænet for energi. Så jeg nåede ikke at lave så meget. Indtil der var nogen der kom op med den geniale ide at vi skulle spille ultimate. Det gik også meget godt. I hvert fald i de første fem minutter, indtil jeg blev lidt revet lidt for meget med af spillet, og kastede mig og slog min skulder ret hårdt, og var ude i resten af kampen.
I dag, fredag har jeg gået på "Skyline Trail", som er en ca. 10 km sti hen over bjergtoppene bag Wellington. Man fik af og til nogen utrolige udsyn over hele Wellington bugten. Men resten af tiden måtte jeg kæmpe mod den utroligt kraftige vind, der
Wellington 5
Okay, én lille flod, det kan jwg sagtens klare. flere gange var ved ag blæse mig om kuld.
Og til alle dem jeg ikke allerede har sagt det til; glædelig jul.
Advertisement
Tot: 0.11s; Tpl: 0.013s; cc: 6; qc: 44; dbt: 0.063s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb
Jens Solvang
non-member comment
Nytårshilsen - for os tidligt
Kære Eskil - mange tak for dine beretninger med de mange stiture over vandløb. Godt at du ikke er udsat for fare for skovbrande. Vi forbereder os herhjemme på årsskiftet og ved at du er 12 timer foran. Derfor får du denne nytårshilsen. Vi ønsker dig et godt skifte her om nogle timer. Kærlig hilsen fra bedste- og bedstefader.