Mod nord

---

Inden jeg forlod Auckland, naaede jeg at maerke, at byen var bygget paa 50 vulkaner. Ikke fordi der kom vulkanudbrud, men der var ikke til at finde rundt. Der var ikke som almindelige bjaerge: op eller ned. Der var op og ned. Hele tiden. I alle retninger. Lige siom jeg troede, at nu kunne jeg finde vej, stoppede jeg igen, og spurgte mig selv, om jeg mon var begyndt at gaa i den modsattte retning...Det blev ikke nemmere af at syd ligger i nord, og at jeg skulle huske at bilerne kom i den "forkerte" side. Torsdag morgen, hvor jeg gik til bussen, og gik med rygsaek, fik jeg rigtigt noget ud af bakkerne.

Busturen nordpaa til Bay of Islands tog 4 timer. New Zealand er et ungt samfund. Der er mindre end 1000 aar siden Maorierne kom hertil. Indtil da stod urskoven uberoert. Flora og fauna var noget saerligt. Tilbage da alle sydlige kontinenter hang sammen i det store Gondwanaland, var det maaske ens, men New Zealand blev sin egen inden pattedyrene udvikledes. Da maorierne kom, var her mega store traeer og et rigt fugleliv, hvor mange arter ikke kunne flyve, men ingen landpattedyr. Landet forandredes hurtigt, da europaeerne kom i det 18. aarhundrede. Abel Tasman kom i 1642, men den store "indvandring" begyndte med kaptein Cook i 1769. Maerkeligt at taenke paa. Jeg kan huske tilbage til, at de rigtigt gamle var foedt foer 1900. 100 aar mere og der var stadig urskov i NZ.

Tilbage til bussen. Der var ikke masser af faar at se, som jeg havde forventet, men en del koeer. Jersey og sortbrogede. Landskabet var graessklaedte bakker. Ingen stoerre skovbeplantninger, men smaa grupper at traeer. Noget af det foerste jeg lagde maerke til i Auckland, var de kaempestore skaermliljer. De var ogsaa laengere nordpaa. De vokser forvildet i vejkanterne, lidt paa samme maade, som paaskeliljer kan goere der hjemme.

Jeg synes bebyggelsen har et tydeligt britisk praeg, men den er mindre ensartet, og der er ingen murstensbyggeri. I Auskland var der mange smaa villa-villekulla-huse. Ellers er der mest bungalows. Nogle gange synes jeg bebyggelsen ligner noget, man kan se i en amerikansk western.

Omkring Paihia var der en del skov- noget af det rester af den oprindelige urskov. I hele NZ er 4% af urskoven bevaret, og nogle af traerne er meget store.

Paihia er flot. Og ogsaa lidt som at vaere i Soendervig en varm julidag. Der er kun faa skridt fra hostelet og ned til stranden. Den eftermiddag jeg ankom, lejede jeg en kajak. Bare i en time. Ikke en almindelig kajak, men en mere idiotsikker oceanting, som man sidder ovenpaa. Udlejeren sagde, at det var en god dag, fordi der var lidt boelger. Jeg synes nu, at der var temmelig meget boelger. Der var lige ved at vaere hvide topper, og der er mange baade i bugten. Men det gik nu godt nok. Kajaken var meget stabil.

Fredag var jeg paa en heldags bustur op til Cape Reinga = nordspidsen. Paa forhaad havde jeg taenkt at "der er godt nok langt," og "gider jeg det," men jeg syntes ogsaa, det var "snyd", ikke at tage den nordlige del med. Det er jeg i hvert fald glad for, at jeg gjorde. Det var en fantastisk tur.

Umiddelbart nord for Paihia, var der mange frugtplantager, bl.a. kiwi, men dem saa vi ikke meget af, fordi der var 3-5 m hoeje haekke omkring. Saa dog en avocadoplantage og nogle graesskar og vandmelonmarker.

Foerste stop var ved en gruppe Kaori-traeer. Kaori er kaempe-kaempe-KAEMPE store og urgamle. De kan blive 60m hoeje og 5m i diameter. Den stoerste eksisterende er 244,5 kubikmeter og regnes for at vaere 1200-2000 aar gammel.

ups, tiden loeber ud...

---