Alting har en ende

---

---

Mens solen er på vej ned bag Kakadu's bjerge vandrer Andreas alene rundt i en nationalpark på 20000 kvadratmeter (ca. halvdelen af Danmarks samlede areal). Derudover er krokodillebestanden enorm og når mørket sænker sig kan man ikke føle sig sikker med slanger og andre krybdyr. For at få alle detaljer med kommer her Andreas' egen beretning om seancen:

Jeg stod altså i en situation hvor jeg skulle vælge mellem at gå til carpark eller lookout. Jeg valgte at dreje af mod carpark, da jeg syntes det var mest logisk. Kunne dog hverken huske lågen eller at vi havde drejet på turen dertil. Overbeviste mig selv om, at jeg måtte have gået med hovedet nedad og ikke lagt mærke til det.
Som jeg kom ud af stien dukkede flere og flere ikke genkendelige steder frem. Var dog kommet et godt stykke derudaf og var stadig sikker på at carpark'en var hvor jeg skulle hen. Jeg tænkte, at det måtte være en kæmpe omvej til den rigtige carpark jeg blot havde valgt. Efter at have krydset både væltede træer og en énmands hængebro, i både hurtig gang og løb, ankom jeg til den skiltede carpark. Det var bare ikke her at truck'en holdt. Det skal siges, at jeg på dette tidspunkt bærer min taske med badetøj, videokamera og omkring 1 liter vand.
Nåh, men skyggerne er som sagt ved at blive lange så jeg begynder rent faktisk at drikke så lidt vand som muligt hvis jeg nu skulle strande herude i længere tid. Jeg forlader carpark'en og går op til hovedvejen i Kakadu N.P. Er ikke helt sikker på om jeg skal gå til venstre eller højre og ærgrer mig enormt over ikke at have medbragt mit kompas som netop skulle være brugt i en sådan situation.
Jeg tænker at jeg hellere må give lyd fra mig så enten folk kan komme mig til nødsætning eller de vilde dyr kan høre hvor deres aftensmad befinder sig...
Jeg pifter af mine lungers fulde kraft men den eneste respons jeg får er fra en fugl som åbenbart også benytter sig af piftelyden. Begynder at råbe "hjælp" og indser pludselig indser pludselig hvilken situation jeg er i. Uden at ville lyde overlegen erindrer jeg ikke, atjeg gik i panik. Derimod dannede jeg blot en masse skrækscenarier inde i hovedet hvilket chokkede mig en del.
Mit næste skridt var så at gå fra "hjælp" til "help" da jeg jo trods alt var i et engelsktalende land. Om det havde nogen effekt fandt jeg aldrig ud af, da det ikke rigtigt havde nogen funktion at råbe. Ingen svarede.
Jeg finder herefter min mobil frem og prøver at ringe til alarmcentralen. 112, 911, 000, 111 osv. Intet virker. Der er nemlig et noget net i Kakadu. For at gøre det hele værre beder telefonen om at blive opladt.
På dette tidspunkt føler jeg mig meget alene og fortabt. Mens jeg råber vælger jeg at gå til højre ad vejen. Jeg når til hvor vejen bugter sig og kan blot se en ca. 2 km. lige vej foran mig.
Alt virker håbløst lige indtil jeg hører lyden af et køretøj. Hvad bedre er ser jeg også hvad der viser sig at være truck'en med de andre. Jeg signalerer med armene og lidt efter sidder jeg på forsædet af truck'en.
En lidt skræmmende oplevelse jeg sagtens kunne have været foruden men som man dog kan grine af bagefter.

Efter alt dette kunne vi komme tilbage til vores camp og få noget mad og et par veltrængte øl. Andreas fandt en guitar og klimtede et par sange indtil det var tid til at gå i seng.

Den næste og sidste dag på vores Red Rocket tur startede ud med en tur hvor vi så aboriginaltegninger på klipper. Vores guide havde et stort kendskab til både naturen og historien i området. Måske var det derfor vi stolede på ham da han sagde, at vi skulle prøve at slikke på en myre med grøn bagdel. Det viste sig at smage meget syrligt, lidt som lime.
Vi så også nogle kæmpe edderkopper og nogle flotte sommerfugle.
Herefter skulle vi videre til et sted hvor vi ku' bade. På vejen stoppede vi ved at næsten 3 meter højt termitbo. Utroligt hvad de små kreaturer kan bygge.
Vi badede i en lille sø med tilhørende vandfald og krokodillefare. Endnu engang en herlig oplevelse som alle slap levende fra.

Vores tur endte kl. 18.00 den aften og vi var nu tilbage på vores hostel, The Cavenaugh. Desværre var troperegnen over Darwin den aften, men det ændrede sig dog til fantastisk solskinsvejr de sidste 2 dage af vores rejse. Perfekt til afslapning ved poolen i godt selskab med alle de opperen menesker vi havde lært at kende på turen. Det var derfor også meget svært at tage afsked den 1. maj kl. 13.30. Vi har dog alle givet vores emailadresser, så der skulle være god mulighed for at tage på nogle små visit rundt omkring i verden.
Nu hvor vi blot har 24 timers flyvning tilbage af vores 3 måneders rejse, kan vi konkludere, at det har været det hele værd. Alle de oplevelser som vil blive minder for livet. Alle de fantastiske mennesker vi har mødt som virkelig har præget vores tur. Virkleigt vigtige ting for at få den perfekte rejse og det der får os til at ville tilbage allerede.

Håber folk ser har læst her på siden selv har fået lyst til at rejse til Australien og New Zealand. Vi kan i hvert fald kun anbefale det på det kraftigste.

Go for it, dude. It's AWESOME !

Mads og Andreas

---