Advertisement
Published: January 17th 2011
Torsdag morgen var jeg oppe paa et lille bjerg naer hostelet. Helt oppe paa toppen var der et helt specielt atelier/kunstnerhjem. Hun malede. Hendes billeder var rigtig flotte. Han lavede soelvsmykker, hvor han brugte muslingeskaller fra Otoupere strand. De var franskmaend. Hun var spaendende at snakke med. Ville gerne vise billeder og hoere hvordan jeg oplevede hendes kunst.
Hun malede lyset. Ved at male i mange lag (20-30) opnaaede hun en 3D effekt. Hun brugte meget guldstoev. Jeg kan nu saa godt lide franskmaend. Hun sagde flere gange: "Everything is possible, you know," med en markant fransk accent. Det lyder altsaa godt.
Bagefter var jeg ude at ro kajak. Hostelet havde sine egne. Der er en lille fjord/lagune ved hostelet, men der er kun vand nok til at ro, naar tidevandet er inde. Jeg var lidt for tidligt ude, men saa kunne jeg skubbe mig frem og kigge paa vadefuglene. Jeg hoppede hoejt, da der pludselig dukkede en stor fladfisk op ved min haand. Altsaa: det var ikke en hval vel, men den var noget stoerre end en almindelig fiskefilet. Der var ogsaa en lille aa, jeg padlede op ad, men den blev relativt hurtigt for smal og tilgroet.
Om aftenen var jeg oppe paa det lille bjerg, hostelet ligger ind under.
Fredag morgen var jeg tidligt oppe. Moedte Ed, en canadier, der ogsaa boede paa hostelet. Han havde en neurologisk sygdom, der optraadte som sklaerose, og havde vaeret lammet i et aar og kommet paa benene igen. Efter at han var blevet pensioneret, tilbragte han og hans kone somrene sydpaa, hvor han fysisk fungerede meget bedre. Vi fik en alvorssnak over morgenkaffen, hvorefter han koerte mig frem til en vej, hvor der kom flere biler.
Jeg havde busbillet fra en lille by 40 km vaek, og skulle op at koere med to forskellige, for at komme dertil. Naaede ogsaa frem 8 min inden bussen skulle komme.
Koerte med en der solgte landbrugsudstyr, saa nu ved jeg hvorfor der er saa faa faar. NZ landbrug er ved at blive lagt om, fra uld til koedkvaeg og mejeriproduktion. Tidligere var der 75 000 faar, nu er der 35 000.
Jeg skulle med tre busser for at komme til Rotorua, der ligger i et omraade med stor termisk aktivitet. Der er kogende mudderpoele og springende geysere. Naturen vaender for alvor sin grimme side udad.
35% af befolkningen er Maori. Omraadet blev befolket i det 1400 aarhundrede. Maorierne byggede ovenpaa de varme klipper, for at faa varme i husene.
Jeg var i kirke i en lille maorilandsby. Den havde et traditionelt maori-forsamlingshus og en katolsk kirke med tilsvarende maoridekorationer og en almindelig madonnafigur sammen med de udskaarne maorifigurer. De er ikke gudebilleder, men billeder af forfaedrene. Maoriene havde ikke noget skriftsproeg, foer europaerne kom og mindedes ved at skaere billeder.
I et sideskib i kirken, var "altertavlen" et stort vindue ud mod Lake Rotorua. I glasset var der graveret et "almindeligt" Jesusbillede. Hans traek viste tydeligt, at han var maori.
En "sjov" ting. Nogle gange har Jesus kroellet haar og er ifoert europaeiske middelaldertoej. Andre gange kan han have meget skandinavisk udseende og vaere iklaedt romersk klaededragt. Eller han arbejde med toemrervaerktoej, der ligner det, min bedstefar brugte. Men jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set Jesus afbildet som joede.
Loerdag var jeg i Te Whakarewarewatanga o te Ope Taua a Wahiao. Der bliver sagt om Kaptejn Cook, at det var for daarligt, at han gav alle steder nye navne, naar de havde et maorinavn i forvejen, men vi kan da sige til hans forsvar, at Maorierne ikke havde gjort det nemt for ham at faa fat i navnet ved den foerste praesentation.
Landsbyen, der i daglig tale kaldes Fokka, ligger en halv times gang fra Rotorua centrum. Det er en aaben landsby, hvor Maorierne bor og tager imod besoegende, viser og fortaeller om sin kultur. Der bor 65 mennesker fordelt paa 23 familier.
Nogle steder stod der skilte med teksten: "Pas paa! Jordskorpen er tynd." Det maa siges at vaere en advarsel der vil noget. Vores guide havde ogsaa sko med omkring dobbel tykkelse saaler. Et af landsbyens huse var blevet evakueret. Det kunne ikke ses noget udefra, men der var blevet for varmt der inde.
Der var hele tiden guidede ture. Da vi var blevet oensket velkommen til deres hjem, kom vi i gennem indgangsporten og over en lille bro, hvor vi kunne komme af med "ledvogterpaenge." Landsbyens boern tjaente sine lommepenge ved at springe i den iskolde aa, hver gang der kom en gruppe turister. Der blev smidt moenter i vandet, som boernene dykkede efter.
Alle maorilandsbyer har et forsamlingshus, en Marae. Det er ikke en religioes bygning, men den bruges ved begravelser. Vores guide fortalte at Maorierne ikke havde nogen religion. De levede i naturen og havde troen i hjertet, saa de havde ikke brug for nogen kirke, sagde hun.
Nu var der kommet to kirker i landsbyen. En protestantisk og en katolsk. Kisterne stod ovenpaa jorden. 6 fod nede var der for varmt.
Da missionaerene kom, og de skulle tilknyttes en kirke, kaldte hoevdingen alle til samling og delte dem i to grupper, og sagde at det ene hold skulle vaere katolikker, det andet protestanter. Det ar de godt tilfreds med. Efter nogen tid blev der alligevel ballade. Saa kaldte hoevdingen til samling igen. Han sagde, at alle havde den samme skaber, og at fra nu af skulle alle bruge begge kirker. Det goer de endnu.
Jeg fortalte dem ikke, at i min landsby kunne det vaere meget lidt velset at komme i det "forkerte" missionshus. Heldigvis havde vi kun en kirke. I Maraen, forsamlingshuset, var der stole til maendene, mens kvindene skulle sidde paa gulvet. Det var maendene, der talte. Da jeg var barn, talte kvindene i min landsby heller ikke ret meget i forsamlinger, hvor der var maend til staede. De forventedes at vaere manden underdanig, men de maatte gerne sidde paa en stol. Til gengaeld var det almindeligt, at de tildaekkede sit haar, naar de gik uden doere. Det gjorde Maorikvindene ikke. Maoriernes badeskikke var ogsaa mere rummelige. De gik ned i vandet, blev der et stykke tyd, stod op og gik ud til siden, hvor de vaskede sig og gik derefter ned i vandet igen. Alle beboere badede to gange om dagen. Der var badetid fra 5-8 morgen og aften. Maend og kvinder, boern og voksne badede sammen. Vi blev opfordret til at maerke vandet. Naar haanden havde vaert dyppet i det mineralske vand maerkedes den lige som om der var blevet smurt i creme.
De havde vand i husene, men ikke badevaerelser. De havde ogsaa komfur, men brugte det noedvendigvis ikke. De havde jordopvarmede kasser udenfor, som de stegte i. De kogte i de varme kilder. Et aeg skulle have 45 sekunder. Jeg koebte en majskolbe, der var stegt i jordovn. Den smagte godt 😊
Den geyser i omraadet, Pohutu, springer op til 30 m, mindst en gang i timen, nogle gange hvert 20. minut. Den er en af NZs mest aktive.
Jeg talte laenge med en vaeverske. Hun lavede blandt andet bastskoert. De var flotte. De blev lavet af den kaempestore linjeplante, der kaldes New Zealandsk hoer. Hun brugte de lange blade hele, tog bare ud "stilken" i midten. Hun skaettede et moenster i det med en muslingeskal, mens det meste af fibrene beholdt sin "indpakning." Det var flot haandarbejde. Jeg var lige ved at koebe et skoert. Bare rolig: jeg ville haenge det op. Jeg skal nok lade vaere at komme hjem i bastskoert. Jeg fik et skaettet blad med hjem.
Der var ogsaa en tursti i omraadet, hvor man kunne se kogende mudderhuller og de specielle termiske farver.
Der var optraeden med sang og dans i de traditionelle maoridragter. De optraedende var meget aabne, positive og venlige. Det loed ret godt. Var meget rytmisk og energifyldt. Sangen havde en del specielle lyde. Maorierne er meget spirituelle.
Krigsdansen, Haka, var ogsaa flot, men ikke venlig. Den var beregnet paa, at skraemme fjenden vaek, saa man kunne undgaa krig.
Det var en spaendende dag. Om eftermiddagen tog jeg med en bus til Taupo. Men inden jeg skriver om det, skal jeg have tanket net-tid.
Advertisement
Tot: 0.102s; Tpl: 0.01s; cc: 10; qc: 45; dbt: 0.0545s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb
Wenche Snell
non-member comment
Gled deg til Taupo
Hei Jeg leser med stor iver og tenker tilbake alle de år. Det er forøvrig morsomt, for en gang skyld å ha gjort noe FØR deg :-) Taupo var stedet hvor jeg og David aldri fikk rotet oss ut av. Vi endte med å være på herberget der i mange dager. Det er et flott sted, men det er det jo nesten overalt. Det har kanskje mer å si hvem man treffer om man får rotet seg videre eller ei. Kos deg videre. Her er det 2 grader og tåke og jeg bekymrer meg ikke for hvilket misjonshus jeg skal i på søndag. Klem Wenche